1. søndag efter helligtrekonger.  1. teks­tr.  

Tekster: Sal. 84; Rom. 12,1-5; Luk. 2,41-52     

              I torsdags var det hellig3kongers dag. Så nu er juletiden ovre, og hverdagen er for alvor i gang igen. Alt går så hurtigt – det gør det også i fortællingerne om Jesu liv. I dag hører vi om ham som 12-årig, og vi hører, at i hans familie er der de samme problemer med et pubertetsbarn, som der er i de fleste andre familier. Det kan ikke undre, for Jesus er jo et menneske – præcis som os. Det slås også meget tydeligt fast i teksten, for han omtales som ”drengen Jesus”. Og fordi han er menneske, gennemlever han de samme livsfaser, som vi gør.

              Når Jesu menneskelighed på den måde fremhæves – ved at han kaldes ”drengen Jesus”, så understreger det julens betydning. Guds søn blev virkelig født som et almindeligt barn, og han voksede også op som et barn – præcis som vi gør det. Julen var ikke blot en smuk drøm om et guddommelige barn – den var konkret virkelighed. Gud tog bolig iblandt os, og han blev hos os. Han blev en af os og delte alle vore livsvilkår. Det gjorde han fra fødsel til død.

              Igennem sin menneskelighed viser han os mange ting. Han viser os, hvordan et sandt menneskeliv ser ud. Viser os, hvad Gud har skabt menneskelivet til at være. I Jesus lever Gud selv et menneskeliv for os, for at vi kan lære – for at vi kan få mulighed for at spejle vores eget liv ind i  et sandt liv. Det giver os vejledning og mulighed for retning. Samtidig viser Jesus, at han deler alt med os. Han er ikke bare en lærer, der står udenfor. Han går med os – ind i alt det, menneskelivet er, og deler det med os. Julens fødsel er virkelig. Det er et virkeligt barn de hellige 3-konger finder, og det er ”drengen Jesus”, der som 12-årig bliver væk for sine forældre. Senere er det manden Jesus, der dør på korset og genopstår.

              Jesus er sandt menneske. Men han er også sand Gud. Det er Gud selv, der gennemlever alt sammen med os. At Jesus således er både menneske og Gud sprænger vores normale måde at tænke og forstå ting på. For hvordan kan det være muligt? Vi er vandt til at tænke enstrenget - i enten/eller. Ikke i både/og. Men med Jesus er det både/og. Derfor sprænger han alle de rammer, vi sætter op omkring vores liv, - hvis vi giver os hen til hans virkelighed. Det er det, Paulus også taler til os om i sit brev til romerne, - det, vi hørte lidt af tidligere. Der siger han: ”Tilpas jer ikke denne verden, men lad jer forvandle, ved at sindet fornyes, så I kan skønne, hvad der er Guds vilje”.

              Hvis vi spejler vores liv ind i Jesus, så vil vores sind blive fornyet, for så viser der sig så mange flere muligheder for liv, end vi har forestillet os. For så vil vi opdage, at ligesom Jesus er helt menneske og helt Gud, så rummer vi også begge de to aspekter i os. Vi er helt almindelige mennesker, men vi er skabt i Guds billede, vi rummer også Guds billede og hans virkelighed i os. Det er frem for alt det, Jesus vil lære os om – og lære os at leve. Han vil åbne og forvandle vores liv, så vi ikke kun lever et forgængeligt menneskeliv, men også bliver bærere af et evigt åndeligt lys, der altid hviler i Gud.

              Teksten til i dag – om Jesus som 12-årig – handler om begge de to sider af Jesus, den menneskelige og den guddommelige, og derfor spejler  den også de to sider i os. Den viser Jesus som en pubertetsdreng, der får problemer med sine forældre – sådan som det kan ske i enhver familie med et barn i den alder. Den kunne lige så godt handle om en af de konfirmander, der sidder her i dag. Men Jesus er samtidig Gud, og han gennemlever alt i sit liv, på den måde Gud ønsker, at vi skal gøre. Det gælder også konflikter. For Jesus bliver konflikterne ikke til begrænsninger imellem mennesker; de åbner i stedet for til dybere kontakt og til større forståelse. Det skal vi lære af ham, og derfor bliver  fortællingerne om Jesus livsvejledning for os.

              Tekstens konkrete handling er, at den 12-årige Jesus er på rejse med sine forældre – og med mange slægtninge og naboer. De er i Jerusalem til påskefesten – det er en gammel skik, at de, der kan, rejser til Jerusalem til påske, og at alle fra lokalsamfundet følges ad.

              Efter påske drager de af sted hjem igen, men Jesus bliver i Jerusalem – uden at hans forældre opdager det. De regner med, at han er et sted i flokken – sammen med de andre unge. Først dagen efter at de er taget fra Jerusalem, opdager de, at han ikke er med. Vi kan levende forestille os, hvad de har følt, da de fandt ud af det. De har været ude af sig selv af angst og bekymring, og de skynder sig tilbage til Jerusalem for at lede efter ham. Der går 3 dage, før de finder ham.

              Jesus opfører sig, som andre i hans alder kunne gøre det. Han bliver så optaget af noget i Jerusalem – noget han oplever, at han helt glemmer, de skal rejse hjem. Han fortaber sig fuldstændig i det nye uden at tænke på følgerne. Indtil nu er vi helt i menneskesiden af fortællingen. Vi hører om drengen Jesus og hans forældre.

              Men da forældrene endelig finder Jesus – efter de 3 dage – rykkes vi pludselig ind i en anden virkelighed. Og vi fornemmer, at Jesus har været i den hele tiden – det var derfor, han blev i Jerusalem. Han sidder i templet – i ophøjet ro – midt blandt de meget ansete lærere – og diskuterer med dem – lytter til dem og stiller dem spørgsmål. Og tilsyneladende svarer han også selv på spørgsmål, for der står, at alle, der hører ham, undrer sig over hans indsigt og de svar, han giver. Her er han ikke mere ”drengen Jesus”. Han er det guddommelige barn, der ved alt, og kender alt.

              Da hans forældre ser ham sådan, bliver de ”slået af forundring”, som der står. I et glimt sanser de ham, som den, han er. De ser hans guddommelighed, men de forstår det ikke – han er jo deres dreng! Og straks falder de ind i de gamle roller igen. De er chokerede og lettede, og de gør som mange forældre i en tilsvarende situation – de bebrejder ham, hvad han har gjort. Hans mor siger: ”Barn, hvorfor gjorde du sådan mod os? Din far og jeg har ledt efter dig og været ængstelige”. Jesu mor er helt tilbage i det menneskelige. Nu ser hun kun sin ulydige dreng. Hun kan ikke se ham som et selvstændigt individ, oplever kun, at han har handlet imod dem. Nu lukker hun øjnene for det guddommelige, hun rent faktisk så.

              Hvor ofte ser vi det guddommelige udfolde sig for øjnene af os, uden at vi opdager det? Ligesom forældre har svært ved at slippe deres børn og lade dem være sig selv, som de er, sådan har vi nok alle vanskeligt ved at slippe vores eget syn på virkeligheden. Jesu mor tolker situationen ud fra sig selv som centrum – han har gjort det imod dem, siger hun. På samme måde er vi også tilbøjelige til at gøre os selv til centrum - men virkeligheden er meget større end os. Det viser drengen Jesus os her. Han lader sig ikke anfægte af moderens bebrejdelser. Han bliver i det større – i sin guddommelighed, i sin egen væren og sandhed, og han siger: ”Hvorfor ledte I efter mig? Vidste I ikke, at jeg bør være hos min fader?”

              Åndens ro og fylde lyser ud af Jesu ord. Han skaber den virkelighed, han nævner. Med sit spørgsmål markerer han også forskellen på de to dimensioner af virkelighed, der er i spil. Hans mor taler om hans konkrete far, da hun siger: ”Din far og jeg har ledt efter dig” – Jesus svarer med at tale om sin himmelske far: ”Jeg bør være hos min far”. Han forklarer ikke – han problematiserer ikke, fastholder ikke konflikten – han markerer kun og lader de to virkeligheder stå og næsten vibrere imod hinanden. Så slipper han det guddommelige – og bliver igen drengen Jesus. Og han følger sine forældre hjem til Nazaret og er lydig mod dem. Hans forældre forstår ikke, hvad han siger til dem, men hans mor gemmer alle ordene i sit hjerte.

              Der er så meget at lære om menneskelivet og om Gud i den her fortælling. Først er der hele pubertetssituationen, som bliver vist for os. Trækket i de unge mod det nye, der venter dem, voksenlivet og udfordringerne der. Og forældrenes vanskelighed ved at se de unge, som selvstændige og uafhængige individer, der ind imellem må gå deres egne veje. Sådan er livet skabt.

              Så er der dualiteten i ethvert menneske – imellem det rent menneskelige og det åndelige eller guddommelige. Og det gælder jo både i unge og ældre. Vi rumme alle begge sider i os, men vi er tilbøjelige til at identificere os kun med det menneskelige, med det logiske og fysiske – og til at sætte os selv i centrum, som Jesu mor gør det. Men derved lukker vi af for meget virkelighed. Det er så vigtigt, at vi giver plads for det åndelige – for den værdighed og visdom, vi alle rummer. Jesus lader de to virkeligheder stå helt skarpt overfor hinanden og konfronterer dermed os med spørgsmålet: Ser vi begge virkeligheder? Vover vi at leve dem begge! Tilpasser vi os - med Paulus’ ord denne verden - eller er vi åbne for en fornyelse af sindet?

              Hvis vi er åbne – eller gerne vil være det – men ikke forstår hvordan eller hvorfor – så giver teksten os også vejledning der. Så skal vi gøre som Jesu mor: gemme det uforståelige i vores hjerter og lade en indre visdom vokse ud af det. Det sker af sig selv. Livet og situationer imellem mennesker er større og rigere, end vi aner. Hvis vi ikke lukker af for det, vi ikke kan rumme lige nu, og ikke fordømmer, men gemmer det uforståelige i vores hjerter, så vil virkeligheden langsomt vokse i os.

              Og vi kan godt holde os åbne! Vi kan rumme, fordi Jesus blev menneske. Han blev barn, han blev dreng, og han blev mand. Mysteriet omkring ham er det største og det mest uforståelige af alt, - men i det mysterium henter vi liv. Det kan vi også gøre i alle andre af tilværelsens mysterier - ved hans hjælp. Ved at undre os og ved at gemme i vores hjerter – så vil han gøre og skabe resten. Amen.