15. søndag efter trinitatis - 2. tekstr. Radiotransmitteret
Tekster: Sal. 73,23-28; ApG. 8,26-39; Luk. 10,38-42
Nu er jeg altid hos dig – at være Gud nær er min lykke – sådan siger salmisten i GT-læsningen, og de ord står som en slags overskrift over alle denne dags tekster. Med ordene udtrykker salmeskiveren, hvordan nærheden til Gud er det, som giver ham mening og styrke i livet. Uanset hvad der sker for ham, så læner han sig ind i nærheden til Gud, - ja, selv i døden er Gud for evigt mit hjertes klippe, siger han.
Igennem det bibelske forløb – fra skabelse og indtil det himmelske Jerusalem viser sig på jorden - skildres det igen og igen i billeder, hvordan vi mennesker altid er i livet på to forskellige måder - samtidig. Dels lever vi igennem vores almindelige dagligdags bevidsthed, vores jeg, og her identificerer vi os med det, der lige sker for os. I bibelsk sprogbrug er vi her i syndefaldets virkelighed. Her tror vi selv, at vi kender forskel på godt og ondt, og vi mener, at vi kan dømme - os selv og andre. Vi er ofre for vores egne tanker, lukket inde i faste meninger, fastholdt af angst for at falde udenfor.
Dels – og samtidig med - lever vi også - som salmisten beskriver det - i Guds nærhed. Vi er skabt i Guds billede. Vi rummer hans billede, og det inderste i os er altid i relationen til ham. Fra dette sted ser alting anderledes ud – herfra kan vi ane vores liv i Guds perspektiv. Her er der ingen dom, ingen adskillelse, kun kærlig favnelse. Det menneske, der hviler i dette perspektiv, har en frihed i verden. Det ved, at det har sin væren fra Gud – og ikke fra andre mennesker, og derfor møder det andre – og det, der sker - i større tillid og åbenhed.
Alle rummer vi de to måder at være i livet på. Vi ved kun selv hvilken af dem, der er mest levende i os. Salmisten hviler i Guds nærhed, hele tiden i relation til det indre gudsbillede, og derfor bliver han et forbillede for os. Med sine ord fortæller han, at sådan er det muligt at være i livet. Gud er det inderste i et menneske, og når vi giver Gud lov til at være det i os, når vi åbner os for hans nærvær, så er han der. Og så sætter han os fri i verden.
Filip og den etiopiske hofmand fra Apostlenes Gerninger fortæller os mere. Apostlen Filip lever som salmisten i Guds nærhed. Det ser vi af, at han hører Helligåndens tale og følger den tiltale, han får i sit indre. Ånden fører ham til mødet med hofmanden, som er kommet til Jerusalem for at tilbede, men nu skuffet er på vej hjem. Han har ikke mødt det, han kom for, for ingen har mødt ham. Ingen har set hans længsel og vejledt ham. Han håber stadig, og på vejen hjem læser han profeten Esajas. Han læser om den Guds tjener, der engang skal komme til verden som et nyt rodskud, som en ny begyndelse. Han skal bære vores lidelser og vores skyld – selv skal han som et får føres bort til slagtning. Men i fornedrelsen bliver hans dom taget bort - al dom bliver taget bort, og han skal åbne døren for os – ind til Guds nærhed, ind til Gudsbilledet, som bor i os alle. Her findes dom ikke – i hvert fald ikke den dom, vi normalt kender til, for her er al dom gennemlyst af Guds kærlighed.
Filip ledes af Ånden til etiopierens vogn, og han hører, hvad han læser. Han spørger ham, om han forstår det. Det gør han ikke, men han vil gerne forstå, og han beder Filip om at komme op i vognen og undervise ham. Det gør Filip - ud fra det skriftsted, hofmanden netop har læst. Han fortæller ham om Jesus som denne tjener – om hans liv og død og opstandelse. Etiopieren berøres dybt, og da de kører forbi noget vand, beder han om at blive døbt. Filip spørger ham, om han tror af hele sit hjerte, og han svarer: ”Jeg tror, at Jesus Kristus er Guds søn” – og Filip døber ham. Etiopieren tror på, at Guds virkelighed kan bo i et menneske, i Jesus, og at Jesus kan opstå og blive virkelig i ethvert menneske. Efter dåben forsvinder Filip, og hofmanden fortsætter sin rejse alene – og med glæde – som et forvandlet menneske.
Hele denne fortællings indhold tydeliggør skriftsted, etiopieren læste – om Guds tjener, der skal borttage lidelse og skyld og dom. For i beretningen her er der ingen skyld eller dom. Filip spurgte ikke på noget tidspunkt til hofmandens tidligere liv. Til hvad han har gjort, og hvordan han har levet. Gudsbilledet bor ham, i ethvert menneske, og når det bliver levende i mødet med Jesus, Guds tjener, så er al skyld taget bort – så hører det til i en anden virkelighed, i en anden dimension af livet. Filip tilretteviser heller ikke hofmanden fremad, giver ham ikke regler for fremtiden. Han døber ham, og Helligånden kommer til live i ham. Den vil vejlede ham – som den vejledte Filip. Det er nok!
Koret synger ”Bær mig stjerne”
Tilværelsens to dimensioner - og livet i Guds nærhed - belyses yderligere i evangelieteksten. Her møder vi Jesus, da han kommer ind i en landsby. En kvinde, Martha tager imod ham, står der. Hvad der ligger i de ord, ved vi ikke. Hun åbner sit hus – og måske sit hjerte for ham. Hun inviterer ham i hvert fald hjem til sig, og hun får travlt med at sørge for ham, - med at lave mad og på alle måder gøre det godt, så han kan føle sig velkommen. Hendes søster, Maria, sætter sig i stedet for ved Jesu fødder og lytter til hans ord.
Martha vil også gerne sidde der, men pligten kalder - og ønsket om at gøre det godt for Jesus. Hun vil gerne det hele, og vi fornemmer den konflikt, der udspiller sig indeni hende. Hun er billede på det i os, der er travlt optaget af livet i verden, og af alt det, der skal gøres. Stærke følelser fylder hende – af længsel og savn, af vrede og misundelse, af mindreværd. Men i stedet for at mærke sine egne følelser og ændre på, hvad hun gør, bebrejder hun Jesus, at han sidder i nærhed med Maria. Han skal sætte Maria i gang og sørge for, at hun, Martha, får tid til at sætte sig. Han skal tage Marthas dårlige samvittighed og pligtfølelse fra hende. Vi fornemmer, hvordan selve følelsernes og tankernes arbejde i hende holder hende væk fra den stilhed, hun længes efter.
Maria hører vi intet andet om, end at hun sidder ved Jesu fødder – og lytter. Hun siger ingenting i teksten, hun er kun – helt stille og nærværende. Det er, som om Martha og Maria er to sider af den samme person, af os hver især. Aktiviteten og pligtfølelsen, der kører med os, og stilheden, som vi har så svært ved at give tid og plads.
Jesus bebrejder ikke Martha noget – han svarer hende med stor kærlighed. Han ser hende, ser hvordan hun har det, og han favner hende med sin nærhed. To gange siger han hendes navn – for ligesom at vække hende af emotionernes tumult. Han ser hendes bekymring og uro, hendes måde at være i verden på. Og så viser han hende den anden mulighed. Han viser hen til Maria og hendes hvilen i hans nærhed. Det er den gode del, siger han, og den skal ikke tages fra hende. Der skal være plads til Maria.
Martha og Maria er udtryk for de to sider i mennesket, som vi har talt om. Fortællingen om dem viser os et stærkt billede på den konflikt, der altid lever i os imellem vores ydre jeg, der er bundet til verden og dens gøremål, og vores sjælelige jeg, der hviler i gudsbilledets nærhed. De to sider er adskilte, men de hører sammen, og livet fuldbyrdes først, når de begge har liv – og giver hinanden liv.
Igennem fortællingen vejleder Jesus os til denne fuldbyrdelse. Det er Martha, som først møder Jesus og tager imod ham. Uden hende var kontakten ikke mulig. Men hun har brug for hjælp – fra Maria. Martha kan ikke slippe det gamle selvbillede, før hun lærer Maria at kende i sig selv. Og opdager, hvad det er, Maria gør – eller ikke gør! Maria lytter - og inde i stilheden lærer hun af Jesus. Igennem Maria kan Martha erfare, at Jesus ikke dømmer hende – som han ikke dømmer nogen, og at hun er elsket, som den, hun er – med fejl og mangler. Når Jesus siger til hende, at Maria har valgt den gode del, mener han, at det at hvile ved hans fødder og være i relation til ham skal være det første i vores sind og udgangspunkt for alt andet. Relationen til ham kan nemlig bære Martha – og os - ud i mødet med livet, så det dagligdags, bekymringerne og uroen, ikke overskygger det egentlige, den indre ro. Fra ham vil hun modtage inspiration og kræfter – og glæde – til at gå ud i verden og gøre sit – det hun må gøre. Det er ikke nødvendigvis noget andet, end hvad, hun gjorde før, men impulsen til at gøre det kommer et andet sted fra – den kommer fra Guds uudtømmelig kilde af inspiration og liv, og derfor er den glædesfyldt.
Guds kærlighedsfyldte nærvær strømmer os i møde fra alle dagens tekster. Igennem salmistens glæde over at være Gud nær, igennem Filip, der af Helligånden sendes ud i verden til, hvor der er brug for ham, igennem den etiopiske hofmand, der bekender sig til Jesus som Guds søn, og som derved sættes fri af både fortid og fremtid, og igennem Martha og Maria, der i mødet med Jesus hjælpes til at være i Guds nærhed og derved leve ud fra kilden til alt liv. Guds kærlighedsfyldte nærvær rækkes her i dag også ud imod enhver af os – vi skal blot tage imod det. Amen!