6. søndag efter trinitatis. 1. t. r.

 

Tekster: 5. Mos. 30,11-14; Rom. 6,3-11;Mat. 5,20-26:

 

”Hvis jeres retfærdighed ikke overgår de skriftkloges og farisæernes, kommer I slet ikke ind i Himmeriget”, siger Jesus i begyndelsen af vores tekst. Det er barske ord, som skal ruske os! - for det bliver vanskeligt at overgå de skriftkloge og farisæerne – og det, de står for. I hvert fald på deres præmisser. De var datidens lovkyndige. De kunne Moseloven udenad, og de satte deres liv ind på at overholde alle dens utallige bestemmelser og regler. Jo bedre og mere nøjagtigt man overholdt loven, jo tættere var man på Gud, mente de. Retfærdig over for Gud blev man ved at overholde lovbuddene!

 

Jesus går tilsyneladende ind på farisæernes præmisser – og vi skal være endnu mere retfærdige end de – ellers kommer vi slet ikke ind i Himmeriget! Så vil vi være lukket ude fra Guds nærhed.

 

Jesus skubber til os, fordi han vil have os til at tænke og erkende. Omdrejningspunktet er ”retfærdighed”! For hvad er retfærdighed? Måske er der flere planer i dette! For i den konkrete virkelighed, er det ikke muligt at overgå de skriftkloge og farisæerne. De gør alt det rigtige. Men for Jesus er det ikke nok at gøre. Han vil kende og eje hele mennesket – og få det til at være retfærdigt. Det giver han eksempler på: Det er forkert at slå ihjel – det siger loven, og det skal selvfølgelig straffes, men det er kun symptomet, der så fordømmes, gerningen.

 

Hvis noget for alvor skal ændre sig i verden, så må mennesker ændre sig! Så må selve impulsen til vrede stoppes. Vrede – ja, bare det at kalde et andet menneske for ”tåbe” – er egentlig fra et vist perspektiv lige så alvorligt som drab, for vredesfølelserne - og impulserne, der udgår fra dem - holder os mennesker fast i gamle oplevelses- og handlemønstre. Og dem er det meget vanskeligt at bryde!

 

Gang på gang forsøger Jesus at få os til at forstå, at vi lever vores liv i to dimensioner – en horisontal, udadrettet, hvor vi binder os til den fysiske virkelighed, og hvad der sker der. Her søger vi ære fra hinanden frem for ære fra Gud, som Jesus siger et andet sted. Vi måler os med hinanden og prøver at overgå hinanden. På den måde er vi egentlig altid hinandens konkurrenter. Vi mærker ikke hinanden og lytter ikke rigtigt til hinanden.

 

Anderledes fungerer vi i den vertikale dimension. Her forbinder vi os først og fremmest til vores egen indre virkelighed, til Gud selv og til den sandhed, der bor i vores hjerter. Allerede Moses taler om denne indre virkelighed, - det hørte vi i GT-teksten her i dag. Det, Gud befaler os, - siger han - er hverken ufatteligt eller fjernt. Det er ikke i himlen eller på den anden side af havet. Nej, ordet er dig ganske nær, i din mund og i dit hjerte, så du kan følge det. Det er hjerternes renhed og retfærdighed, Gud ønsker, og det er det, Jesus vil lære os om. Hvis vi, når vi forholder os til andre mennesker først og fremmest mærker efter i os selv, hvad der føles rigtigt – og ikke forsøger at leve op til de andres forventninger, så vil vi blive nye mennesker og handle på nye måder. Vi vil blive frie i forhold til hinanden, og verden vil blive en anden.

 

Når Jesus taler til os, som han gør i vores tekst, så er det, fordi han kender os og ved, hvad der bor dybest inde i os. Vi er skabt i Guds billede, og Guds lys og kærlighed er den inderste kerne i os. Jesus har en kolossal tillid til hver eneste af os. Meget større end den vi har til os selv. Vi ved jo godt, hvor svært det er at leve op til det, vi gerne vil, for vi bliver negative og egoistiske, før vi selv ved af det. Alt for ofte er det sådan, at vi godt nok vil det gode, men det lykkes ikke for os. Vi kommer til at såre hinanden – uden at ville det. Vi bliver triste, angste eller tænker dårlige tanker – uden varsel kommer det! Men det er ikke det inderste af os, der gør sådan!

 

Vejen til det inderste er for Jesus, at vi lærer os selv at kende. Vi skal kende de to sider, og vi skal lære at skille dem af. Da Gud skabte verden, gjorde han det ved at skille tingene ad. Han skilte lyset fra mørket og jorden fra havet. Han gjorde grænserne tydelige, og når vi mennesker ser noget tydeligt, så kan vi forholde os til det og handle efter det. Sådan bliver en ny verden til – ved at vi lærer at skille ad – og se! Ligesom det skete i begyndelsen, da Gud først skabte!

 

Vi kan ikke være lidt i den gamle verden og lidt i den nye – i hvert fald ikke samtidigt. Enten er vi fanget af det gamle jegs måde at tænke og opleve på, eller også ser vi klart, hvornår det gamle rækker ud efter os – og gør noget andet. Som i det eksempel Jesus giver. Han siger, at hvis vi vil bringe vores gave til alteret – altså virkelig vil blive nye – og så kommer til at tænke på, at en af vores nære har noget imod os, at der er problemer imellem os og andre, så er det bedre at få det løst først – i hvert fald så længe det bliver ved med at fylde vores sind. Lad din gave blive ved alteret og gå først hen og forlig dig med din broder; så kan du komme og bringe din gave, siger Jesus.

 

Det lyder lidt voldsomt – igen – det Jesus siger! Altså hvis en anden har noget imod os, så skal vi tage ansvar for det. Er det retfærdigt? Ja, for vores retfærdighed skal jo netop være en anden end den almindelige. Vi skal handle ud fra vores hjertes renhed og ud fra vores længsel! Og for os alle er det inderst inde pinefuldt, hvis en af vores kære har noget imod os. Tanken om det kan forhindre os i at være helt til stede i vores gudsforhold.

 

Jesus siger også, det er vigtigt, at vi bliver enige med hinanden, hvad så end vi er uenige om, - så den ene ikke overgiver den anden til dommeren og måske efterfølgende til fængsel. Når vi går ind i konflikter – og fodrer dem med tanker og ord, så vokser de og tager pludselig magten fra os. Vi mister kontrollen - over konflikten og over os selv og vores eget liv.

 

Hvis vi vil leve i fred – og i kreativitet og glæde, så må vi leve i sindets enkelhed og renhed, og det har vi fået givet muligheden for. Det fortæller Paulus os om i brevet til romerne. Han siger det i et billede: Ved I ikke, at alle vi, som er blevet døbt til Kristus Jesus, er døbt til hans død? - for at vi … skal leve et nyt liv. Han siger, at vores gamle menneske er korsfæstet og død med Jesus, for at vi skal leve med ham. Jesus overvandt synden og døden - det at være holdt fast af det gamle menneske. Han brød den tyngde, der som udgangspunkt ligger over os mennesker og satte os fri. Han viste os, hvad livet kan være og er – i hans nærhed. Både livet i denne verden og livet efter vores fysiske død! Sådan skal I se på jer selv, siger Paulus: I er døde for synden, men levende for Gud i Kristus Jesus. I er frie til at slippe alt det gamle.

 

Vi kan ikke være ivrige nok efter at nå den retfærdighed, Jesus taler om i vores evangelietekst, for livet er i den retfærdighed. Det levende liv. For nogle dag siden holdt jeg et foredrag om Johannesevangeliet, og samtidig med at jeg talte, tegnede en kunstner illustrationer til temaerne. Også i Johannesevangeliet pointeres de to dimensioner tydeligt, og på et af billederne, der blev tegnet, løber en flot mennesker frem side om side, mens de hver holder deres egen firkantede ramme ud imod verden. Det er så tungt - og smertefuldt og angstfyldt og glædesløst - at møde verden med firkantede rammer og kun se verden og andre mennesker igennem dem.

 

Den gamle firkantede retfærdighed behøver ikke mere at være – vi behøver ikke mere at leve op til den! For Jesus har givet os del i en helt anden måde at være i verden på. I en anden retfærdighed, hvor kærligheden og medfølelsen hele tiden går forrest, og hvor vi mennesker møder hinanden med ord fra hjertet, som Moses talte om. Med ord, der ikke dømmer, men i stedet for ser – det andet menneske – og ser sig selv med kærlighedens blik!

 

Men hvordan er det muligt at komme dertil? Ja, når Jesus giver os så strenge regler, som han gør her i dag, så er det måske, fordi en vej er at prøve og prøve på at leve op til reglerne – indtil vi indser, at det er umuligt – og fortvivler over det. I fortvivlelsen falder rammerne fra hinanden – og vi hører det ord, der lyder til os bag fra. Inde fra – fra Jesus selv. ”Jeg har løskøbt dig”. Der er ikke noget at fortvivle over. Glæd dig. Bliv dig selv. Når vi opgiver selv at styre, så tager Gud over og styrer for os. Når det gamle jeg i os svækkes, så træder Gudsbilledet frem og sætter sig igennem som vores livskerne.

 

Jesus viser os det på så mange måder. Der er fortællinger i biblen, hvor disciplene går i deres gamle rammer og bekymrer sig og prøver at forstå eller tænke sig frem til løsninger – og pludselig løftes de ind i den nye virkelighed. Som ved vandringen til Emmaus efter Jesu opstandelse. To disciple kommer gående fra Jerusalem og fra alt, hvad der er sket der i forbindelse med Jesu død. Og de bekymrer sig. Jesus følges med dem på vejen, men de ser ikke, at det er ham, - for de bekymrer sig. Da de så når frem og sætter sig til bordet, tager Jesus brødet og bryder det. Som en jo altid gør. Og pludselig – under måltidets tryghed, hvor de et øjeblik har glemt bekymringerne – ser de, at det er ham. De genkender ham i den måde, han bryder brødet på – de genkender ham i hans menneskelighed, i hans bevægelse. De ser ham med kærlighedens blik – og sløret for deres øjne tages bort. Som ved et let slag fra en fuglevinger ændrer virkeligheden sig fuldstændig, og de ser alt i et nyt perspektiv. Det er stadig den samme situation – de sidder ved det samme bord – problemerne er stadig de samme - og alt er ændret!

 

Vores menneskeliv er givet til os på den måde! Det er et grundvilkår i vores liv, at vi lever det i to dimensioner – en horisontal og en vertikal. Det må vi lære at se – og være i! Det er det, Jesus vil lære os, for alt afhænger af, hvor vi identificerer os, og hvad vi giver liv. Er vores identitet i det, som sker ude i verden, eller hviler vi i det liv, Gud har givet til os hver især! Amen!