2. søndag efter trinitatis - 2. tekstr. 

 

Tekster: Jer. 15,10.15-21; Åb. 3,13-22; Luk. 14,25-35.   

 

              To gange i vores tekster til i dag bliver det sagt, at den, der har ører at høre med, skal høre. Èn gang bliver der også talt om salve til vores øjne, for at vi skal kunne se. Meget tydeligt bliver det vist os, at der er noget af virkeligheden, som vi ikke har nok tilgang til. Der er noget, som lukket for os, og det skal vi anstrenge os for at få åbnet. Og der bliver talt lidt barsk til os om det.

              Denne lidt barske tiltale hænger sammen med, at vi jo nu er kommet ind i trinitatistiden, som følger efter de store højtider. I julen, påsken og pinsen fejrer vi alt det, som Gud har gjort for os - og givet os. Nu har vi modtaget alt dette, og nu skal vi lære at leve med det, at bruge det. Hele trinitatistiden er en lang undervisning i og hjælp til, at vi skal blive bedre til at leve vores liv. Til at leve et fuldt liv!

              I vores menneskelige natur er der en indlagt tilbøjelighed til, at vi kun lever den ene side af os selv – den udadvendte side, der har med vores fysiske og konkrete liv at gøre – og så glemmer vi dybden og den indre virkelighed, det af os, der forbinder os med vores udspring, med Gud og meningen med vores liv – hele den åndelige side. Vi bliver så let grebet af alt det, der sker, og vi haster af sted igennem livet – uden rigtig at standse op og mærke, om vi nu også er på rette vej, om vi har de væsentligste ting med i vores tilværelse, om vi er i pagt med os selv og dermed med Gud, vores skaber – det vi egentlig er!

              Alle vores tre tekster her i dag rusker i os for at få os til at tænke over dette. I GT-teksten, som er skrevet af profeten Jeremias, møder vi et ulykkeligt menneske. Han er standset op, men han er ikke kommet videre med sig selv – og det er der ikke kun glæde ved, hører vi. Han er som udgangspunkt blevet grebet af Guds ord – de ord er faktisk blevet til fryd og til hjertets glæde for ham, siger han, men ordene og tilknytningen til Gud har samtidig lukket ham i forhold til andre mennesker – lukket ham inde i sig selv og ude af fællesskabet. Han er nemlig blevet selvretfærdig og ser nu alle de andres fejl og skyld. Føler sig hævet over dem med sin nye indsigt. Og det gør, at han føler sig alene og lukket ude fra deres kreds. Han er fyldt med vrede imod dem, og det er der kun smerte i - og ikke livsglæde. Hvorfor er min smerte uden ende? spørger han. Han forstår ikke selv sin situation, for han har jo åbnet sig for Guds ord.

              Men Gud irettesætter ham og siger, at han må vende om og fremføre dyrebare ord i stedet for tom snak. Først når han kan det, har han fundet den rigtige vej, og så vil folk vende sig til ham, som der står. Det er tom snak at se alle fejlene hos de andre og ikke se, at man selv har fejl – og først og fremmest se, at man er blevet en ensidig dommer. Så længe vi dømmer de andre, uden at se og høre os selv – så er det tom snak alt sammen.

              Når Jeremias lærer at møde andre mennesker – åbent – så vil de lytte til ham, vende sig til ham. Men han skal ikke vende sig til dem, siger Gud. Han skal være sammen med mennesker – uden at fordømme dem og hæve sig op over dem på nogen måde, men også uden at lægge sig under dem og lade deres anerkendelse bestemme, hvem han er. Han skal blive stærk nok til at hvile i sig selv, være sig selv – og møde andre, som de er. Så kan han være Guds mund og tale meningsfyldt til dem, der er omkring ham - og hjælpe dem – og sig selv. Så vil hans liv få mening.

              Teksten understreger, at vi mennesker kender os selv alt for lidt – og derfor også lever alt for begrænset. Vi har meninger om alle andre, og samtidig spejler vi os hele tiden i dem. Derfor lever vi også igennem dem -  i stedet for at finde os selv, hvile i os selv og leve vores eget liv igennem os selv – og vores forhold til den, der skabte os.

              Den næste tekst – den fra Johannes’ Åbenbaring fortsætter tankegangen. I teksten er det Kristus, der dikterer for Johannes, hvad han skal skrive ud til forskellige menigheder – her til menigheden i Laodikea, som ligger midt inde i det nuværende Tyrkiet. Også menigheden her bliver sat på plads og får at vide, at deres fejl er, at de hverken er kolde eller varmeDe er lunkne, halvhjertede, og derfor kan de slet ikke mærke Gud, bliver der sagt! Gid du var enten kold eller varm! lyder det, for så var der i det mindste liv.

              Her handler det om vores indbyggede utilbøjelighed til rigtig at tage stilling og stå ved det, vi mener. Vi er nok ofte for lunkne, og det lunkne er kedeligt og livsforladt. Der springer ligesom ikke en levende livskilde i os, når vi er lunkne, - og det kender vi vel alle til at være. At stå frem og have en retning, en holdning og en mening – uden at ville tromle andre med den, - det åbner for samtale og giver mulighed for bevægelse, - for at vi selv og de andre kan flytte sig. Det lunkne er ligesom dødt!

              Kristus giver i Åbenbaringen et eksempel på, hvordan vi kan være lunkne. Hvis vi siger: Jeg er rig, jeg har samlet til huse og mangler intet, så er vi virkelig lunkne – eller døve eller blinde, for så er vi slet ikke til stede i virkeligheden. Så ved vi intet om, siger han, at hvis nogen er elendig og ynkelig og fattig og blind og nøgen, så er det os. Hvis vi siger sådan, så lever vi i en drøm, der helt ser bort fra vores egen tomhed og forgængelighed. Så er vi ikke bevidste om, at det næste øjeblik kan bringe, hvad som helst. Alt hvad vi har samlet og holder af, kan vi miste i et nu – vi kan dø eller en af dem, der er medbærer på vores liv, kan dø.

              Inderst inde er vi altid elendige, ynkelige, fattige, blinde og nøgne væsener, som teksten udtrykte det, og en dag kastes vi måske pludseligt ud i en af disse sider af os selv - og på én gang selv bære vores nøgne liv. Det kan vi ikke – det er for smertefuldt og ensomt, som vi også hørte før af Jeremias. Lige her midt i denne følelse af  skrøbelighed er det, at vi kan slippe os selv og søge ly hos Gud. Det kan og gør vi ikke, når vi er ovenpå – og i lunkenheden tror, at vi kan klare os selv. Hvis vi har ører at høre med og øjne at se med, så ved vi godt dette med os selv – og så forbereder vi os - allerede nu. Det er, hvad teksten vil have os til.

              Alle dem, jeg elsker, revser og tugter jeg, siger Kristus, for der smerte og rystelse til, før vi erkender skrøbeligheden og menneskeligheden. Men samtidig siger han også, at han står ved døren og banker på – altså ved vores hjertes dør - og hvis nogen hører ham og åbner døren, vil han gå ind til ham og holde måltid med ham. Så tæt er han os, selv når vi helt vender ryggen til alt det åndelige i livet og lever i lunkenhed med lukkede øjne og ører. Vi skal høre og åbne os for det, vi hører - og føler fra ham – det vil totalt ændre vores tilværelse og give os et nyt tilhørsforhold i livet. For så vil vi opdage, at det er virkelighed, det han fortæller os her! Han banker virkelig på! Han holder virkelig måltid med os - altså giver os ny næring og livsfølelse, og mod og lyst og styrke til at være os selv.

              I evangelieteksten understreger Jesus valget. Vi kan ikke være både lunkne - og varme og kolde - på en gang? Der er et skridt, vi må tage – at engagere os! vælge side og gå ind i livet. Det er betingelsen for, at det åndelige liv kan vågne i os, og vi kan blive hans disciple, som han kalder det. Så længe vi lader andre træffe vores valg og underlægger os selv nære relationers vilje, så er vi ikke rigtig til stede, siger han på sin definitive måde: Hvis nogen kommer til mig og ikke hader sin far og mor og hustru og børn, brødre og søstre, ja sit eget liv, kan han ikke være min discipel, siger han.

              Det er godt nok barskt, men det skal forstås ind i det overordnede perspektiv, vi taler om her. Vi bliver nødt til at styre selv – og til ikke at acceptere, at andre bestemmer over os! Kun forholdet til vores egen samvittighed – til ham – må afgøre, hvor vores ansvar er, og hvordan vi bruger vores liv. Vi må bære vores eget kors, siger han, for at være hans discipel – altså for at leve den åndelige del af os selv. Og korset bærer vi, når vi står ved os selv og det, vi tror på. Og står ved vores svagheder og vores evner!

              Ethvert menneske har tunge ting at bære på – det hører med til et forgængeligt menneskeliv. Der er så mange glæder ved at være menneske, men der er også tunge sorger, begrænsninger og svære følelser, og vi bliver nødt til at se det hele i øjnene – og bære det. Vi skal ikke bære det alene, for det kan vi ikke, men netop i erkendelsen af, at det er der altsammen, opdager vi, at Han altid står ved døren og banker på for at tilbyde sin hjælp, sin styrke og sin kærlighed. I samme øjeblik vi erkender ham, så ved vi, at han altid er der og altid bærer sammen med os. Og den erkendelse og følelse er det, der kan give os mod til at være dem, vi er.  

              Jesus ønsker at understrege, hvor indlysende det er, at vi mennesker må vælge. Han giver os to eksempler! Hvis en vil bygge et tårn, sætter han sig så ikke først ned og beregner udgifterne? siger han – og så vælger ud fra det! Eller hvis en konge drager i krig, overvejer han så ikke først, om hans hær har en chance for at slå modstanderens hær? – og vælger ud fra det! Indsigten, refleksionen og valget er nødvendigt, for at noget kan føres ud i verden og leve der. Lunkenheden fører ingen vegne!

              Det sidste billede, Jesus giver os, er saltet, som ikke må miste sin kraft. Vi har brug for salt, og derfor skal vi værne om det salt, vi har, om de kvaliteter, vi rummer. Saltet – det egentlige - må ikke blive dovent, udvandet, for så fungerer livet ikke!

              Den, der har ører at høre med, skal høre! slutter Jesus. Og det er beskeden, vi  sendes hjem med her i dag – og så spørgsmålet, der runger til os i kølvandet på hans ord. Har vi ører at høre med? Hører vi, hvor vigtige hans ord er for vores liv? Erkender vi, hvor dybt favnede vi er af ham i vores tilværelse? Lukker vi døren op for ham, der står og banker på vores hjertes dør? Amen!