2. Juledag - St. Stefans­dag. Grenaa 2014

 Tekster: Jer. 1,17-19; Ap.G. 6,8-14; 7,54-60; Mat. 23,34-39   

              Vi er midt i julefreden – eller i hvert fald i efterdønningerne af den. Vi har glædet os over de toner, julen har berørt i vores sind. Måske har vi set børnenes glæde og måske mærket savnet af dem, som ikke mere er i vores liv – enten fordi de er døde, eller fordi de er gledet bort fra os. Julens følelse rummer for de fleste både glæde og savn - og taknemmelighed og vemod. Alt dette er stille til stede hos os i disse juledage!

              Når vi kommer i kirke her 2. juledag, skifter stemningen brat. Pludselig mødes vi af voldsomme begivenheder og stærke følelser. Det er som at blive rusket eller vækket. Uden varsel føres vi ind midt i det pulserende liv med alt, hvad det indeholder, - men vi føres derind med noget nyt. Med julens rum som baggrund. Jesus er født! Gud er trådt ind i vores virkelighed, og i dag ser vi, at det kræver konsekvenser i vores liv. Hvis julens hændelser har berørt os, kan de bæres med ud i dagligdagen og give nyt mod der. Sådan som de har gjort det for mange andre igennem tiden.

              En af første i det bibelske univers, som viser os den nye frimodighed, er Stefanus. Han vovede at gøre sig synlig med sin tro, men han kom også til at betale med sit liv for det. Alligevel er der ingen tvivl om, at for ham, var det, der skete den dag, prisen værd. I dag, 2. juledag, er det St. Stefanus’ dag – og alle andre martyrernes dag. De er alle personlige vidner om, hvad mødet med Jesus kan betyde for et menneske. Hos dem ser vi den styrke, julefreden kan skabe i den, som tror. Samtidig konfronteres vi med, hvordan den verden er, som Guds lys har taget bolig i. Selv om der er gået næsten 2000 år siden de begivenheder, vi hører om, så er verden i dag på mange måder den samme!

              Vi er i tiden lige efter Jesu død og opstandelse. Apostlene i Jerusalem har udvalgt Stefanus til en særlig tjeneste - sammen med seks andre mænd, og efter udvælgelsen siges der om Stefanus, at han er en mand fuld af tro og Helligånd.  Han gør også undere og tegn blandt folket, står der. Han brænder for sin tro og det, den gør ved ham. 

              Men det er svært at vinde respekt og lydhørhed, når man står frem med noget, som er nyt og anderledes. Den kristne tro var dengang ny og fremmed – og vi ved jo selv, hvor svært det kan være her hos os – for os - at acceptere det anderledes – det nye, som vil bryde vores rammer og tankemønstre. På samme måde var det dengang!

              Stefanus tror på det nye, og han træder frem med nåde og kraft, fortælles det. Nogle, der tænker anderledes end han, vil i diskussion med ham, men de kan ikke stille noget op over for den visdom og ånd, som han taler med, hører vi. I stedet for at lytte til ham, høre hvad han har at fortælle og måske lade sig overbevise af hans visdom og ånd, så bliver de vrede på ham og vil ham det ondt. De får i al hemmelighed nogle mænd til at lyve om ham og påstå, at han har talt spottende om Gud. Det er en alvorlig anklage, og det ender med, at Stefanus føres for Rådet. Her stiller de med falske vidner, og de hævder, at Stefanus taler imod det hellige, og at Jesus, som han tror på, i virkeligheden vil ødelægge deres religionsudøvelse og skikke.

              Det bliver værre endnu! – som det også kunne ske hos os. Alle bliver ligesom grebet af en negativ følelseshvirvel. Medlemmerne af Rådet lytter til de falske vidner - i stedet for til Stefanus. De hører det, de vil høre. De lader sig ophidse og skærer tænder imod ham, som der står. De undersøger ikke sagen ordentligt. Den onde hvirvel vokser og vokser og river alle med sig. Sådan er den verden, Jesusbarnet er blevet født ind i. Onde ting sker – og vi mennesker bliver let en del af dem, når vi ikke standser dem, men lader dem ske.

              Stefanus kan noget andet. Han lader sig ikke rive med af frygten og øjeblikkets gru. Han bliver i sin julefred – den fred, der er bag alt, hvad der sker, fordi den kommer fra Gud. Den kan rumme både smerte og glæde, og den beskytter mod følelseshvirvler, der river mennesker ud af sig selv. Stefanus stirrer mod himlen, han ser Guds herlighed for sit indre blik, og han siger højt: Nu ser jeg himlen åben og Menneskesønnen stå ved Guds højre side. Det får forsamlingen til at skrige højt af raseri, og de farer alle løs på ham og driver ham uden for byen og begynder at stene ham.

              Hvis I ser på det billede, I har fået, så ser I en ikon, der beskriver det, som sker. Stefanus og de, der stener ham, befinder sig i to vidt forskellige virkeligheder. De er druknede i deres eget raseri og forargelse, i deres følelseshvirvel – de har glemt deres egen menneskelighed. Stefanus er helt i fred – midt i det forfærdelige. Han har en glorie omkring hovedet – den viser det åndelige lys, der gennemstråler ham selv i dette øjeblik, og ikke en tanke forstyrrer hans fred. Han er helt forbundet til Jesus, som han ser tydeligt i den himmelske virkelighed – øverst i venstre hjørne af ikonen. Han ser Jesus løfte hånden til velsignelse, og vi, der ser på ikonen, kan næsten fornemme den bro af kontakt og nærvær, der er imellem de to. Alt andet i billedet blegner i lyset af det.

              I vores tekst står der, at de stenede Stefanus, mens han bad: ”Herre Jesus, tag imod min ånd! ” Derefter falder han på knæ og råber med høj røst: ”Herre, tilregn dem ikke denne synd! ” Og da han havde sagt det, sov han hen, står der. Mens de stener ham, gentager Stefanus altså næsten ordret nogle af de ord, Jesus selv sagde på korset, og derefter - sov han hen, som om det, der sker, er helt fredeligt og uden forstyrrelse. Stefanus er i sit dødsøjeblik ét med Jesus selv – og derfor helt uanfægtet af omstændighederne.

              Stefanus bliver på den måde et forbillede for alle os – om hvor dybt julefreden kan tage bolig i et menneske. Og han videregiver et håb til os om, at det også for os vil være muligt at dø så fredfyldt, som han gør det – med julefreden i sindet.

              Hvis vi vender tilbage til billedet, så er der en person, som vi mangler at tale om. Det er Paulus, der sidder bag ved Stefanus. Han deltager ikke i steningen – han ser på, og han standser den ikke. Han passer på de andres kapper, mens de stener. ”Paulus bifaldt mordet på Stefanus”, står der senere i teksten, og da der samme dag udbryder en stor forfølgelse af menigheden i Jerusalem, så deltager Paulus i forfølgelserne. Han er en fuldgyldig del, af det, som sker. Også selv om han her kun ser på! Det er noget, Paulus selv aldrig glemmer, og det bliver ved med at leve stærkt i hans sind.

              På ikonen sidder Paulus roligt med et køligt overblik og iagttager. Der er mange måder at være i de samme hændelser på, ser vi her - og mon ikke alle disse måder lever i os alle – som muligheder. De stærke følelser, der river os med og nogle gange får os til at være destruktive i vores relationer til andre mennesker, det kølige overblik, der passivt ser til uden at gribe ind - og så Stefanus, uskylden, skrøbeligheden, længslen efter mening, fromheden, der bor dybt i os. Vi rummer alle alt dette, og julen åbner ind til alle lagene. Dagen i dag forsøger at gøre os bevidste om det valg, vi har i vores liv – imellem de virkeligheder, der lever i os. Om muligheden for at udfolde så forskellige sider af vores sind!

              Paulus giver os håb! Vi ser ham her, ser hvordan han er en del af volden, men vi ved også, hvad der sker med ham senere. Han bliver jo selv som Stefanus. Han bliver vækket – i sit møde med Jesus, og det forvandler helt hans liv. Måske fordi han da kender det i sig selv, som vi ser her i dag, forstår han også, hvor destruktivt det er for hans liv – og hvor meget han får givet af Jesus. Han vildet, og han giver hele sit liv og alle sin kræfter til det. Han dør også for det – ligesom Stefanus gjorde det. Vi har samme muligheder som Paulus – uanset hvordan vores liv har været indtil nu, - vi må også vælge!

              Allerede GT-teksten lukkede op for de muligheder, vi har. Her lod Gud profeten Jeremias sige til os, at vi skal spænde bæltet om lænden, stå frem og tale … alt det, han har befalet os!”Lad dig ikke skræmme... ”, siger han til os. Hvis vi vover dette – vover at stå ved os selv og det, vi tror på, så vil vi få al den hjælp, vi har brug for. Som Stefanus og Paulus fik det.

              Jesus taler om det samme i evangelieteksten – dog fra en lidt anden vinkel. Han taler om, hvordan vi mennesker vil forfølge de, der tror, - tage afstand fra de, der lyser. Eller i hvert fald lade forfølgelser og uretfærdighed ske, uden at vi blander os. Vi er som Paulus var. Alt dette sker jo rundt omkring i verden i dag, hvor rigtig mange mennesker forfølges for deres tro – både kristne og andre. Det sker også her hos os – uden at vi griber ind.

              Jesus er fyldt med vemod over dette. Han siger: ”Hvor ofte ville jeg ikke samle dine børn, som en høne samler sine kyllinger under vingerne, men I ville ikke.” Jesus ønsker at vi skal leve anderledes – ønsker at Stefanus i os skal have liv, men alt for ofte vil vi ikke, siger han. Han taler også om den tomhed, det kan give i sindet ikke at leve helt – ikke at kende det sted i os selv, hvor vi udfolder det, der giver mening i netop vores liv. Det, Gud har skabt os hver især til at være.

              Stefanus var det, Paulus blev det, og vi indbydes hver eneste søndag til det samme. For vores tekst slutter med, at Jesus siger: Fra nu af skal I ikke se mig, før I siger: Velsignet være han, som kommer, i Herrens navn! De ord lyder til os i nadveren hver eneste søndag! Nu er julen næsten ovre – her hvor Jesusbarnet har ladet sig føde i verden og i os. Julen er en helt særlig åbning ind til Guds virkelighed. Vi får lov til at tage den åbning med os ud i dagligdagen, og finde styrke fra den. Og hver søndag bliver vi i nadveren indbudt til fællesskabet med Jesus selv – og fællesskabet med hinanden. Der kan vi igen og igen hente modet til at være og styrken til stå fast med det, vi tror på! Amen!