11. søndag efter trinitatis. 1. tr.    

Tekster: Job 5,8-16; 1. Kor.15,1-10a; Luk. 18,9-14:                

              Guds retfærdighed er en helt anden end menneskers! Mange mennesker frygter Gud og hans dom, og mange tager afstand fra kristendommen, fordi de ikke kan have med Gud som dommer at gøre. Men det paradoksale er, at den dom, mange mennesker tænker ind i Gud – og som de frygter eller tager afstand fra – at den er en menneskelig dom, den er i vores billede og ikke i Guds.

              Vi kan opleve, hvordan vi selv dømmer – andre og os selv, og vi kan opleve at blive dømt – og vurderet af andre. Den form for menneskelig dom kender vi alt for godt. Hvis vi kigger ind i os selv og leder efter dommeren der, så er han helt sikkert ikke svær at finde, for han er altid i os. Og fordi vi kender ham så godt, - og har svært ved at leve med ham, ja, så lægger vi ham over i Gud og tror, at det er Gud, der er den egentlige dommer!

              Det er han også, men han er en helt anden slags dommer, end vi er. Det hører vi igen og igen i de bibelske tekster. Det sted, der udtrykker det mest direkte, er i Johannesevangeliet, hvor Jesus siger, at dommen er, at lyset er kommet til verden, og menneskene elskede mørket frem for lyset. Guds dom er, at han sender sit lys, sin kærlighed, sin søn, til os mennesker – for at forløse os fra smerte og mørke og død, men vi tager ikke imod hans lys, ikke imod ham. Vi tror fortsat på mørket – på at Gud dømmer på menneskers præmisser, på at vi har ret til at dømme os selv og hinanden. Vi stiller os udenfor hans kærlighed, og bliver i dommens virkelighed – den dom vi tror på.

              Vores tekster til i dag handler om dette. Den første er fra Jobs bog (den tekst har vi godt nok ikke hørt her i dag, fordi det er en kort gudstjeneste, men den hører alligevel med). Det er en af Jobs venner, der taler. Job er en mand, som er blevet ramt rigtig hårdt af livet, og han forstår ikke, hvordan det er gået til, for han har altid levet retfærdigt og godt, som han siger. Han bebrejder Gud det og kan ikke fatte, hvordan han har gjort sig fortjent til en så ulykkelig skæbne. Hans venner kommer for at trøste ham, men de bliver selv bange, da de ser, hvor hårdt Job er ramt. Og i stedet for trøsten bliver det til en slags selvretfærdiggørelse – for dem selv: Job må have gjort noget forkert, når det er gået ham, som det er, siger vennen, der taler, for Gud er retfærdig, han krydser de snediges planer, så det, de sætter i værk ikke lykkes. Det må vennen holde fast på, ellers kan det jo gå ham, som det er gået Job – hvis altså Gud bare rammer tilfældigt!

              Både Job og vennen har dømt Gud – som vi vist alle ofte gør. De har gjort Gud til en dommer som de selv – en der har en bestemt moral, og som dømmer efter den. De forestiller sig, at det kun er mennesker, der ikke overholder eller følger Guds bud, som bliver ramt af tilværelsen!

              Hele Jobs bog handler om, hvordan Job kæmper sig ud af dette gamle gudsbillede, og langsomt lærer Gud at kende, som han er. Jo tydeligere Job ser Gud, jo tydeligere ser han også sig selv – sin egen lidenhed og rethaveriskhed, og han bliver ydmyg, for Guds storhed og barmhjertighed er overvældende. Til sidst siger Job: Jeg havde kun hørt rygter om dig, men nu har jeg set dig med egne øjne, og derfor kalder jeg alt tilbage og angrer i støv og aske. Nu kende han Gud selv - og hans helt anderledes retfærdighed. 

              Paulusteksten fortsætter i den samme tankegang. Han skriver til menigheden i Korinth om det, han forkyndte for dem, da han var der. Og det er det helt centrale i det kristne budskab, han skriver om – det, som var den allerførste forkyndelse om Jesus: at Kristus døde for vore synder …, at han blev begravet, at han opstod på den tredje dag …, og at han efter opstandelsen blev set af rigtig mange mennesker.  Paulus remser dem alle sammen op, og så skriver han: ”Men sidst af alle blev han også set af et misfoster som mig; for jeg er den ringeste af apostlene, ikke værdig til at kaldes apostel, fordi jeg har forfulgt Guds kirke. Men af Guds nåde er jeg, hvad jeg er, og hans nåde imod mig har ikke været forgæves.”

              Paulus har oplevet Guds retfærdighed! - og oplevet, hvordan den tilhører en helt anden virkelighed end den retfærdighed og dom, som mennesker omgiver sig med. Paulus har jo virkelig forfulgt de kristne, voldsomt! - og han tog til Damaskus for også at forfølge dem der. På vejen hertil var det, at han blev standset af et syn, der var så overvældende, at det kastede ham af hesten og gjorde ham blind i 3 dage. Jesus viste sig for ham og spurgte ham, hvorfor han forfulgte ham – og så sagde Jesus til ham, at han skulle gå ind i byen, for der ville han få at vide, hvad han skulle gøre. Og det skete. Han fik det at vide, og han rettede sig helt efter det! Bagefter er Paulus et forvandlet menneske, og han bruger hele resten af sit liv til at forkynde det budskab, han selv har modtaget – at Kristus døde for vore synder, blev begravet og opstod på den tredje dag! som han siger.    

              Paulus har erfaret Guds nåde. Oplevet, hvad det helt konkret vil sige, at Jesus døde for vore synder, for Paulus’ egne synder talte ikke i Guds nærhed. Paulus ved, at Guds dom ikke er fordømmelse, men kærlighed. For Gud har ladet Jesus bære alt det, vi efter menneskelig målestok kunne dømmes for; han har taget enhver tyngde og skyld fra os. Det er Guds retfærdighed. Vi behøver aldrig at frygte Guds dom, for vi er allerede vasket rene. Paulus, der har forfulgt de kristne, og som i egne øjne derfor er et misfoster – han er i Guds øjne ren. Og han – misfosteret - udvælges til så vigtig en opgave, som den Paulus får – at udbrede budskabet om Guds tilgivende nåde.

              Gud elsker alle mennesker på samme måde, og han lukker aldrig et menneske ude fra sin kærlighed. Men vi kan lukke os selv ude – ved at vende ryggen til hans kærlighed og tro, at vi kan gøre os selv retfærdige.

              Det ser vi et eksempel på i evangelieteksten! Her er Jesus sammen med nogle, der mener, at de selv er retfærdige, og de foragter alle andre. De er virkelig dommere – de frikender sig selv og dømmer andre. Det er til dem, Jesus fortæller den lille lignelse om farisæeren og tolderen.

              De to mænd går op til templet for at bede, og farisæeren frikender sig selv. Han kender alle lovene og reglerne i samfundet, og dem overholder han. Det er ikke let, men han anstrenger sig og er stolt over, at det lykkes ham så godt. Han takker Gud for, at han ikke er som andre mennesker, f.eks. røvere og uretfærdige – eller som tolderen, der står i templet sammen med ham. En tolder er en, som kræver skat op for den romerske besættelsesmagt, og han er ringeagtet af alle andre – også af den retfærdige farisæer. Farisæeren kender ikke tolderen, ved ikke, hvordan han lever sit liv, men han dømmer ham! Ja, han dømmer alle andre end sig selv, og det gør han i templet foran Guds åsyn. Denne mand har slet ikke brug for Gud – endsige Guds tilgivelse. Han har mere end nok i sig selv og sin egen retfærdighed, som han soler sig i. Det ser vi også af, at han straks begynder at opremse alt det rigtige, han gør.

              Anderledes er det med tolderen. Han står helt afsides, han slår sig for brystet og siger kun: ”Gud, vær mig synder nådig!” Han føler sig som Paulus, - som et misfoster. Han ved, han er en synder – at han gør ting forkert, at han ikke lever op til de moralske love eller nogen anden lov. Måske er han sig også sin indre dommer bevidst – kender sin tilbøjelighed til at dømme andre mennesker. Han ved det - og han stiller sig ind i Guds lys for at slippe fri for tyngden af det. Han stoler ikke på sit eget, som farisæeren gør det, men han har tillid til Gud og vover at stå nøgen med sig selv, som han er, foran Gud.

              Denne tolder går hjem som retfærdig, siger Jesus – ikke farisæeren! Tolderen kan sige de samme ord, som Paulus: ”Af Guds nåde er jeg, hvad jeg er …”. Og det kan vi også sige! Af Guds nåde er vi, hvad vi er! Vi dømmer os selv og hinanden, og vi dømmer ind imellem hårdt! Hvis Gud dømte med vores målestok, så havde vi grund til at frygte hans dom, men det gør han ikke! Guds dom er, at lyset er kommet til verden. Gud bærer - igennem Jesus - selv alt det mørke, der er i os hver især, hvis vi beder ham om det – hvis vi træder ind i hans lys. Ellers må vi bære det selv, for han tvinger ingen!

              Men i det øjeblik vi træder ind i hans lys, ser vi også os selv – ligesom Paulus gjorde det. Måske er det frygten for det, der holder os væk fra lyset. Men vi behøver netop ikke at frygte det, for Guds retfærdighed er en anden end vores. Han ser, hvad vi har gjort forkert, men han ser også, hvordan vi har kæmpet, hvordan vi gjorde alt, så godt vi kunne, selv om det ikke altid var særlig godt, han ser vores længsel og skrøbelighed, og han elsker os, som vi er – og tager imod os, som vi er. Guds lys er klarhedens lys, der afslører alt, men det er samtidig barmhjertighedens lys, der rummer og forstår alt.

              Den, der har erfaret det, har også erfaret, at alle vi mennesker med hensyn til retfærdighed er ens. Der er ingen af os, der er retfærdige af os selv, for vi fejler hele tiden – sådan er det at være menneske. Derfor kan vi heller ikke dømme hinanden, for vi har mere end nok at gøre med os selv, med vores egne fejl og mangler. Vi kan alle sammen kun håbe på Guds retfærdighed – den, der gennemlyser os med barmhjertighed, og den har han givet os, for Kristus døde for vore synder, han blev begravet og han opstod på den tredje dag, og han viser sig stadig for misfostre som os. Måske ser vi ham ikke så tydeligt, som Paulus gjorde det, men han er der – bag hver eneste af os og venter kun på at få lov til at favne os med sin retfærdighed. Og den bliver vi ved med at have brug for! Amen