1. søndag efter helligtrekonger      2. teks­tr.    

Tekster: Sal. 8; Kol. 1,15-19; Mark. 10,13-16    

              Nu er juletiden ovre – også her i kirken. Sidste søndag var det Hellig3kongers søndag, hvor kongerne - eller de vise mænd - kom fra fjerne lande for at tilbede det lille nyfødte Jesusbarn. Med kongernes tilbedelse er barnet - dette nye blevet synligt for verden. Nu ved vi, at han er født og lever, - han, som Paulus siger, er den usynlige Guds billede. Sådan sagde Paulus i det brev, vi hørte noget af for lidt siden. Dér kalder Paulus også Jesusbarnet for al skabnings førstefødte, og han siger, at alting er skabt ved ham og til ham.

              Med Paulus’ ord er vi allerede langt inde på denne søndags tema. Her i dag vender vi jo blikket væk fra Jesusbarnet og hen til alle børn, der følger efter ham. Evangelieteksten til i dag er nemlig den dåbstekst, vi bruger, hver gang vi døber et lille barn. Dem skal vi døbe 3 af i dag. Jesus var det første barn, al skabnings førstefødte, siger Paulus.

              Nu var Jesus jo ikke det første menneske – det ved vi alle – så det kan ikke være det konkret, Paulus mener. Nej, han mener, at Jesus er essensen af, hvad ethvert menneske er. Han er på en måde modellen eller formen bag ethvert skabt menneske, - for han er det sandt menneskelige. Og han rummer det så fortættet, at alle mennesker - i al vores forskellighed kan rummes i ham. Han viser os essensen af, hvad det vil sige at være et menneske, og derfor kan vi alle spejle vores liv i ham, og ved det lære noget om os selv og om vores liv.

              Jesus er den usynlige Guds billede, sagde Paulus også. Det fortæller også noget vigtigt om os. For hvad Jesus er, det er vi også. Eller måske er det mere rigtigt at sige, at Jesus er Guds billede – vi rummer Guds billede i os. I Jesus erGuds væren, hans billede, foldet helt ud – i os er det til stede som en mulighed. Vi er alle skabt i Guds billede – det ved vi fra skabelsesberetningerne, men det er ikke alle – om nogen, der lever efter det, lever, som om vi var det.

              Det er slet ikke muligt for os at forstå dybden af den værdighed vi mennesker tillægges her i dag. I vores tekst fra GT stod der også, at Gud har ”gjort os kun lidt ringere end Gud”, at han har kronet os med herlighed og ære. Jesusbarnet er født og vist til verden – for at vi skal spejle os selv i ham. Hvad han er – det er vi også – eller vi rummer det som en mulighed i os. Ethvert lille barn rummer Guds billede i sig – og det betyder, at det rummer en uendelighed af muligheder – ikke kun som fysisk væsen, som også som åndeligt.

              Her kommer dåben ind, for det er i dåben, vi bliver en del af alt dette. Her bliver den mulighed, vi har fået med Jesus, ligesom vækket i os, kaldt frem til bevidsthed. Ethvert lille nyfødt barn er jo Guds barn, men i dåben vedkender vi os det, vedkender os, at vi rummer Guds billede i os og forpligter os også til at arbejde på, at det kommer til live i os.  Eller det vil sige – i dåben siger andre ”ja” til det for os - indtil vi selv kan. Og de, der så har sagt ja på dåbsbarnets vegne, forpligter sig på at hjælpe barnet og fortælle det om, hvad det ”ja”, de har sagt, indebærer.

              Selve dåbsteksten fortæller os om relationen imellem Jesus og os mennesker. Teksten begynder med ordene: ”De bar nogle små børn til Jesus, for at han skulle røre ved dem”. Dengang gjorde de det samme, som dåbsforældrene i dag gør. Det at forældrene vil, at Jesus skal røre ved deres børn, siger noget om forældrene. Børnene er det dyrebareste, vi har, og dem vil vi kæmpe for og skærme mod alt, hvad der kan true dem. Så når børnene rækkes frem, sker det i tillid. At give sit barn til Jesus er i sig selv en overgivelse til ham, en hengivelse til ham og det, han er. Enhver, der står med et nyfødt barn, mærker barnets sårbarhed og afhængighed af andres godhed. I fuldstændig tillid rækker dåbsforældrene deres sårbare barn frem til dåben, for at den skal skærme barnet mod alt ondt – og måske give forældrene en større tryghed i forhold til barnets liv.

              Disciplene truede af dem, der kom med børnene, står der i teksten. Det kan undre os, hvorfor de gør det. Der kan være mange konkrete grunde til det. Der var måske alt for mange mennesker og børn omkring Jesus, og disciplene følte, at de skulle beskytte ham mod menneskemængden. Eller Jesus havde måske travlt og var på vej til noget andet. Måske var det fattige og elendige mennesker, der trængte sig på, og disciplene ville have dem væk. Uanset grunden – så viser denne lille bemærkning om disciplene os noget om, hvor meget forældrene insisterede på, at Jesus skulle røre ved deres børn. Det gjorde de så meget, at disciplene følte, de måtte holde dem væk for at beskytte Jesus. Det betød virkelig meget for dem. De ville det.

              Måske er disciplene også et billede på alt det i os alle sammen, der forsøger at forhindre den intense kontakt med Jesus og det, han er og kan give. Der er altid meget, der holder os væk og kan gøre kontakten mindre vigtig. Det kan der være ved selve dåben, hvor alle andre ting end netop det at række børnene frem til dåb, kan fylde. Festen og gæsterne og alt det andet - dejlige – der følger med. Men også i alle andre situationer i livet kan vi fortabe os i de ydre omstændigheder og glemme det, livet egentlig handler om. Vi kan bare tænke på julen, der netop er overstået, på hvor svært det er at holde fokus på det, julen handler om.

              Jesus bliver vred, da disciplene truer af dem med børnene – han skubber alt det, der vil forhindre kontakten, væk. Og så siger han: ”Lad de små børn komme til mig, det må I ikke hindre dem i, for Guds rige er deres”. Guds rige står åbent for små børn, Guds billede lever i dem. Det er det, Jesus siger – og det ved vi godt, at Guds rige lever i dem. Vi behøver bare at tænke på, hvordan det er at kigge ind i øjnene på en nyfødt. Så ser vi ind i Guds rige. En nyfødts øjne fokuserer ligesom i en anden retning end vores. De kigger bagud – som om de kigger tilbage mod det, de kommer fra – mod det land, de netop har forladt. I en nyfødts øjne kan vi få et glimt af Guds rige – der kan vi se lidt af de muligheder, vi mennesker rummer i os. Se lidt af, hvad vi egentlig er. Hvis vi tør kigge med bagud!

              Jesus fortsætter med at sige, at ”den, der ikke tager imod Guds rige ligesom et lille barn, slet ikke kommer ind i det”. Det, vi opleve i det lille barns øjne, - det skal vi lære af. Vi skal lære – ligesom barnet - at hvile i det, vi er – fra begyndelsen. Hvile i det liv, Gud har givet os – som det er. Det lille barn sætter ikke spørgsmålstegn – det er blot. Det forandrer sig heller ikke efter situationen eller omstændighederne, eller efter hvem det er sammen med. Det er blot. Et lille barn lyser af liv. Når vi er sammen med sådan et lille barn, kan vi ikke lade være med at se på det. Det er svært at koncentrere sig om andet, for det lille barn trækker opmærksomhed. Det rummer noget, som vi alle kender, noget, vi har mistet – en oprindelighed, som drager os. Barnet dømmer ikke – det vurderer ikke – det står åbent – det er, og det møder livet, som det er. Det skal vi lære af - hvis Guds billede skal leve i os. Livet – det er i sig selv – bag om alle meninger og vurderinger, og det åbne liv må vi vove at møde – som det lille barn.

              Da Jesus har sagt disse ting, tager han børnene i favn, lægger hænderne på dem og velsigner dem. Dåben er, at Jesus gør dette ved børnene. Han tager dem i favn, lægger hænderne på dem og velsigner dem – og der i hans favn, i hans velsignelse, bliver de resten af livet. Der er vi også – uanset om vi ved af det eller ej.

              Måske er det vigtigt at vide, at på Jesu tid skulle en far godkende et barn som hans ved at gøre netop, som Jesus gjorde. Hvis ikke en mand gjorde det ved et barn, så hørte det ikke til hans familie, så havde det ingen egentlig eksistens som menneske. Barnet blev først et menneskeligt væsen med værdighed og krav på livet, når det var sket. Så når Jesus tager de små børn i favn, lægger hænderne på dem og velsigner dem, så gør han dem til virkelige mennesker. Måske er de børn, der bliver bragt til ham, nogen, som ingen har villet tage i favn, og så gør han dem konkret til en del af samfundet ved sin handling. Samtidig viser han, at intet menneske er uværdigt. Ethvert menneske er skabt i Guds billede og rummer Guds billede i sig – derfor har ethvert menneske uendelig værdi og krav på anerkendelse.

              Men selv om Jesus måske giver disse børn konkret menneskeværdi i samfundet, så er det vigtigste, at han giver dem åndelig værdi. Uanset hvor godkendt et menneske kan være af andre – også i samfundet, så kan det føle sig tomt og mindreværdigt indvendig. Også dette tomme og mindreværdige menneske tager Jesus i favn og lægger hænderne på det og velsigner det, giver det værdi. Det skal vi huske i de øjeblikke, hvor det måske er os, der føler os tomme og mindreværdige, eller når vi møder andre, som vi selv dømmer som mindreværdige. Jesus tager imod alle, for alle bærer Guds billede i sig.

              For at vi selv kan opleve dette, så må vi blive lidt som børn igen. Det skal vi bestræbe os på. Vi skal forsøge at lære af det, der sker ved dåben. Lære af den tillid forældrene giver deres små til Jesus med. På samme måde skal vi bringe vores indre børn til ham – i tillid. Og vi skal lære af børnene i det hele taget – af deres åbenhed. F.eks. kan vi tænke på det med øjnene og spørge os selv: Vover vi åbent at møde hinandens blik? Vover vi at hvile i andres blik? Hvis vi skjuler noget for hinanden, har løjet for hinanden eller f.eks. har vrede følelser for hinanden, så er det vanskeligt at se hinanden i øjnene. Øjnene afslører, og hemmeligheder og usandhed holder os væk fra mødet med den anden – og fra Guds rige – fra åbenheden og godheden imellem mennesker. Vi kan prøve vores egen åbenhed igennem øjnene.