1. søndag i advent - 1. tekstr.

 

Tekster: Sl. 24; Rom. 13,11-14; Mat. 21,1.9

 

I dag begynder det nye kirkeår, og denne nye begyndelse stemmer vist altid vores sind på en helt særlig måde. Nu går vi ind i travlheden med alle juleforberedelserne, men også ind til hyggen med lys og samvær. Adventskransen er tændt i dag, og med sit ene lys peger den hen mod de næste adventssøndage og mod de mange lys juleaften.

 

Adventstiden er en forberedelsestid – både hvad angår alt det praktiske, der skal gøres - men også indvendig, i sindet, for hvis julestemningen skal nå ind til os, må vi her i adventstiden stoppe op og rette sindet imod det, som er julens egentlige begivenhed, nemlig det at Jesus lader sig føde ind i vores virkelighed.

 

Julestemning og julehygge er noget helt særligt. Der skal ikke meget til, før den breder sig i os, men vi må rette blikket i den rigtige retning. Blot f.eks. det at lade blikket dvæle lidt ved vores store flotte adventskrans her i dag, - det vil påvirke vores sind og trække os ind i et indre adventsrum, hvor der gemmer sig mange erindringer. I julens rum bor Jesus, og jul bliver det først rigtigt, hvis vi kigge derind og møder ham.

 

Her i kirken fejrer vi to ting i dag – at det nye kirkeår begynder, og at det er advent, at vi begynder at vente på Jesus, som kommer. Evangelieteksten, vi lige har hørt, afspejler begge dele. Den handler om indtoget i Jerusalem, og egentlig hører den tekst til palmesøndag. Dér hører vi den også. Men der er forskel på det, den vil sige os i dag – og så palmesøndags-budskabet. Palmesøndag rider Jesus ind i Jerusalem til korsfæstelse – i dag rider han ind for at åbne for det nye kirkeår. Så i dag er teksten som en fanfare – kongen rider ind, og vi er vidner til, hvor storslået det er. Han rider ind i kirkens historie og i vores liv – og det gør han for helt at dele vores livsvilkår med os.

 

Han, kongen, Guds søn, vil lade sig føde i en stald – i de mest elendige jordiske vilkår, og han vil give sit liv for os og lade sig korsfæste, - for at der ikke skal være nogen smerte eller elendighed, som vi er ladt alene i. Alt dette gør han af kærlighed – til os - for at vise os, at det tunge og svære ikke er hele virkeligheden, og det vil han, at vi skal forstå. Bag alt, hvad vi kan komme ud for, gemmer der sig en anden dimension af liv. Bag staldens fattigdom er der lys og kærlighed, og lidelsen og døden på korset åbner for opstandelsens virkelighed. Vi mennesker er tilbøjelige til at blive opslugt af det, som lige sker, og af de følelser, som netop nu fylder os. Men Jesus kommer til jorden for at åbne vores øjne for noget andet – for en ny måde at opleve livet på. Han vil lære os, at livet ikke kun afhænger af, hvad det sker for os, men måske meget mere af, hvordan vi ser det, som sker – og af hvordan vi er i det og rummer det.

 

I dag, hvor han rider ind i Jerusalem, viser han os noget af dette. Men allerede teksten fra GT åbner perspektivet for os. Den begynder med at fortælle, at jorden med alt, hvad den rummer, tilhører Herren – fordi han har skabt den. Den magt, som står bag livet, er noget, som er meget større end os, og det perspektiv skal vi have med os. Livet er altid større, end vi lige ser det – og måske tror. Det betyder, at vi må slippe den almindelige forestilling om, at vi selv er centrum, og at vi forstår livets dybere mening. I dag bliver vi mindet om, at vores liv er indfældet i en meget større sammenhæng, end vi aner. Og også om at vi er forbundet meget dybere med hinanden, end vi forestiller os.

 

Teksten fortæller om nogle ældgamle porte, der skal åbnes, så ærens konge kan drage ind, står der. Den siger også, at kun den, der har skyldfri hænder og et rent hjerte og ikke farer med løgn, kan stå på Guds hellige sted. De ældgamle porte, der tales om, det er byportene i det gamle Jerusalem – og teksten er en gammel processionstekst. Man er draget rundt om byen – måske med pagtens ark, og lige før processionen når frem til de ældgamle døre, har man råbt til dem om at åbne sig, så kongen kan ride ind i byen. Og kongen – det er Gud selv, får vi at vide. Det er Gud selv, der rider ind i den hellige by for at beskytte og herliggøre den – for at fylde den med sin kraft. Og der, hvor han skal ride ind, må mennesker altså have rene hjerter og ikke tale usandt for at kunne være der sammen med ham.

 

Guds indtog gennem de ældgamle døre er baggrunden for Jesu indtog. Men hvor stemningen omkring Guds indtog er højtidelig og stærk, så er stemningen omkring Jesu indtog en helt anden. Han er også Gud selv, der rider ind, også han hyldes, men samtidig er der et væld af andre menneskelige følelser på spil. Jesus rider helt ind i menneskelivet, og viser os, hvad vi kan lære igennem ham.

 

Først løfter Jesus sløret for, hvem han er. Han sender to af sine disciple ind i en lille landsby udenfor Jerusalem for at hente et æsel, som står bundet med sit føl. Han kender virkeligheden og kan se igennem den. Han er clairvoyant, ville vi sige i dag, men han er meget mere end det. Han har selv del i skabelsens virkelighed, og hans ord skaber, hvad det vil. Samtidig viser det os, at han kender alt. Han kender også den lidelse, han selv rider ind til – og alligevel rider han ind. Fordi han vil det. Vi andre ville flygte for lidelsen, men han tager imod den, fordi der er noget, som er vigtigere, end om han lider. Han identificerer sig ikke med, hvad kroppen må gå igennem – men med åndens virkelighed og dermed med den kærlighed, som driver ham – kærligheden til os. Han vil vise os opstandelsens virkelighed – uanset prisen.

 

Han rider altså ind i byen på et æsel – på et arbejdsdyr, der er vant til at bære tunge byrder – ligesom han selv er det. Der er ingen kongeværdighed over det, - men netop at han kommer på æslet, bliver for de mange mennesker, der er forsamlet, tegnet på, at her er der noget helt særligt på færde. De kender alle den gamle profeti om, at når frelseren, Kristus, kommer som konge, så er det ridende på et æsel. Og æslets føl vil gå ved siden af som tegn på, at en ny fremtid begynder. Æslets føl går ved siden af, da Jesus rider ind i byen, så ingen er i tvivl – han er Kristus – og de hylder ham. Jesus viser dem to ting med sit indtog, at han er opfyldelsen af den gamle profeti – han er konge – og at han ikke er konge på traditionel vis, for han kommer på et æsel. Han viser dem to dimensioner af virkelighed – som begge er sande på samme tid. Han er konge, men på en helt anden måde, end de kender til. Virkeligheden er i hans perspektiv flertydig.

 

Gang på gang i beretningen viser Jesus os, at han er et anderledes menneske end os. Han rummer en større virkelighed. Mens han bliver hyldet af folkemængden rider han sagtmodig ind i byen. Sagtmodig! Han lader sig ikke rive med af hyldesten, - han kender tomheden bag den. Han ser og ved jo alt – også at de samme mennesker, som nu hylder ham, om få dage vil kræve ham korsfæstet. Sådan er den fysiske virkelighed, vi lever i. En dag kan vi være i centrum og blive rost – eller hyldet for noget, vi har gjort – den næste dag vender mennesker sig imod os. Under alle omstændigheder sker det med tidens gang, at den, der den ene dag er vigtig, pludselig ikke er det mere. Det kan være svært at bære den omskiftelighed og usikkerheden, der gemmer sig i den, og derfor lærer Jesus os, at vi ikke skal identificere os med, hvad der sker omkring os. Midt i hyldesten bærer Jesus sagtmodigheden med sig, og midt i lidelsen mærker han kærligheden til de mennesker, som omgiver ham – ja endog til bødlerne. Jesus er større end noget, vi kender til, og når han rider ind i Jerusalem, indbyder han os til at blive en del af hans virkelighed.

 

Folkeskaren er som de fleste mennesker. De lader sig rive med. De breder deres kapper ud på vejen, og de skærer grene af træerne og strøer dem på vejen. Og de råber hyldelstråb til Jesus. De flyder med i øjeblikkets begejstring, og i næste øjeblik flyder de med i øjeblikkets vrede. De har ikke et fast centrum, de kan forholde sig til, og det gør livet vanskeligt for dem. For når de flyder med, mister de sig selv, og det vil bagefter give dem en stor tomhedsfølelse og også skyldfølelse. Jesus ved alt dette om menneskelivet, - det gør ham sagtmodig.

 

Og han skjuler ikke sagtmodigheden – for han er den, han er. Midt i jubelen vedkender han sig alt, hvad der bor i ham af følelser – det er den store forskel på os og ham. Han rider på æslet – det mindst regnede ridedyr, for at vise, at der for ham ikke er forskel på høj og lav. Netop på det laveste dyr sætter han sig – og æslet viser sig værdigt til at bære Guds billede. Sådan er det også inde i os. Kun det laveste i os kan hengive sig til Gud - og mene det. Alt det store i os, det som selv vil bestemme, kan ikke give sig hen, men sagtmodigheden kan – og smerten og længslen. Jesus siger til disciplene, der skal hente æslet og føllet, og de skal løse dem og komme med dem. Æslet er et billede på de laveste og mindst værdsatte sider i os, og her befaler Jesus, at de skal løses – at de skal have liv og komme til ham, for der midt i dem kan han møde os. Der har vi brug for ham.

 

I GT-teksten hørte vi om de ældgamle døre, der skulle åbne sig så kongen kunne ride ind. Måske er de ældgamle døre ikke kun byportens døre – måske taler teksten i billedsprog om de ældgamle døre til vores hjerter – de døre, der har været lukket alt for længe, så vores virkelighed er blevet alt for snæver og begrænset. Jesus vil hjælpe os med at få lukket vores hjertedøre op. Det vil han gøre med sit liv – ved at lade sig føde midt i elendigheden og ved at lade sig korsfæste midt i ondskaben. Det er det, han rider ind til i dag – og det gør han som den sagtmodige konge – for vores skyld.

 

Indtoget i Jerusalem er glædesfesten. Her får vi lov til at juble – men også til at føle den stille glæde over alt det, Jesus tager på sig for vores skyld. Han gør det frivilligt af kærlighed – og han gør det for os alle og for alt, hvad der bor i os. Intet er for undseeligt eller for skamfuldt for ham. Han ser, hvad vi rummer, og han møder os der, hvor vi er. Når det sker, når det møde finder sted, åbner han vores hjertedøre, og rider ind i os – ind i den hellige stad i vores hjertes dyb. Derfra vokser den nye virkelighed – det nye år også i os. Amen.