NYTÅRSDAG - 2. tekstrække         

Tekster: Sal. 90; Jak. 4,13-17; Mat. 6,5-13.                 

              Vi er nu trådt ind i et nyt år! Men vi står stadig på skillelinjen imellem det gamle og det nye, og for de fleste af os er der nok i vores sind følelser af både vemod over afskeden med det gamle år og det, som var der, og ængstelse og forventning i forhold til det nye – det, som vi endnu ikke kender.

              Her ved årsskiftet kan det være godt at tænke lidt tilbage på det år, som er gået. Der er sket helt forskellige ting for os hver især, - for nogle mest godt, for andre meget svære ting og for atter andre er alting bare gået så stærkt, så der ikke rigtig har været tid til at skelne dette år fra de forrige. Men det år, vi lige har forladt, kommer aldrig tilbage – det var unikt i sig selv. De møder, vi havde med andre mennesker, bor for altid der – på godt og ondt. Smertefulde møder, - når vi eller andre ikke levede op til det, vi gerne ville, er det godt at kunne lægge bag sig. Glædesfyldte møder – med børn og voksne, vi holder af, må vi også lade bo i året, der gik - men samhørigheden fra dem bærer vi videre med os i hjertet. Intense møder, måske afsked med et menneske, vi mistede i løbet er året, er det svært at slippe. Hvis man plejer at gå ind i et nyt år med et bestemt andet menneske, som ikke er mere, kan det føles næsten som et svigt at gå ind i det nye år alene.

              Der kan være andre smertefulde oplevelser i det gamle år, som det er en stor lettelse at kunne lade ligge, - svigt, dumheder, sygdom, tab af enhver slags, af arbejde eller andet, som har spillet en rolle i vores liv. Med det nye år får vi ligesom lov til at lade det ligge. Noget hørte til i det gamle år, - vi behøver ikke at bringe det med os ind i det nye.  

              Taknemmelighed er også en følelse, som spiller en rolle her ved årsskiftet. Alt det, vi fik givet – og som vi måske ikke nåede at skønne rigtig på. Alle hverdagene, som gik godt, menneskene, som fyldte vores liv og vores tid, oplevelserne, der bragte pusterum ind i travlheden, små stunder fyldt med kærlighed til livet eller til et andet menneske. Alt det, som gør livet så værdifuldt at leve. Taknemmeligheden over alt det gør det godt at standse lidt ved!

              Lad os sidde et øjeblik stille og tænke over hver vores gamle år – det svære, som har været og alt det gode, som vi fik!

              Vi sidder stille i et par min og så synger koret lidt for os!

              Og så det nye og ubeskrevne år, vi nu er gået ind i! Sårbarheden vi kan vi føle i forhold til det ukendte! Ængstelsen over, hvad året mon kommer til at rumme - og forventningen til det nye, der er på vej – glæden over, at vi har fået lov til at gå ind i endnu et nyt år! Håbet!

              Måske venter der store opgaver eller udfordringer på nogen af os, måske er det tiden for nogen til at trække sig tilbage, måske er der afskeder eller afkald, som vi venter og frygter. For nogle er der helt nyt liv på vej i familien – eller nye festligheder - eller nye sorger – det vil der jo være til nogen af os. For nogle venter rejser! Noget kender vi og forventer det sikkert – andet vil komme helt overraskende til os. Men fælles for os – og for alt det, vi forventer og håber på – er det, at vi kun kan håbe på det! Som epistelteksten fortalte os for lidt siden, så ved vi ikke engang, hvordan vores liv er i morgen. Det er rigtigt, som teksten siger, at vi kun kan sige: Hvis Herren vil, så skal jeg leve og kan gøre det eller det! Men håbe det kan vi, og det må vi og det skal vi!

              Også i forhold til det nye år har taknemmeligheden sin plads! Vi lever, vi har hinanden, og nye muligheder og udfordringer, venter på os.

              Lad os sidde stille et øjeblik og tænke over det kommende år – rette os imod det, gøre os klart, hvad vi håber på, og hvad vi frygter. Og åbne os imod det nye år, - med hvad det rummer. Også dette år vil på sin måde blive unikt i vores liv.

              Stilhed - sang

              Vi er sårbare! Vi har ikke den kontrol, vi gerne vil have - over, hvad der er sket, og hvad der kommer til at ske. Det er det, vores tekster her til i dag fortæller os om. Vi er kun mennesker, og vores liv er i et evighedsperspektiv så kort. Vi er som græsset, der gror om morgenen; om morgenen blomstrer det og gror, om aftenen er det vissent og tørt, siger salmisten fra GT til os. Og det er erkendelsen af det, der gør os skrøbelige. Vores liv er i Guds hånd, og det er kun på overfladen, vi kan føle kontrol – og planlægge og styre. Vi kender ikke livet i morgen. Vi er kun en tåge, som ses en kort tid og så svinder bort, som en af teksterne siger.

              Men vores liv er – og det er i Guds hånd. Det er det, der gør det usikkert, men det er også det, der gør det muligt at leve dette usikre liv og leve det i tryghed. ”Herre, du har været vor bolig i slægt efter slægt. Før bjergene fødtes, før jorden og verden blev til, fra evighed til evighed er du Gud”, siger vores tekst også! Bag det usikre er den sikkerhed, vi kan læne os ind i, og som altid favner vores liv – og venter på at bære os igennem det, som sker.

              Usikkerheden og forgængeligheden er forbundet med den ydre verden, med alt det konkrete, som vi bliver kastet rundt i og også holdt fast i. Men bag den ydre virkelighed er den indre. Den lever i os, og den lever i alt skabt. Guds virkelighed, som sætter alt i et nyt og anderledes perspektiv. Det, som lige nu gør ondt, kan vise sig også at rumme glæde. Det, som lige nu kan føles håbløst, kan være det, som fører til noget helt andet og bedre. Det er, som om vi mennesker løber frem og tilbage på grundlinjen i en trekant, og til den ene side gør det ondt – til den anden føles det godt. Det skifter hele tiden – og vi har meninger om det, der sker, meninger om hinanden – også de skifter. Det er her i denne forvirring, at den ydre virkelighed udspiller sig.

              Men ind imellem får vi lov til i glimt at hæve os op i trekantens top og se livet fra et andet perspektiv. Guds perspektiv. Og herfra ser meget anderledes ud. De mennesker, vi fordømte, har deres smerte og deres årsager. De ting, der skete, ser anderledes ud i et evighedsperspektiv. Måske var de smertelige ting ikke så vigtige, som vi troede. Måske hører smerten blot med til det at være menneske. Måske er det smerten, der ind imellem forædler os som mennesker. Måske var der mere glæde, end vi lige husker.

              Vi er midt i hverdagen og livet, så længe vi lever, og sådan skal det være, men måske kan vi ind imellem standse op, og se alt fra det andet perspektiv – og derved få hjælp til at leve livet mere fuldt og helt – også leve det, der kommer til at gøre ondt.

              Vores evangelietekst til i dag handler om bøn – om Fader Vor. Teksten er en anvisning i at bede. Her nytårsdag har vi brug for at blive mindet om evighedsperspektivet og om den hjælp, vi altid kan hente herfra. Midt i livets forvirring og skrøbelighed kan vi altid læne os ind i Gud – ind mod den indre virkelighed – og bede.

              I teksten står der, at når vi beder, skal vi gå ind i vores kammer, lukke vores dør og bede til vores far, som er i det skjulte. Og vores far, som ser i det skjulte, skal lønne os. Gud er i det skjulte, og han ser i det skjulte. Vi må vende os fra det ydre for at føle hans nærhed, og der – i det indre – ser han os. Det kan godt være, at vi der ikke har ord at sætte på, hvad vi føler. Smerten og sorgen. Taknemmeligheden og glæden. Men det betyder ikke noget, om vi har ord, - for HAN SER. Han kender os og ved alt, også uden at vi kan formulere os og sætte ord på det. Derfor siger teksten også til os, at når vi beder, skal vi ikke lade munden løbe – det er ikke nødvendigt, og alle ordene kan ind imellem også godt holde os fast ved det ydre. Det er ikke nødvendigt med ordene, for vores far ved, hvad vi trænger til, endnu før vi beder ham om det, siger teksten.

              Vi kan bede Fader Vor – med kendte ord, vi kan også bare være stille foran Gud med vores dybeste følelser – for han ser os - eller vi kan råbe til ham ud fra det, vores hjerte er fyldt af, og han hører det! Hvis vi bruger ord, skal det være ægte og dybtfølte ord – ellers er det bedre blot at lade ham SE – og selv være stille!

              Lad os igen sidde stille et lille øjeblik og lytte til koret, mens vi tænker over skrøbeligheden i vores liv og den sikkerhed, vores liv samtidig hviler på, fordi vi altid er omsluttet af Guds nærhed. Fordi vi er en del af hans evighed. Fordi der altid er et andet perspektiv end vores på alt, hvad der sker! Amen

              Koret synger