3. søndag efter hellig3konger. 1. tekstr.    

Tekster: 5. Mos.10,17-21;  Rom. 12,16b-21; Mat. 8,1-13 

              Vi er i Hellig3kongers tiden. I dele af den kristne kirke er hellig3konger en vigtigere begivenhed end julen. Sådan er det i de græske og russiske kirker. Hellig3konger hedder dér ”epifani” – det betyder tilsynekomst. Da de vise mænd – eller konger - fra fremmede lande ved stjernens hjælp fandt det lille Jesus-barn – da blev han synlig for verden. Selve fødslen julenat skete i mørket, i det skjulte, i det hemmelige rum. Med de hellige tre konger bliver Jesus synlig i verden.

              Selv om vi ikke fejrer hellig3konger på den måde hos os, så er det alligevel tydeligt også i vores kirkes tekster, at det er epifani – tilsynekomst, denne tid drejer sig om. Alle evangelietekster handler om, hvem Jesus er, og hvorfor han er kommet, og teksterne forsøger at give os anelser om den virkelighed, der er hans.

              Som f.eks. teksten om da Jesus som 12-årig taler ligeværdigt og indsigtsfuldt med de lærde i templet – og teksten om da Jesus ved brylluppet i Kana forvandler vand til vin. Så er der helbredelserne i dag og næste søndag forklarelsen på bjerget. Hellig3konger-tiden giver os viden om det barn, der kom til verden julenat. Det barn – det menneske bryder den virkelighed, vi kender, og skaber nyt. Han træder på den samme jord som vi, men han bærer en strålende virkelighed af visdom og lys, af kraft og vilje og kærlighed i sig. Og alt det, han bærer i sig, lover han os, hvis vi vil tage imod det.

              I dag er det så to helbredelser, vi hører om. Helbredelsen af den spedalske og helbredelsen af den romerske officers tjener. I GT-teksten hører vi også i dag om den almægtige Gud, der står bag Jesus. Det er hans lys og kraft, Jesus bærer. Denne almægtige Gud, vores Gud, ønsker retfærdighed for de svage, og han elsker de fremmede, får vi at vide. Derfor skal vi elske de fremmede. Ikke nødvendigvis for de fremmedes skyld, men for Guds. Det kan være svært at elske dem, man ikke kan forstå eller måske ikke sympatiserer med – men det er ingen undskyldning. Vi skal elske dem for Guds skyld. Vi skal elske ham igennem dem.

              Paulus siger, at vi ikke skal stole på vores egen klogskab. Derfor skal vi heller ikke tage retten i egne hænder – og dømme andre, for det kan vi ikke. Det kan kun Gud, for det er kun Gud, der kender de andre mennesker indefra – kun han kender den smerte, de rummer - og ofte er det jo smerten, der får os mennesker til at handle forkert – fordi vi ikke kan bære den. Så Paulus siger, at vi skal hjælpe og støtte - også vores fjender, for ellers bliver vi selv en del af det onde. Gud vil tage sig af retfærdigheden – vi skal stå inde for os selv og sørge for at holde os i det gode.

              Alle teksterne til i dag handler om de fremmede og udskudte. GT-teksten siger  altså, at vi skal elske den fremmede, Paulus taler til os om vores fjender og siger, at vi må vise dem barmhjertighed, og evangelistteksten fortæller dels om den spedalske, der er udskudt af samfundets fællesskab p.g.a. sin sygdom og dels om den romerske officer, der er udenfor, fordi han er romer. Ind i det kan vi også tage med, at de første, der så Jesus-barnet - næst efter hyrderne julenat – det var fremmede konger eller vise mænd fra Østerland. Gud forbinder sig i de her tekster  med det fremmede, de fremmede. Det gør han, fordi det også er i det fremmede – i det, vi ikke kender, at vi skal møde ham. Hvis vi tager afstand fra det fremmede, kommer vi aldrig til at kende Gud. Han er ikke, som vi tror. Han er den, der bryder den kendte virkelighed. Det skal vi vide.

              Vi skal se på helbredelsen af den spedalske. Det er en forfærdelig sygdom, manden lider af. Kroppen vil langsomt rådne væk, og sygdommen er så smitsom, at den, der er blevet syg, øjeblikkeligt må forlade sin familie og alle andre sammenhænge og søge udenfor byen for dér at leve sammen med andre spedalske. De syge må ikke komme i nærheden af raske mennesker – heller ikke i nærheden af deres allernærmeste. At være spedalsk er som at være levende død. Det er et sådant udstødt menneske, der kommer til Jesus. Den spedalske kaster sig ned for Jesus og beder om hjælp. Han siger: ”Herre, hvis du vil, kan du gøre mig ren.” Hans tro er stor, og Jesus rækker hånden ud, rører ved ham og siger: ”Jeg vil, bliv ren!”  

              Mødet mellem de to er dybt bevægende, og det viser os noget vigtigt om tro. Manden udleverer sig helt til Jesus – han giver sig hen til ham. Helt sårbar og nøgen lægger han sit liv for Jesu fødder. ”Hvis du vil?”, siger han. Han stiller ingen betingelser, forlanger intet. Vi kan overveje, om han er bange – for om Jesus vil hjælpe ham. Jeg tror, han har været så bange, som mennesker kan blive – der er ikke mere angst tilbage, og derfor står han ligesom åben. Angst er jo den følelser, der ofte lukker os for hinanden – og for Gud, og hvis angsten forsvinder – ja så er der ikke mere noget der skiller. Den spedalske beder heller ikke Jesus om, at han skal gøre ham rask – han ber om at blive ren Det vigtigste for ham er ikke mere hans sygdom, men at blive ren i forhold til Jesus – i forhold til Guds rige. Det konkrete fællesskab med mennesker er ligesom tabt for ham, og mere end noget andet ønsker han nu at være en del af fællesskabet med Jesus. Det er det eneste, han nu er rettet imod. Han vil tage imod, hvad Jesus giver ham. ”Hvis du vil…”!

              Når vi ser den spedalskes tro – og tillid, er det nærliggende at overveje - om troen først bliver rigtig levende i os mennesker, når vi har sluppet det, vi ellers binder os til? Hvis tro er den hengivelse, vi ser hos den spedalske, så kan vi ane, at den er forbundet med en renhed i sindet, der ikke holder fast på det kendte, og som ikke kræver faste rammer og løsninger. Den er at slippe – slippe krav og forestillinger - og så åbne sig for en dybde af liv og nærhed, som vi måske slet ikke kender endnu. En væren i det, der er!

              Den måde, Jesus møder den spedalske på, tyder på det samme! Her er der også en nærhed, der bryder grænser. Den kan virke helt overvældende i sin skønhed og fremmedhed. Jesus hører på den spedalske, og så rækker han hånden ud og rører ved ham – ved ham som ingen vil røre ved på grund af hans sygdom – ham, som ingen vil have noget at gøre med – med undtagelse af de andre spedalske. Tænk på hvad det har betydet for den mand, at Jesus rører ved ham. Vi ved ikke, hvor længe han har været syg – og udstødt, men vi ved, at i den tid, det har varet, har ingen rask rørt ved ham. Han smitter, han lugter, og han ser forfærdeligt ud.

              Men Jesus rækker hånden ud og rører ved ham – som ved en nær ven - og gør ham derved til menneske igen. Det nye er allerede begyndt med den berøring, for Jesus er det nye. Han ikke bare bringer det – han er det. Han er Guds rige. Og den spedalske bliver ved hans berøring en del af det nye fællesskab – hvor ingen er udenfor, og alle er lige værdifulde – han bliver værdifuld vedberøringen. Og Jesus siger til ham: ”Jeg vil, bliv ren!” – og han bliver helbredt. Både fra spedalskheden – og også fra at være sat udenfor de menneskelige sammenhænge, han før har hørt til. Jesus sender ham nemlig hen til præsten for at blive undersøgt, så han kan få tilladelse til igen at færdes sammen med raske mennesker. Han er blevet en del fællesskabet med Jesus, og han bliver igen en del af det menneskelige sociale fællesskab.

              Når sindet bliver rent og renset, så bliver de menneskelige relationer det også. Det understreger fortællingen her. Hvis et menneske kan hengive sig til Jesus – i troens tillid - og møde ham, sådan som den spedalske gør det, så forsvinder angst og bitterhed og skam og skyld. Jesu berøring – og nænsomhed – og nærhed tager al tyngde fra sindet, og gør det nyt. Og så bliver alt nyt – også relationerne til andre mennesker.

              Også i den næste helbredelseshistorie møder vi et mennesker med en stor tro. Han er romersk officer. Han tilhører den romerske besættelsesmagt, og han står derfor også udenfor det jødiske fællesskab. Han har også en anden tro – han er fjenden. Det er hans tjener, Jesus helbreder. Ikke på grund af tjenerens tro, men på grund af officerens. Det viser os, hvor vigtigt det er, at vi beder for hinanden og tager del i hinandens smerte. Forbøn og med-liden hjælper.

              Officeren kommer og beder Jesus om at helbrede tjeneren, der ligger lammet derhjemme og lider forfærdeligt. Jesus lover at komme og helbrede ham. Men officeren siger, at det skal Jesus ikke - han selv er for ringe til, at Jesus skal gå ind under hans tag. ”Men sig blot et ord, så vil min tjener blive helbredt”, siger han. Han har også helt tillid til Jesus. Han læner sig ligesom ind til ham, behøver ikke noget tegn eller bevis – blot et ord. Han er åben og ydmyg. Hans formulering er så oprigtig og stærk, at den er blevet et led i den katolske nadvergudstjeneste – som vores gudstjeneste jo er udsprunget af. Vi har bare ikke bevaret det led. Men i den katolske messe siger menigheden, lige før den modtager nadveren: ”Herre, jeg er ikke værdig til at modtage dig, men sig blot et ord, og jeg vil blive helbredt”.

              Jesus bliver forundret over at møde så stor en tro hos en fremmed, der jo ikke kender ham. Men det er ikke kendtheden, der er afgørende – det er åbenheden og tilliden, troen. Og fordi den fremmede står åben - helt uden forbehold, kan Jesus nå ham og handle i forhold til ham. Så han siger: ”Gå, det skal ske dig, som du troede”.

              Først siger Jesus dog, at han ikke har fundet så stor en tro hos nogen i Israel, og han siger, at mange skal komme fra alle verdenshjørner  og sidde til bords i Himmeriget, men Rigets egne børn skal kastes ud i mørket udenfor. Der skal der være gråd og tænderskæren, siger han. Det kan lyde hård, men det er det ikke. Det, han siger, vender blot op og ned på de forestillinger og selvbilleder, vi har bygger op omkring os. Når vi tror os bedre og mere værd end andre – end de fremmede f.eks., når vi mener, at vi ubetinget har retten på vores side og dømmer andre, så har vi egentlig lukket os selv ude fra det, Jesus bringer. Det er ikke afgørende, om vi er fremmede – eller kendte. Det er åbenheden, der betyder noget.

              Guds rige står åbent – altid åbent - for alle. Ingen har mere ret til at være i det end andre, og ingen kan selv gøre sig fortjent til at være der. Uanset hvem vi er – så står Guds Rige åbent for os! Men Det udfolder sig altid helt på sine egne præmisser. Derfor må vi slippe vores selvsikkerhed og lære troens åbenhed af den spedalske og den romerske officer. For Jesus rækker ud og rører ved det menneske, der som dem, erkender sin egen hjælpeløshed og stiller sig ind i hans nærhed – i tillid til, at det han gør, er det rigtige. Den tryghed, det giver i hjertet at vide det, vil forvandle livet for ethvert menneske. Amen!