1. søndag i advent - 2. tekstr.

 

Tekster: Es. 42,1-9; Rom. 13,11-14: Luk. 4,16-30

 

1. søndag i advent – i dag - rummer allerede et pust af julens højtid. Synet af adventskransen stemmer vores sind, - og salmerne vi synger rykker os ind i julens nærhed. Teksterne vi hører, er også vendt mod det, der skal ske i julen. Så i dag går vi ind i sindets forberedelse til, at julestemningen kan tage bolig i os. Det er, som om denne søndag dybt inde fra vender os om – vender vores bevidsthed og vores tanker væk fra det gamle år – og ind imod det nye - det vi er på vej til. Og her i kirken begynder det nye år rent faktisk i dag. 1. søndag i advent er kirkens nytårsdag.

 

Ordet ”advent” betyder ”han kommer”, så adventstidens funktion udtrykkes i selve ordet – tiden skal rette os imod julens indhold – mod Jesu komme - og stemme vores sind til at modtage det lys, der i ham sænkes ind i vores virkelighed. Vi kan ikke forstå dybden af, hvad det betyder, at dette lys kommer til os, men vi får hjælp til det igennem de bibeltekster og salmer, vi hører her i kirken hen igennem adventstiden. En sikker hjælp til os er profeten Esajas. Alle adventssøndagene hører vi hans profetier som den GT-læsning. Mere end 500 år før Jesus blev født, modtog Esajas store syner fra Gud om det, der skal ske. Om barnet, der engang skal fødes – som en frelser til alle mennesker, som en konge, der skal skabe fred på jorden. Esajas ser ham også som en Guds tjener, der vil komme til at lide – og dø, fordi hans opgave er at bære alle menneskers synd. Så kan de - vi – nemlig komme til at stå rene foran Gud og forenes med ham.

 

Også her i dag har vi hørt Esajas. I dag talte han om Guds tjener, der skal komme. Tjeneren, der bærer Guds ånd. Og den Gud, der står bag tjeneren, er vores Gud. Det er ham, der har skabt alting og som giver alle, der færdes på jorden, livsånde. Det er ham, livet kommer fra. Han sender sin tjener til os, for at bringe sit lys til os, fortæller Esajas – for at skabe et Paradis på jorden. Et sted, hvor der ikke mere er lidelse og undertrykkelse. Hvor de blindes øjne åbnes til klarhed, og fangerne føres ud af fængslerne. Dette er det nye, der skal ske, når Guds tjener kommer til jorden, siger Gud til Esajas.

 

Nu kan vi så 2000 år efter, at han er kommet, undre os – for hvor blev Paradiset af – kom det slet ikke? Jo, det kom – og det kommer igen og igen! Jesus kom! Og han er her og tilbyder os hele tiden at åbne vores øjne og føre os ud af de fængsler, vi hver for sig er lukket inde i – i vores sind. Han tilbyder os paradiset – hans nærhed! Vi længes måske efter, at Jesu nærhed skal blive virkelig for os – når den ikke er det, så er det, fordi vi er blinde for den. Og når vi ikke føler den frihed, han lover os, så er det fordi, vi ikke har mod til at træde ud af normalitetens fængsel – og blive os selv, sådan som Gud har skabt os til at være.

 

Adventstiden bringer os håbet tilbage – håbet om det nye, der skal ske. Håbet om barnet, der er lyset selv – givet til os af den Gud, der har skabt verden – og os, og som derfor også har magt til at give os mod til at bryde de lænker, der binder os - og magt til at forvandle os.

 

”Natten er fremrykket, dagen er nær” – siger Paulus til os i dag, og han opfordrer os til at ”aflægge mørkets gerninger og tage lysets rustning på”. Det er svære – og stærke ord – og det er vanskeligt at forstå, hvad han mener med det. Men vores evangelietekst kommer os til hjælp. Den viser os nemlig, hvordan vi mennesker lever i flere virkeligheder på én gang – og den fortæller os, at vi selv vælger, hvilken virkelighed vi identificerer os med. Vi kan tage lysets rustning på!

 

Teksten fortæller os om Jesus, der kommer til sin hjemby, Nazaret. På sabbatten – jødernes helligdag – går han i synagogen, og han rejser sig for at læse op. Det er profeten Esajas, han skal læse fra – ham der hører med til adventstiden. Og Jesus åbner bogen og læser et af de mest elskede stykker – et af dem, der også dengang satte mennesker i adventsstemning – i forventning. Et stykke, der minder meget om vores GT-læsning til i dag – fordi det handler om ham, der skal komme. Om ham, der skal få de blinde til at se og sætte de undertrykte i frihed. Om ham, der skal ”udråbe et nådeår fra Herren”, læser Jesus.

Og alle lytter og lader sig berøre, og de venter spændt på, hvad Jesus vil sige om teksten, han lige har læst. De forventer at blive bekræftet i det gode håb og den gode stemning, som teksten sætter dem i – men Jesus ryster dem! ”I dag – siger han – er det skriftord gået i opfyldelse”. Han ryster dem ud af det kendte – og han kræver dem. Kræver at de skal se – ham – som opfyldelsen af deres forventninger. Det er nu, det sker! Han åbenbarer sig for dem – viser dem, hvem han er. Men de vil de kun kunne se det - med nye øjne og åbent sind. Ikke med et sind, der er fængslet af vaner og gamle tanker.

 

Lad os et øjeblik dvæle ved det, Jesus gør. Han læser for dem om et nådeår fra Herren. Et år fyldt med nåde – eller bare et øjeblik! Og så åbner han blidt virkeligheden for dem – ind til nåden - det er i dag, siger han, nu! Se! I det øjeblik berører evigheden dem alle. De kan åbne sig og tage imod den – lade sig synke ind i den og hvile et øjeblik i Guds nærhed. Eller – de kan lade være. De kan holde fast i det gamle og kendte. De kan blive i fængslerne.

 

Hvad sker der? Først bliver de forvirrede – de er lige ved at åbne sig, og de giver ham deres bifald, står der. Men så kommer de gamle tanker ind: Kan det være rigtigt, det han siger? Er han ikke bare Josefs søn, som vi kender? Hvis vi skal overføre denne situation på os selv, må vi overveje, hvilke tanker det er for os, der kommer mellem os og nådeåret – eller evighedsglimtet. Det kunne være tanker som: Ja, men der har jo været advent og jul før – uden at jeg oplevede noget særligt ved det, uden at alting blev nyt for mig – hvorfor skulle det så blive det denne gang? Eller - det med Jesus har vi jo hørt igen og igen, det er kun noget for de særligt religiøse – det har ikke noget med mig at gøre – det hele går jo også meget godt uden ham.

 

Vi kunne også komme med argumenter, som dem Jesus lægger de tilstedeværende i synagogen i munden. Han siger til dem, at de sikkert vil bede ham om at gøre mirakler, som han har gjort det andre steder. Så vil de tro på ham. Det vil vi sikkert også – hvis han vil opfylde vores bønner, som vi beder dem – eller lave mirakler. Men han kommer ikke for at vise os mirakler – han kommer for at give os liv. For at lukke os ud af sindets fængsel.

 

Jesus provokerer de forsamlede. Han presser dem ud i vrede, ja i raseri. Han siger til dem, at de ikke af fødsel er særligt udvalgte – selv om de tror det. Og han giver dem eksempler på, hvordan Gud har hjulpet og helbredt andre – fremmede fra andre lande, der var i nød – også selv om der var israelitter, der havde lige så meget brug for hans hjælp. Så de er ikke noget særligt, siger han.

 

Det er svært at forstå, hvorfor han provokerer dem, som han gør – hvad han vil med det. Han presser dem til det yderste, så de vil slå ham ihjel. De jager ham ud af byen og hen til en afgrund for at styrte ham ned. Men før det sker, vender han sig om og baner sig vej imellem dem og går.

 

Først åbenbarede han nådeåret og lod evigheden berører de forsamlede, da han sagde sit ”i dag” – ”nu”. Og da de ikke åbnede sig for det, han ville give dem, førte han dem helt ud til afgrundens rand. Hvorfor gør han det? Ja, vi kan jo overveje, hvad han ellers kunne have gjort. Han kunne måske have forsøgt at forklare dem det hele på en pædagogisk måde – men hvis han havde gjort det, var han jo blevet indenfor det, de kendte. Det var ikke det, han ville med dem – og med os. Han vil sprænge det kendte – det skal til, for at alting kan blive nyt. Og det gør han altså her på den måde, vi nu har hørt det.

 

Nyttede det så noget? Fik han dem til at forstå. Det ved vi ikke. Det får vi ikke svaret på – heller ikke i teksten, for vi bliver nemlig ladt tilbage derude ved afgrunden sammen med de forsamlede. For dem og for os er situationen den samme. Jesu løfte om nådeåret står stadig ved magt. Han vil stadig få os blinde til at se, og han vil føre os fangne ud af fængslerne. I dag! Måske kan vi ikke gå med ham – i dag. Vi må forberedes, og det er det, vi har adventstiden til. For dette ”i dag” vil blive sagt til os igen - og allertydeligst julenat, når forhænget mellem jord og himmel bliver så tyndt, at Jesus-barnet igen kan træde frem for os.

 

Der er så meget trøst i den her tekst. Tænk at Jesus fører mennesker igennem forberedelsen, som vi hører det i dag! – dem i synagogen dengang og os i dag. Han gør det uden at fordømme os for alle de negative følelser, vi rummer, for han kender vores sind. Han ved også altid, hvad der skal til – og nogle gange er det altså åbenbart, at vi må opdage, hvad der bor i os af gammel negativitet, mistænksomhed og vrede. Han lukker op for det, der formørker os – slipper det ud, for at vi kan blive frie. Og så beskytter han os mod os selv. Som han beskyttede dem fra synagogen. For han lod dem jo ikke kaste sig ud. Han lod dem kun møde sig selv – se sig selv - derude på kanten! – før han gik!

 

Trøsten er, at nådeåret er kommet – Og at Jesus selv hjælper med at forberede os til at tage imod det. Trøsten er også, at vi godt må rumme alle de følelser, vi gør – og også skal åbne for dem, så vi med hans hjælp kan lære af dem. Få livsvisdom og livsmod igennem dem.

 

Vi skal lige have med, at ved én lejlighed lod Jesus folkeskaren skubbe sig helt ud over kanten. Det gjorde han langfredag, da han lod dem korsfæste sig. Her lod han dem gøre det af andre grunde – for at være med dem i smerten. Men også her – helt herude i det dybeste mørke banede han sig vej imellem dem og gik - ind i opstandelsen, ind i Guds virkeligheds lys. Og der gik han ind for at bane en vej for os – helt ind i Guds Paradis. Amen!