|
12. søndag efter trinitatis - 2. tekstr. Grenaa 2012
Tekster: Jon 2; Jak. 3,1-12; Mat. 12,31-42
Jonas er en central skikkelse denne søndag. Vi hører om ham i GT-teksten – og også i evangelieteksten, hvor Jesus siger, at det, der sker med Jonas, er et tegn til os.
Så lad os først se på fortællingen om Jonas. Den begynder med, at Gud sender Jonas ud på en opgave. Han skal gå til en stor by, Nineve, for at advare indbyggerne der. Gud har nemlig opdaget deres ondskab, og den vil han have stoppet – ellers vil han ødelægge byen. Jonas bryder sig ikke om den opgave, - han frygter, at indbyggerne i Nineve vil blive rasende på ham og forfølge ham – så han bliver bange. Og i stedet for at gøre, som Gud vil, så flygter han – i den modsatte retning. Han går ombord på et skib og tror, at han på den måde kan gemme sig for Gud.
Det er umuligt! Der er ingen steder, vi mennesker kan gemme os for Gud. Vi er set af Gud overalt – og hans vilje er stærkere end vores. Gud er vores skaber. Han ved alt om os. Han er altid i vores nærhed, så vi kan ikke skjule os for ham. Og når han kalder os – vil noget med os, så er der ingen vej udenom – så kommer vi til at følge hans vilje. Sådan er det også for Jonas!
Mens Jonas er på skibet, sender Gud en stærk storm. Den bliver til en orkan, der er ved at slå båden i stykker. Sømændene bliver bange. De kaster lasten over bord og råber til hver deres gud om hjælp. Jonas ligger og sover nederst i skibet, men kaptajnen henter ham op, for at han også kan råbe til sin Gud – om hjælp. Søfolkene beslutter endvidere at kaste lod for at finde ud af, hvem det er, guderne er vrede på, og loddet falder på Jonas. Nu må han fortælle dem om sin Gud – om ham, der har skabt himlen og jorden - og han må redegøre for sit forsøg på flugt fra ham. Sømændene bliver meget bange over situationen, og de ved ikke, hvad de skal stille op, for havet bliver mere og mere oprørt. Jonas siger til dem, at de skal kaste ham over bord – så vil havet falde til ro. Det vil de ikke – de forsøger at ro ind til land, men da det ikke lykkes – så kaster de Jonas i havet, og havet falder til ro. Og – sømændene - de bliver så overvældede over at være vidne til Guds kraft, at de alle omvender sig til ham.
Nu er vi fremme ved vores tekst her i dag – hvor Gud befaler en stor fisk at sluge Jonas, der jo er kastet i havet. Det sker, og Jonas er i fiskens bug i tre dage og tre nætter. Derinde i mørket gennemlever han den dybeste smerte. ”..havdybet omgav mig, tang havde viklet sig om mit hoved”, siger han, som et billede på de følelser, der skyller ind over ham, fanger ham og holder ham fast. Til sidst kommer han til sig selv. Han begynder at tænke klart, og han ser, hvad det er, han har gjort, - forstår, hvor dum, han har været. Ingen kan jo flygte fra Gud. Vi må påtage os det liv, han giver os.
Dér i mørket – hvor alt jordisk er tabt - ved han også, at Gud er den eneste, der kan hjælpe ham. Så i sin nød, vender han om – og råber til Gud – om hjælp. Og Gud hører ham.
Hele den her historie er et billede på en dyb menneskelig krise. Jonas er flygtet fra et ansvar, han har fået givet. Han har ikke levet op til det, han skulle, og det får katastrofale følger for ham. Han mister sin selvfølelse - følelsen af mening og retning – alt bliver mørke omkring ham – som det også kan blive det omkring os andre, når vi kastes ud i noget, vi ikke magtet – når vi flygter fra ansvar og giver op.
Jonas’ redning er, at han ved, at alt, hvad der sker, er i Guds hånd. Gud har givet ham opgaven, og han holder ham fast. Han beskytter ham mod ham selv. Så Jonas ved godt – da det hele går galt - at det er Gud, der rusker ham, fordi han er for svag og for selvbestemmende. Og vi ser jo også – med Jonas – at Gud igennem modgangen leder ham frem til de erkendelser, der genetablerer hans værdighed. Igennem krisen og smerten kommer han til sig selv og påtager sig sit ansvar. Han vil indfri sine løfter, siger han. Og når Jonas er parat, er Gud parat. Og Gud befaler fisken at kaste Jonas op på landjorden igen.
Nu gør Jonas, hvad han skal. Da Gud igen befaler ham at rejse til Nineve – da har han lært det – og han rejser. Da han når frem, går han rundt i byens gader og råber, at om fyrre dag, vil Gud ødelægge byen. Han gør det, han var så bange for, men både kongen og byens indbyggere forstår alvoren, - de faster, og de ændrer sig. Gud får barmhjertighed med dem og lader sig formilde, og der kommer ingen ulykke over byen. Den opgave, Jonas før syntes, var helt umulig og alt for svær, er lykkedes – med Guds hjælp.
Jonas-historien kan lære os så meget. Den lærer os, at det ikke er vores kræfter, det kommer an på – det er Guds vilje. Hvis Gud – eller livet - vil noget med os, så kan vi ikke kæmpe imod, og vi vil også få kræfterne til at gennemføre det. Vi kan lige så godt først som sidst forsøge at acceptere det liv og de opgaver, Gud giver os. Også vi synes, at opgaven er umulig for os. Vi skal forstå, at det ikke er vores kræfter, det kommer an på - det er Guds vilje – og hans kraft. Det kan nogle gange opleves barskt, at det er sådan – men vi er nødt til at acceptere det. Det er et vilkår. Nogle ting i livet kan vi ikke ændre på – eller flygte fra – uanset hvor gerne vi ville det.
Der er meget trøst i fortællingen om Jonas. For Jonas gjorde jo, som de fleste af os nok vil gøre – hvis noget opleves for svært. Han forsøger at slippe. Men Gud slap ikke ham – han kæmpede med ham, hjalp ham til at forstå. Det var ikke en let kamp for Jonas – han måtte gå igennem meget smerte, men Gud var der hos ham – i smerten, og formede hans sind, så han til sidst fik modet til at gøre og gennemleve det, han skulle.
Jesus siger i evangelieteksten, at Jonas er et tegn til os. Men Jonas-tegnet viser hen til et endnu større tegn – nemlig til Jesus i dødsriget. Som Jonas var i bugen på havdyret i tre dage og tre nætter, sådan skal Menneskesønnen være i jordens skød i tre dage og tre nætter, siger Jesus. Jonas viser hen til Jesus – som så mange af fortællingerne i GT gør det. Uanset hvor dybt et mørke vi mennesker bliver kastet ud i, så er Gud der - i det sammen med os. Han er med os i krisens mørke – i Jonas’ mørke, og han er med os i dødens mørke, i Jesu mørke. Og som det skete for Jonas – og for Jesus, vil det også ske for os. Efter mørket kommer lyset. I mørket forædles vi til at gå det næste skridt på vejen mod Gud. Sådan er det i krisens mørke, hvor vi bliver konfronteret med vores egen magtesløshed og længsel – og derfor kommer ud af mørket med en ny viden om livet og om os selv. Sådan er det også i dødens mørke, hvor vi forædles til mødet med Gud selv - i opstandelsens lys.
Det, Jesus siger, i evangelieteksten, - det er trøsterigt – men også barskt. Ligesom Jonas-fortællingen var det. Al synd og bespottelse skal tilgives mennesker, men bespottelse mod Ånden skal ikke tilgives, siger Jesus. Og den, der taler imod Menneskesønnen, får tilgivelse, men den, der taler imod Helligånden, får ikke tilgivelse, hverken i denne verden eller i den kommende, siger han. Det lyder hårdt – men egentlig er det det modsatte!
I virkeligheden siger Jesus, at Guds tilgivelse er uendelig. Al synd og bespottelse bliver tilgivet os – uanset hvad vi gør, hvor meget vi flygter, hvor egoistisk vi handler, så skiller det os aldrig fra Gud. Han er hos os, venter på os, og i det øjeblik vi igen vender os imod ham, kalder på ham – og ud fra vores hjertes længsel beder om tilgivelse for vores hårdhed, så strømmer hans tilgivelse og nåde ned over os. Ja, selv om vi taler imod Menneskesønnen, altså imod Jesus selv, så er der også tilgivelse for det. Guds kærlighed til os er uendelig og uden grænser.
Det eneste, der kan skille os fra ham – det er os selv. Bespottelse mod Ånden – altså Helligånden - kan ikke tilgives, siger Jesus. For bespottelse mod Helligånden er at benægte Guds virkelighed – at benægte, at den findes – og at den bor i os. Det er bevidst at vælge at skille sig fra Gud og at sætte sig selv uden for alt, hvad der har med Gud at gøre – udenfor hans lys og udenfor hans kærlighed. Det er noget helt andet end at flygte fra ham – som Jonas gjorde – for at flygte indebærer jo en anerkendelse af hans eksistens.
At bespotte Helligånden er at benægte, at der er noget i tilværelsen, som er højere og stærkere end jeg. Det er at sætte sig selv i Guds sted - i centrum for alt. Det er også at leve livet uden ansvar overfor noget højere end én selv – og på den måde at gøre livet til alles kamp imod alle.
Jesus kræver et valg af os – et valg for eller imod Gud. Ikke et valg imellem at leve som gode eller som onde, for ingen af os kan leve som gode. Det magter vi ikke. Hver eneste dag kan vi gøre ting bedre – og det gælder os alle. Men - hvis vi lever med Gud – anerkender ham som en kraft i vores liv, så vil Helligånden leve i os, - og så er vi åbne. Så vil Gud selv undervise os – igennem alt det, livet bringer os – af svært og tungt og af let og glædeligt. Ligesom han underviste Jonas. Jonas handlede dårligt, men han fornægtede ikke et øjeblik Guds eksistens – hele tiden satte han sit liv i relation til Gud. Og det bragte ham videre, - det gav hans liv retning og mening.
Så vi må vælge! Hvad der skal være vores kilde – Gud eller os selv. Vil vi være på livets side – eller vil vi vende os imod det!
Hvis vi bevidst sætter vores liv i relation til Gud, så han bliver en levende kraft for os og i os, - så kan intet skille os fra Hans kærlighed. Så kan vi være trygge i alt – for vi kan være sikre på, at han vil føre os videre og undervise os igennem det, livet bringer os. Gud vil altid os – men vil vi ham? Det er Jesu konfronterende spørgsmål til os i dag! Amen |