25. søndag efter trinitatis - 2. tekstr.

 

Tekster: Job 14,7-15; 1. Kor. 15,50-57; Luk. 17,20-33.

 

Næste søndag er det sidste søndag i kirkeåret, og derfor er vi nu kommet til tilbageblikkets tid. Vi skal besinde os på, hvad vi har gjort med det sidste år – tænke over, om vi har sørget for næring både til vores tilværelse i verden og til vores åndelige liv. Det er, hvad teksterne til i dag vil have os til.

I den første tekst fra Jobs Bog i Det gamle Testamente er vi midt i en kolossal tilværelseskrise. Job har mistet alt, hvad han ejer. Han har også mistet sine børn og sit helbred, og han magter ikke at se alle sine tab i øjnene. I sin fortvivlelse råber han til Gud og ber om retfærdighed. Han har altid levet et godt og ordentligt liv, synes han, så hvorfor skal han straffes og kastes ud i en sådan meningsløshed? Han ser ikke noget håb – for et træ er der håb, siger han, men ikke for ham. Træet kan skyde igen fra stubben, selv om det er fældet, - men hvis han dør, er det forbi med ham. Hvis bare Gud ville gemme ham væk i dødsriget, indtil hans vrede har lagt sig - så der var håb for en fremtid, så ville Job udholde alt. Midt i sin fortvivlelse længes han efter, at Gud skal kalde på ham – han længes efter mening, men finder ingen.

Job føler sig forladt i verden, og for ham afhænger alt af, hvordan det går ham der, hvor han har mistet alt. Modsat er det med Paulus i epistelteksten. Han fokuserer helt på det åndelige liv. Kød og blod kan ikke arve Guds rige, siger han – det forgængelige arver ikke det uforgængelige. Derfor er det eneste, der betyder noget, at vi alle skal forvandles, i ét nu … At de døde skal opstå, som uforgængelige. Og at døden da vil være besejret. Sådan er det, siger Paulus, og det skyldes Jesus Kristus.

Alle mennesker rummer de to virkeligheder, som Job og Paulus taler om. Den fysiske og den åndelige, for sådan er vi skabt, - det er et grundvilkår for os, at det er sådan. Det, vi så må spørge os selv om, er, om vi udfolder og lever begge de to sider. Eller om vi identificerer os kun med den ene af siderne. Når vi som Job rammes af tab eller andet, der gør ondt, er det vanskeligt ikke at lade det, vi har mistet, smerten, fylde hele vores virkelighed. Det er svært at holde fast ved en mening lige der. Men Paulus vil have os til at huske, at der er et andet perspektiv i vores liv. Mørket og døden er ikke det sidste – det er Guds lys. Der er en mening i alt, hvad vi kommer ud for. Ikke at vi altid finder meningen – den er ofte gemt - hos Gud - bag denne konkrete virkelighed. Men nogle gange møder vi den senere, når vi pludselig opdager, at det, der gjorde så ondt, bragte os et helt andet sted hen – bragte os nye værdier, som vi nødig vil undvære.

I Johannesevangeliet siger Jesus til disciplene kort før, han må forlade dem og gå sin lidelses vej: Jeres hjerter må ikke forfærdes. Tro på Gud og tro på mig. Han siger til dem – og til os, at vi vil møde ting i verden, der vil forfærde os, men at vi kan være midt i forfærdelsen uden at vore hjerter forfærdes. Ligesom disciplene, der her snart skal se Jesus korsfæstet – de må møde tabet og alt det forfærdelige, der sker - uden at forfærdes i hjertet, siger han til dem. De skal have tillid til, at Gud vil komme til dem midt i deres smerte – komme dem i møde og forvandle deres virkelighed. Som det også skete påskemorgen, da Jesus sprængte gravens mørke og genopstod.

Hele vores menneskeliv hviler i de to dimensioner: i menneskelig forgængelighed og i guddommelig mening og kærlighed. I evangelieteksten fortæller Jesus os om, at de to måder at være i verden og i livet på, kan være der samtidig. I teksten spørger farisæerne Jesus om, hvornår Guds rige kommer – altså hvornår forvandlingen vil ske. Og Jesus svarer, at Guds rige ikke kommer, så man kan iagttage det; man vil heller ikke kunne sige: Se her er det! eller: Se, dér! For Guds rige er midt iblandt jer. Guds rige er lige her! Det betyder, at vi – her i kirken – lige nu - kan se hinanden som ganske almindelig mennesker eller som Guds elskede børn. Hvilken af delene vi ser, afhænger af, hvordan vi møder hinanden, møder øjeblikket. Guds rige er her, lige nu, og vi kan åbne os for det!

Hvordan skal vi kunne det? kan vi spørge. Hertil svarer Jesus, at vi skal være parate. Det er ikke noget spekulativt, noget vi kan tænke os til – det med Guds rige. Han siger, at nogle vil forsøge at forlede os til at tro, at det er noget andet, end det er – det, han taler om. Men det er helt enkelt, og vi vil ikke være i tvivl, når vi oplever det. Det vil være så klart, som når lynet lyser fra den ene ende af himlen til den anden.

Når det sker, siger han, er det Menneskesønnen, der viser sig. Menneskesønnen – det er det Jesus så ofte kalder sig selv. Menneskesønnens komme er forudsagt i det gamle Testamente. Det er en profeti om et ganske almindeligt menneske, der engang skal komme på himlens skyer, og han skal have et evigt herredømme. Han er, som sagt, et almindeligt menneske, og han er guddommelig. Han rummer i sig begge de to virkeligheder, vi taler om i dag. Og Jesus er denne Menneskesøn. Men Menneskesønnen bor også i enhver af os. Fordi Gud har skabt os med de to virkeligheder, og fordi Jesus har lært os dem at kende, at møde dem – og se dem – og udfolde dem. I lyset fra Jesus, kan begge dimensioner blive levende i os, og i det øjeblik det sker – der forvandles vi. Det kan være i et forfærdelsens øjeblik – at vi ikke forfærdes. Det kan være i alle øjeblikke, at vi ikke identificerer os med det, som sker konkret, men får givet at se bag det. Se Gud i det. Se nyt!

Jesus tydeliggør dette for os i evangelieteksten. Han nævner Noas dage, hvor alle gik til grunde i syndfloden, fordi de kun tænkte på deres eget. Eller Lots dage, hvor det gik på samme måde i Sodoma, og hvor Gud reddede Lot og hans familie. Men Lots hustru kunne ikke slippe det gamle – hun vendte sig om imod det, stivnede – og blev til en saltstøtte.

Jesus vil rive os ud af det gamle og have os til at være i livet på en anden måde. Vi skal leve vores almindelige menneskeliv, men vi skal ikke identificere os – helt - med det vi har, og det, vi er - der. For vi er og har meget mere end det. Når Menneskesønnen åbenbares, siger han, så skal den, som den dag er oppe på taget og har sine ting nede i huset, ikke gå ned og hente dem, og den, der er ude på marken, skal ikke vende hjem igen. Når forvandlingen kalder, så skal vi åbne os for den, for så kalder et nyt liv på os. Dette kan være, når vi skal dø – så skal vi slippe alt og gå med ham. Men det kan også ske på en helt almindelig hverdag – at vi pludselig ser livet, os selv, andre, øjeblikket i et nyt lys. Og så skal vi slippe alt andet og møde det. Det menneske, vi står overfor, siger måske pludselig noget, som får os til at se bag det, vi indtil nu har set af det menneske. Så skal vi slippe alle gamle forestillinger og meninger om den anden – og mødes i det, som pludselig er.

De øjeblikke af anderledeshed, der gives til os hver især, er perler i vores liv, åbninger ind til Guds rige, og det er vigtigt, at vi husker på dem og anerkender dem som virkelige. Det kan være øjeblikke fra vores barndom – fra en særlig juleaften måske. Eller øjeblikke, hvor en glæde pludselig har åbnet vores hjerte så det svulmer i brystet på os – eller hvor en smerte har gennemtrængt os men måske samtidig har forenet os med et medmenneske. Vi har alle fået givet øjeblikke, hvor det dagligdags er blevet gennembrudt – og som et lyn har åbnet en følelse af mening i os. I de øjeblikke har Guds rige været midt iblandt os, og de øjeblikke fortæller os om Guds virkelighed. Om den virkeligheden, der sætter døden ud af kraft – også lige nu. Om den virkelighed, der også venter på os efter dette liv. De øjeblikke giver vore liv mening! Amen!