Nytårsdag.  1. teks­tr.    

Tekster:  1. Mos. 12,1-3; Luk. 2,21 

              Overgange kalder altid til refleksion og overvejelse, og overgangen til et nyt år bringer ligesom hele det gamle år tæt på. Nytårsaften får vi for første gang lov til at se det gamle kendte år i et helt perspektiv. Igennem hele året har vi levet det stykke for stykke og ikke vidst, hvor dette år ville føre os hen – pludselig ser vi det i sin helhed, og det giver et andet perspektiv – på året der er gået – men også for et kort øjeblik på hele vores tilværelse. Vi får ligesom lov til at se det hele lidt mere ovenfra – inden et nyt år griber os og tager os med. Det er vel også på grund af denne – ”pause” – i tiden, på grund af dette øjeblik af et andet perspektiv, - det er vel det, der får mange til at lave nytårsfortsætter og til at planlægge at ændre på noget i livet.

              Nytårsdag er egentlig ikke en kirkelig højtid, men det er en dag, vi mennesker har brug for kirken – og derfor holder vi gudstjeneste. For overgange skaber følelser, det kan være trygt at få sat i relation til noget, der er højere end os selv. Nytåret skaber vemod, og taknemmelighed, og længsel, og måske en let vibrerende angst, og det skaber forventning. Og nytåret konfronterer os på en måde med menneskelivets skrøbelighed. Nogle har svære ting at tænke tilbage på i det gamle år, og alle står vi jo i uvished om, hvad det nye år bringer os. Om det er glæde eller smerte. Det er nok lidt af begge dele, men det bestemmer vi ikke selv. Det nye år er fuldt af muligheder – og hvis vi har Gud med som en sikker tryghed midt i usikkerheden, så vover vi måske lidt mere at glæde os og gå det nye år i møde med forventning.

              Teksterne til i dag vil give os mod til det. I GT-teksten møder vi Abraham. Han er et forbillede, når det gælder om at forlade det gamle og gå det nye i møde – i tillid.  Abraham er allerede en ældre mand på det tidspunkt, teksten handler om – 75 år – og midt i den tryghed han lever i omgivet af slægt og venner og velstand – midt i alt det kendte, der taler Gud til ham. Gud siger til ham, at han skal forlade alt, sit land, sin slægt, sin fars hus, som der står – og så skal han drage til det land, Gud vil vise ham – altså gå ud i det helt ukendte. Og så lover Gud Abraham stor velsignelse – og han lover ham også, at han, Abraham, vil blive til velsignelse for mange. Det er noget af et kald! Abraham skal forlade alt kendt – og drage ud i det helt ukendte. Han ved, at intet nogensinde vil blive det samme igen efter dette – og at han aldrig vil vende hjem igen.  

              Og Abraham går! Gud kalder – og Abraham forlader alt og går! Vi hører ikke noget om, at Abraham overvejer, hvad han skal – eller at han diskuterer med Gud om betingelserne. Han drager bare af sted – i tillid til, at Gud er med ham, og at Gud vil forme alt til det bedste.

              Det er stort – det Abraham gør. Der er meget, han skal forlade, meget han skal miste. Vi ved også, at han kommer til at få meget, men det ved han ikke selv på dette tidspunkt – jo, han har jo Guds løfte om det, og det løfte – det tror han. Det er hans tro på det, der giver ham styrken og roen til at gøre, hvad han må gøre.

              Vi bliver nok ikke sendt ud på så store opgaver og ud i så store afsavn og forandringer, som Abraham – men måske gør vi det lidt alligevel. Måske bare i en anden målestok! Men hvis vi tænker tilbage over vores liv, så har mange af os helt sikkert måttet forlade meget – sådan føltes det i hvert fald, da vi var midt i det. Da vi ikke vidste, hvor vi var på vej hen. Nogle af os står måske netop nu i store forandringer – eller ved, at de kommer. Det kan skyldes sygdom eller tab af et nært menneske. Det kan skyldes omstændigheder i arbejdslivet, eller det kan være ændringer, der følger med det, at livet går - og derfor skifter karakter. Alle vi mennesker kommer til at forlade meget igennem vores tilværelse, og altid, når det sker, ved vi ikke, hvor vi er på vej hen. Derved ligner vores liv Abrahams.

              Og lige nu - hvor vi står midt i et årsskifte – så er vi på en måde igen i den samme situation - så ved vi heller ikke, hvor vi er på vej hen.  Det ved vi vel egentlig aldrig, men det gør vi os sjældent klart. Men i vores liv har vi faktisk brug for forbilleder, der kan lære os, hvordan vi skal forholde os for at få mod til ”at drage af sted” ud i det ukendte, når det kalder på os – og vi må gå. Abraham bliver givet til os i dag som et forbillede. Han gik! – uden at se sig tilbage – i tillid til, at Gud ville føre ham derhen, hvor han skulle. Abraham fik styrken og modet igennem sin tro – igennem sin indre viden om, at han altid er i Guds varetægt – uanset hvad der vil ske. Den samme styrke kan vi få – igennem den samme tro. Den indre viden, Abraham har, - om at hans liv er i Guds hænder – den gør hans liv specielt. Han får en frihed og en friskhed over alt, hvad han gør. Hans liv er ikke styret af angst – sådan som så mange menneskeliv er det – og derfor heller ikke styret af gamle sædvaner og faste meninger. Han er åben overfor livet, fordi han ved, at livet kommer fra Gud, og at det derfor altid er i bevægelse – og at det er godt.

              Der er rigtig mange, der har tænkt over Abraham, og det liv, han levede. En af dem er Søren Kierkegaard, vores hjemlige store filosof. I et af sine skrifter reflektere han igen og igen over det, Abraham gør – fordi han gerne vil lære af ham. Og så siger Kierkegaard: ”Ved troen vandrede Abraham ud fra fædrenes land, og blev fremmed i forjættelsens land – altså i det nye. Han lod ét blive tilbage, tog ét med sig; han lod sin jordiske forstand tilbage og tog troen med sig; ellers var han vel ikke vandret ud, men havde tænkt, det er jo urimeligt.” Og lidt senere i samme skrift siger han, at Abraham - trods sin alder på 75 - var ung, for ”den, der tror, han bevarer evig ungdom.”  ”Den, der tror, han bevarer evig ungdom”! Det er tankevækkende – og måske rigtigt, at det er sådan! For dermed hentyder Kirkegaard til Abrahams friskhed og vovemod til at slippe det kendte og gå det ukendte i møde – uden angst, i tillid. Han er netop ikke holdt fast af fornuftens begrænsninger og af alderens gamle erfaringer og meninger – han lytter til Guds kalden, og han går livet i møde.

              Evangelieteksten til i dag fortæller os så om, hvad det er for en Gud, vi skal vove at have tillid til – vove at tro på, så vi også – som Abraham - kan gå livet i møde. Det er den lille tekst om navngivningen af Jesus, vi hører i dag. Teksten står i Lukas-evangeliet – lige i forlængelse af juleevangeliet. Det eneste, der står imellem den her tekst og det, vi hørte juleaften, - det er beskrivelsen af hyrderne, der ude fra marken går ind til Betlehem og der finder Maria og Josef og barnet, der ligger i krybben. Dér i Betlehem fortæller hyrderne om, hvad englene har sagt til dem om barnet, og alle, der hører, hvad de fortæller, undrer sig over det. Så går hyrderne tilbage til marken, og de priser Gud for alt, hvad de har hørt og set. Det næste, vi hører, er så de få ord om navngivningen af Jesus.

              Men de ord er vigtige, for det er dem, der fortæller os, hvad det er for et barn, hyrderne har fundet i krybben. Det er nemlig det barn, der havde et navn hos Gud, allerede før han blev undfanget. Og det navn var ”Jesus” – der betyder ”Gud frelser”. Det var englen, der kom til Maria og bebudede barnets fødsel – det var englen, der dengang fortalte Maria, at barnets navn var Jesus – altså ”Gud frelser”, og at han skulle blive stor og kaldesden Højestes søn. Så i teksten til i dag bliver det bekræftet for os, at det lille barn i krybben virkelig er sendt af Gud som frelser. Og at han selv er Gud. Han er Guds frelse. Så netop i dag, hvor vi træder ind i det nye år og har brug for at få vores tro styrket, så vi frimodigt kan gå det nye år i møde – netop i dag får vi det perspektiv, vi behøver.

              Den Gud vi har lov til at læne os ind i – han giver sig selv til os – og han frelser. Han træder os så nær ind i vores helt almindelige liv, at han bliver én af os – så ingenting er imellem ham og os. Han har gjort sig helt kendt med alt i vores liv – ikke blot i ophøjet guddommelig og overvågende ro – med helt ind i vores levede liv – med alt hvad der er der. Han udsætter sig selv for alt, hvad vi kan risikere at blive udsat for – for at kende det og dele det med os og være os helt nær i det. Han bliver et barn i en krybbe! Og han er Gud – den Gud, der kun vil ét – frelse os – det er simpelthen hans navn og hans identitet og hans væsen og væren – at frelse. Han er Frelse. 

              Og vi kender hans navn! På almindelig menneskelig vis kender vi det. Når vi kender et normalt menneskes navn, så ved vi, hvem det menneske er – så har vi på en måde del i det. Og et navn får farve efter, hvem der bærer det. Navnet på et menneske vi holder af eller beundrer, det bliver et smukt navn for os, og så kan vi lide at nævne det navn – og kan næsten smage på det. Og navnet på et menneske vi ikke er trygt ved – det undgår vi helst. Identitet og navn er knyttet tæt sammen for os. Og vi har fået lov til at kende Guds navn! Det betyder, at vi kender hans identitet – at vi kan mærke ham. Han vil, at komme ham så nær, at vi næsten kan opleve ham igennem vores fysiske sanser – som en levende virkelighed. Det er den Gud, vi skal vove at have tillid til.

              Og Gud er mere end Jesus, for Guds kraft er uudtømmelig og ufattelig. Men Jesus er en del af Guds væsen og derfor en dør ind i ham. Igennem Jesus får vi del i Guds væsen. Og igennem Jesus lærer vi, at det Gud vil os – det er frelse! Derfor kan – og skal - vi trygt gøre som Abraham. Vi skal gå det nye i møde - frimodigt og åbent  – i fast og tryg tillid til, at vi altid er i Guds hænder – den Gud, der er os helt nær og samtidig er altomfattende. Det er ikke sikkert, at dette nye år – eller det, vi står midt i i vores liv, - at det kun bliver let. Det er ikke det, vi bliver lovet. Det blev heller ikke let for Abraham – det han var på vej ud i. Men vi bliver lovet, at Gud er med os med sin velsignelse, og at vi aldrig bliver ladt alene i det, der sker. Han er os så nær, at vi kan mærke ham. Vi er midt i Guds frelse! Amen!