2. Søndag i advent - 1. tekstr.
Tekster: Es. 11,1-10; Rom. 15,4-7; Luk. 21,25-36
Forleden dag modtog vi her i kirken fredslyset fra Bethlehem. Det er den flamme, der i dag brænder i vores adventskrans og i dekorationen her. Lyset har vi modtaget hvert år op til jul i de sidste 15 år, og det er for mig en bevægende oplevelse, når det lys bliver ført ind i kirken. Denne flamme har brændt i 1700 år ved Jesu fødested i Bethlehem, og den er blevet ført hertil fra Bethlehem. De sidste år – hvor der har været så store politiske uroligheder i Israel - er flammen godt nok kommet fra franciskanermunkene i Roskilde, der har passet godt på den siden sidste år, men flammen er den samme – den, der kommer fra Bethlehem.
I 1700 år har den brændt! Det er gennem så mange menneskeliv og generationer, at det er svært at fatte. Men det, at den har brændt så længe, fortæller os om, hvor meget, der er blevet passet på den – hvor meget den har betydet, og derfor viser den os også, hvor meget håb, der er knyttet til den. Den har lyst gennem meget mørke – gennem mange krige og forfærdelige ulykker i verden, men altid er der mennesker, som midt i det vanskelige har holdt denne flamme levende.
Flammen er først og fremmest et symbol på, hvor dyrebart det, der skete i Bethlehem for 2000 år siden, er for mennesker – og på hvor meget der er at hente i julens mysterium. For julen skete jo ikke kun engang – den sker hver eneste år her hos os, men vi må forberede os, hvis vi skal nærme os dens virkelighed. Hvert år trænger julen sig på, for at bryde ind over vores verden og skabe sprækker i det almindelige, så nyt lys kan give os nyt håb.
Adventstiden er forberedelsestiden, og teksterne, vi hører i kirken i denne tid, vil hjælpe os med at åbne sindet for julens mysterium. At Betlehems-flammen har brændt i 1700 år, er næsten ikke til at fatte. Det er stort, men alligevel er det inden for vores virkeligheds grænser. Vi forstår, at det kan lade sig gøre. Men det, der skete julenat bryder alle grænser, og det er u-fatteligt. Vi vil aldrig kunne forstå det, og netop derfor er det så fuldt af håb, for det modsiger den alt for lukkede verden, vi mennesker er tilbøjelige til at bygge op omkring os.
Vi vil gerne have orden og regler. Vi indretter vores samfund, så vi alle får en bestemt plads i det, men hvis pladsen føles forkert, er det ikke altid let at bryde ud fra det sted, vi har fået tildelt – igennem vores baggrund, vores familie, vores uddannelse eller vores job – for bare at nævne nogle eksempler på alt det, der binder. Vi får ansvar, som også binder os. Vi har bestemte normer, vi skal leve op til, og først og fremmest bærer vi alle på et gammelt selvbillede, vi ikke kan slippe, og som derfor kommer til at bestemme alt for meget i vores liv.
Julen modsiger al denne struktur og bundethed – den modsiger enhver sådan lukkethed, og den åbner ind til lys og glæde og frihed. Spørgsmålet er bare, om vi tør møde julen. Tør vi spejle vores tilværelse ind i julens åbenhed og muligheder og måske opdage, at ikke meget er, som det burde være. Måske fylder vi ligefrem advent og jul med så meget udvendig stress og travlhed og planlægning, fordi vi ikke vover at møde det, julen egentlig er, nemlig alle muligheders krybbe.
Profeten Esajas fortæller i GT-teksten til i dag om en af sine visioner. Mere end 500 år før Jesus blev født, var det israelitiske folk i en forfærdelig situation. Store dele af befolkningen var taget til fange af den babylonske hær og var blevet ført med til Babylon. Her måtte de leve langt fra deres land og slægtninge uden at vide, om de nogensinde kunne vende hjem igen. Det værste var, at de også følte sig afskåret fra Gud her, for ham kunne de kun rigtig tilbede i templet i Jerusalem.
Esajas var en af de deporterede, og han gik rundt i ørkenen med sin smerte. Dér talte Gud til ham – mange gange, og i visionerne fik Esajas åbenbaret, at Gud ville gribe ind og hjælpe. Igennem mange forskellige billeder forstod han, at Gud engang ville lade et barn føde, et menneske som skulle ændre alting. Dette barn ville være fundamentalt anderledes end noget andet, og det ville komme til at bryde smerten i menneskers sind og til at skabe en helt ny virkelighed – en ny måde at være til på og være sammen på.
Nogle af Esajas’ profetier hører vi her i kirken hen igennem adventstiden – og også juleaften skal vi høre en af dem. Profetierne lader os ane noget af den storhed, julen åbner ind til. I dag hørte vi om frelseren, der skal komme. Over ham skal Guds ånd hvile. Han vil kende alle – også de hjælpeløse og svage, og han vil dømme alle med retfærdighed. Han vil kende hjerternes inderste længsel, og han vil skabe en fred, der indbefatter alt og alle. I den fred skal ”kalv og ungløve græsse sammen, en lille dreng vogter dem”, siger Esajas bl.a. - i sit billedsprog. Esajas taler håbets sprog. Han giver os Paradisbilleder, men han viser os også, at vi skal vove at tro på det, der ligger udenfor den virkelighed, vi kender, og have tillid til, at for Gud er alt muligt.
Frelseren, der kommer, dømmer ikke efter, hvad hans øjne ser, fælder ikke dom efter, hvad hans ører hører, siger Esajas. Han ser igennem de systemer, vi bygger op omkring os, og han dømmer de svage med retfærdighed. Vi dømmer hinanden efter, hvad vi ser og hører, men det gør han ikke. Han dømmer med hjertets kærlighed, og han ser vores hjerters længsel. Tør vi møde ham? Det vil indebære, at vi selv åbner os for vores egen længsel, men også at vi ser og møder hinanden med mildhedens og tilgivelsens blik. Tør vi det? For det er, hvad julen handler om.
I evangelieteksten, hører vi om verdens undergang. Når den tekst hører til adventstiden, så er det netop, fordi Jesu komme er den almindelige verdens undergang. Hvis vi møder ham, og alt det, han bringer os, så vil verden blive en anden. Så kraftfuld og grænsesprængende er hans tilstedeværelse, når han kommer. For tanken er det ufatteligt, at Gud, der har skabt alting, og står bag alt – at han træder ind i det, han selv har skabt, ind i verden og ind i hvert enkelt menneske, - men det er jo det, der sker julenat, når han lader sig føde. Der tænder han skaberlyset i verden og i hver enkelt af os, og det åbner - for nyt!
Men for at det nye kan bryde igennem, må det gamle falde. Det sker jo for os alle – måske flere gange igennem vores liv. At det, vi troede var sikkert, pludselig ikke længere er det. Det kan være tab af arbejde eller helbred, der pludselig vælter ind over os. Det kan være skilsmisse, uvenskab eller dødsfald, der pludselig gør, at vores verden falder sammen. Egentlig ved vi jo godt, at sådan noget kan ske – og vil ske – men vi lever alligevel det meste af livet i en mærkelig illusion om, at det ikke sker – for os. Men om ikke andet, så bliver vi gamle, og vi skal alle dø. Undergang er det eneste sikre her i livet.
Det kan vi ikke holde ud at tænke på, men måske skulle vi alligevel vove at gøre det, så vi er bedre forberedte, når det sker. Det er det, vores tekst vil have os til. For først når vi vover at se tilværelsen i øjnene – som den er, når den gør mest ondt, så kan vi også se hjælpen, der er der til os – når det gør ondt. Angsten vil komme til os, og frygten for det, der komme over verden, som teksten siger, men vi skal vide, at når det er allerværst, så er Guds hjælp der til os. Så skal vi se Menneskesønnen komme … med magt og megen herlighed, siger Jesus – i billedsprog. Hvad det rent konkret betyder, ved vi ikke, men Jesus lover os, at i det dybeste mørke, er han, og der bærer han os. Bag angsten og frygten er han, - siger han – og det skal vi have tillid til. Alt kan forgå – vi skal selv dø – men hans ord skal aldrig forgå – han vil være i ethvert mørke, vi kommer ud for, sammen med os.
Lige så sikkert som det er, at sommeren er nær, når træerne begynder at springe ud – lige så sikkert er det, at Guds rige er nær, - at han er nær, når vi kastes ud i det allersværeste, siger han til os i dag. Han beder os tage os i agt, så vores hjerter ikke sløves af svir og drukkenskab og dagliglivets bekymringer, men i stedet for holdes vågne. Det er ikke almindelig ædruelighed og ingen alkohol, han her taler om – det er hjertets ædruelighed, og det er noget helt andet. Og nu er vi tilbage ved juleforberedelsen – men også ved livet i det hele taget.
I stedet for at sløve vores hjerter med travlhed og bekymringer og alt det, vi skal leve op til, skal vi åbne ind til det inderste i os selv. Åbne ind til vores sårbarhed og vores menneskelighed, ind til vores smerte og længsel – og ind til vores glæde. At gøre det kan være angstfyldt, for det er at åbne ind til ubrugte og næsten glemte sider i dybet af vores sind. Det kan føles næsten som verdens undergang at skulle gøre det, for det kan sætte store spørgsmålstegn ved alle vores prioriteringer, og ved det selvbillede vi har bygget op og lever på.
Jesus, Guds søn, Guds skaberord – den mægtigste kraft, den stærkeste vilje, den største kærlighed – lader sig julenat føde som et hjælpeløst barn i en krybbe. Nøgen, fattig og ubeskyttet, hjælpeløs træder han ind i verden – for at vise os, hvordan vi skal gøre. Vi skal ikke møde ham i hans guddommelighed – for det kan vi ikke, - men han kan møde os i vores menneskelighed, og det gør han julenat. Derfor er julen så vigtig for os. Kun i vores inderste sårbarhed kan vi åbne os for hans mysterium. Dér kan vi blive et med ham, og det er den eneste mulighed, vi har, for at lære ham at kende. I alt hvad vi forsøger at leve op til i vores liv, fjerner vi os fra ham og skaber vores egen verden – den verden, der hvert øjeblik kan falde sammen. Men i sårbarheden kan vi overgive os til ham for der forstår vi, hvor lidt vi egentlig magter selv – og hvor meget brug vi har for ham. Kun der kan det ske.
Julen er budskabet til os om, at Gud findes i den fattigste krybbe – i vores hjerter. Det kan godt være, at vi for at opleve det må slippe vores forestillinger om, hvem vi selv er, for at kunne møde ham, som han er. Men har vi mødt ham, vil vi ikke mere være i tvivl om, at han er der, - også når livet bliver svært. Julen indbyder os til at gå til den krybbe, der rummer alle muligheder, og som vil lukke op for mere sårbare og milde sider i os. Vi behøver ikke at gå der alene, for julen er fællesskabets fest. Vi kan dele mulighederne med hinanden. Amen!