4. søndag i advent - 2. tekstr.    

Tekster: Es. 12; 2. Kor. 1,18-22; Joh. 3,25-36

              Her  4. søndag i advent nærmer vi os julen og alt, hvad den bringer med sig. Mange af os har travlt, men nu, hvor vi virkelig nærmer os, er det tid til at standse op og for alvor vende sindet imod julens under, hvis det skal nå at trænge ind i os. Julen foregår ligesom i to dimensioner. Der er alt det praktiske, der skal være i orden, før det rigtig kan blive jul. De fleste af os vil gerne have tingene, som de plejer at være, og vi kæmper for at nå det. Der skal bages og forberedes. Gaverne skal være klar, og nogle af dem skal afleveres til dem, vi ikke skal være sammen med juleaften. Og så er der juletræet og juledekorationerne, der skal pyntes og laves. Der er rigtig meget på den praktiske side, og det er hyggeligt, men det kommer let til at fylde meget, og måske så meget, at der ikke bliver tid til det, julen egentlig er.

              Og hvad er så julen? Ja, det er svært at sige det. Det er Jesus-barnet, der fødes ind vi vores virkelighed. For godt 2000 år siden blev han født i Betlehem, men hver eneste jul fødes han igen i vore hjerter. Sådan siger vi om julen. Men hvad betyder det egentlig? Jeg tror, vi alle ved, hvad julestemning er. Men selv om vi ved det, så er det svært at forklare. Vi har oplevet det – måske ikke hver jul, men ind imellem - og især da vi var børn. Julestemningen er som en bestemt krusning i sindet, som et indre vingeslag af glæde.

              Men hvis vi tænker tilbage på vores livs juleaftener, så må mange sikkert erkende, at juleglæden, når den har berørt os, også har rummet en sørgmodighed, og at den ofte har åbnet for en længsel. Følelsen af den er ligesom så fyldt og så intens – så meget større end andre følelser, at den sætter os i kontakt med et andet rum af virkelighed end det normale. Og i en dybere kontakt med andre mennesker. I juleglæden bor også dem, vi har mistet – og også dem vi holder af, og som vi ikke er sammen med netop denne jul.

              Så julestemningen lader os fornemme en anden virkelighed – en anden måde at være til på. I julestemningen berøres vi af Guds virkelighed, og når det sker, fødes barnet i os – igen, og vi ved noget, vi næsten havde glemt – om nye muligheder og nyt liv. Så julen kan opleves på to vidt forskellige måder. Det kan være en jul, hvor det praktiske får lov til at fylde, og hvor alt afhænger af, om rammerne lykkes, og om alle er i godt humør. Eller det kan være en jul, hvor det guddommelige mysterium får lov til at åbne ind til julestemningen, og hvor vi berøres i vort inderste.

              Som det er med julen, er det med hele livet. Det er det, teksterne til i dag vil fortælle os om. Der er to måder at være i verden på – enten kan vi centrere vores liv om alt det praktiske og konkrete, eller vi kan gå ind i det rum af liv, hvor julestemningen hører hjemme, og hvor Jesus-barnet bor. De to muligheder er der altid – ligesom de er der i julen. Men det er et valg, vi må trætte. Vi må selv vælge, hvad der skal være perspektivet på vores liv. Eller rettere sagt – livet er jo sådan indrettet, at alt det praktiske hører med, og at det er nødvendigt at forholde sig til det. Og det er jo også er en dejlig del af livet, som vi skal glæde os over. Men livet kan være mere end det praktiske. Livet kan fylde mere i os, hvis både det konkrete og åndens rum lever i os. Det er det julen og kristendommen handler om.

              Vores evangelietekst til i dag handler om Johannes Døberen. Han hører med til adventstiden, fordi han er forløberen for Jesus. Han siger selv, at han skal bane Herrens vej, forberede hans komme – ligesom adventstiden forbereder julens komme for os.

              Johannes vandrer rundt i ude ørkenen, og til alle dem, der kommer ud for at høre ham, fortæller han, at Jesus er Guds søn, og at Jesus vil døbe med Helligånd, mens han selv kun døber med vand.                 

              Nu er der så sket det, at Jesus er begyndt at døbe, og at alle komme til ham; som Johannes’ disciple siger. Det kan de ikke lide – at deres lærer, Johannes, har fået konkurrence. De vil have det stoppet, og derfor kommer til Johannes for at få ham til det. Nu er det vigtigt at forstå, at menneskene i vores bibeltekster er virkelige mennesker. De har de samme følelser, som vi kender til, og derfor er det ikke svært for os at forstå Johannes’ disciple. De føler, at Jesus tager Johannes’ plads, og de vil forsvare den lærer de kender og holder af.

              For Johannes selv er det sikkert heller ikke let helt at lade en anden overtage hans plads. Han skal slippe sin gamle status og position og lægge sig ind under den nye lærer, der er kommet. For at forstå, hvad han må føle, kan vi jo bare overveje, hvordan det ville være for os, hvis vi skulle give en anden vores plads – karrieremæssigt eller i familien.

              Her er det, at Johannes reagerer helt anderledes, end vi kunne forvente. Her er det, at han baner Herrens vej. Og han baner den ikke kun  ude i verden - dengang han og Jesus levede – han baner den nu - for os. Han viser os, hvad vi skal gøre, for at den åndelige dimension af liv kan blive virkelig i os – for han viger pladsen for Jesus. Han ved, hvad der skal til. Da hans disciple vil have ham til at tage konkurrencen op med Jesus, siger han, at et menneske kan ikke tage noget som helst, uden at have fået det givet fra himlen. Han ved, at der aldrig vil komme noget godt ud af kampen om at være den største. Den, der er størst, skal have den højeste plads, og Jesus er størst. Derfor er Johannes’ opgave at skabe rum for ham.

              Johannes er her så smukt et billede på et menneske, der hengiver sig. Hans egne ambitioner er væk – han gør kun, hvad Gud vil have ham til. Og oven i købet glæder han sig – for ham – i ham - er der ingen kamp. Han giver os et billede på den glæde, han føler. Han er som brudgommens ven, siger han – han glæder sig over, når brudgommen kommer – for bruden tilhører jo brudgommen. Det er min glæde, siger han, og den er nu fuldkommen. Han ser, hvad det er, Jesus kan give – og han træder selv tilbage for at give plads for ham. Det er hans glæde, siger han, for det giver hans liv mening. Han skal blive større, jeg skal blive mindre, siger han.

              Og som Johannes gør det i det virkelige liv, helt konkret – sådan gør han det også inde i sig selv. Han lader sit gamle jeg vige pladsen for Jesus – han lader Jesus tage bolig i sig. Ellers kunne han heller ikke have gjort det i det virkelige liv – givet Jesus pladsen. Det må komme indefra. Det gør det hos Johannes, og han viser os det – for at vi skal gøre det samme – i livet – og også her i vores juleforberedelse. Han skal blive større, jeg skal blive mindre. Det er målet.

              Jeg tror godt, at vi forstår, hvad han mener, når det drejer sig om juleforberedelsen. Hvis vi skal mærke Jesus-barnets nærværelse i julen - og julestemningen, juleglæden, så må han, Jesus, have plads. Så må vi vende vores tanker og vores hjerter imod ham og lægge noget af alt vores eget til side.

              Men det samme gælder altså hele livet. Hvis vi skal finde ind til en dybere glæde, til åndens glæde og til følelse af mening, så må han blive større, og jeg må blive mindre – i mig. Det er et valg – eller en vej, - der ikke er let, for den indebærer, at vi må give afkald på noget af det, vi ellers identificerer os med af ydre roller og positioner – for at give plads til noget andet. Men det, vi får til gengæld – det er det, vi længes efter. Det er hjertets glæde, eller sådan som Johannes udtrykker det – brudgommens glæde.

              Evangelieteksten går videre med at uddybe det valg, vi må træffe. Den, der kommer ovenfra, er over alle; den, der er af jorden, er jordisk og taler jordisk, siger den. Jesus er ovenfra, og vi er jordiske, men vi bærer alle Guds billede i os – sådan har Gud skabt os, og derfor kan Jesus bo i os, fødes i os. Den åndelige virkelighed, Guds virkelighed og juleglædens virkelighed er over alt og alle, for den er større. Den rummer helt andre dimensioner af liv og glæde, og derfor skal vi hengive os til den. Problemet er, siger teksten, at ingen tager imod hans vidnesbyrd, at ingen forstår, at dette er virkeligt. Johannes forstod det. Vi skal lære det af ham.

              Faderen elsker Sønnen, og alt har han lagt i hans hånd, siger teksten. Sådan er det – sådan er virkeligheden – uanset om vi tager imod den eller ej. Gud og Jesus er ét – de er forenet i kærlighed, og den kærlighed får vi del i, hvis vi lader ham blive større og selv bliver mindre i os.

              Den, der tror på Sønnen, har evigt liv; den, der er ulydig mod Sønnen, skal ikke se livet, men Guds vrede bliver over ham. Med de ord slutter vores tekst. Det er barske ord – det med at Guds vrede bliver over os. Men ordene skal vise os, hvor vigtige og afgørende vores valg er. Vi har valget imellem evigt liv og intet liv. Det er ikke et valg, Gud træffer for os – vi må vælge selv. Gud har givet os det evige liv – og det er ikke kun efter vores død, at vi kan have del i det. Det er lige nu. Guds glæde og kærlighed er glimt af det evige liv, og det er der for os allerede nu. Hvis han bliver større, og jeg bliver mindre, så lukker det sig op for os. Det er der også for os efter vores død.

              Hvis vi selv vælger at beholde pladsen som den vigtigste, så er der intet liv, siger teksten. Jo, der er selvfølgelig det konkrete og praktiske liv, men det liv er ikke rigtig levende, hvis det står alene, siger vores tekster, for det indeholder ikke virkelig glæde. Igen kan vi sammenligne med julen, som teksterne jo lægger op til. Den praktiske jul kan være hyggelig og måske god nok, men glæden indefra den kommer ikke fra os selv, den kommer fra Gud. Den er et glimt af Guds rige.

              Ordene om, at Guds vrede skal blive over den, der ikke giver Sønnen, Jesus, plads i livet, er vigtige at forstå. De betyder ikke, at det er Gud, der er vred – det er os, der er i vreden, og os, der vælger at blive der. For når vi vender ryggen til Jesus og alt det, han står for – og ikke vil tage imod Guds kærlighed, så fylder vrede - og skuffelse og angst - alt for meget i os. Livet det er jo ikke altid let; det tunge kan fylde meget, og det er let at lade det gøre det. Men Guds kærlighed, Jesus, kan give os noget helt andet. Den kan give et perspektiv, som også rækker ind i det, der er vanskeligt, og det, der gør ondt. Det ved vi fra juleglæden. Den kan nemlig godt fylde os midt i smerte og savn. Juleglæden rummer alle følelser, fordi den kommer fra Gud, og derfor kan vi være i den med alt det, vi bærer på – af glædeligt og af svært. Den kan rumme hele vores liv og gøre det evigt.

              Valget er vores. Vi skal vælge hvem, der skal blive større, og hvem der skal blive mindre i os. I julen og i livet? Amen!