10. søndag efter trinitatis. 1. tekstr. 2009 

Tekster: 5. Mos. 6,4-9; 1. Kor. 12,1-11; Luk. 19,41-48:         

              ”Herren er én” – sådan begyndte vores GT-tekst til i dag – og det udsagn er overskriften over alt, hvad vi ellers hører om her i dag.

              Gud er én, og derfor skal vi elske ham af hele vores hjerte og af hele vores sjæl og af hele vores styrke, siger teksten, og den understreger, hvor vigtige de ord er. Vi skal huske dem, vi skal fremsige dem igen og igen, hvor vi end er. Vi skal binde dem om vores hånd som et tegn, så vi aldrig glemmer dem, og de ord skal sidde på vores pande som et mærke, så vi også viser hinanden, at vi i alt, hvad vi gør, husker ordene. Vi skal også skrive dem på dørkarmene i vores hjem, så de altid omgiver os – ordene om vores kærlighed til Gud.

              At huske dem på den måde er der vist kun få af os, der kan leve op til! Men det gør ikke ordene mindre vigtige, at vi ikke kan det, for her er der noget, vi alle kan lære af. Det hele handler om, hvad det er, vi gør til det vigtigste i vores liv, - i vores tanker og i vores handlinger. Meget af tiden har vi mennesker en tilbøjelighed til at flyde med strømmen – vi følger efter det, der netop kalder på os. Vi har måske besluttet at bruge dagen til at rydde op – og så er der lige nogen, der ringer og invitere os til kaffe, og så vælger vi det. Vi har måske besluttet ikke at ville skændes mere med vores ægtefælle eller børn eller andre – eller ikke at lade os irritere over bagateller – men så gør de andre netop det eneste, de ikke måtte gøre – igen, og skænderiet begynder. Eller vi har besluttet at stille os tilfredse, med det vi har – og så dukker der lige et godt tilbud op – og vi handler eller køber. Og mister os selv! Igen og igen flyder vi med – uden at holde fast ved et egentligt centrum i os selv, ved det, vi ville, ved en egentlig retning.

              At vi gør sådan, fører meget smerte med sig. Det er ikke tilfredsstillende i længden, at vi ikke har kontrol over vores eget liv. At vi igen og igen udsætter ting – igen og igen fører de samme kampe med dem, vi egentlig gerne ville have det godt med – igen og igen køber ting, vi stort set ikke har brug for. 

              Men hvad har det her med Gud at gøre? – kan vi spørge! Det har alt med Gud at gøre, for han er den eneste, der er én – som vi hørte. Alt andet er splittet op – alt andet rykker os i forskellige retninger. Derfor er han også den eneste der kan ændre de her såre menneskelige mønstre i os. Eller vores relation til ham kan. Hvis vi elsker Gud – der er én – af hele vores hjerte – og sjæl – og styrke – så er det ene vigtigere end alt andet – end alt det, der rykker i os. Igennem ham får vi så givet et helt nyt overordnet perspektiv på vores liv – og det perspektiv vil ikke tillade os at bruge vores tilværelse på tilfældigheder. Ikke at f.eks. kaffen med andre mennesker ikke er vigtig – men vi gør den til en tilfældighed, hvis vi kun lader den ske og ikke vælger den –– især hvis vi i tankerne samtidig med kaffen har dårlig samvittighed over alt det, vi ikke får ryddet op.  

              Kærligheden til Gud, der er én, vil få os til at vælge ét. For hvis vi altid husker, at vi har fået livet i gave af Gud – og at han har en mening med os hver især, så forpligtes vi til at leve vores liv efter den mening – eller finde den mening – og udfolde den.

              Paulus snakker om det samme i det brev til korintherne, som vi hørte et stykke af her for lidt siden. Her taler han om Åndens gaver – om alle de evner og muligheder, vi er skabt med – og som Gud har givet os. Paulus siger, at der er ”forskel på nådegaver, men at Ånden bag dem er den samme”. At Herren er den samme, siger han – og det er Gud, der virker alt i alle.

              I stedet for at vi mennesker sammenligner os med hinanden, bliver misundelige på hinanden, føler mindreværd i forhold til hinanden, - alt det, der kan skabe splid - så skal vi forstå, at Gud – der er én – har skabt os alle forskelligt – med forskellige evner, - og at det skal vi glæde os over. For det er til fælles gavn, at vi er forskellige. Netop derved bliver alle brikker i livets – og i samfundets – og i familiens - puslespil fyldt ud. En har visdom, en kan undervise, en kan helbrede, siger Paulus – og vi kan fortsætte: en kan regere, en kan male billeder, en kan passe børn, en kan lave mad, og netop derfor bliver alle pladser fyldt ud, så livet og dagligdagen kommer til at fungere.

              I stedet for at sammenligne os med hinanden, skal vi forstå, at vi alle er lige vigtige, og at ånden, der deler ud til hver enkelt, som den vil – som Paulus siger – er den samme. Derfor skal vi hver for sig fordybe os i og udvikle netop det, vi kan – til fælles bedste – og finde værdighed i det. ”Herren er én” – derfor er alt, hvad han giver, lige vigtigt og lige værdigt – fordi det alt sammen kommer fra ham og derfor har mening.

              Nu kommer vi så til den lidt vanskelige evangelietekst. Kort fortalt, handler den om, at Jesus er på vej til Jerusalem. Det er i forbindelse med indtoget i Jerusalem – og derfor kort tid før hans lidelse og død. Jesus er opfyldt af stærke følelser, og da han nærmer sig Jerusalem, græder han over byen. ”Vidste blot også du på denne dag, hvad der tjener til din fred. Men nu er det skjult for dine øjne”, siger han. Her skal vi ikke kun høre ordene, som om de alene handler om det gamle Jerusalem – for de handler om os. Hvis Jesus i dag skulle ride ind i en af vores byer – eller ind i vores hjerte hver især – så ville han sige det samme. Det er derfor, denne tekst er vigtig.

              Så ”… vidste blot vi på denne dag, hvad der tjener til vores fred. Men nu er det skjult for vore øjne” - det er det, teksten vil have os til at erkende og reflektere over. Og efter de ord opremser Jesus forfærdelige ting, der skal komme til at ske, og så slutter han med at sige, at det skal ske: ”.. fordi du ikke kendte din besøgelsestid.” Det, han siger, kan skræmme. Det kan måske lyde som en straf, han forudsiger. Men han siger det ikke for at skræmme – og det er ikke en straf. Jesus græder, da han siger det. Han er dybt berørt og ville ønske, at tingene var anderledes. Både for hans egen skyld og for vores. Han græder af medfølelse. Han græder, fordi vi mennesker netop ikke ved, hvad der tjener til vores fred – og fordi vi ikke kender vores besøgelsestid. Og fordi det bringer os så meget smerte.

              Hvad mener han så med det? Han mener lige præcis det, GT-teksten talte om. At vi glemmer, at Gud er én – vi glemmer vores fokus – eller vores længsel – eller meningen med vores liv – vi glemmer det eneste, der kan bringe os fred. I stedet for flyder vi med på mere eller mindre tilfældige følelser og impulser og skaber lidelse for os selv og for andre. Vi glemmer, at kærligheden og forståelsen mellem mennesker er det vigtigste – og at det er det, Gud står inde for. Derfor skal vi huske ham.

              Da Jesus kommer frem til byen og ind på tempelpladsen, begynder han at jage alle de handlende, der er der, ud. Og han siger til dem, at Gud har sagt, at hans hus skal være et bedehus – og ikke være en røverkule. Det er voldsomt – det, Jesus her gør – og det, han skylder dem for. For den handel, der finder sted på tempelpladsen, er jo handel med offerdyr – og uden dem kan den normale gudstjeneste ikke forløbe. Så når han jager de handlende ud, gør han op med hele den tids gudsdyrkelse – og med et bestemt livssyn. Han viser, at man ikke kan handle sig til mødet med Gud, der er én – eller til mødet med livets mening. Han gør simpelthen op med hele den måde at være på, hvor det er tilfældig handel – eller impulser – eller følelser, der styrer livet. Han jager simpelthen den livsform ud.

              Og dermed viser han os, hvad vi skal gøre i vores liv, - hvis vi ikke mere ønsker at ledes af tilfældigheder. Som han sætter en grænse for handel – jager den ud, må vi gøre det. Vi må se os selv, vi må – som Jesus - græde over, hvor svært det er at leve ordentligt med hinanden – og vi må manifestere styrke til at ændre på det. Det kan vi kun, hvis Gud er med. Hvis vi har et fokus og i enhver situation husker, at han er det vigtigste – at kærligheden er det vigtigste.

              Det er det, Jesus bagefter hver dag underviser i på tempelpladsen. Folkets ledere vil have ham ryddet af vejen – de vil slå ham ihjel, for de ønsker ingen ændringer – de vil fortsat være ledere. Det, de repræsenterer, har vi også i os – noget af os ønsker ikke at slippe det gamle. Noget af os er tilfreds med tingenes tilstand, for på sin vis er det det letteste – det er så svært at sætte grænser og forandre – selv om det, der er, ikke er godt.

              Men lederne kan ikke stille noget op overfor Jesus – de kan ikke komme til at gøre ham noget, for hele folket hang ved ham for at høre ham, står der. Alle disse mennesker ønsker forandring – og de ønsker inspiration og styrke til at føre forandringerne igennem. Disse mennesker bor også i os – også i os er der ønske om fred, og vi må vælge, om det er lederne eller folket i os, der skal vinde. Det er svært at forandre, for som Jesus siger, så ved vi ikke selv, hvad der tjener til vores fred. Men vi ved, at Gud er én – han ved det, hvad der tjener til vores fred, og han vil hjælpe os og lede os på vej. Undervise os. Derfor skal vi begynde med at elske ham - af hele vores hjerte, sind og styrke, - og huske på det i alle situationer i vores liv - så vil perspektivet skifte for os - og han vil føre os – ind i den mening og glæde, han har skabt os til. Amen!