11. søndag efter trin. - 2. tekstr.   

 Tekster: 5. Mos. 30,15-20; Rom 10,4-13; Luk. 7,36-50.   

              I dag hører vi om to forskellige måder at være i livet på. Den, der har med lov og retfærdighed at gøre, og den, der har med Jesus at gøre. Og vi hører om det fundamentale valg, der er imellem de to eksistensmåder.

              Valget er fundamentalt, siger Moses i GT-teksten. For Gud giver os valget - mellem livet og døden, eller velsignelsen og forbandelsen, som han også siger. Og hvem vil ikke helst vælge livet og velsignelsen? Det siger Moses også: Så vælg da livet! Det gør vi, ved at elske Gud, adlyde ham og holde fast ved ham, siger Moses. Det lyder enkelt, men hvad betyder det egentlig? At vi skal elske Gud – den man elsker, vil man gøre næsten alt for, man prioriterer den elskede. Kærlighed kan man ikke kommandere til at være der – den kommer af kendskab, af nærhed og gensidighed. Kærlighed opstår af intenst samliv. Så at elske Gud kommer vi kun til, hvis han bliver en levende del af vores liv. Her begynder valget – for gør vi ham til det?

              Og så skal vi adlyde ham og holde fast ved ham, sagde Moses. Det betyder, at vores relation til Gud, vores kærlighed, skal have konsekvenser i vores liv. Det er ikke nok at tænke på Gud, at føle sig som troende, hvis ikke det påvirker måden, vi er i vores liv på – måden vi forholder os til andre på. Gud ønsker at velsigne os, men vi må åbne vores hjerter for ham – for at han kan komme til at velsigne – så vi mærker det. Gør vi det – åbner vores hjerter, smelter vores kærlighed og  Guds velsignelsen sammen i en intens følelse af mening.

              Paulus taler om det samme i sit brev til romerne, som vi hørte lidt af. Han siger, at vi mennesker kan være tilbøjelige til at tro, at det med Gud, med åndelighed eller spiritualitet – er noget meget ophøjet. At vi kun kan komme i kontakt med Gud og Jesus ved i ånden at stige op til himlen eller ned i afgrunden. Altså gennem verdensfjernhed. Men sådan er det ikke. Ordet er dig nær, i din mund og i dit hjerte, siger han.  Og ordet er Jesus. Jesus er ikke fjern i forhold til os – han er nær. Han var menneske som os, og han bor i vores menneskelighed. Eller sagt på en anden måde - det er igennem vores menneskelighed, at vi kan komme i kontakt med ham.

              Hvis vi med munden bekender os til Jesus – og med hjertet tror, at Gud har oprejst ham fra de døde, så lever vi i hans nærhed. Hvis vores mund bekender og vores hjerte tror. Så læner vi vores liv ind i ham – og lader det få farve af hans liv. Og så er vores liv velsignet. For vi kan ikke bekende os til ham og tro på ham, uden at vi elsker ham – uden at han har berørt vores hjerte. Så ligesom Moses i GT-teksten pointerer, at forholdet til Gud - og velsignelsen kun lever i os, hvis troen har konsekvenser i vores konkrete tilværelse – så siger Paulus det samme. Jesus må leve i vores hjerter, og vi må udadtil stå ved det indre liv i ham og handle og leve ud fra det – hvis åndens glæde og fred skal springe i vores liv.

              I evangelieteksten møder vi en kvinde, som viser os på vej. Hun lever i synd, står der. Det er det eneste, der karakteriserer hende – at hun lever i synd. Hvad vil det nu sige? Hvad er synd? Ja, den umiddelbare forståelse af kvinden er nok, at hun er en prostitueret – hvis vi tænker sådan om hende, så er det let at tage afstand, men så enkelt er det ikke. Alt i de bibelske tekster handler egentlig om os selv. Er billeder på noget i os! Og vi er også på en måde prostituerede – måske ikke som kvinden, men hver gang vi gør noget, som vi ikke helt kan stå inde for. Hver gang vi siger det, som vi tror andre mennesker helst vil høre – i stedet for at sige, hvad vi mener – og vise hvem vi er, ja, så sælger vi os selv. - Men også det er for enkelt. For synd er meget mere end det, og vi er alle syndere – som kvinden. Som mennesker synder vi hele tiden – vi kan ikke andet, for vi er kun mennesker. Vi kan ikke  hjælpe alle dem, der har brug for os, vi magter ikke altid at tale ordentligt til hinanden, vi fejler også, når vi prøver at lade være. Vi kan ikke andet! Vi er syndere!

              Men forskellen på kvinden og på os er, at hun ved det om sig selv – vi andre vil helst være fri for at vide det. Vi kæmper for at blive fri. Men det er netop vores problem – for det afholder os fra glæde – og velsignelse. Kampen kan vi nemlig aldrig vinde, - den vil udmatte os og gøre, at livet kan føles håbløst, for uanset hvad vi gør, lykkes det ikke, som vi gerne vil det – sådan kan det opleves i lange perioder. Og vi skammer os over det, over at vi ikke formår at være perfekte. Vi vil ikke have, at nogen skal opdage, hvordan vi har det.

              Sådan er det også i vores forhold til Gud. Han skal da slet ikke vide, hvem vi egentlig er, og derfor skjuler vi os for ham. Lukker os for ham og lader, som vi sagtens kan leve livet uden ham. Vi slukker for vores kærlighed.

              Det underlige er, at kvinden i vores tekst, lever i synd. Hun gør det stadigvæk – hun ved det - og alle ved det om hende. Alligevel kommer hun til Jesus og møder ham i kærlighed, - og han afviser hende ikke. Det er altså ikke selve synden, der adskiller hende – eller os fra ham – den tåler han at se. Det er skammen over synden - og tilbøjeligheden til at skjule den og ikke ville stå ved den, der adskiller. Det er så vigtigt for vores trosliv – og også for vores liv med hinanden, at vi forstår det her. Det er ikke synden, der adskiller – det er hemmeligheden om den – og alt hvad den hemmelighed fører med sig.

              Kvinden her kender sig selv, ved at hun lever i synd, men hun skammer sig ikke – eller i hvert fald er hendes længsel større end hendes skam. For da hun hører, at Jesus er i byen, må hun se ham. Hun ved fra begyndelsen, at det er upassende, især fordi han er inviteret til middag hos farisæeren Simon – en af de fornemme i byen, og hun ved, hvordan han ser på hende. Og hvordan også alle hans andre gæster vil se på hende. Det tænker hun bare ikke på. Hun har ingen tanker for de andres mening, for hun er helt opfyldt af sin længsel – efter Jesus og hans tilgivelse. Helt målrettet går hun til Simons hus – med en alabastkrukke  - en dyr krukke, sikkert den fineste hun har, og den er fuld af olie. Kun Jesus og hans velsignelse er i hendes tanker.

              Hun går ind til bordet, hvor de alle sidder, og der bliver vi vidner til, hvordan hun i sin hengivelse næsten smelter som person – hun smelter ind i Jesus. Hun stiller sig grædende bag ham ved hans fødder, væder hans fødder med sine tårer og tørrer dem med sit hår. Nu må hun være faldet på knæ ved siden af ham for at det, kan lade sig gøre. Og endnu længere bøjer hun sig ned – hun kysser hans fødder og salver dem med olien. Hun er kun opfyldt af nærheden med ham og ænser ikke andet. Nærheden er så sanselig, så fysisk, at den næsten kan føles intim. Det tænker hun ikke på - hun lader sig ikke forstyrre af de andres tilstedeværelse. Hendes længsel er for stor, hendes hengivenhed for alt-omfattende. Hun er ydmyg i sin kærlighed – kræver intet af Jesus, men hun ydmyger sig ikke. Hun giver sig hen i øjeblikkets nærvær. Giver ham alt.

              Simon kan ikke se på det. Han tænker negative tanker – både om Jesus og om kvinden. Han ved godt, hvem hun er, og hvis Jesus virkelig var en profet, ville han også vide det – og ikke lade sig røre af hende, tænker han. Simon er en velhavende og respekteret mand, kender sin plads i samfundet, og føler, at han har ret til at skelne mellem høj og lav, mellem dem, der er noget værd og dem, der ikke er det. Midt i sin selvretfærdighed, synder han ved at dømme andre – men han ved det ikke, skjuler det for sig selv.

              Jesus ved det – han mærker det og fortæller Simon en lille lignelse om to skyldnere – en, der skyldte meget og en, der skyldte lidt. Ingen af dem kan betale deres gæld, og pengeudlåneren eftergiver dem begge, hvad de skylder. Hvem vil elske ham mest, spørger Jesus – ham, der får meget eller ham, der får lidt eftergivet? Den, han eftergav mest, svarer Simon, og Jesus giver ham ret. Og så fremhæver Jesus kvinden og hendes kærlighed, alt det, hun har gjort for ham, mens Simon intet har gjort – andet end at invitere ham ind. Fordi hun har elsket meget, siger Jesus, er hendes mange synder tilgivet. Den, der kun får lidt tilgivet, elsker kun lidt, siger han. Og han tilgiver kvinden.

              For at få de mange synder tilgivet, må hun bære dem frem, stå ved dem, og det er den store forskel på hende og Simon. De synder begge, men hus ser det – hun ved, at hun er en synder - det gør han ikke. Fordi hun ser det, mærker hun tomheden i det, og hendes længsel bliver så stor, at hun kommer til Jesus. I tillid hengiver hun sig til ham. Hun ved, at han vil tage imod hende, som hun er. Hendes hjerte står åbent mod ham, fordi hun ikke gemmer noget for ham. Og fordi hun ser sin egen utilstrækkelighed, ser hun hans guddommelighed, og hun kan være ydmyg i forhold til ham. Hengive sig. Ud af denne hengivelse vokser kærligheden og mødet. Ud af mødet vokser velsignelsen.

              Vi mennesker må vove at være dem, vi er – som vi er skabt. Gud har skabt os sådan, fordi han vil noget med os – netop sådan som vi er. Han ved, vi er syndere – at vi hele tiden gør forkert, men sådan har han altså skabt os. Han vil have, vi skal acceptere, at vi kun er mennesker – og så lade ham være Gud. Det gør kvinden. Hun reserverer intet til sig selv. Holder ingen gammel værdighed tilbage, men giver sig selv helt. Uanset, hvad de andre tænker om hende. Hendes længsel og kærlighed giver hende styrke til at smelte og slippe den gamle værdighed for at finde en ny, der har Jesus som centrum – og ikke hende selv.

              Kvinden er et billede til os på, hvor meget det er muligt at være i nuet sammen med Jesus. På hvordan velsignelsen strømmer, når vi mennesker vover at være dem vi er – sammen med ham - og slippe forestillingen om, at vi skal tage os godt ud i hinandens  øjne. Det er ikke synden, der er problemet – det er hemmeligheden om den. Kvinden står ved sin tro, viser den åbent, hun adlyder den, og hun elsker ud fra den. Det kan vi også gøre, hvis vi lægger alle vores forbehold bort!

              Gå bort med fred – din tro har frelst dig, siger Jesus til hende – og til os. Amen!