11. søndag efter trinitatis - 2. tekstrække
Tekster: 5. Mos. 30,15-20; Rom. 10,4-13: Luk. 7,36-50.
Den første tekst, vi hørte i dag – den fra GT – begynder med ord, der egentlig står som en overskrift over alle teksterne til i dag. Det er Moses, der siger til hele Israel – og til os: ”Se, jeg stiller dig i dag over for livet og lykken, døden og ulykken”. Det er voldsomme og konfronterende ord, - og hvad mener han med det, han siger? Moses vil indprente os, at vi mennesker i vores liv altid – i hvert øjeblik - har to muligheder. Vi kan vende os selv og vores bevidsthed imod Guds velsignelse, som altid er over os, - eller - vi kan fortabe os i hverdagens skygger og problemer og identificere os med, hvordan vores sindstilstand er lige nu.
Moses udtrykker med sine ord Bibelens helt overordnede forestilling om, at på trods af at vi mennesker er udleveret til det konkrete liv, der bliver givet os – på godt og ondt, så kan vi være i tilværelsen og i det, der sker, på to vidt forskellige måder. Og vores indstilling er helt afgørende for, hvordan alting opleves og udvikler sig.
Hele det bibelske univers begynder med redegørelsen for disse to måder at møde livet på. Det sker igennem de to forskellige skabelsesberetninger. Den første af dem fortæller os om Guds perspektiv – hans mening med alt, hvad han skaber. Han skaber mennesket i sit billede. Det betyder, at han fra begyndelsen lægger sit billede ind i hver enkelt af os. Dermed giver han os alle mulighed for at opleve hans nærhed og for at være i livet med hans perspektiv i hjertet. Den anden skabelsesberetning beretter om det menneskelige perspektiv, om de konkrete grundvilkår, livet møder os med. Vi hører om nærheden imellem mand og kvinde – på godt og ondt, og om al den skam og angst og skyld, der bor i enhver af os, og som giver så mange besværligheder i vores relationer til hinanden. Besværligheder, som ofte overskygger vores sind og gør det umuligt for os at tænke og handle klart.
De to perspektiver bor i ethvert menneske – i os - som en mulighed. Vi kan opleve og forholde os til tilværelsen i Guds perspektiv, eller vi kan lade det menneskelige fylde. Det er det, Moses taler om – det er valget mellem de to perspektiver, han konfronterer os med. Livet møder os, som det gør, rammer os ind imellem – det kan vi ikke gøre så meget ved, men vi har indflydelse på, hvordan vi møder det, som sker – og på, hvad vi gør med det. Der er en mulighed for at vokse i alt – og for at falde i alt – ud i vrede og tankernes evindelige kværnen.
Paulus skriver om det samme i sin tekst, og han går videre. Han taler om retfærdighed, og han skelner mellem den, der kommer ved loven – altså det menneskelige perspektiv, og den, der kommer af tro, Guds perspektiv. Kristus er enden på loven, siger han. Med Jesus er Guds perspektiv kommet helt nær til os. Jesus var et menneske som os, og han kendte helt til, hvor svært livet kan være for os. Han er ikke ophøjet og fjern, for han bor allerede i vores hjerter. Vi er jo skabt i Guds billede, og Jesus ER Guds billede.
Jesus viser os med sit liv, hvad det er at leve i Guds perspektiv – for han ER Gud. Og som Guds billede levede han på jorden – og han lever i os. Vi skal blot lytte indad for at kende ham og møde Guds perspektiv og vejledning. ”Ordet – Jesus - er dig nær, i din mund og i dit hjerte”, siger Paulus. Og ”ingen, som tror på ham, skal blive til skamme”, fortsætter han. Ingen! For for Jesus er vi alle lige – og lige nær – uanset hvem vi er, og uanset hvordan vores liv har formet sig. Alle bærer vi hans billede i os, og altid har vi muligheden for at læne os ind i hans perspektiv og finde mening – og kærlighed.
Evangelieteksten er et eksempel på, hvad dette med perspektiv vil sige i praksis. I fortællingen er der omkring Jesus to personer – kvinden, som lever i synd, som det hedder, - og farisæeren Simon. Simon er en af byens førende og respekterede mænd. Han er farisæer, tilhører de lovtros parti, så han spiller også en rolle i byens religiøse liv. Han har indbudt Jesus til at spise hos sig, - og Jesus kommer og tager plads ved hans bord.
Kvinden hører, at Jesus er i Simons hus, og hun går, derhen med en krukke fuld af olie. Hun har ikke noget godt liv, denne kvinde. Vi ved ikke, hvad der er med hende, men ordene om, at hun lever i synd, siger noget om, hvordan folk ser på hende. Hun er ikke regnet – hun er udenfor fællesskabet og ikke vandt til accept. Hun går ind i Simons hus og stiller sig grædende bag Jesus – ved hans fødder er det, for de lå til bords dengang. Hun kender Jesus i forvejen – i hvert fald af omtale, og hun ved i sit hjerte, at i ham bor den kærlighed, hun længes så meget efter. Så da hun nu står hos ham, retter hun al sin opmærksomhed imod ham, og hun græder. Hun hengiver sig helt til ham og begynder at væde hans fødder med sine tårer og tørre dem med sit hår. Og hun kysser hans fødder og salver dem med olien, hun har med. Der er ligesom ingenting imellem hende og Jesus. Hun sanser kun ham, og har ingen tanker på, hvad de andre ved bordet tænker eller siger. Og de må jo alle have været noget forbavsede - og måske forargede over det, hun gør.
Det er Simon i hvert fald. I ham begynder negative tanker straks at køre – dem, som vi måske alle kender så godt. Om kvinden – og om Jesus, der lader dette ske – lader kvinde røre ved sig: ”Jesus kan da ikke være den profet, man siger, når han ikke ved, hvilken kvinde, hun er”, tænker han. Jesus ved, hvad der foregår i Simon, og han fortæller ham om en pengeudlåner, der havde to skyldnere. Den ene skylder meget, den anden lidt. Ingen af dem kan betale, og pengeudlåneren eftergiver dem begge deres gæld. ”Hvem af dem, vil elske pengeudlåneren mest? ”spørger Jesus. Simon svarer, at det vil han, der fik mest eftergivet. Jesus giver ham ret.
Så vender han sig mod kvinden, der stadigvæk ikke lader sig forstyrre af alt det, der foregår. Og Jesus får Simon til at se hendes kærlighed - og hans egen manglende. Simon gav jo ikke Jesus vand til hans fødder, da han kom - eller kyssede ham – eller salvede hans hoved med salve, som man alt sammen gør ved en skattet gæst, der kommer varm og brændt af solen og snavset på fødderne. Men kvinden gjorde det hele - med sig selv. Hun vaskede hans fødder med sine tårer, kyssede dem og tørrede dem med sit hår. Hun gav ham sig selv, mens Simon kun havde øje for sine egne personlige tanker og meninger og fordomme. Jesus siger nu til Simon – og senere til kvinden selv – at hendes mange synder er tilgivet, fordi hun har elsket meget. ”Din tro har frelst dig” – siger han til hende – ”gå bort med fred!” Fordi kvinden hengiver sig til Jesus og læner sig ind i hans perspektiv, så bliver hun ét med det, med ham, og fortidens synd og skyld falder bort. Hun får fred med sig selv.
I fortællingen ser vi de to perspektiver, som de virker i mennesker. I alt, hvad der sker, er kvindens bevidsthed fordybet i relationen til Jesus, ja, nærmest bundet til ham. Hun græder, så hun husker alt – sit liv, som hun lever det, de andres fordømmelse, sin egen længsel - efter nærhed og accept, sin taknemmelighed over, at Jesus er der. Hun kommer til ham med alt, hvad hun er, og hun bøjer sig tillidsfuldt for alt, hvad han er. Derved forsvinder alle barrierer, al skam og skyld, - og i hans lys bliver hun sig selv. Alt andet end han bliver uden betydning, - de andres tanker og fordømmelse påvirker hende ikke længere. Hun har fred med sig selv.
Simon derimod fortaber sig helt i det menneskelige perspektiv. Han vurderer og dømmer og glemmer at vise Jesus den respekt, han som gæst tilkommer. Simon nedvurderer både kvinden og Jesus. Han lukker sig inde i sig selv – i sit dagligdags jeg - i en gennemgående negativitet og utilfredshed. Han har ikke fred med sig selv. Men også ham giver Jesus mulighed for at skifte perspektiv – ved at fortælle ham om pengeudlåneren – og ved at få ham til at se sig selv. Den eneste, der holder Simon udenfor nærheden til Jesus – er ham selv, og Jesus inviterer ham ind. Kun Simon afgør, om han siger ”ja” – eller bliver i sin egen fordømmelse.
Denne fortælling handler ikke kun om Simon og kvinden – den handler om os. Ud fra fortællingens univers må vi spørge os selv, hvem vi ligner mest af de to. Er vi som Simon lukket inde i det jordiske perspektiv af vurderinger, fordømmelse og tanker, der kører med os. Af følelser af merværd og mindreværd, der bunder i skam og skyld. Eller lader vi følelsen af Jesu nærhed og kærlighed være den bærende kraft i os, så vi ikke behøver at være underlagt andres meninger og dom, men kan være i livet, som det bliver givet til os. Hvert øjeblik har vi muligheden for at vælge mellem Simon og kvinden. Hvert øjeblik kan vi – som kvinden - læne os ind i Guds perspektiv og vide, at vi er i hans kærlighed, at hans billede lever i os, og at han derfor altid er os nær. I hans perspektiv finder vi fred med os selv – og med ham . Vi skal blot vælge at være i det. Amen.