2. søndag efter hellig tre kongers dag - 1. Tekstr.

Tekster: 2. Mos. 33,18-23; Rom 12,9-16a; Joh. 2,1-11    

              Her i Hellig3kongers tiden får vi glimt fra lysets hjem! Denne tid hedder i andre kristne traditioner ”epifanitiden” – den tid, hvor Jesus bliver synlig i verden. Juleaften blev han født som et lille skrøbeligt barn. Han blev født i den yderste fattigdom, helt underlagt de fysiske omstændigheders vilkår – sådan som ethvert barn bliver født ind i sine vilkår. Fra julen ved vi, at Jesus er et menneske som os. Hellig3kongers dag bliver han tilbedt af de vise mænd eller konger som et særligt menneske, som en stor konge af Davids slægt. I epifanitiden får vi igennem teksterne indsigt i det endnu større – at han er Guds søn, og at han er kommet for at vise os, at vi også er Guds børn. At Guds virkelighed bor dybt i os, og at den kan blive synlig – komme til liv også i os.

              Allerede i Gt-teksten fornemmer vi søndagens alvor og højstemthed. Vi kommer ind midt i en samtale mellem Moses og Gud. Gud har vist sig for Moses, og han vil have Moses til at føre folket igennem ørkenen til Israel. Moses vil bare være sikker på, at Gud virkelig er med ham – han vil se Gud, kende ham. Guds forsikringer om, at Moses har fundet nåde for hans øjne, og at han kender ham ved navn, er ikke nok for Moses. Lad mig dog se din herlighed! siger han. Gud svarer, at han vil lade al sin skønhed gå forbi Moses, men Moses vil ikke få lov til at se Guds ansigt, for intet menneske kan se mig og beholde livet, siger Gud. Moses bevæger Gud – får ham til at vise sig. Gud vil tydeligvis gerne ses, kendes, og han siger til Moses, at når hans herlighed går forbi, vil han stille Moses i klippespalten og dække med hånden for ham, til han er kommet forbi – for at beskytte Moses.

              Så stor kærlighed har Gud til os mennesker. Han vil os, og han lader os se og erfare så meget af ham og om ham, som muligt - uden at det kommer til at skade os. Vi behøver ikke at frygte Gud. Han fører os måske nok nogle gange helt til grænsen af, hvad vi kan bære, men altid beskytter og værner han os i det. Og altid venter han på at komme os endnu nærmere.

              I epistelteksten fortæller Paulus os så om, hvad der er vores opgave over for Gud. Vi skal elske Gud – brænde i ånden, som Paulus siger, og kærligheden til Gud skal vi udfolde i relation til hinanden. Vi tjener Gud bedst ved at være hans hænder i verden. Vi skal ikke stræbe efter det høje, hører vi – alt det høje sørger Gud selv for. Vi skal holde os til det lave, til vores almindelige menneskeliv – der er der opgaver nok for os. For hvis vi skal kunne være Guds hænder i verden, så må vores gamle jeg forvandles, så al den energi, vi plejer at bruge på at stræbe efter magt og ret til os selv, bliver til iver efter at tjene Herren. Det gør vi ved – som Paulus fortæller os - at være glade i håbet og udholdende i trængslen, så vi kan velsigne dem, der forfølger os, glæde os med de glade og græde med de grædende. Ved at dele med hinanden!

              Hvordan skal vi kunne nå til at kunne leve sådan? Det kan vi ikke ved egen hjælp. Gud må gøre det for os – bringe os derhen! Men noget må vi gøre selv. Det fortæller evangelieteksten os om. Og Jesus er den, der viser os vej. I teksten til i dag kommer han til syne, viser sig, som den, der kan forvandle vand til vin. Og forvandle sider af vores gamle personlighed til ånd, til liv.

              Teksten om brylluppet i Kana er fra Johannesevangeliet. Den står som noget af det første i evangeliet - lige efter kaldelsesfortællingerne. Hele Johannesevangeliet er bygget op som en beskrivelse af en trosvej, der kan lede os frem til en genfødsel, som det hedder i evangeliet. Den, der er født af kødet er kød, og den, der er født af ånden er ånd, siger Jesus senere. Evangeliet vil hjælpe os til at blive Guds hænder i verden. Det første trin på vejen dertil bliver vist os ved brylluppet i Kana.

              Den konkrete fortælling er, at Jesus og disciplene er indbudt til dette bryllup i Kana, en by i nærheden af Nazaret. Jesu mor er der også. Undervejs i festen slipper vinen op. Det er en katastrofe, for så er der ikke mere fest – gæstfriheden har ikke været stor nok! Og rigeligt vin til bryllupsfesten er på den tid tegn på frugtbarhed i ægteskabet, så vinen er vigtig.

              Jesu mor siger til Jesus, at de ikke har mere vin. Jesus reagerer lidt skrapt på hendes udsagn. Han siger: ”Hvad vil du mig, kvinde? Min time er endnu ikke kommet. ” Vi aner et begyndende opgør mellem mor og søn. Men Jesu mor reagerer slet ikke på hans lidt hårde tone – sådan som de fleste jo nok ville gøre det, og det ville så medføre opgør eller skænderi. Nej, hun går ligesom helt uden om ham og det, han siger. Hun favner ham, som den han er, og så siger hun til tjenerne, at de skal gøre, hvad som helst han siger til dem.

              Som vi hørte i GT-teksten, at Gud lod sig bevæge af Moses, sådan lader Jesus sig her bevæge af sin mor. Det er, som om hun med sin adfærd åbner en vej for ham, som om det at hun ikke lader sig standse af afvisningen, men tillidsfuldt selv går det næste skridt i forventning om hans hjælp – at det får ham til at handle. Det, der sker her mellem de to, er forberedelsen til, at vandet kan forvandles til vin. At vores gamle personlighed kan blive åndeligt levende.

              Vores gamle jeg er bundet til en bestemt adfærd, til mønstre i handling, som vi gentager og gentager, og vi mennesker er viklet ind i hinanden igennem disse gamle mønstre. Sådan er vores personlighed bygget op – det gælder os alle. Når én ytrer utilfredshed med os f.eks., så forsvarer vi os – og skyder måske skyld over på den anden. Den anden spiller sin del af mønstret og giver vrede og skyld tilbage, og så hænger vi fast i hinanden på en ukærlig og uhensigtsmæssig måde, som er svær at stoppe.

              Jesu mor gør noget helt andet. Hun sætter sin søn fri ved ikke at hæfte sig ved hans bebrejdelse og ikke reagere på den. Hun ser ham, ser hvem han er, og hvad han kan, og det er det eneste, der betyder noget. Hun åbner hans vej i verden for ham ved at sætte ham fri af den personlige binding og alle de begrænsninger, der ligger i den. Som hun gør, skal vi gøre det. Vi skal også sætte hinanden fri ved ikke at tilknytte os hinandens begrænsninger og svagheder, men ved i stedet for at åbne døre for hinandens kvaliteter. Det er bindingen, der skal væk – ikke kærligheden. Den vil netop kunne udfolde sig på en ny og dybere måde uden bindingen. Og som vi skal sætte hinanden fri, skal vi sætte os selv fri. Vi har alle fejl og skævheder - det ved vi godt, - det kan ikke være anderledes, for vi er mennesker. Men vi skal ikke lade vores svagheder står i vejen for vores kvaliteter og evner. Gud vil noget med os hver især, og det må vi tro på og handle efter.

              Det viser Jesu mor os også.  Jesus afviser hende, da hun kommer til ham med et problem. Sådan har mange af os sikkert også følt det. At vi havde en bøn, som ikke blev opfyldt – som vi ikke oplevede blev hørt, og det har måske standset os i vores tillid til Gud eller i vores tilskyndelse til at bede. Jesu mor tager sig ikke af afvisningen – hun har i sit hjerte så stor tillid til ham, at hun knap bemærker afvisningen. I tillid går hun videre med det, hun ønsker, og han lader sig bevæge. Som Gud gjorde det af Moses, gør Jesus det af sin mor. Og sådan vil han også gøre det af os!

              I fortællinger sker det nu, at Jesus beder tjenerne om at fylde nogle kæmpestore renselseskar, der står der, med vand. Der kan være godt 100 liter i hver af dem, og da der er 6, så er det et større arbejde, han sætter dem til. Midt i deres travlhed – og vel stressede situation over, at der ikke er mere vin, gør de, som han beder om. De spørger ikke om hvorfor, hvad han vil, om det ikke kan vente lidt. Det eneste, vi hører, er, at ”de fyldte dem helt op.”  - øs nu op og bær det hen til skafferen, siger Jesus. Det gjorde de så! Stadig ingen spørgsmål eller undren – de følger hans ord.

              Da skafferen – ham som serverer – smager på vandet, er det blevet til vin. Vi hører ingenting om, hvordan det er sket. Selve forvandlingen, underet, får vi ikke indblik i – det tilhører kun Gud. Men vi møder frugterne af forvandlingen, vinen. Det gør skafferen også, men han glæder sig ikke over, at der nu igen er vin. Han opdager ligesom slet ikke underet – kalder blot på brudgommen og siger: Man sætter ellers – eller som der stod i den gamle oversættelse: Man plejer at sætte den gode vin frem først, og når folk har drukket godt, så den ringere. Du har gemt den gode vin til nu. Skafferen er en helt anden slags menneske end tjenerne. Han følger de gamle normer og gør det, man plejer, og det, man plejer, er altså at føre folk lidt bag lyset. Når gæsterne er blevet berusede nok og ikke mere sanser helt klart, kan man sagtens snyde dem med lidt ringere vin.  

              Skafferen er et stærkt billede på det gamle jeg i mennesket - på en side i os alle sammen, som vi aldrig bliver helt færdige med. Det er tjenerne også. Deres lydhørhed og parathed bor også i os. Den sidste del af fortællingen her viser os klart, at vi har et valg, at vi må vælge hvilket spor, vi vil følge i vores liv. Vil vi fortsætte som skafferen, lade ham og hans holdning fylde vores liv, eller vil vi gå ind i den forvandling, Jesus tilbyder os? Forvandlingen tager han sig af – den er helt i hans hånd, og vi kommer aldrig til at se eller forstå den. Men vi kan forberede os, så den lettere kan ske. Vi kan arbejde med at se os selv, som vi er. Se skafferen i os, når han træder frem, se de bindinger og gamle adfærdsmønstre, der holder os fast. Og når vi har set dem og erkendt, at vi ønsker noget andet, så har vi fået en retning givet. Så har vi forbilleder - her igennem Jesu mor og tjenerne. De holder sig Jesu guddommelighed for øje og handler i tillid til den. De har erkendt Guds kærlighed til dem, og derfor kan de blive hans godheds hænder i verden. Åndens liv – det forvandlede liv er levende liv, og det baner hele tiden nye veje, giver os mod - i tilliden til at Gud vil os, er med os og lader sig bevæge af os.

              Jesus er Gud. Han er den forvandlende kraft, der lader os ane glimt fra lysets hjem. Vi ser i dag et glimt af hans herlighed – han gør sig synlig for os i sin tilhyllede forvandling af vandet til vin. Amen!