13. søndag efter trin. - 2. tekstr.        2014      

Tekster: Mika 6,6-8; 1. Tim. 1,12-17; Mat. 20,20-28.     

              Tanker om Gud og tro spiller generelt ikke så stor en rolle i menneskers liv i dag som tidligere. Alligevel er det nok sådan, at de fleste bærer en længsel i sig – efter mening og sammenhæng, efter fred i sind og sjæl. Og for mange er det også en længsel efter Gud. Men hvor skal vi rette den længsel hen? Hvor finder vi Gud? Han er ligesom langt væk fra den almindelige hverdag, så hvordan kommer vi til at kende ham.

              De spørgsmål har mennesker altid stillet, - både nu og tidligere, for Gud er noget andet end det, vi kender, og vi ved ikke, hvor vi skal rette vores længsel hen. Mennesker har altid ledt efter ham – i dag har mange måske næsten glemt også det eller glemt, at det er en mulighed. Men hvis vores almindelige dagligdag bryder sammen – hvis vi mister, eller hvis vi på anden måde falder ud af det sædvanlige og konfronteres med nye og smertefulde sider af livet – så ændrer det sig – så kan tanker om Gud blive  nærværende. Fordi det nu er blevet svært at bære livet selv. Men hvor finder vi ham så? Pludselig lever det gamle spørgsmål i os igen.

              En af grundene til, at det kan være så svært at finde Gud, er, at alt, hvad der har med ham at gøre, er så anderledes, end noget vi kender. Det hører vi fra teksterne til i dag. Prøv først at tænke på Jakobs og Johannes’ mor. Hun har set, hvordan hendes sønner har sluppet alt i livet for at følge Jesus. Deres arbejde og hjem, ønsket om at få familie og alt, hvad der ellers normalt trænger sig på i en ung mands sind! Det har hun accepteret – hun har i hvert fald ikke slået hånden af dem, men hun synes nok, at de skal belønnes for det. Hendes ambitioner for dem i den almindelige virkelighed blev ikke til noget, men når de nu har forladt alt – og oven i købet er blevet nogle af Jesu nærmeste, så bør de dog kunne være sikre på, at i hans virkelighed, i hans rige, som hun siger – der vil de få position og værdighed.

              Og det er ikke kun hende, der har det sådan. Sønnerne følger tæt efter hende, da hun kommer til Jesus for at få aftalen om det i stand. Måske har hun taget sønnerne med, men de følger godt op på det, hun siger, og underbygger hendes anmodning. De lever sammen med Jesus – og er nogle af hans nærmeste, men de har alligevel ikke fundet Gud, for de har slet ikke forstået det, Jesus er kommet for at vise dem.

              Egentlig er der stor trøst i det her for os. For hvis de ikke forstår, hvordan skal vi så kunne? De viser os, hvor svært det er – og at vi godt kan være tæt på Jesus, på Gud, selv om vi ikke forstår – og selv om vi måske slet ikke selv føler, at vi er det. Vi mennesker forstår livet ud fra en logik, som er langt fra Guds. Og vores måde at tænke på står derfor i vejen for, at vi kan se ham og møde ham. Vores tanker forhindrer os i at opleve det, vi  længes efter – ligesom disciplenes gjorde det.

              Vores bevidsthed tænker i godt og ondt, i højt og lavt, i merværd og mindreværd. Det fortæller Biblen os om med beretningen om syndefaldet i GT. Vi har alle billedligt talt spist af træet til kundskab om godt og ondt, og vi forstår virkeligheden i godt og ondt. Det gør Gud ikke! Han vandrer stadig – igen billedligt talt - i Paradishaven og kalder på os – på os alle! Han kalder os ikke til at være tæt på ham eller længere væk fra ham, men til blot at være sammen med ham – i hans nærvær. Og hans nærvær er så stort, at det omslutter alle lige meget. Derfor har det spørgsmål, Jakob og Johannes’ mor stiller, ingen mening.

              Vi møder den samme form for tænkning allerede i GT-teksten til i dag. Her er det profeten Mika, der ikke ved, hvordan han skal finde Gud eller træde frem for ham. Hvad skal jeg give ham? spørger han. Skal jeg ofre? Dyr? Og hvor mange? For det må være mange, når Mika tænker på, hvordan han har levet sit liv. Han har gjort meget forkert? Såret mange mennesker – eller hvad det nu er, der har været i hans liv. Hvordan skal han nogensinde kunne betale for det, så Gud tilgiver ham? spørger han.

              Gud svarer med stor mildhed: Menneske, du har fået at vide, hvad der er godt – ligesom vi også har fået det at vide! Men det er ikke til at tro på det. Hverken for Mika eller for os! ”Du skal handle retfærdigt, vise trofast kærlighed og årvågent vandre med din Gud,” siger Gud til ham. Det er det eneste – og så enkelt! Vi vil gerne forhandle eller købslå os ud af vores problemer – det vil vi også i relation til Gud, for det er det, vi kender til. Men det er ikke, hvad Gud vil have os til. Det nytter os ikke, for vi kan ikke betale os fra alt det, vi har gjort forkert.

              Vores eneste mulighed for at komme tæt på Gud er at blive noget andet, at træde ind i en anden form for væren, – både i forhold til andre mennesker og i forhold til Gud! Egentlig er det enkelt - vi skal nemlig blot blive dem, vi er, inderst inde. Gud har skabt os hver især, som han vil have os. Der er ikke noget andet, vi skal leve op til eller præstere –– vi er gode nok i os selv. I de enkelte situationer skal vi blot handle ud fra vores egen inderste følelse af, hvad der er ret og rigtigt – og ikke ud fra, hvad vi tror, at andre – eller Gud, forventer af os. Styrken til det skal vi finde ved at læne os ind i Gud og hele tiden huske på, at han går i haven ved siden af os - og vejleder os - indefra!

              Guds retfærdighed er en helt anden end vores menneskelige, og Gud vil noget helt andet, end det, vi stræber efter. Disciplene kan ikke forhandle sig til det øverste sæde i Jesu rige, og profeten Mika kan ikke købe sig fri af alt det, han har på sin samvittighed.

              Det har Paulus forstået! Han fortæller i sit brev om sit eget liv – om den gamle retfærdighed, han tidligere levede ud fra, og om hvordan Gud greb ind og viste ham noget helt nyt. Paulus spottede Jesus og alt det, han har været og levet for, og han forfulgte de kristne. Han fór frem med vold, som han selv siger, og derfor kalder han sig selv for den største af alle syndere. For det, han har gjort, burde han efter almindelig menneskelige målestok straffes grundigt - og forkastes af Gud. Men sådan gør Gud ikke – og det er det vigtigste i hele Paulus’ budskab. Det har han selv erfaret, og det vil han bringe videre til os. Gud straffer ikke – hans retfærdighed er en anden end vores. Gud vil hele tiden lære os nyt, og hans nåde er meget større, end vi kan forestille os. Ja, den er så stor, at selv om Paulus har gjort, hvad han har, så har Kristus vist ham tillid og taget ham i sin tjeneste. Han har givet ham kraft!

              Paulus har opnået det, mange længes efter! Han er kommet til at kende Gud, og han har oplevet hans nærvær. ”Man kan ikke forestille sig et værre menneske end mig” – siger Paulus. ”Alligevel har Gud vist mig barmhjertighed - brugt mig og givet mit liv mening”. - ”Jeg vidste ikke, hvad jeg gjorde – det er min eneste undskyldning – og Gud forstår og tilgiver!”. Vi laver alle dumme ting, men vi vidste ikke bedre, da vi gjorde det. Gud kender os inderst inde, han ser på os med barmhjertighed, og han tilgiver.

              Grunden til at det er sådan ligger gemt i Guds kærlighed til hver eneste af os. Gud ønskede, at vi skal forstå, hvor højt vi er elskede, og det er derfor, han sendte sin søn til verden. Jesus kom til verden for at frelse syndere – siger Paulus. Han kom for at vise os at kærlighedens retfærdighed er en helt anden end den, der normalt eksisterer imellem mennesker. For at vi skulle se det tydeligt,  gik Jesus helt ind på verdens præmisser. Han blev uretfærdigt behandlet og blev straffet, som vi mennesker straffer dem, der falder udenfor – efter vores retfærdighed. Men selv da Jesus hang på korset – uden skyld, var det kærlighedens retfærdighed han viste os: Fader tilgiv dem, for de ved ikke, hvad de gør, bad han for dem, der havde korsfæstet ham. Han tilgav dem, for ligesom Paulus vidste de ikke, hvad de gjorde.

              Hvis vi vender tilbage til evangelieteksten og spørgsmålet om, hvorvidt Jakob og Johannes kan få pladsen ved Jesu side, så hører vi der, at Jesus stiller Jakob og Johannes et spørgsmål: Kan I drikke det bæger, jeg skal drikke? siger han. Det siger de ja til, uden at vide, hvad han taler om. De ved ikke, at han taler om al den lidelse, han skal gå igennem, og de siger bare ”ja”. Hvor ofte gør vi andre ikke det? Snakker vores medmennesker – eller Gud - efter munden, uden at der er rigtig hold i det. Uden at vi ved, om vi kan stå inde for det. ”Jeg vil aldrig gøre det mere … Det har vi sikkert alle hørt os selv sige – og så har vi gjort det samme igen!

              Og lidt senere, da de andre disciple hører, at de to er gået bag deres ryg for at få Jesus til at love dem de bedste pladser, så bliver de vrede. Vi fornemmer, hvordan de føler sig uretfærdigt behandlet, og sådan kan det køre videre! Den form for retfærdighed, som vi mennesker lever sammen i, den vil altid føre til splid, konkurrence og vrede. Det er det, vi skal lære her – og så gøre op med det!

              Jesus viser disciplene den anden retfærdighed, men først giver han dem billeder på den måde, vi mennesker lever sammen på. Folkenes fyrster undertrykker mennesker, og stormændene misbruger deres magt over dem, siger han. Vi undertrykker hinanden, går bag hinandens ryg, konkurrerer med hinanden. Men blandt jer skal det være anderledes, siger han.  Den, der vil være stor iblandt jer, skal være jeres tjener. Jesus vender retfærdigheden på hovedet – for ham er vi store, når vi tjener andre – når vi giver os selv i samværet med hinanden - og lader andre menneskers liv og virkelighed være lige vigtig som vores. Når vi lytter til hinanden og løfter hinanden – i stedet for kun at tænke på selv at komme frem. Vi skal leve i verden med hinanden, som Gud var med Adam og Eva i Paradiset! Vi skal sammen med hinanden vandre i livet og vide, at vi alle er Guds børn, og at vi alle er omsluttet af den samme kærlighed, der kun vil nærhed – og ikke vil adskillelse i mer- og mindreværd.

              Jesus slutter med at tale til disciplene om Menneskesønnen. Han, Jesus, er menneskesønnen – et ganske almindeligt menneske, men samtidig også Gud selv. Som Gud er han jo over os alle – den højeste, og han fortjener tilbedelse. Men han er ikke kommet for at lade sig tjene og tilbede. Han er netop kommet for at vise os noget andet – en anden retfærdighed. I hans virkelighed tjener den højeste de andre. Og han, den allerhøjeste er kommet for at dø for de andre – for os, for at vi skal leve. Leve og forstå at kærligheden er det højeste og at kærlighedens retfærdighed skaber nyt liv! Amen!