10. søndag efter trinitatis. 1. tekstr.

 

Tekster: 5. Mos. 6,4-9; 1. Kor. 12,1-7; Luk. 19,41-48:

 

Når man går ned ad Oliebjerget i Jerusalem – den gamle vej ind til byen, som Jesus altid fulgte, så passerer man halvt nede ad bjerget et kapel, der hedder ”Dominus Flevit”. Navnet betyder ”Herren græd” – eller måske snarere ”Herren flæbede” – for navnet understreger, hvor dyb en gråd, det var. Kapellet markere det sted, vores evangelietekst til i dag handler om – der, hvor Jesus, den sidste gang han gik ind i Jerusalem, standsede og græd over byen. I kapellet er der lige bag ved alteret et meget smukt vindue, som vender ud mod Jerusalem og giver udsyn over hele byen. Fra dette sted har Jesus kunnet se hele byen, og synet har altså ramt ham med stor smerte – og har fået ham til at briste i gråd over alt det, han vidste, dens indbyggere skulle komme til at gå igennem. Han er selv på vej ind til sin egen lidelse, men det er ikke den, han græder over – det er byens og vores.

 

Kapellet er meget specielt også udvendigt! På hjørnesøjlerne øverst, lige hvor kuplen ender, er der muret høje slanke tåreformede vaser. Det er tårekrukker – en stor udgave af små krukker, som man på bibelsk tid kunne bruge til at opsamle sine tårer i. Hele kapellet understreger Jesu gråd og det, den handler om, nemlig Jesu store kærlighed til os mennesker – og hans fortvivlelse over, hvad vi må gå igennem af smerte.

 

Han ved godt, at vi selv er årsag til meget af vores smerte, fordi vi ikke kender vores ”besøgelsestid”, som han siger. Men samtidig ved han også, at vi lever i et mørke, hvor vi må famle os frem og har svært ved at finde vores retning og mening – og at det er derfor, vi så ofte forpasser tiden og ikke får gjort det, vi burde gøre. ”Vidste blot også du på denne dag, hvad der tjener til din fred. Men nu er det skjult for dine øjne”, siger han – med gråd og medfølelse. Han ved det for sit liv, og han tager sit vilkår på sig.

 

Jesus fordømmer os ikke – han ved, at det er sådan. Han græder over os, fordi han ved, hvor meget smerte, vi lever i – hvor meget smerte, vi påfører hinanden i vores blindhed! Han bærer smerten med os, han dør for os – for at vi ikke skal være alene i det mørke, vi selv skaber! Det er hans fred! Men stadig kæmper han for at få os til at se og forstå!

 

Lige nu i teksten er han selv på vej ind i Jerusalem for at lide og dø på grund af menneskers blindhed og uvidenhed! Han ved det, og måske er det derfor, hans følelser omkring det er så stærke. Han går videre ned ad Oliebjerget og ind i byen. Lige inden for byporten går han op på tempelpladsen, og der begynder han at jage alle dem ud, som driver handel og sælger dyr til ofringerne. Han siger til dem, at de har gjort Guds hus til en røverkule. Med sin handling og sine ord retter han sig imod et af de mørke steder i os alle – nemlig begæret efter at eje – eje også selv om det bliver på bekostning af andre. Dette begær gør os blinde, og det er en af de medvirkende årsager til, at vi ikke kender vores besøgelsestid, som han siger. Vi glemmer, hvad der er vigtigt imellem mennesker!

 

Her er det oven i købet på tempelpladsen, handlen foregår, og Jesus vender sig stærkt imod det. ”Mit hus skal være et bedehus”, siger han. Gud må have sit sted i enhver af os, og det sted må vi ikke misbruge. Gud kan bruges som undskyldning for næsten hvad som helst. Vi drejer lidt på sandheden i forhold til hinanden – for at beskytte den anden, siger vi, og tror dermed, at vi kan gøre løgnen god! Vi går i krig eller kommer i uvenskab, og føler, at det har vi ret til – den anden begyndte, så det er en retfærdig strid, vi fører! Vi får muligheden for at gøre en god forretning, der måske nok udnytter andre lidt, men vi tager muligheden, for den blev jo givet til os. ”Vidste du blot på denne på denne dag, hvad der tjener til din fred”, siger Jesus til os igen og igen, som han gjorde det den dag på Oliebjerget. Han ved, hvor meget smerte vi med vores adfærd påfører os selv og hinanden.

 

Hvad er det så, der tjener til vores fred? Hvad er det, Jesus mener? GT-teksten fortæller os om det. Herren er én, siger den – og fortsætter: Derfor skal du elske Herren din Gud af hele dit hjerte og af hele din sjæl og af hele din styrke. Og den fortsætter med at understrege, hvor meget de ord skal ligge os på sinde. Vi skal huske dem, både når vi er hjemme, og når vi er ude, og når vi går i seng, og når vi står op. Ja, vi skal binde dem om vores hånd som et tegn, så vi ikke glemmer dem.

 

Det her er ikke et påbud, som vi skal følge! Det er en vejledning til os! Gud ønsker, at vi skal leve vores liv i fred med os selv og hinanden, men det er så svært for os at komme til det, og vi kastes igen og igen ud i situationer, vi ikke forstår og ikke kan styre. Gud vil hjælpe os. Og det, der fastslås her, er, at det eneste, der kan skabe samling i vores liv – bevidstheden om, at er Gud er én. Han er den eneste, der er én! Alt andet i vores liv er dobbelt. Der er altid et enten-eller, et for og imod, og det er det, der kan gøre vores liv så forvirrede og fulde af ufred.

 

Gud har givet livet til os på den måde. Han har skabt os med en dobbelt vilje, og med tilbøjeligheden til at fortabe vores liv ud i den. Men han har også skabt os i sit eget billede, og givet os muligheden for at kende ham og leve med ham. Det eneste i os, der kan give os fred, er at finde frem til det sted, han bor i os, for der er hans enhed. Fra det sted i os kan vi forholde os til vores egen dobbelte vilje og forvirrede sind og styre i forhold til det. Så er det ikke det, der styrer os, men os, der – med Guds hjælp - styrer og leder det. Hvis det skal lykkes for os!! - må vi lære at huske, at Gud er én - huske det altid, både når vi er hjemme og ude, og når vi går i seng og står op.

Vi skal ikke gøre dette for at undgå straf – men for at opnå fred! Gud viser os blot, hvordan livet er – og hvilke muligheder, vi har! Og det at hvile sit liv i Guds enhed giver fred, og det sted føder kærlighed – og taknemmelighed.

 

Hvis vi skal tage et konkret eksempel på, hvordan det med enhed udmønter sig i vores liv, så kan vi igen tænke på begrebet ”sandhed” – på hvor ofte vi drejer lidt på sandheden for at retfærdiggøre os selv eller gøre en situation lettere. Men hver gang vi gør det, så har vi brudt enheden og skabt muligheden for ufred. Vi må vælge, hvordan vi vil leve vores liv og vores relationer. Hvad vil vi identificere os med? Hvad er det vigtigste i os og for os?!

 

Jesus forsøger blot at få os til at forstå, hvilke muligheder vi har! Vi kan med hans hjælp løfte vores liv ud af dobbeltheden og ind i en enkelhed og en fred. Selvfølgelig vil det ikke lykkes os hele tiden – sådan er vores menneskenatur, men vi vil få hjælp!

 

Epistelteksten taler om denne hjælp. Den taler om, hvordan vi alle får nådegaver fra Gud, som vi må se og påskønne og tage imod! De er forskellige – ligesom vi er forskellige, men alle nådegaverne – alt det gode i vores liv - kommer fra den samme Ånd, fra Guds hellige Ånd. Og nådegaverne er vores hjælp! Vi skal ikke konkurrere med hinanden eller sammenligne os med hinanden. Men vi skal i taknemmelighed over de gaver, vi selv har fået, frit dele dem med hinanden. Vi er jo alle sammen redskaber for den samme Ånd, og vi har brug for hinanden. Sammen bliver vi ét! – når vi modtager fra hinanden, og ikke når vi konkurrerer med hinanden.

 

Jesus græder den dag på vej til Jerusalem, fordi vi mennesker ikke kan se alle de muligheder, vi har – og fordi vi misbruger det, vi har! Han græder over alt det spildte liv og over al det lidelse, der følger. Men først af alt græder han, fordi han elsker os! Han føler med os og deler med os. For som Paulus siger det et andet sted: I alt dette mere end sejrer vi ved ham, som har elsket os. For jeg er vis på, at hverken død eller liv eller engle eller magter eller noget nuværende eller noget kommende eller kræfter eller noget i det høje eller i det dybe eller nogen anden skabning kan skille os fra Guds kærlighed i Kristus Jesus, vor Herre.

 

Sådan er det! Intet kan skille os fra Kristi kærlighed! Det ved, det menneske, der har mødt Jesus – eller blot fornemmet lidt af den kærlighed, han møder os med, når vi vender os til ham. Det fremgår også af vores evangelietekst. Den slutter nemlig med at fortælle, at Jesus hver dag kom op på tempelpladsen og underviste. Ypperstepræsterne og de skriftkloge og alle folkets ledere, som der står, forsøgte at få ham ryddet af vejen, for alt det han sagde, - om kærlighed og menneskelig værdighed og ligeværdighed - det var revolutionære tanker for dem. Det ville ødelægge den samfundsorden og de værdier, de byggede på. Det ville fratage dem deres lederposition og deres selvbillede.

 

Men de kunne ikke gøre ham noget, for hele folket hang ved ham for at høre ham, som der står. For de almindelige mennesker udtrykte han netop det, de længtes efter – det, de selv inderst inde kunne mærke, at livet handlede om. Og de ville høre mere – og mere!

Både de ledende med deres stræben og de almindelige menneskers længsel bor i os alle. Vi må se os selv – og vælge side – og satse på det, vi vælger! Hvis vi ved, hvad der tjener til vores fred, så kan vi også kende vores besøgelsestid, sådan som Jesus ønsker, at vi skal gøre det! Amen!