Juleaften 2014 - Grenaa kirke

              Juleaften! Nu er det lige før! Og jeg er sikker på, at alle børnene glæder sig - meget! Er det rigtigt?

              Juleaften fødes Guds lys i verden og i os. Hvad det betyder, er som et mysterium for os, og vi ved ikke, hvad det er, der sker. Men vi mærker virkningen – for denne aften berøres de fleste af os på en helt særlig måde. Uanset om vi er glade eller triste, så er der denne aften en fyldthed, en forventning, en højtidelighed som ligesom rækker ud over alle andre følelser. Og berørtheden når langt ud over os selv. Den har rod i alle vores livs juleaftener – og endnu længere end det, for nogle af de traditioner, vi bærer med os for denne aften, har levet i vores slægt, længe før vi selv blev født.

              Når julelysene tændes, så træder vi ind i et rum af fællesskab og tilhørsforhold – og det gør vi også, hvis vi tilbringer aftenen alene. Slægten, de kære vi har mistet, dem, vi har delt liv med og dem, vi er sammen med lige nu – de er der alle og er med til at byde julelyset velkomment.

              Alle disse dybere vibrationer af liv og følelse i os vækkes på grund af det, juleevangeliet fortæller os om. Et guddommeligt barn bliver født midt iblandt os. Guds virkelighed tager bolig hos os - igen, og vi mennesker bliver en del af Guds virkelighed – af hans liv og historie. Vores liv sættes med denne fødsel ind i et helt andet perspektiv af mening og gyldighed, og vi er ikke længere kun bundet til den ydre konkrete verden. Vi er ikke længere kun forgængelige skabninger underlagt tidens gang. Vi får del i Guds uendelige og evige mysterium.

              I juleevangeliet bliver Gud selv nemlig en del af vores liv. Vi hører i teksten, at det skete – det skete virkelig. Det er ikke kun en smuk fortælling eller en overjordisk drøm, vi tænker os ind i, for – det skete! Og tiden kom, da hun skulle føde, og hun fødte sin søn! Han er født – det er virkelighed her på jorden! Vi hører også hvor, han blev født – i Betlehem skete det. Et helt konkret sted. Tiden er kommet!

              Og med denne himmelske fødsel på jorden kommer lyset til alle. De første, det kommer til – i fortællingen, er hyrderne på marken, for pludselig oplyses deres mørke nat af en engel, og Herrens herlighed stråler om dem! Hyrderne er ganske almindelige mennesker, de skiller sig ikke ud fra andre. De har ikke på nogen måde gjort sig fortjent til det, der sker for dem. Alligevel inddrages de i Guds virkelighed og bliver de første vidner til den himmelske fødsel på jorden. De bliver de første, der kan bringe budskabet videre til os.

              Englen taler til hyrderne og fortæller dem om barnet, der er født. Og den taler til os! ”I dag er der født jer en frelser”, siger englen. Det er i dag. Det skete ikke kun dengang – det sker igen – i dag! For det, der skete, var så stort, at det for altid har gennembrudt tiden. Det kan ikke rodfæstes kun i ét øjeblik – det gentager sig selv hver eneste juleaften. At det er sådan, bliver bekræftet af en hel himmelsk hærskare, som med ét er der sammen med englen – og lovpriser Gud og synger for hyrderne og for os:

Ære være Gud i det højeste og på jorden!

Fred til mennesker med Guds velbehag!”

              Underet strømmer os i møde fra disse ord: Ære være Gud i det højeste og på jorden! Gud er nu ikke længere kun i sin fjerne himmel lang fra vores jordiske virkelighed og de problemer, vi har der. Gud er nu på jorden – her hos os – midt i alt det almindelige. Og det giver fred til mennesker med Guds velbehag, synger englene. Til mennesker med Guds velbehag! Har vi ikke alle Guds velbehag? Er vi ikke alle elskede af ham? Og kommer Jesusbarnet ikke til os alle? Jo – sådan er det! Jesus er Guds lys til os alle – og han kommer for at vække det samme lys i os! Men Guds velbehag må gå begge veje. For at vi rigtigt kan opdage, hvad alt dette gør i os, så må vi rette vores opmærksomhed mod det og åbne vores sind, så vi kan modtage Guds fred. Lade den komme til os.

              For Gud er vi alle almindelige mennesker ligesom hyrderne. Ingen af os har mere end andre fortjent hans kærlighed, og han sender den afsted til os alle. Ind i den yderste fattigdom – ind i stalden, ned i krybben og ned i det allermest skrøbelige i os hver især sender han den. Guds lys ser alt i os og overstråler alt mørke i os, så vi har ikke noget at frygte i det møde – vi skal bare åbne os for det.

              Det bringer fred! – hørte vi. Hvad er Guds fred? Det er en fred, der ikke er afhængig af, om vi bor i en stald eller i et slot – om vi er glade, eller vi sørger. Det er en fred, der gennembryder tiden, fordi den lader livet nå os uanset hvem, vi er, og hvor i tilværelsen, vi befinder os.

Koret synger!

              På det sanghæfte, I har fået, er der et billede, som kan hjælpe os længere ind i forståelsen af Guds fred. Det er en glasmosaik af en tysk præst og kunstner, der hedder Sieger Köder. Hvis vi dvæler lidt ved billedet, kan I se, at det er som om hele Jesu liv – og også hele vores liv – er vist her. Øverst stråler Guds lys ind i verden. Lyset kommer ud af mørket – ud af det, vi ikke kan forstå. Det er, som om det er selve skabelsen, vi er vidner til. Først er der kun to farver – hvidt og sort eller lys og mørke. De blander sig, som i et tusmørke, men langsomt – som lyset bevæger sig frem - bliver livet til. Farverne opstår, og stjernerne springer som gnister ud af lyset.

              Da lyset når jorden, skabes barnet i kærlighedsrummet mellem manden og kvinden. Vi ser, hvordan farverne nu er blevet grønne, vækstens og kærlighedens farve. Kvinden favner ømt sit barn, mens manden afslappet og stolt og måske også fuld af undren ser til. Dette er nydelsens og fuldbyrdelsens øjeblik.

              Barnet er et rigtigt levende barn, og det ser på os. Det drager os ligesom med sit blik helt ind i nærværet imellem de tre, og vi drages med i den grønne cirklende bevægelse af liv, der omslutter de tre. Midt i cirklen - imellem dem står krybben – på en blomstereng. Der er, som om blomsterne er spejlinger af himlens stjerner, sprunget direkte ud af Guds lys, men de er jordiske, og de bliver et levende og blødt underlag for krybben.

              Fra klædet i krybben stråler genskæret fra Guds himmelske lys. Midt på klædet er der en skygge. Det er en aftegning af, hvor barnet har ligget, men det er også et kors. Lyset på krybben afslører, at barnets livsvej allerede er fastlagt. At døden er med i krybben – for Jesusbarnet som for os alle. Han er frelseren, der fødes for at dø – for os og som os! I alt deler han skæbne med os. Men hans død er en særlig død – det er den mest smertefulde død på et kors – netop fordi han vil dele også med de, der lider mest.

              Hele livet gang er beskrevet for os i denne smukke glasmosaik. Fødslens glæde og dødens smerte – klædet i krybben er på samme tid   ligklæde - og alt er meningsfuldt rummet af Guds skabende lys. Sådan ser menneskelivet ud fra Guds perspektiv, og det er helligt. Vi ser, hvordan den lille familie nærmest sidder i en kirke. Lyset, der strømmer ind, er som kirketårnet, og familien sidder samlet omkring alterbordet. Menneskelivet er helligt – det er det, vi kan ane glimt af i aften. Alligevel kan det være svært – det er ind imellem svært, og derfor træder Gud selv ind midt i det. Vi skal ikke kun være rummet og favnet af ham - han vil være midt i det sammen med os – midt i glæden og midt i smerten.

              Den fred, englene synger om julenat, Guds fred, det er den fred, der har forsonet sig med, at livet er, som det er. Med at livet rummer både sorg og glæde, fødsel og død. Den fred kommer til os, hvis Jesus er født i vores hjerter. Hvis vi har fået lov til at ane den sammenhæng af mening og lys, som julenat gør os til en del af. Her træder Gud os helt nær, ja, han berører vores sind og lader nye muligheder strømme ind i os. Og han lader englene synge for os om den fred, der er større end glæde eller sorg. Han udfolder den i os - uanset om vi bemærker det eller ej! Den er der! Og den mindste anelse af julefred, vi åbner os for, skaber nyt i os! Amen!