2. søndag efter helligtrekonger     2. tekstr.  

 Tekster: Jer. 17,12-14; 1. Joh. 2,28-3,3; Joh. 4,5-26   

              Her lige efter jul vil kirkeårets tekster have os til at tænke over, hvad det er, julen har født i vores liv.

              Julenat kom Jesus til verden. Han blev født ind i vores hjerter. Det er ikke blot et smukt billede, vi dvæler ved hvert år til jul – det er en virkelighed, som vi alt for let glemmer, når hverdagen igen griber os. Vi er alle skabt i Guds billede. Gud har sat sit billede eller sit aftryk i enhver af os, og Jesus er hans billede i verden. Derfor er Jesus den, som allerede bor i os, men som vi har glemt. Så hvert år til jul når Jesus fødes igen, så vækkes Guds billede i os til live, og dermed får vi en ny chance for at udfolde det, som bor allerinderst i os hver især.

              Det er, hvad profeten Jeremias hentyder til i GT-teksten til i dag. Han siger, at Vort hellige sted er en herligheds trone, ophøjet fra først af. Fra vi blev til, har det hellige, Guds billede – eller hans herligheds trone, boet i os. Der er blot sket det med os, at vi har glemt det og fjernet os fra det hellige sted. Vi har ikke mere bevidstheden om, at det hellige bor i os. I stedet for er det helt andre følelser, der fylder os, bl.a. følelser af skam og forgængelighed, som teksten siger. Sådan er det altså, fordi vi har forladt det hellige, kilden med levende vand. Hvert år kommer julen så og minder os om Jesusbarnet – eller kilden, der sovende bor i os. Ham, som Gud lader føde i os på ny.  

              Vores anden tekst – den fra Johannes’ brev, går videre i denne tankegang og bruger nogle andre ord om det samme. Johannes’ pointe er, at vi er i Jesus, fordi han er i os, og at vi skal arbejde på at forblive i ham, for det vil give os frimodighed i vores liv. Hvis vi kender Jesus i os, så vil vi nemlig kunne erkende Guds kærlighed til os – og erkende, at vi han elsker os, som dem vi er.

              Vi tror, at vi skal være anderledes, at vi skal leve op til bestemte normer og regler og meget andet, sådan som det ofte er i menneskeverdenen. Men sådan er det ikke i forhold til Gud. Han kender os inderst inde – han har skabt os, og han elsker os, som vi er. Vi skal ikke være noget som helst andet – vi kan frimodigt være os selv.

              Frimodigheden kommer altså, når vi er Jesus som Guds billede helt nær – når vi ser ham, som han er, som Johannes siger – og som vi sang om det for lidt siden (DDS 277). Måske sker det først, når vi dør – måske sker det i glimt allerede nu. Det vigtigste for os er, at det er en mulighed, som altid er der for os. At vi kan se Jesus, som han er – fordi han bor i hver enkelt af os – og fordi hans kærlighed bor i os. For det meste vil vi ikke vide af det – kan vi det ikke - men muligheden bor i os.

              Det viser Jesus os selv helt tydeligt i hans møde med den samaritanske kvinde ved Sykar brønd. Jesus sidder alene ved brønden, da kvinden kommer derud for at hente vand. Hun er en kvinde, som er faldet udenfor det sociale fællesskab, for hun kommer til brønden på den varmeste tid af dagen, og det gør kvinder ikke normalt. De kommer sammen i køligheden tidligt på dagen, og de hygger sig med hinanden, når de går til brønden. Denne kvinde kommer alene og på et tidspunkt, hvor hun er sikker på, at der ikke vil være andre der. Om hun selv har sat sig udenfor fællesskabet – eller de andre har skubbet hende ud, det ved vi ikke noget om, og det er måske heller ikke det, der betyder noget.

              Da hun kommer derud, møder hun Jesus, som beder hende om vand. Vi fornemmer hendes forundring over, at han, en jødisk mand, beder hende, en samaritansk kvinde, om vand. Hun kender sin plads og er vandt til at underordne sig helt bestemte normer. Disse normer går Jesus slet ikke ind på – han svarer slet ikke på spørgsmålet, men holder hende fast med sit fokus på vand at drikke. Han beder hende om vand, men i virkeligheden er det ham, der vil give hende levende vand. Da han tilbyder hende det, forstår hun ikke, hvad han mener. Hun bliver ved sin konkrete, fysiske forståelse af tingene, og sådan taler de sammen – på hver sit plan. Hun taler om vand at drikke, og han taler om levende vand.

              Han siger til hende, at det vand, han vil give, skal i det menneske, der modtager det, blive en kilde, som vælder med vand til evigt liv. Det forstår hun heller ikke, men hun vil rigtig gerne have det, han taler om, så hun siger, giv mig det vand, så jeg ikke skal tørste og gå herud og hente vand. Hun har stadig ikke forstået! Og hendes reaktion må rejse spørgsmålet i os om, hvordan vi nogen sinde skal komme til at forstå det, Jesus taler om. Det med at der kan springe en kilde i os – en kilde, som bare flyder, vælder – med vand til evigt liv, som han siger - med ånd!

              Men Jesus viser os, hvad der skal til – for kvinden og for os. Nu ændrer han strategi, og taler til hende om noget helt andet. Han siger, at hun skal hente sin mand og kommer ud til Jesus med ham. Igen fornemmer vi hendes forvirring: ”Jeg har ingen mand”, siger hun, men i samtalen mellem hende og Jesus forstår vi, at det har hun på en eller anden måde alligevel, men at hun dækker over det. Jesus siger hende ikke imod – oven i købet siger han, at hun har ret – og at hun nu sagde noget sandt – men samtidig gør han hendes situation tydelig. Hun har haft fem mænd, og ham, hun har nu, er ikke hendes mand.

              Vi fornemmer, at kvinden ville skjule det for Jesus, som hun skammer sig over. Skjule hvordan hun lever, - og her er vi sikkert midt i årsagen til, at hun er udenfor det almindelige sociale sammenhold. Der er noget med hende og disse mænd. Men hun er ikke udenfor i forhold til Jesus, ser vi. Han bebrejder hende intet, - alt dette betyder ikke noget. Han vil hende, som hun er – bag alle omstændighederne, og han holder hende fast.

              Det opdager hun. Hun forstår, at han har vidst det hele lige fra begyndelsen – han kender hende, og alligevel vil han hende. Hendes fortid – og moral og normer – står ikke imellem dem. I det øjeblik hun forstår det, slipper hun i frimodighed sig selv. Hun slipper al skammen og angsten for fordømmelse – og hemmelighederne, alt det, hun ville skjule. Og hun bliver sig selv. Retter sig imod det inderste, der bor i hende, sin længsel - efter Gud, efter oprindeligheden, efter kilden - livet. Hun dropper al samtale om fortiden og spørger Jesus, hvor man bedst tilbeder Gud. Samaritanerne gør det på deres bjerg, jøderne gør det på deres, siger hun. Men også her drager Jesus hende videre. Det afhænger ikke af sted eller måde – der kommer en time, ja, den er nu, siger han, da de sande tilbedere skal tilbede Faderen i ånd og sandhed. Det er ikke fortiden, der betyder noget – det er mødet lige nu, imellem ham og hende, imellem Gud og menneske.

              Jesus hjælper hende endnu videre: Gud er ånd, siger han, og de, som tilbeder ham, skal tilbede i ånd og sandhed. Det med ånd og sandhed siger Jesus to gange, så det må være rigtig vigtigt. Desuden hører vi her noget helt særligt om Gud. Det er i virkeligheden meget få steder i NT, at vi hører noget om Gud selv. Det gør vi her. Jesus siger, at han er ånd. Men hvad er det? Ja, det ved vi jo ikke helt, men det slår i hvert fald fast, at Gud ikke manifesterer sig i den konkrete virkelighed, sådan at vi kan se ham. Han er i en åndelig virkelighed, som altid er levende til stede hos os, men som vi ikke kan opleve igennem vores almindelige sanser. Og fordi vi ikke kan det, lukker vi ham alt for ofte ude af vores liv. Vi kan ikke erkende ham.

              Anderledes er det med Jesus, som blev menneske. Det er gaven til os, at Gud har vist sig for os i ham, så vi kan sanse ham, høre ham, forstå ham. Men Gud selv – hans egentlige virkelighed - er stadig ånd, og derfor må vi have åbnet åndens sanser – eller med andre ord – rettet vores sanser imod det, vi ikke kan lugte og smage og se og føle og høre, men alligevel fornemme.

              Gud er ånd, og han vil tilbedes i ånd og sandhed. Sådan som den samaritanske kvinde nu gør det. Sådan som Jesus har hjulpet hende til at gøre det. Det første var sandheden. Da hun forstod, at Jesus kendte hendes sandhed og accepterede hende, som hun var, turde hun den også selv - sandheden om sit liv, og hvordan hun har levet det. Hun skammede sig ikke mere over sin fortid og behøvede ikke mere at skjule sig for de andre. Den måde Jesus accepterede hende på, gav hende frimodighed, og flyttede hendes tanker helt væk fra de andre og deres accept. Hun blev sig selv – blev et med sin egen sandhed – og slap sig selv. Og alt i hende rettede sig imod Guds virkelighed – imod ånden. Nu tilbad hun i ånd og sandhed.

              Hun siger nu til Jesus, at hun ved, at Messias – eller Kristus – skal komme – han vil fortælle dem alt, siger hun. Hun ved altså nu, at de svar, hun søger, vil komme fra åndens virkelighed, fra Gud. Og så sker det, vi har ventet på: Hun får lov til at se ham, som han er!  For han siger til hende: ”Kristus - det er mig, den, der taler til dig.” Hun er den første, der får ham at se, som den, han er. Hun er den første, han fortæller det til, viser sig for. Hun, som efter de almindelige normer og regler, var udenfor og ikke regnet.

              Det sidste af fortællingen har vi ikke med til i dag, men teksten slutter med, at da kvinden forlader Jesus, så lader hun sin krukke stå – hun er blevet et nyt menneske, den gamle form behøver hun ikke mere. Og hun går ind til byen og fortæller folk om Jesus, og hvad han har gjort for hende. Hun har fundet en helt ny værdighed – hun er blevet den første, der forkynder om Jesus. I hende er der sprunget en kilde,som vælder med vand til evigt liv. Og folk lytter til hende – også i deres øjne er hun blevet en anden, og de begiver sig på vej ud til ham.

              Denne kvinde er så stærkt et billede til os på, hvad julens begivenhed egentlig handler om i vores liv. At Jesus kan fødes i os, og at det vil forvandle vores liv. At vi kan få lov til at se ham, som han er, allerede i dette liv – og i hvert fald i vores død. At en kilde kan vælde i os med vand til evigt liv – både for os selv og for andre. Amen.