9. søndag efter trinitatis - 2. tekstr.
Tekster: Es. 10,1-3; 2. Tim. 1,6-11; Luk. 12,32-48
”Frygt ikke du lille hjord, for jeres fader har besluttet at give jer riget”! Sådan begynder vores evangelietekst til i dag – og i lyset af det tilsagn skal hele denne søndag forstås. Mildheden lyser ud af de ord – de føles næsten som ord, man kan gemme sig i. Og det kan man! - for de er et løfte til os, som gør, at vi aldrig behøver at være bange. De er en ufattelig gave, som vi ikke aner rækkevidden af. En gave, der omslutter hele vores tilværelse og alt, hvad vi er. Gud – altings skaber og altings opretholder – er vores far, og vi er hans børn. Han har indlagt sit billede dybt i hver eneste af os, og gjort os i slægt med ham. Vi bærer hans ånd i os. Og Gud elsker os, som en far elsker sit barn – ja endnu mere, for Guds kærlighed er ufejlbarlig – intet kan komme imellem ham og os. I sin kærlighed har han besluttet at give os sit rige – at give os evigt samvær med ham. Det står fast.
I alt, hvad Jesus siger til os i dag, forsøger han at få os til at forstå, hvad det er, vi har fået – og få os til at leve vores liv, så vi opdager det. Det er nemlig menneskers problem, vores problem – at vi ikke ved nok af det. Hvis vi virkelig forstod – med hjertet og hele vores sind, hvad for nogle muligheder vores liv rummer, så ville vi prioritere de muligheder – og sætte alt ind på at udfolde dem.
Men vi står i et dilemma. Vi lever midt i en konkret verden, der er fyldt med gode og spændende ting, - med meget vi kan opnå. Og vi er skabt med sanser, der altid drages imod alle disse ting og vibrerende rækker udenfor os selv - altid i gang med at skaffe os goder og organisere vores virkelighed. Alle disse ydre ting råber så højt imod os og drager os så voldsomt, at vores liv næsten kan forsvinde i dem. Og så går alting så hurtigt i den ydre konkrete verden! - og vi må selv være aktive og hurtige for at følge med i det, som sker der.
Men al denne sanse-dragen og al hurtigheden gør, at vi ikke når at høre Guds tale til os – vi når ikke at lære at lytte til ham, og vi når knapt at opfatte, at vi har valg – at der er flere måder at leve på. Et liv, der alene er bundet til sansevirkeligheden, gør os tomme og ensomme, - for det er, som Jesus siger: Hvor vores skat er, der vil også vores hjerte være. Vi dannes efter, hvor vi lægger vores kræfter. Sådan er det, - det, vi fylder vores tid med, kommer til at optage vores sind. Vores tanker kører i ring omkring problemer, vi har, og projekter, vi beskæftiger med. Og vores følelser kører med tankerne. Stop det! – siger Jesus. Vågn op! – siger han. Jeres far har besluttet at give jer riget! I har helt andre muligheder! siger han. Han vil have vores hjerte til at finde hvile i det eneste, der virkelig betyder noget – i den eneste skat, der aldrig kan mistes, nemlig i Guds kærlighed og glæde.
Det her kan lyde ukonkret og drømmende, men det er det ikke – eller det er det kun, så længe vi ikke har prøvet det. Prøvet – måske blot for et øjeblik – at have del i den glæde, Gud kan give os. Og den glæde er ikke kun er for de få – den er for alle. Alle bærer vi Guds billede i os - og Guds ånd – og Gud ønsker at give os del i sig selv – i sit Rige. Hvad dette Rige er – det ved vi ikke, for det kan ikke udtrykkes med menneskelige ord – det er det alt for stort til, men det kan erfares.
At Gud kalder det sit Rige – det giver os et billede. Et rige er et land, et sted at være. Det er Guds rige også. Vi lever i et konkret land, i bestemte fysiske omgivelser – men pludselig kan vi opdage, at vi samtidig lever i et andet land, i en anden dimension. Noget i os kan åbne sig, så vi opdager det, og når det sker – ved vi, at det andet land altid har været i os – og vi har været i det, men vi har ikke kendt til det – ikke haft bevidsthed om det. Når det åbner sig, - og vi ved, at vi er der – ja, så er det enkelt og ligetil, hvad Guds rige er – også selv om vi måske stadig ikke har ord for det.
Guds rige kan åbne sig i os på mange måder. Første gang vil det ofte ske i forbindelse med en særlig begivenhed eller oplevelse – og den hændelse kan lige så godt være smertelig som opløftende. Pludselig – når det sker – ser vi alting på en ny måde, i et nyt lys – og selv om det bliver i et vanskeligt og smertefuldt øjeblik - vil hjertets glæde være der – midt i det smertelige, fordi Guds kærlighed er der.
Guds rige kan også åbne sig igennem helt små ting. Det kan være igennem synet af et barn, der leger – eller en solsort, der bader i en vandpyt – en blomst eller et træ, der vokser et ubegribeligt sted – eller et smil fra et andet menneske. Pludselig sker det – at Guds rige åbner sig i os - uden at vi har gjort noget for det. Men jo mere vi ved af, at Guds rige er der, jo mere vågne vi er for det – jo nemmere kan det ske. Når vores sind er åbent og modtagende, kan øjeblikke pludselig komme over os som en berøring af Guds hånd. Og sådanne øjeblikke er fyldt med mildhed – de giver glæde – og styrke. De giver livet mening.
Men disse øjeblikke kræver noget af os. Guds rige koster – for vi kan ikke samtidig være i både sanserne fortravlede hverdag og i Guds stilhed. Derfor siger Jesus, at vi må vælge! Sælg jeres ejendele og giv almisse, sagde han i vores tekst. De ord kan forstås helt konkret, at vi ikke må eje noget - men det vigtigste indhold i dem er, at Jesus vil have os til at slippe vores bundethed til det, vi ejer, vores afhængighed af det – og i stedet for vende vores blik og vores hjerte imod skatten i himlen. – Ikke fordi vi ellers vil blive straffet, for Gud har jo besluttet at give os riget. Men for at vi med vores bevidsthed skal få del i åndens glæde – allerede i dette liv. Og almissen, vi skal give, - den betyder, at vi i stedet for at samle ind til os selv - skal give ud. Give til hinanden – og lade livet blive levende imellem os.
Det kan lyder svært, - som om det her kræver for meget. Men her giver Paulus os et ord med på vejen. Han minder os i sit brev om en nådegave, vi alle har fra Gud. Den skal vi lade flamme op! siger han. For Gud har ikke givet os en fej ånd, men en ånd med kraft og kærlighed og besindighed, siger han. Og det er Paulus jo med sit eget liv et stærkt bevis på. Han udviste selv en ufattelig styrke – da han ville give til andre. For ham betød budskabet om Jesus så meget, at han satte alt i sit eget liv til side for at dele det med hele verden. Han gennemgik store lidelser for det – men han gav aldrig op. Han viste virkelig, hvad det vil sige, at vi mennesker har en ånd med kraft og kærlighed og besindighed. Han stod inde for det, han troede på - Og for ham var prisen aldrig for dyr. For han fik så meget igen. Han fik Guds Rige.
Den samme åndsstyrke, som Paulus havde – den bærer vi alle i os – og den kan flamme op – hvis vi satser på at åbne os for det, Guds rige er. Vi skal ikke frygte, at vi ikke kan satse godt nok, siger Paulus. Eller at vi ikke er stærke nok. For det er slet ikke vores egne evner – eller vores egen kraft, der skal udrette det her. Det er Gud ånd og hans kraft, der gør det, når den langsomt begynder at virke igennem os, - vi skal blot lære at åbne os for den. Men vi kan aldrig på forhånd vide, hvordan den vil virke – hvad den vil gøre med os. Måske kommer det til at se ud, som om vi fejler, - og så må vi have tillid til det, Gud virker – og til at ingenting kan adskille os fra ham – fordi vi bærer hans billede i os. Sådan er vi skabt.
I evangelieteksten fortæller Jesus os nogle små lignelser. De er anvisninger, der skal hjælpe os til at få del i Riget. Først siger han, at vi skal have kjortlen bundet op om lænderne og have lamperne tændt og være som mennesker, der venter på, hvornår deres herre ….kommer, så de straks kan lukke op for ham. Vores åndskraft skal vi altså først og fremmest bruge på at være vågne og parate, for vi ved aldrig, hvornår det sker – hvornår Gud træder os nær – hvornår Hans Rige åbner sig i os.
Det er så klart og visuelt et billede, Jesus giver – det med at have kjortlen bundet op, og lamperne tændt. Så er man nemlig lige rejseklar – eller står parat til at begynde et arbejde. Man er tændt og opmærksom – og tankerne er helt rettet mod det, der skal ske. Sådan er det, vi skal være i relation til Guds rige. Vi skal være vågne – og parate - i vores bevidsthed - og vores tanker skal – i hvert fald ind imellem - være helt rettet mod Guds rige – være i længslen efter det andet land, der bor i os, for vi ved ikke, hvornår det lukker sig op. - Men hvis vores tanker og vores sanser i det øjeblik, det sker, er alle mulige andre steder, - ja så opdager vi det slet ikke, så åbner vi ikke for det. Vi skal forsøge – midt i alt, hvad vi ellers gør - at binde vores tanker til Guds Rige, så vi er der, når det kommer til os – for det kommer!
Hvis vores herre finder os vågne, når han kommer, siger Jesus, så vil han binde kjortlen op om sig og lade os sætte os til bords, og han vil sørge for os og give os al den næring, vi behøver. For det bordfællesskab, han giver – det, i hans ånd - det er det mest levende fællesskab, mennesker kan opleve – og være i - også med hinanden – for i det er glæden hel. Der er vi til stede med hele os – både med det ydre og med det indre. Guds rige er et land – en livsdimension – eller en værensdimension, som lever i os – altid – og som kan åbne sig – lige NU – stille
Det NU forpligter. Det siger Jesus også. Når Gud åbner sit Rige for et menneske, så må det gives videre – til andre mennesker. Det er ikke personligt – det tilhører alle. Det fortæller Jesus også en lignelse om. Han taler om den tro og kloge forvalter, som … bliver sat til at give tjenestefolkene mad i rette tid – og som gør det.Ham vil herren sætte til at forvalte alt, hvad han ejer, siger Jesus. Det menneske, der giver den åndelige føde videre, han eller hun selv har fået, - det menneske vil Gud bruge. Og Gud har vigtige opgaver til os alle. Jo mere vi yder for hans Rige, jo mere får vi selv, og jo større ansvar giver Gud os. Han har brug for os – til at række Riget videre ud – til at få det til at vokse og leve på jorden, imellem mennesker! Amen.