Palmesøndag - 1. tekstr.       

Tekster: Zak.9,9-10; Fil. 2,5-11; Mat. 21,1-9 Amen!         

              Palmesøndag er jubelens dag og sagtmodighedens dag. Den er de store modsatrettede følelsers dag, for den bærer som kim i sig alt det, der skal ske i påsken. Alt det forfærdelige og alt det overvældende glædelige. Døden og opstandelsen! På en måde afspejler palmesøndag ikke bare påskens, men hele livets natur.

              Noget af det, der bliver gjort synligt for os i dag, er, at vi mennesker er for tilbøjelige til at identificere os med det, der sker lige nu. Vi tror, vi kender virkeligheden – men det gør vi ikke. Palmesøndag fortæller os om, at glæden og sorgen altid er usynligt til stede hos hinanden - som kim:

Ethvert møde mellem mennesker indeholder afskedens kim.

Enhver hyldest - indeholder kimen til svigt eller nedværdigelse.

Ethvert tab - indeholder også glæden over det, der har været.

              Sådan er livet givet til os – og sådan lever vi det med hinanden.

Det får vi bekræftet, hvis vi ser på menneskemængden i evangeliefortællingen til i dag, – på deres reaktioner: Alle de forsamlede kender den gamle profeti – den vi hørte fra alteret – om kongen, der skal komme ridende ind i Jerusalem på et æsel. Og de ved, at når det sker, når kongen kommer, så vil noget helt særligt begynde – for han skal herske fra hav til hav – som profetien siger det, og han skal skabe fred imellem folkene. Han skal altså være en stor konge med meget magt. Og hvad kan man ønske sig mere end en sådan konge, når ens land er besat af fremmede, og man lever som et underkuet folk i sit eget land.

              Så da folkeskaren ser Jesus komme ridende ind i byen på æslet, bliver de alle ude af sig selv af begejstring. Nu bliver profetien opfyldt – og de tror, de ved hvordan. De hylder Jesus som konge - ved at brede deres kapper ud på vejen og ved at skære grene af træerne og stø dem på vejen foran ham. De råber hyldestråb til ham. Der er ingen ende på deres begejstring.

              Men begejstringen skurer i vores ører. Vi ved jo, hvad der kommer efter – vi ved, at det er den samme menneskemængde, der få dage senere råber til Pilatus, at de vil have Jesus korsfæstet. Vi ved, at hyldesten meget hurtigt vender sig til sin modsætning! Hvordan kan det gå til? Hvad er det, der sker i mellemtiden? Ja, Jesus må have svigtet deres forhåbninger, - ikke opfyldt profetien, som de vil have det. Derfor vil de straffe ham – ja, straffe ham med døden. Så kort afstand er der i dem imellem begejstring og had. Så lidt virkelighed er der i hyldesten! Menneskemængden hylder blot deres eget billede.

              Vi er her vidner til noget, som alt for ofte sker – i forskellige sammenhænge, fordi vi mennesker er så ustabile i vores følelser. Vi vil selv bestemme overvirkeligheden, have den, som vi synes, den skal være. Former den sig anderledes, vender vi os imod den. Samtidig er vores perspektiv så kort og så begrænset. Vi hylder hinanden den ene dag, og vender hinanden ryggen den næste. Det gør det svært at være menneske – og det gør det vanskeligt at være udleveret til hinanden. Og svært at leve det liv, der er så uberegneligt og tilsyneladende tilfældigt.

              Men palmesøndag handler ikke kun om menneskers tomme hyldest og svigt – den handler først og fremmest om Jesus, der rider ind i Jerusalem. Når vi fokuserer på ham, ser vi noget helt andet. Han viser os en totalt anderledes måde at være i livet på – en anden måde at være menneske på. Alle de tre tekster, vi har hørt i dag, viser os, hvordan hanrummer livet. Han identificerer sig ikke med, hvad der sker i øjeblikket – for han kender hele livet – altid – ser det hele, og han viger ikke tilbage for, hvad han ser. Han rummer det, og derfor svigter han aldrig. Alle Jesu handlinger vil lære os om, hvordan livet også kan leves.

              Da han rider ind i byen, kommer han som en konge – som opfyldelsen af de gamle profetier. Han sætter selv det hele i scene, ber disciplene om at hente æslet og føllet – og rider ind på æslet. Han påtager sig rollen som opfylderen, han accepterer hyldesten – den hører med for at han kan vise det, han skal – og hele tiden undervejs ved han alt, hvad der skal ske. Han kommer sagtmodig, ridende på et æsel. Han lader sig ikke rive med af øjeblikkets tiljubl, for han ved, at den kun varer, så længe folk får det, de vil have, så længe han spiller deres spil. Han ved også, at smerten kommer – og at sådan er livet. I hyldesten bærer han sagtmodigheden med sig, og i lidelsen, der kommer bagefter, bærer han kærligheden og tilgivelsen med sig. Han identificerer sig ikke med øjeblikket og det, der sker her – han rummer livet, er til stede i øjeblikket, og hviler i bevidstheden om, at alt er, som det skal være - at alter i Guds hånd. Det identificerer han sig med!

              Det, Jesus her viser os, kan vi lære af – og blive stærke af. Selvfølgelig skal vi – ligesom Jesus - engagere os i livet og i andre mennesker. Vi skal gøre vores pligt, men vi skal ikke helt fortabe os i, hvad der sker konkret med os lige nu. Livet er altid større end det, der sker – og bevidstheden om det kan vi bære med os i enhver situation. Hvis vi midt i glæden over noget, vi ejer eller oplever, husker, at vi en dag skal miste det igen – så bliver taknemmeligheden over at have det lige nu meget større, og tabet bliver lettere at bære, når det kommer. Vi skal involvere os i det, der sker – være helt til stede i det, men vi skal ikke identificere os med det – og gøre det til hele vores virkelighed.

              Palmesøndag rider Jesus ind i Jerusalem, - det er samtidig et billede på, at han i dag rider ind i vores hjerter, og dermed begynder den forvandling i os, som påsken rummer i sig. For påsken er en begivenhed, der forvandler vores liv – uanset om vi forstår det eller ej. I den gamle profeti stod der: Se, din konge kommer til dig, sagtmodig, ridende på et æsel. Han kommer - til mig. Det er ord, der er talt til mig – til os, ord, der fortæller, at han kommer til mig – og hvordan, han kommer til mig. Min opgave er at se, at han kommer – til mig.

              Folkene i Jerusalem dengang så ham – de så ham som kongen. De kunne så ikke holde fast på det – eller de kunne ikke lade ham selv vise, hvem han var, men de så ham! Hvad med os? Ser vi ham overhovedet – ser vi, at han kommer ridende ind i vores liv – i dag? For at åbne for påskens virkelighed i os!

              Vores tekst til i dag vil hjælpe os til at se ham. Der står udtrykkeligt, at vi skal se.  Se, din konge kommer til dig. Vi skal lære at være opmærksomme – så vi ser det i livet, i situationerne, der måske ikke helt er synligt. Vi skal øve os i at opfatte virkeligheden større og mere åbent, end vi umiddelbart gør. Ind imellem er virkeligheden nemlig helt anderledes, end vi tror. Det er, som om den samtidig eksisterer i flere lag. Vi har sikkert alle oplevet, at det er sådan. Der kan ske noget, vi bliver kede af eller skuffede over, og så viser det sig – at det fører til noget godt. Eller omvendt – noget, der først er glædeligt, fører kun smerte med sig.       

Og undertiden viser der sig en mening i det, der ser meningsløst ud.

              Vi skal lære at have tillid til, at Gud er med i både det glædelige og det, der gør ondt – og at vi ikke altid kender meningen med det, vi er i – eller ved, hvor vi er på vej hen! Vi skal lære at se! Jesus er sagtmodig, da han rider ind i byen – ind til smerten. Han er ikke trist – eller deprimeret – eller bange. Han er sagtmodig. Hvad er det for en følelse? Det er måske netop en følelse, der ser – og rummer – og ved. Han ser folkenes hyldest og glæder sig over, at de tager imod ham. Han ser også tomheden i hyldesten – svigtet, der kommer. Han ved, at han skal lide og dø. Han rummer det hele. Uden at dømme eller fordømme nogen! Det er næsten, som om han ud over at rumme sin egen smerte også rummer deres. Rummer hele den smerte, der er i at være et menneske, der den ene dag hylder, og den næste dag svigter. Han rummer og accepterer - i tillid til, at alt er i Guds hånd, i kærlighed til de mennesker, der er blinde. Alt er, som det skal være. Sagtmodighed er en følelse, vi kan lære meget af – hvis vi vil møde den.  

              Hvis vi kan se, så må vi midt i sagtmodigheden også glædes denne palmesøndag. Folkeskaren hylder Jesus. De tror godt nok, de hylder en konge – en folkelig befrier, men uden at vide det, - vi ved det - hylder de Guds søn – ham, der skal lide og dø – for deres og for vores skyld. Lide og dø for at sprænge dødens magt over vores menneskeliv. Der er virkelig grund til at glæde sig på denne dag. Tænk at Jesus gør det – at han rider ind i byen! Ind til alt det, der venter. Han gør det – for os. Og folket hylder ham på vores vegne. Midt i al den lidelse der venter ham, ser vi hans Himmel-krone stråle, som vi sang det for lidt siden! Han bærer livet – uden at gå under i det – han forvandler det, og deri ligger håber for os. Og teksten er fuld af håb – på mange måder! Sagtmodigheden rummer håbet i sig selv, men der er også flere direkte symboler på vækst og fremtid. Jesus rider ind i byen på et æsel – og æslets føl er der også, fremtiden. Og da nogle fra folkeskaren breder deres kapper ud på vejen foran ham – og andre skærer grene af træerne og strør dem ud på vejen foran ham – ja så er der næsten forårsstemning i luften. Frodigheden blomstrer i disse billeder, og folkeskaren er spontant til stede i den.

              Da de råber hyldestråb til Jesus – er det også med ord, som kun kan råbes til en konge eller til Gud selv. Jubelen og glæden er stor blandt folket den dag, og sådan skal den også være det hos os, for Jesus rider frivilligt og med al sin sagtmodighed ind i mørket for os – for at forvandle det til lys og håb. Det, der skal ske, er frygteligt, men det, der kommer ud af det – opstandelsen påskemorgen – er så fuldstændig overvældende ubegribelig stort – at det slet ikke kan udtrykkes med ord. Og vi vil aldrig komme til at forstå friheden – eller mysteriet - i det.

              Midt i glæden skal vi dog også huske – og måske mærke – Jesu sagtmodighed, og den skal vi bære med os hen igennem hele påsken. Vi skal med ham vide og rumme, at nogle gange er lidelsen nødvendig – for det er den, der fører til forvandling og til opstandelse. Sådan var det for Jesus – og sådan sker det også for os. Det mørke, vi ikke kan se nogen mening med, mens vi er i det – er måske det mørke, der åbner vores hjerter, så kongen kan ride ind i dem og forvandle dem. Og døden skal til, for at vi for evigt kan blive forenet med opstandelsens virkelighed. Amen!