Skærtorsdag - 1. tekstr.

 

 

Tekster: 2. Mos. 12,1-11; 1. Kor. 10,15-17; Mat. 26,17-30

 

Her i aften er vi vidner til det sidste måltid, Jesus spiser sammen med sine disciple. Det er et festmåltid – det er påske – men Jesus ved, hvad der skal ske. Han ved, det er sidste gang, han sidder til bords sammen med sine disciple. Ja, at det er sidste gang, de er samlet.

Vi andre ved jo også, hvad der skal ske – og det er svært at rumme alt det, som måltidet her indebærer. Det er et festmåltid. De fejrer, at Gud frelste alle israelitternes førstefødte børn fra dødsenglen – dengang under fangenskabet i Ægypten. De glæder sig over, at så mange børn blev reddet den nat for længe siden! Men Jesus – og vi - ved, at det her måltid samtidig indleder Jesu død. Fest, glæde og taknemmelighed - og sorg og vemod – og gru – er alt sammen til stede på én gang ved dette måltid. Det omfatter på den måde hele menneskelivet.

Påskemåltidet var på Jesu tid en gentagelse af det allerførste påskemåltid i Ægypten.Da Moses efter Guds kald ville lede israelitterne ud i ørkenen og ud af Faraos fangenskab, så ville Farao ikke lade dem gå. Gud sendte derfor ti plager over landet – for at få Farao til at slippe israelitterne. Da alle de andre plager ikke havde hjulpet, sendte Gud en sidste plage. Det var dødsenglen, der slog alle førstefødte børn i familierne ihjel. Den plage ramte Farao så hårdt, at han lod israelitterne gå. Ingen af israelitternes børn døde – for Gud havde fortalt dem, hvordan de kunne beskytte sig imod dødsenglen, så den gik forbi deres huse. Som vi hørte det i GT-teksten, skulle hver husstand slagte et lam eller et kid, og noget af blodet skulle kommes på dørstolperne i deres huse.

Israelitterne gjorde dengang, som de fik påbudt, og om natten "lød der et højt skrig i Ægypten, for der var ikke et hus, hvor der ikke var én, der døde", står der lidt senere i teksten. Men i alle de israelitiske huse – dem med blod på dørstolperne - skete der ingenting. For altid huskede israelitterne denne aften – og de mindedes, hvordan Gud valgte et stedfortrædende offer – et lam eller et kid til at dø i stedet for børnene. I slægt efter slægt fejredes denne aften - og de efter-følgende dage - som en fest, påskefesten. Og centrum i festen var påskemåltidet.

Det er det måltid, Jesus spiser som det sidste sammen med disciplene. De sætter sig alle højtideligt og feststemte til bords. Og så udvikler alt sig så helt anderledes, end disciplene havde forestillet sig det. Feststemningen bliver brat brudt, da Jesus siger, at en af dem vil forråde ham, - en skjult konflikt bliver bragt op til overfladen. Vi kan jo levende forestille os, hvordan det må have været. Der må være blevet meget stille. Det er karakteristisk for Jesus, at han bringer alting op til overfladen, intet skal være skjult. For ham er sandhed imellem mennesker helt nødvendig, for ellers kan kærlighed ikke leve imellem os – og der kan heller ikke være virkeligt fællesskab. Så uanset hvor ubehageligt det kan opleves, så bringer Jesus konflikterne frem i lyset. Som her! Også selv om der egentlig skulle være feststemning.

Alle bliver forskrækkede – og bedrøvede. Og alle bliver de tilsyneladende bange for, om det kan være dem, der vil forråde ham – for de spørger ham alle – en efter en: ”Det er vel ikke mig, Herre? ” Jesus svarer dem først ikke – han giver dem tid - til at tænke, og alle indser, at det kunne være dem – ellers havde de ikke spurgt, som de gør. Jesus udleverer ingen – han venter – og til sidst siger han blot, at den, der vil forråde ham, dyppede i fadet sammen med ham. Ingen har tilsyneladende bemærket, hvem det var. I hvert fald spørger Judas senere – ligesom de andre: ”Det er vel ikke mig?” Ham svarer Jesus: ”Du sagde det selv”. Først da Judas spørger direkte, svarer Jesus direkte – og afslører ham. Det er tankevækkende – og vigtigt! - at alle disciplene spørger. Det kunne være hver eneste af dem – og hver eneste af os, hvis vi have været der.

Jesus har hele tiden vidst, at Judas ville forråde ham – alligevel har han sat sig til bords sammen med ham. Og selv nu hvor alle ved det – beder Jesus ikke Judas om at gå – måltidet fortsætter, som om intet var sket. Og det er først nu – efter at alt er sagt og kommet frem - gjort tydeligt, at Jesus indvier nadveren. - Pludselig ændrer stemningen sig helt! Det er, som om virkeligheden med ét bliver en anden. Det, der før var forfærdeligt – angsten og bevidstheden om svigtet, der kommer – alt det tæller ligesom ikke mere, for nu bliver alt - højstemt. Jesus løfter med det, han gør, disciplene – både Judas og de andre – ud af alt det smertelige, der hører livet til – og ind i en samhørighed med ham, der sætter alt andet ud af kraft. Dér – i hans virkelighed kan intet skille os fra ham. Han tager brødet og vinen og velsigner det, og så giver han det til disciplene og siger til dem, at det er hans legeme og blod – og at de skal spise og drikke det til syndernes forladelse.

Han giver det til dem alle – også til Judas. Det er, som om hele den første del af måltidet har været en forberedelse til det, der nu sker. Jesus har vist disciplene, at angst og svigt og forfærdelse hører menneskelivet til – og at det vil det altid gøre. Men bag ved alt dette – dér er han og den virkelighed, han repræsenterer - og er, renheden, klarheden, kærligheden. Og begge virkeligheder er der samtidig – den menneskelige og hans. Både for Judas og for disciplene – og for os andre. I alt hvad der sker!

Her skærtorsdag aften – med den tekst, vi har hørt – bliver der krævet ærlighed og klarhed af os. Jesus bringer det, der er skjult, frem i lyset – for at vi skal gøre det samme. For først når vi erkender, hvem vi selv er – med svigt og alt det andet, vi helst vil skjule - kan vi forstå, hvad han gør for os – og tage imod det. Én ting er, at han giver brødet og vinen til dem, der i forvejen er rene – eller næsten rene – men noget helt andet er, at han giver det til Judas – og til os. Det forpligter – også os!

Den højtidelighed – og rummelighed og tidløshed - der fylder under nadveren – den kan disciplene - og vi andre - holde fast på og læne os ind i – midt i det liv, der ikke altid er let. Midt i det der følger efter skærtorsdag! Efter at Jesus ved måltidet billedligt har givet sit legeme og sit blod til disciplene, går han derefter ud for at gøre det samme helt konkret i den almindelige virkelighed. Han er blevet et menneske som os – for at bringe Guds virkelighed helt ud i livets yderste grænser – ud i mørket og helt ind i døden. Under måltidet har han løftet disciplenes bevidsthed ind i Guds virkelighed og åbnet dem, så de kunne modtage den. Nu går han selv helt ind i deres almindelige virkelighed – på deres vilkår.

Han påtager sig menneskelivets yderste sårbarhed – og han såres. Alle hans nærmeste svigter ham – på den ene eller den anden måde – det siger han selv til dem, at de vil gøre – og selvfølgelig benægter de – men de gør det alligevel. Efter at de har delt nadveren, går de ud til Gethsemane Have. Jesus kunne bare være fortsat videre op ad Oliebjerget og ud i ørkenen – så ville ingen have fundet ham, men han går ind i haven, hvor han ved, soldaterne vil komme efter ham. Da han går ind, beder han sine tre nærmeste venner, Peter og Johannes og Jakob, om at gå med. Han skal forberede sig til døden – og han bliver grebet af sorg og angst, - og siger til dem, at han er fortvivlet til døden - og han beder dem om at våge sammen med sig, så han ikke er helt alene.

Jesus er et menneske – hans lidelse er et menneskes. I haven går han lidt væk fra de andre for at bede til Gud, og han beder om, at han må blive fri – om at dette bæger må gå ham forbi, som han siger. Hvis det er muligt! ”Dog ikke som jeg vil, men som du vil”, siger han. Han giver alt i Guds hånd – andet kan han ikke. 3 gange går han tilbage til sine venner for at finde trøst og styrke hos dem - alle 3 gange finder han dem sovende. De magter ikke at våge sammen med ham – ikke engang de, der er hans nærmeste. De svigter. Og vi svigter – for kan vi våge sammen med ham – ham, der har givet os alt? Vi kan prøve - bare 5 minutter - engang her i aften – og se, om vi kan holde tankerne og hjertet nærværende hos ham i 5 minutter. Tankerne løber sikkert væk – nærværet løber væk. Selv de nærmeste svigter ham – og vi svigter. Som vi sikkert alle helt konkret har oplevet svigtet i vores liv. – I har alle fået et billede af situationen i Gethsemane Have. Det kan I bruge til fordybelse, hvis I vil. Mærk stemningen hos de forskellige personer og find ud af, hvor I selv er i billedet – og hvordan det føles at være der!

Da Jesus har vækket de sovende disciple 3. gang, siger han: ”Rejs jer, lad os gå”. Nu er timen kommet, - Judas er allerede på vej med soldaterne. Judas forråder Jesus med et kys. Det er det tegn, han har aftalt med soldaterne – og vi fornemmer svigtet og den ydmygelse, det må have været – at blive kysset på den måde. Men Jesus er ikke kun et menneske. Guds tilgivende virkelighed lever altid i ham, og han siger til Judas: ”Min ven, nu har du gjort dit”. Vi fornemmer nadverstundens højtidelige nærvær i de ord – og der er ingen fordømmelse.

Senere kommer Peters fornægtelse. Peter er så bange for, at han skal komme til at fornægte, for Jesus har sagt til ham, at før hanen galer, vil han fornægte ham 3 gange. Det må ikke ske – men det sker! Allerede ude ved Gethsemane Have lader de andre disciple Jesus i stikken og flygter. Men Peter følger efter, da de fører Jesus ind i byen og ind i ypperstepræstens gård. Han vil ikke svigte – men da han ser, hvordan Jesus bliver mishandlet, bliver han bange – og glemmer sig selv. Og da han bliver spurgt, om han ikke var en af Jesu disciple, siger han: ”Jeg kender ikke det menneske”. Det siger han 3 gange – så hører han hanen gale, og han går udenfor og græder. Alle svigter de – Judas er ikke den eneste.

Midt i denne nat af svigt og gru og falske anklager. Midt i den nat, hvor Guds egen søn bliver ydmyget og tortureret – er Gud hos alle os, der svigter. Det er i den samme nat, som alt dette sker, at Jesus indstifter nadveren og for et øjeblik opretter Guds rige på jorden – for Judas og for Peter og de andre – og for os. Den nadver vi får også lov til at modtage – her i aften og hver søndag, og hver gang vi modtager den, gør den os rene i sind og ånd - og løfter os ind i Guds rige.

Påskelammets blod - i Ægypten reddede børnenes liv. Jesu blod åbner døren for os ind til Guds rige – i al evighed. Amen!

 

 

JULEAFTEN 2013 – Grenå kirke

 

Tekster: Es. 9,1-6a; Luk. 2,1-14

 

Nu er det jul! Jeg er sikker på, at alle børnene har ventet rigtig meget på, at den skulle komme –

julen! Har I ikke det? Og vi voksne har nok også ventet, for nu kan julefreden sænke sig over os alle.

Nu er gaverne købt, juletræet er pyntet, og maden er næsten færdig! Nu sker det – nu kan vi holde

jul!

Og hvad er det så – det at holde jul? Ja, vi har jo alle vores egne juletraditioner, som vi dyrker med

glæde, for de er med til at skabe den helt særlige stemning og følelse af jul. Men ud over det? Hvad

er det, der giver julen al den tiltrækningskraft og alt det liv, den spreder om sig. Vi forholder os alle

til den – så meget at de, der ikke ønsker at være med, ofte rejser bort for at slippe for den – og på

den måde kommer den også for dem til at bestemme.

Vi drages af julen, men hvad er den? Jeg er sikker på, at børnene godt kan fortælle os, hvorfor vi

holder jul! Kan I det, børn? Hvem var det, der blev født juleaften?

Ja, Jesus blev født - i mørket, i stalden, i Betlehem, fordi der ikke var plads til den lille familie andre

steder - og han blev lagt i en krybbe – der hvor dyrene normalt får deres mad. Han blev holdt varm

af sin mor og af dyrene, der var derinde i stalden. De eneste lyde, der hørtes, var dyrenes gumlen -

og måske lyde fra den lille nyfødte. Det eneste lys, der sås, var skinnet fra den store stjerne

ovenover stedet, hvor de var – og måske lyste den lille nyfødte også.

Derinde i mørket og varmen og genskinnet fra stjernen blev alting forvandlet. Derinde, julenat, blev

det til noget andet at være menneske. Når et lille barn fødes ind i en familie, så ved vi, hvor meget

det ændrer for den familie – at et barn er kommet til verden. Julenats-barnet ændrer alt for hele den menneskelige familie – ikke bare for dem, der var hans nærmeste. Ikke bare for dem, der levede dengang, men for ethvert menneske til alle tider. Og det, som skete den første julenat, gentager sig på en forunderlig vis hver eneste juleaften.

Hvad var det så der skete derinde i stalden? Ja, et barn blev født, men altså ikke et almindeligt barn! Hvad var det så for et barn? De eneste ord vi har for det, der skete, er juleevangeliets beskrivelse, og det er ikke meget, vi hører der. Men det er det, vi har – og det er helt specielle ord, der siges der. Jeg tror, de fleste af os mærker det – at de ord rummer et særligt liv, en særlig fylde, og at de rammer os og berører os. At de ligesom skaber en stemning eller en tone i os, som er helt særlig. Jeg husker selv, helt fra jeg var barn, hvordan jeg blev draget ind i et særligt rum af de ord.

For det første er der begyndelsen: ”Og det skete i de dage...” Det skete virkelig, hører vi – på et helt bestemt tidspunkt i historien skete det, og det er virkeligt og ingen drøm eller smuk fortælling. Og det, der skete, var noget meget ophøjet. Det forstod jeg allerede dengang, som jeg tror, at mange børn fornemmer det. For det bliver beskrevet med ord, som er særlige – ord der ligesom bringer en lysende virkelighed til stede: ”Frugtsommelig” hed det dengang – om det, at Maria ventede et barn. Og der står, at hun fødte sin søn, den førstefødte, og svøbte ham og lagde ham i en krybbe, for der var ikke plads til dem i herberget. Det er så levende beskrevet, og der er melodi og toner i ordene. Og om hyrderne står der, at de holdt nattevagt over deres hjord. Og pludselig stod Herrens engel for dem, og Herrens herlighed strålede om dem, og de blev grebet af stor frygt. Det, der sker her, er et totalt brud med den almindelige hverdag – for det skete jo. Der kommer bud fra en anden verden, og enhver barnesjæl, der hører disse ord – og der bor barnesjæle både i børn og voksne, virkelig hører dem, vil blive grebet af dem.

Og det fortsætter: englen taler og siger: Frygt ikke! Se, jeg forkynder jer en stor glæde, som skal være for hele folket: I dag er der født jer en frelser i Davids by; han er Kristus, Herren. Denne engletiltale rammer os også. – Det er os, der får forkyndt en stor glæde – det er i dag, det sker, og vi - er med i dette store drama – for hele folket. Det synger vi også om i julesalmerne – at Det kimer nu, at os er i dag en frelser fød, at nu tændtes lys i skyggers land. Juleevangeliet og salmerne åbner ind til en anden og mere ophøjet – ja, højstemt – virkelighed, som vi til daglig ikke mærker, men som vi denne aften får lov til at træde nærmere og måske gå ind i. Måske kun i glimt for for de fleste sker der så meget på denne aften. Vi skal igennem alle vores traditioner, og vi skal dele dem med hinanden – men midt i alt dette kan disse særlige øjeblikke åbne sig – og stemningen fra dem, kan være med os hele tiden.

Men igen – hvad er det, der sker derinde i stalden? Englene siger til hyrderne, at de som tegn skal finde et barn, som er svøbt og ligger i en krybbe. Vi hører om tegnet – om det, der er sket, men om selve øjeblikket hører vi intet. Vi får dog flere gode ord og billeder af den slags, som skaber den ophøjede virkelighed, for der står, at med ét var der sammen med englen en himmelsk hærskabe, som lovpriste Gud. Igen ord med musik og med glæde. Ord, der åbner os imod noget stort. Men det eneste, vi overhovedet hører om selve begivenheden, fødslen, er, at hun fødte sin søn, den førstefødte, og svøbte ham og lagde ham i en krybbe …

Gud, der har skabt verden og alting i den, - han, som favner og opretholder alting – vores liv, vores virkelighed, alt omkring os, han beslutter sig for at træde ind i den verden, han selv har skabt og gøre sig synlig for os, der lever i den, så vi kan lære ham at kende – og dermed lære vores egen oprindelse og os selv at kende - og lære hans kærlighed til os at kende! Men hvordan er det muligt? Hvad er det, der sker derinde i mørket?

Ja, det har mennesker spekuleret på lige siden, det skete. Og religiøst vise og hellige mennesker - og kunstnere - har forsøgt at leve sig ind i det og beskrive det for os, som de har sanset, når de har sendt deres sjæl på rejse ind i fødselsstalden. I dag skal vi vandre med en billedkunstner derind. Det er Sven Havsteen Mikkelsen – ham, der også har malet vores alterbilleder her i Grenaa kirke. Hans billedsprog kender vi derfor allerede lidt!

På forsiden af jeres jule-sangark kan I se et af hans billeder af ”julenat”. I ser mørket og et svagt omridset den lille familie derinde. I ser det lille utydelige barn, og I ser, at barnet lyser klart derinde i mørket. Bag den lille familie ser I antydningen af skarer, en endeløs række af mennesker, der er med i stalden. Det er alle os, - alle, der holder jul og derfor samles om krybben julenat – for det er jo det, vi gør i vores julefejring, uanset om tænker over det eller ej. Vi samles der og får del i dette mysteriemøde mellem himmel og jord.

På loftbjælken ovenover den hellige familie aner I nærværet af en engel. Den lyser også i mørket. Der er englevagt om denne fødsel – sådan som der måske er det om enhver fødsel. Loftbjælken i stalden danner formen af et kors, og vores tanker ledes hen på Jesu død. Loftbjælken fortæller os om, at det ikke kun er det lille barn, der fødes – det er et mennesket – hele mennesket med den skæbne, som dette menneske har med sig kommer til verden – den bestemte fødsel og den bestemte død, der tilhører dette menneske. Alt det bor i Jesus – men også i os fra den første dag i vores liv – det er det, der gør ethvert menneskeliv til noget helt særligt.

Jesu fødsel og Jesu død er hævet over alt andet. For hans lysende fødsel i staldens mørke og hans pinefulde død på korset og opstandelsen bagefter sætter et spor i menneskeslægtens historie, som aldrig kan slettes ud. Det er, som om hans fødsel og død spænder et sikkerhedsnet ud under alle vores liv. Ingen kan blive født under ringere omstændigheder end han, og ingen kan dø mere elendigt og ringeagtet end han. Midt i det allermørkeste i denne verden tænder han et lys, som altid vil brænde, - som aldrig kan slukkes igen. Det lys oplyser selv dødens mørke – mørket sprænges simpelthen af hans lys! I nat, julenat, i stalden kommer dette lys til verden – til os. Det fødes i dag.

Den dybeste juleglæde springer ud fra lysets kommen til verden, ud fra denne fødsel. Derfra flyder den ud til os og rører ved vores hjerter og gør dem levende. Hvad det er, der sker derinde i mørket? Hvordan det er muligt, at Gud træder ind i verden, ind i vores menneskeliv - det vil vi aldrig få at vide, for det er Guds mysterium, og det er skjult for vores sanser. Men glæden strømmer ud fra stalden til os – og ind i vores liv og sanser. Vi kan føle virkningen af det, der sker, i juleglæden, og vi skal bare tage imod – og glæde os med hinanden – og holde jul med hinanden! Amen