1. søndag i fasten. - 1. tekstr.       

Tekster: 1. Mos. 3,1-19; 2. Kor. 6,1-10; Mat.4,1- 11        

              Nu er vi trådt ind i fasten, og det bærer vores tekster her i dag præg af. Fasten er jo tiden, hvor vi forbereder os til påsken og til de voldsomme og storslåede ting, der sker der: Jesu lidelse og korsfæstelse, der spejler og medinddrager alt det svære og tunge og forfærdelige, der er i vores liv, i ethvert menneskes liv. Og opstandelsen påskemorgen, hvor dødens virkelighed en gang for alle bliver brudt, og hvor lyset og glæden og frisættelsen strømmer ned over og ind i vores menneskeliv. For at forstå, at alt dette er virkelighed – for at åbne ind til de inderste følelser af, hvad vores liv er – så må vi forberede os. Se vores liv i øjnene! Det er, hvad fasten vil hjælpe os til!

              Den første tekst, vi hørte her i dag, var fortællingen om syndefaldet, hvor slangen frister Adam og Eva til at spise af kundskabens træ. Den tekst viser os nogle grundvilkår i menneskelivet, som ingen af os kan komme udenom. Den fortæller om, hvad det er for følelser, der gemmer sig dybt i ethvert menneske – helt derinde, hvor vi nødigt selv kommer.

              Før vi taler om teksten, må vi slå fast, at den er en del af 2. skabelsesberetning. Bibelen begynder med to forskellige skabelsesberetninger, der i billeder beskriver to forskellige perspektiver af menneskelivet. I den første hører vi om Guds mening med skabelsen og med os. Her skaber han mennesket i sit billede, - han lægger sig billede dybt ind i os, og derfor kender vi ham og er aldrig adskilt fra ham. Her har mennesket en stor værdighed. Men den værdighed kender og lever vi ikke, så i den anden skabelsesberetning beskrives det, hvordan vores liv konkret er. Her skabes mennesket af jord, og Gud blæser sin ånde ind i det, så det bliver et levende væsen, som der står. Mennesket består her af jord og ånd, af forgængelighed og åndelig virkelighed – et billede på, at vi er splittede og har svært ved at finde ud af, hvem vi egentlig er.

              Gud skaber dog også her mennesker med stor kærlighed. Hans omsorg lyser ud af teksten, da han vil give Adam, det første menneske, en medhjælp, så han ikke skal være alene. Gud skaber dyrene, men ingen af dem passer helt til Adam, og så skaber han kvinden ud af Adams ribben, så de to kan kende hinanden og være hinanden helt nær. Men så kommer vores tekst til i dag. For slangen er der også, og den ved, hvordan den skal komme ind imellem de to og skabe splittelse – eller åbne for den splittelse, som allerede bor i ethvert menneske. Den siger: Har Gud virkelig sagt – at I ikke må spise af træerne i haven?– og vi kan allerede høre dens lokkende fristelse.

              I deres uskyldighed lader de to sig lokke, og de spiser af træet til kundskab om godt og ondt – det eneste Gud – af kærlighed - havde forbudt dem. Og nu begynder smerten! I det øjeblik de har spist – og fået kundskab – fået et menneskeligt jeg med skelne- og tænkeevne, så opdager de forskelligheden – og skammer sig. De tager figenblade på for at skjule forskelligheden, men dermed gemmer de sig for hinanden. Nu er nærheden væk, og ensomheden venter. Teksten fortæller os her om, at skam er en følelse, som alle mennesker bærer i sig. Den hører sammen med at vide, at vi er anderledes end andre – og dermed måske forkerte!

              Adam og Eva gemmer sig også for Gud – fordi de er bange for at det skal blive opdaget, hvad de har gjort, siger de selv. Skammen skaber angst – og dermed yderligere afstand til både hinanden og Gud. Og da Gud så spørger dem, hvad det er, de har gjort, kommer skylden, og angsten får dem til at skyde skylden væk fra sig – Adam skyder den på Eva, og hun skyder den på slangen!

              Hermed har vi fået beskrevet et grundvilkår, vi alle må leve med. Det at være et tænkende individ indebærer, at vi rummer dybe følelser af skam, angst og skyld. Det har vi så svært ved at stå ved, at vi hele tiden gemmer os bag figenblade – eller masker - i forhold til hinanden. Og fordi vi ikke kan bære os selv, skyder vi helst det hele fra os over på andre. Men når vi giver de andre skylden for at være årsag til vores handlinger, så er vi jo kommet helt væk fra os selv og fra det, som er virkeligt. Vi har i vores egen bevidsthed gjort os til ofre for de andres vilje. Vi kender ikke mere os selv og vores egne grænser, og det er der stor smerte og forvirring i.

              Det er på grund af smerten i alt dette, at Gud igen ønsker at komme os til hjælp, - og derfor blev Jesus født. Jesus kom til jorden for at vise os, hvem vi egentlig er, og for at hjælpe os til at blive bedre til at leve det. Vi er skabt i Guds billede, rummer Guds billede i os. Gud har blæst sin ånde i os, og det er det, vi skal identificere os med i stedet for med skammen, angsten og skylden og hele den måde disse følelser får os til at leve på. Vi rummer også disse følelser, og det skal vi se i øjnene – men kun for at komme fri af deres magt over os.

              Evangelieteksten til i dag er fristelsen i ørkenen. Det er en af de aller-voldsomste fortællinger om den magt, den forkerte virkelighed har over os – og hvad der skal til, for at vi kan komme fri af den. Jesus viser os det. Teksten begynder med, at Jesus af Ånden føres ud i ørkenen for at fristes af Djævelen. Han føres derud af Ånden, så Guds ånd står bag det, som nu skal ske – bag den frisættelse, som det her handler om. Heraf kan vi også vide, at Guds ånd også er med os, når vi fristes. Vi er aldrig alene i kampen mod det, som er svært.

              Jesus faster i fyrre dage – derfor varer vores faste også i fyrre dage! Han forbereder sig! Han ved godt, at dette bliver svært, men han flygter ikke fra det. Han bliver i det. Til sidst lider han dog sult. Sådan vil det også være for os, når vi forsøger at overvinde noget svært. Det kan være gamle mønster og vaner, afhængighed, der plager os, det kan være en gammel sorg, vi aldrig har overvundet og som bliver ved med at styre vores liv – eller det kan være dybe følelser som skam, angst og skyld, som vi må konfrontere for at bryde deres magt over os. En tid kan vi være stærke, men pludselig sulter vi. Vi kan næsten ikke udholde spændingen og afsavnet mere, - og lige der slår fristeren til, som det sker for Jesus. Vi drages af at falde i bare en gang mere. Men Jesus overvinder fristelsen – det kan vi lære af.

              Fristelsen rammer altid der, hvor vi er svagest, og når vi er svagest, og Jesus, der er sulten, bliver fristet til at forvandle sten til brød. Alt i teksten her er billeder, som skal spejle vores liv, og vi kender bedst selv vores egne svagheder og ved, hvor svært det er at stå imod, når trangen er størst. Den første fristelse handler om noget helt konkret, og den er måske ikke den sværeste at stå imod, fordi det her er tydeligt, hvad det handler om. Endnu en cigaret, endnu en genstand, endnu et stykke sødt – eller endnu en nyanskaffelse, der kan drukne den indre smerte. Det kan være hvad som helst. Jesus afviser sin fristelse ved at henvise til Guds ord – til at vi skal holde fast ved det, vi ved, er godt – og ikke lytte til fristerens hvisken.  

              Den næste fristelse er sværere – den handler om vores mindreværdsfølelse og behovet for at være noget i andres øjne. Jesus fristes konkret med at kaste sig ud fra et meget højt sted, så han kan vise folk, at engle kommer og bærer ham. Vi kan jo tænke over, hvordan vi måske hver dag fristes til at fremstille os selv, som mere eller som dygtigere end vi egentlig er. Og også over hvor hårdt det er at bære det bagefter, hvis vi har ladet os friste. Så kan vi jo ikke mere være os selv – men skal altid leve op til det billede, vi har givet af os selv. Også denne fristelse overvinder Jesus – ved at se i øjnene, hvad det handler om.

              Men Djævelen giver ikke op, og den sidste fristelse er voldsom. Djævelen tilbyder ham alle verdens riger og deres herlighed, som han siger, hvis Jesus vil kaste sig ned og tilbede ham. Det er en voldsom kraft, der er bag denne fristelse, og den spille på menneskets dybeste drift til magt. Og den, der siger ”ja” til denne fristelse, mister sin sjæl – og sin tilknytning til alt, hvad der er smukt og betyder noget. Men længslen efter magt er stor i os mennesker – i stort og i småt - i vores eget liv og på et større plan. Vi vil gerne styre og have kontrol ned alt – måske er det derfor, Gud spiller så lille en rolle i vores kultur – vi vil selv! Og vi vil gerne gøre os til herrer - også over andre kulturer og mennesker - og natur – og dyr.

              Fristelsen bliver større og større – den bliver ved og den bliver hele tiden mere kraftfuld. Men Jesus stopper den – en gang for alle. Og det gør han med sin kraft, for han siger: Vig bort, Satan! For der står skrevet: ”Du skal tilbede Herren din Gud og tjene ham alene”. Da han har sagt det forlader Djævelen ham, og englene kommer og tjener ham, står der.

              To ting gør Jesus her. Han kalder for første gang fristeren ved navn, ”Satan”, og han diskuterer ikke længere, men siger stop! De to ting må vi også lære at gøre. Vi må se i øjnene, hvad det egentlig er, der frister os – kalde det ved navn, stå ved det, og så må vi sætte en grænse, som ikke kan overskrides. Jesus viser os, at det er muligt, og han viser os også, hvor svært det er. Selv han diskuterer med Djævelen ved de første fristelser, som vi også vil gøre det. Men da han får ham stoppet – får sagt hans navn og grænsen sat, så kommer englene og tjener ham – så kommer freden og glæden, og det bliver muligt at være til stede i livet igen – på en ny måde. Der var afsavn i valget, men tingene blev skilt af, så det blev tydeligt, hvad Jesus ville, og hvad han ikke ville. Han blev tydelig, og dermed kom freden.

              Det samme vil vi blive, hvis vi vover at sætte grænser i vores liv! Dem kan vi kun sætte, hvis vi erkender, at vi bliver fristet – hvad vi bliver fristet af, og hvorfor vi lader os friste. Som hjælp i dette skal vi huske, at Jesus blev sendt ud i ørkenen af Ånden – den var med ham i hele hans kamp – som den også vil være med os i vores kampe. Og Jesus har vist os vejen, har gjort den mulig, fordi han selv har gået den og delt den med os.

              Fastetiden handler om at møde alt dette. Når påsken så kommer, får vi lov til at følge Jesus helt ud i hans yderste kamp - og få del i den kærlighed, han bærer os med – også der. Og påskemorgen skal vi opleve, hvordan Jesus bryder alle de porte for os, som vi ikke selv kan bryde. Amen.