4. Søndag i advent - 1. tekstr. 

Tekster: Es. 52,7-10: Fil. 4,4-7; Joh. 1,19-28          

              Her 4. søndag i advent – lillejuleaftens dag - bringes der bud til os – bud om, at julen er kommet os helt nær, at vi nærmer os tidspunktet, hvor freden og glæden skal fødes på vores jord. Teksterne vil vække os og forberede os, så vi kan være vågne og parate til at modtage Guds lys. De forsøger at vise os, hvor dybtrækkende julens budskab er.

              I GT-teksten er det profeten Esajas, der bringer bud. Mere end 550 år før Jesus blev født, havde han sine åbenbaringer fra Gud - om, hvordan der skal komme fred og frelse – og jubel. Han beskriver, hvordan Gud vil vende hjem til sit folk og vise sig for mennesker for at trøste og løskøbe dem fra alt det, der gør ondt. Ja, selv Jerusalems ruiner skal bryde ud i jubel, siger han.

              Og i epistelteksten opfordrer Paulus os til at glæde os i Herren, som han siger. Og til at vise mildhed og ikke være bekymrede for noget, for Herren er nær. Vi skal åbne os for Gud og bringe vores ønsker og tanker frem for ham i bøn og tak, siger Paulus. Så vil vi komme til at opleve Guds fred, som overgår al forstand.

              Både Esajas og Paulus taler om jubel og glæde – men det er en bestemt slags jubel og glæde, de fortæller om. Det er en jubel, der springer ud fra smertens sted, imellem Jerusalems – eller sindets - ruiner, - der, hvor noget er brudt ned, tabt eller mistet. Og glæden, der tales om, kender til bekymring og fortvivlelse. Derfor får den mennesker til at vise mildhed mod andre, - den har selv erfaret, hvor ondt livet kan gøre. 

              Julen fortæller os om, at mørket og lyset – og glæden og sorgen – ikke er modsætninger, men at de bærer og befrugter hinanden. Ind i det dybeste mørke kan lyset pludselig fødes og oplyse alt det, der gør ondt. De fysiske omstændigheder ændres måske ikke, men sindet kan forvandles og gøre det smertefulde lettere at bære. Det bliver muligt at være i det, som er, på en ny måde. Julen bringer håb om, at dette kan ske også i vores liv.

              Jesusbarnet fødes i fattigdom og snavs og mørke – sådan er det, selv om det er Gud selv, der kommer til stede. Og efter fødslen må Maria og Josef med det lille nyfødte barn kæmpe sig af sted igennem ørkenen – hjem til Nazaret eller til Ægypten – det ved vi ikke helt - kilderne siger lidt forskelligt. Men under alle omstændigheder er det en hård og farefuld tur, de drager ud på – især med et lille nyfødt barn. For slet ikke at tale om barnemordet i Betlehem – det frygtelige og forfærdelige, der sker et par dage efter barnets fødsel, da Herodes - af skræk for at det nyfødte barn skal blive en konkurrent til ham – slår alle små drengebørn ihjel. Alt dette barske sker i forlængelse af gudsbarnets fødsel, så vi bliver ikke lovet, at livets trængsler med hans komme er forbi.

              Julebudskabet taler ikke om en glæde, der kun når dem, der er glade i forvejen – eller en glæde, der stopper smerten. Det taler netop om en glæde, der når ind i smerten og sorgen – ikke for at ophæve dem, for det er umuligt, når livet gør ondt, - det mistede er mistet, og ondskab og modgang findes i verden, - sådan vil det altid være. Julebudskabet vil ikke ophæve sorgen og smerten – det vil forvandle den – eller måske snarere - tænde glæden og håbet helt inde i modgangens og mørkets centrum. Den glæde, der tændes helt derinde – er en glæde på trods – og en glæde, der  aldrig kan mistes, for den er stærkere end smerten, dybere end smerten.

              Julen er så vigtig for os, for den kommer til os og minder os om denne sande glæde – ja, den minder os ikke kun om den – den åbner vores sind og skaber glæden derinde i mørket – den kalder den frem i os - igen. Og vi har sikket alle erfaret det – juleglæden er ikke afhængig af, hvordan vi ellers har det. Den kankomme til os midt i alt det svære, og når den kommer, bringer den som et let vindpust bud til os fra en anden verden. Den bringer en lethed, en taknemmelighed, en væren til stede i det, som er, ja, næsten en forsoning med det liv, der er vores, kan bo i den.

              Evangelieteksten til i dag handler om Johannes Døberen, og han er en vigtig skikkelse. Han var også forløber for Jesus – budbringer om ham – ligesom Esajas var det. Johannes var det bare på Jesu egen tid. Han var et helt almindeligt menneske, - men forud for alle andre vidste han, at Jesus var kommet til verden. Han mærkede ham, og det gjorde ham i stand til at slippe alt det gamle, sit gamle liv, og åbne sig for det nye, fordi han fornemmede, hvor vigtig og forvandlende det var. På mange måder minder Johannes om os – vi længes også ligesom ham – efter at mærke det nye – efter at få den fred og glæde, som Jesus bringer, og Johannes fandt vejen til det – derfor kan han også vise os på vej. Det gør han bl.a. her i dag. Han går i forvejen!

              Situationen er den, at Johannes har gjort sig bemærket, fordi han går rundt i ørkenen udenfor Jerusalem og forkynder og prædiker for de mennesker, der kommer ud til ham. Han døber også dem, der ønsker det, - i Jordan-floden. De ledende blandt jøderne vil gerne vide, hvem Johannes egentlig er – og hvad han står for. De er lidt bekymrede – for Johannes optræder med en autoritet, som et menneske kun kan have på Guds vegne. Så enten er han en bedrager – tænker de - eller også erhan den Guds søn, de i århundreder har ventet på – bl.a. ud fra Esajas’ profetier.

              Egentlig frygter de lidt, at han skulle være Guds søn – for han skal helst komme fra deres egen kreds. Så de sender en lille delegation ud i ørkenen til Johannes – nogle, som kender skrifterne godt og derfor også bedst kan afgøre, om han er en bedrager eller hvad!

              ”Hvem er du?” spørger de, da de kommer ud til ham– og så begynder de forhøre ham om alle de gamle forudsigelser og profetier. De spørger ham, om han er ”Kristus” – eller ”Messias” – det er det samme. Det er den konge, der engang skal komme og genoprette Davids kongedømme – og ham ventede man selvfølgelig længselsfuldt på nu, da landet er besat af en fremmed magt, af romerne. Men Johannes benægter – han er ikke Kristus. Så spørger de ham, om han er Elias eller Moses – en af de to store de gamle profeter - man ventede nemlig også, at en af dem – eller de begge to – skulle komme tilbage og indvarsle den nye tid. Ingen af de to døde en naturlig død – Gud tog dem blot til sig, så derfor forventede man, at de kunne komme igen. Elias blev jo taget op i ildvognen, og Moses gik blot op på Guds bjerg, hvor han forsvandt, og Gud begravede ham selv, som der står om ham.  Johannes benægter også at være en af dem.

              Til sidst vil de udsendte have ham til selv at sige, hvem han er – og han siger: ”Jeg er ”en, der råber i ørkenen: Jævn Herrens vej!” som profeten Esajas har sagt”. Johannes nægter at være noget specielt. Jeg er bare mig selv, - ikke noget særligt, siger han, - og min eneste opgave er at henvise til ham, der skal komme – ham som Esajas har fortalt om. Esajas har dog også fortalt om en anden, om en, der skulle komme forud for frelseren og gå rundt og råbte om ham i ørkenen – ligesom Johannes gør det nu! Ham er jeg, siger Johannes. Hans eneste rolle er at henvise til ham, der er større – at råbe ud, at nu kommer han.

              De udsendte bebrejder nu Johannes, at han så døber – uden at have en særlighed autoritet til det, og her møder vi for alvor Johannes’ styrke. Han står ved sig selv – det, han gør, og det, han er. ”Jeg døber med vand”, siger han. Og så henviser han igen – som en sand budbringer og forløber – til ham, der skal komme efter ham – og hvis skorem han ikke er værdig til at løse, som han siger.  

              Ved en anden lejlighed – senere – siger han om Jesus, at han skal blive større, jeg skal blive mindre. Johannes forstår, at Jesus er kommet til jorden for at sprede Guds lys og kærlighed, og at han, Johannes ikke skal gøre sig selv synlig, men altid sætte Jesus i centrum. For at han kan gøre det, må Jesus leve også i ham og være i centrum der. Derfor skal han selv blive mindre – og Jesus større - i ham.

              Ved at tale til jødernes udsendinge, som han gør, viser han os, hvad vi kan gøre. Han tager ikke selv æren for det, han ikke har æren for. Han står ved sig selv, som det ganske almindelige menneske, han er, og han giver al storheden videre til Jesus. Han fylder ikke selv – han lader Jesus fylde.

              Det er vejledningen til os her i dag. For at julen skal blive virkelig for os, må vi lade Jesus fylde og ikke selv indtage hele pladsen. Juleglæden er Jesu glæde, og den kommer med ham. Derfor må han have en plads i vores juleaften, hvis hans glæde skal fødes hos os – i os!

              Johannes kan fornemme Jesu nærværelse, fordi han selv er helt åben og ærlig om sig selv og sin situation. Han gør sig ikke til mere, end han er – og heller ikke til mindre. Han forsøger ikke at manipulere med situationen – for måske selv at slippe for ubehageligheder. Han er, som han er – dér hvor han er – med al den skrøbelighed og længsel han rummer. Og så retter han hele sin opmærksomhed mod det, der er væsentligt – mod det lys, der skal komme.

              Glædens virkelighed bliver ikke væk for ham – han kender den og holder fast ved den. Han fristes ikke til selv at fylde og tage værdighed, for han ved, hvor dyrebart det er – det, han har fundet. Hos ham flimrer virkeligheden ikke, for han giver den til Jesus. Det giver ro – og fred – og styrke – til at være – og til at opleve det egentlige. Den glæde, der er midt i mørkets centrum! Den glæde, der på ny kommer til os juleaften!           Amen!