13. søndag efter trinitatis. 1. t. r. - Afskedsprædiken Grenaa 2015

 

Tekster: 3. Mos. 19,1-2.9-18; Gal. 2,26-21; Luk. 10,23-37:

 

Bøn:

Herre Jesus, læg dine hænder på vore øjne,

så vi bliver opmærksomme ikke bare på det vi ser,

men også på den virkelighed, der ikke er synlig,

så at vores blik ikke standser ved alt det, der sker omkring os,

men også kan vende sig mod den store kommende virke¬lighed,

- det som venter foran os,

så at vores hjertes øje kan afspejle Gud. Amen! (Origines)

 

”Salige er de øjne, som ser det, I ser, ” siger Jesus til disciplene som indgang til vores tekst. Der er mange måder at se på, og Jesus vil lære disciplene – og os - at se igennem det konkrete. Alt for ofte standser vores blik ved det, som lige sker, og vi ser kun overfalden af virkeligheden. Men der er meget mere at se – mange lag af virkelighed, vi kan bevæge os igennem, og det vil han lære os. For jo dybere vi ser, jo større viser virkeligheden sig, jo mere levende bliver den – og vi! Og jo dybere relationer kan vi have til hinanden!

 

Det, Jesus lige før vores tekst har fået disciplene til at se, er, at Gud bor inderst inde i ethvert menneske. Bag vores konkrete menneskelighed – inde i det allerinderste centrum af vores sind, er Gud os helt nær, og der kan vi møde ham. Jesus er et billede på det møde – imellem menneske og Gud, og hvis hans sted vågner i os, så vil vi se med hans blik, og vi vil møde andre mennesker med hans kærlighed.

 

I vores fortælling står den lovkyndige over for disciplene, der ser. Den lovkyndige vil sætte Jesus på prøve - senere hører vi, at han også vil retfærdiggøre sig selv. Han er et menneske, der kun ser sig selv – og kredser om sig selv, og hans kritiske blik og holdning til omgivelserne lukker ham ude fra det, Jesus taler om. Han stiller et vigtigt spørgsmål til Jesus, om evigt liv, men han stiller det ikke for at lytte og få svar – kun for at finde noget at fordømme Jesus for.

 

Jesus svarer ham åbent og imødekommende – han ser ham, ser den, han er inderst inde, og det at blive mødt på den måde ryster den lovkyndige, så han må retfærdiggøre sig selv. Blot gennem mødet mellem de to har vi lært noget om at se. Jesus er åben mod hele mennesket – ser bag den negative overfalde uden fordømmelse, og det skaber uvilkårligt et dybere møde – også med denne mand. Han rammes – og måske er det dårlig samvittighed - over sin egen negativitet, der gør, at han må retfærdiggøre sig!

 

Spørgsmålet, han stillede, handlede om det evige liv. Hvad skal jeg gøre for at få evigt liv, sagde han og uanset hans måde at spørge på, så angår spørgsmålet – og svaret - os alle. Jesu svar er tydeligt: evigt liv hænger sammen med kærlighed. Vi skal elske Gud af hele vores hjerte - og vores næste som os selv. Hvis kærligheden er det overordnede i vores sind – og den er åben, rettet både mod Gud og mennesker og mod os selv, så kender vi det evige liv. Læg mærke til, at Jesus på spørgsmålet om evigt liv ikke taler om døden – kun om livet! Dermed siger han indirekte til os, at vi ikke skal bekymre os om døden – vi skal lære at leve, for derved lærer vi også at dø!

Den lovkyndige har svært ved at rumme den åbne virkelighed, Jesus viser ham, så han vil have defineret kærligheden – have den begrænset! Hvem er så min næste? spørger han. Hvad er kærlighed? Og Jesus fortæller ham lignelsen om den barmhjertige samaritaner, om et menneske i nød.

 

En mand er på rejse fra Jerusalem til Jeriko. Det er en farefuld og anstrengende tur igennem ørkenen, så manden må være sund og stærk –siden han begiver sig ud på denne rejse alene. Undervejs bliver han overfaldet af røvere. De mishandler ham og lader ham ligge halvdød. Den forslåede mand er – for den, der ser - et billede på, hvad der kan ske for os alle. Når livet går allerbedst, kan det pludselig vende. Vi kan blive ramt af sygdom eller af tab, der slår os helt ud af kurs og på et øjeblik ændrer vores liv. Hvis det sker for os, får vi virkelig brug for andre mennesker. Ingen kan vide sig sikker – dette kan ramme os alle.

 

Alligevel er der nogle, som går forbi – ligesom i fortællingen her. Fordi de har for travlt eller ikke kan overskue besværet! Fordi de er bange, fordi de synes det er for ubehageligt at skulle tage sig af staklen, der ligger der. Han kommer jo ikke dem ved! Han er dem fremmed i sin lidelse. De ser, at han ligger der, men de ser ikke mennesket, - det menneske, der kunne have været dem selv.

 

Jesus vil have os til at se! For kærlighed er at se! Se mennesket bag omstændighederne. Hvis vi virkelig ser hinanden, så betyder det ikke noget, om vi er unge eller gamle, rige eller fattige, raske eller syge. For i kærlighedens lys – der møder vi hinanden og mærker hinanden, som dem, vi er inderst inde – og så går vi ikke forbi!

 

I Jesu fortælling er de to, der går forbi, og de er nogle af dem, vi mindst ville vente det af. Sådan kan det også være i vores liv, hvis vi kommer i nød, at dem, vi regnede med, går forbi – eller vi kan selv blive dem, der går forbi! Sådan kan det ske, og det viser os noget om livets skrøbelighed! Jesus vil føre os ind i en anden dimension af liv, hvor kærlighedens kraft bærer os og lukker livet op for os, så vi åbner os mod hinanden på helt nye måder.

 

I lignelsen er der også en, som ikke går forbi. Han er samaritaner – og selv en fremmed – fra en anden kultur og religion, fra en anden social klasse! Han er en, vi ikke på forhånd forventer os noget af. Men han har kærlighed, for han ser mennesket, der ligger der i nød, og han hjælper ham. Han vasker hans sår og forbinder dem, viser ham medfølelse. Og han bringer ham hen til et sted, hvor han kan få den rigtige hjælp. Sådan er kærligheden! Den skelner ikke – den ser, den fyldes af barmhjertighed – og den handler og hjælper.

 

Samaritaneren kender selv til det at være udenfor, og måske er det en af grundene til, at det er ham, der hjælper. For den, der selv kender til lidelse, kan genkende den hos andre – og tør møde den. Lidelse kan åbne et menneske for kærligheden.

 

Da Jesus har fortalt historien, spørger han den lovkyndige: ”Hvem af disse tre synes du var en næste for ham, der faldt i røvernes hænder? ” Jesus vil have ham – og os, til at se! Og han tillader ikke længere den lovkyndige at stå uden for fortællingen med alle hans ord og spørgsmål. Han inddrager ham og gør ham til en del af handlingen – og af livet - ved at dreje hans ordspørgsmål: Hvem er så min næste? til et virkelighedsspørgsmål: Hvem levede det at være en næste!

 

Jesus flytter hans perspektiv fra den, der står og beskuer og overvejer, om han skal hjælpe, til den, der har brug for hjælp. Hvem var næste for ham, der faldt i røvernes hænder? I selve spørgsmålet mærker vi Jesu kærlighed – hans kærlighed til både den lidende, og til den lovkyndige, der ikke har kontakt med sig selv. Og den lovkyndige slipper sig selv ind i Jesu kærlighed. Han lægger al afstandtagen til samaritaneren fra sig og siger: Han, som viste ham barmhjertighed. Jesus omslutter ham med sin kærlighed og giver ham derefter en ny værdighed, da han sender ham ud i verden med det, han netop har erfaret: ”Gå du så hen og gør ligeså! ”. Jesus har vækket den lovkyndige til at se med kærlighedens blik! Og til at mærke livet, som det er – ikke som registreret igennem gamle forestillinger og normer, men som oplevet i nærheden til det andet menneske, han mødte på sin vej.

 

Udgangspunktet for samtalen mellem Jesus og manden var spørgsmålet om evigt liv. Jesu svar handlede ikke om døden men om livet, for døden kan vi alligevel ikke vide noget om, før vi selv møder den. Det, vi mennesker behøver for at kunne dø uden angst, er at kende kærligheden, siger Jesus. Hvis vi i dette liv ser hinanden med kærlighedens blik og møder hinanden med kærlighedens tillid og omsorg, så kender og genkender vi også de lysende hænder, der tager imod os, når vi dør. Igennem kærlighedens nærhed kan vi allerede nu erfare evigheden, og så kan vi ikke tvivle på, at vi stadig er en del af den, når vi er døde.

 

Men hvordan bliver kærligheden så levende i os – den kærlighed, der åbner ind til evigheden? Hvordan lærer vi at se? Hvordan slipper vi os selv? Det kan virke alt for stort og uoverkommeligt! Som om det næsten ikke kan have noget med os at gøre! Men det har det – og lige netop her rummer vores tekst en overvældende trøst! - i det, som sker med den lovkyndige! Det er ham, vi skal se! For som udgangspunkt er han helt lukket inde i sit gamle jeg. Han vil sætte Jesus på prøve – og han retfærdiggør sig selv. Han er skeptisk og lukket. Men Jesus går bag om alle hans forsvar. Han ser ham, ser mennesket i ham, og han møder ham med kærlighed. Han fortæller ham en historie, som nøje spejler forskellige dimensioner af hans sind og som åbner ind til kærlighedens virkelighed! Jesus løfter med sine spørgsmål nærmest den lovkyndige ind i kærlighedens virkelighed.

 

Vi mennesker kan ikke ved egen kraft slippe vores gamle jeg, men Jesus viser os i fortællingen, at han blot venter på at få lov til at åbne vores hjerter og vores sanser for ham, så hans kærlighed kan fylde os, og vi – måske i glimt – kan opleve det, som Paulus tidligere i dag fortalte os om, nemlig at jeg lever ikke mere selv, men Kristus lever i mig! Vi kan ikke løfte os selv ind i kærlighedens virkelighed, men det kan Jesus. Derfor skal vi slippe os selv ind i ham. Amen!

 

 

 

 

Afslutnings - TAK!

 

Meget speciel dag!

Jeg skal sige tak for 20 år som sognepræst her i Grenaa.

Den sidste tid har været mærkelig. Den har været fyldt med afskeder

- med mennesker, med arbejdsopgaver, med steder

Den har været meget sværere end jeg have forestillet mig – men også SÅ givende

Minder – mennesker – gudstjenester er kommet til mig!

Langsomt har mit perspektiv flytter sig fra dagligdagen og alle de problemer, der ind imellem kan være der – til en taknemmelighed over, at jeg har fået lov! – til at være jeres præst i så mange år.

Og fået lov til at dele så meget med jer!

Jeg er dybt taknemmelig over den tillid, I som menighed har vist mig!

Jeg er også taknemmelig over alle de mennesker, jeg har arbejdet sammen med. I har alle hver på jeres måde bakket op og været med til at gøre en masse ting mulige.

 

Så jeg købt nogle blomster for at lave en buket af al min taknemmelighed!

 

Solsikke – Først vil jeg sige tak til menigheden for alle de gudstjenester, vi har delt. I er kommet her på almindelige søndage, og I har været med til de særlige eksperimenterende gudstjenester, vi har haft. Gudstjenesterne har været den største glæde!

Også tak til jer, der søndag efter søndag er kommet langvejs fra for at være med! Til alle jer, som er her i dag!

 

Krysantemum – den er også en tak til menigheden – for alle de samtaler jeg har haft med jer! Det har ofte været dybt berørende, når vi har talt sammen før en barnedåb, et bryllup – eller måske allermest før en begravelse eller bisættelse. Og også tak til jer, der blot er kommet til mig for at tale om noget, der skete i jeres liv, hvad enten det var glædeligt eller svært!

Også samvær med konfirmander hører ind under her! Nogle gange har vi skulle kæmpe om ordet i undervisningstimerne – men ofte har der også været små stjernestunder af kontakt!

 

Blå bred blomst – Tak til dem, jeg arbejder allermest sammen med under gudstjenesterne. Organisten! Lise-Lotte du har fyldt kirken med vidunderlig musik, og det har været så dejligt at arbejde sammen med dig! Vi har sammen eksperimenteret og sammen lavet SÅ dejlige gudstjenester! Jeg bliver nødt til her også at nævne Betty og Peter, som var her de først 10 år, og som jeg også havde et forrygende samarbejde med! Og Flemming, som er kommet til! Jeg har været SÅ heldig!

 

Hvid fresia – sangen i kirken! Susanne tak til dig. Og også tak til Tom, der var her i en del år! Og Betty selvfølgelig. I har alle sunget soloer og været med til at få det musikalske lys til at bryde igennem i kirken! Egon fra Simon Peters kirke!

 

Let lilla blomst – og så er der pigekoret! I unge dejlige piger, der er her på denne søndag – og alle dem, der har været med igennem disse 20 år. I ligner blomsten her - så fine, - og løfter gudstjenesten med jeres sang.

 

Hvid nellike - kordegnen, Lis. Og også andre kordegne før dig, men du har været her i rigtig mange år, så jeg kan næsten ikke huske fra før dig, hvor vi havde flere forskellige. Du er så trofast, Lis. Har altid dine ting i orden! Stor tryghed at holde gudstjeneste sammen med dig!

 

Blå tidsel – det er til Klaus, vores kirketjener! Her er flere blomster, og du har mange arme, Klaus. Du er med på enhver ny ide, og du hjælper med at udtænke, hvordan vi kan gøre det hele i praksis. Ikke bare her i kirken, men også i sognegården! Og så har du dit gode humør – det har været en fornøjelse at arbejde sammen med dig! Og før Klaus var det Ellen Margrethe Sloth, som jeg også havde SÅ gode år sammen med!

 

Hvid krysantemum – til Jette vores sekretær og regnskabsfører – og 2. kordegn! Også her er der flere blomster, for du har så mange funktioner. Og du står altid til rådighed. Du trykker sanghæfter, laver plakater og sætter FDF’erne i gang med rekvisitter til strandgudstjenester, og hvad vi eller finder på! Og du gør det med glæde! Tak for det, Jette – du har været en stor støtte

 

Orange blomst – Pia, vores serviceassistent og 2. kirketjener – det er dig, der altid sørger for kaffe og hygge – og for at der er rent og fint i sognegården, så der altid er dejligt at være der. Du får en flot farve, fordi du sætter kulør på tilværelsen for os andre! Og fordi du er et farverigt menneske.

 

Gul lille of fin blomst – sognemedhjælper. Helle du er et kreativt og flot menneske! Og let! Du har så mange ideer og sætter så meget i gang. Vi har også haft andre dejlige sognemedhjælpere. Lene og Jakob – og Christina! Altid været en fornøjelse at møde jer

 

Blå blomst – kolleger, som jeg også vil sige tak til! Vi passer jo hver vores, men sammen skal vi fylde præsterammen ud, og det har været dejligt at vide, at I var der! Jeg vil også nævne Arne Jakobsen, som døde for nylig, og som jeg igennem mange år har nydt at arbejde sammen med!

 

Hortensia – Tak til alle, der arbejder på kirkegården, særligt til Finn, som har været kirkegårdsleder igennem alle de år, jeg har været her! Vi har altid haft et godt samarbejde. Også tak fordi det er så smuk at færdes på vores kirkegård. Alting er i orden – og gravene er smukt pyntet

 

Blålilla klokker – er til menighedsrådet og alle de frivillige. Tak for samarbejdet til jer – og også til alle de, der har været med i de tidligere menighedsråd. Mange spændende og store projekter har vi arbejdet med – de største var nok kirkerestaurering og den nye sognegård.

 

Jeg kunne blive ved. Mange jeg ikke har nævnt ved navn, men mit hjerte er fyldt af taknemmelighed. Jeg vil mindes disse 20 år med glæde. Og jeg håber at møde mange af jer også herefter - i byen eller i kirken – eller andre steder! TAK!