13. søndag efter trinitatis. 1. tekstr.

 Tekster: 3. Mos. 19,1-2,9-18; Gal. 2,16-21; Luk. 10,23-37

              Lignelsen om den barmhjertige samaritaner er en af de bibelske fortællinger, vi kender allerbedst. Umiddelbart lyder den så enkel – så let at forstå, for selvfølgelig er det forkert at gå – eller køre – forbi et menneske, der er i nød. Kærlighedsbudskabet om at elske sin næste er jo også helt centralt i kristendommen, så tolkningen af lignelsen virker indlysende. Vi skal alle gøre som samaritaneren – hjælpe den, der er i nød.

              Men det er ikke så enkelt, som det umiddelbart lyder, budskabet til i dag. Det ser vi, når vi går nærmere på teksten og inddrager dagens andre tekster, som jo skal hjælpe os med at komme i dybden med temaet.

              Temaet er næstekærlighed! Og i forlængelse af det tema rejser der sig mange spørgsmål. Vores tekster prøver at besvare nogle af dem. Et spørgsmål er, hvorfor skal vi yde næstekærlighed og hjælpe den, der er i nød! Et andet er hvordan, vi skal hjælpe! Og skal vi hjælpe alle? – eller mest vores egne, i familien eller bekendtskabskredsen – eller alle danskere? Hvor er grænsen, for vi kan jo ikke hjælpe alle? Undertiden kan det være sådan, at når vi hjælper en, går det ud over en anden. Denne søndags tekster vil hjælpe os til at afklare noget af dette?

              Problematikken møder vi jo igen og igen. Vi behøver blot at åbne for fjernsynet, så er vi hurtigt midt i en dialog om de irakiske asylansøgere i Brorsons kirke – og politiets rydning af kirken. Hvad er rigtigt og forkert? Det er ikke let at tage stilling. Skal vi hjælpe asylansøgerne? - og hvordan?

              Vores tekster giver ingen konkrete svar, men de anlægger en synsvinkel, som vi skal forholde os til – og måske lære af. GT-teksten  handler om, hvordan Gud vil, at vi mennesker skal omgås hinanden – det skal vi i  kærlighed og retfærdighed, siger han. Vi skal drage omsorg for dem, der er i nød og har brug for hjælp; vi skal dømme hinanden med retfærdighed, vi skal ikke bagtale hinanden eller bære nag til hinanden. Og grundet til dette er, at Gud er Gud. ”Jeg er Herren” – siger Gud efter hvert af sine påbud. Han siger det, og det er grund nok.

              Gud har skabt hvert eneste menneske – og han har skabt det i sit billede. Han har skabt hver eneste af os, og derfor elsker han os hver især. Han har skabt os forskelligt – med forskelligt udseende og hudfarve, med forskellige evner og sind, - men det betyder ikke, at han elsker os forskelligt – i hvert fald ikke den ene mere end den anden. For under forskelligheden er vi ens – vi rummer alle hans billede i os, og derfor er vi alle lige værdige og lige vigtige for ham.

              Hver især er vi skabt af ham, og hver især rummer vi hans billede i os. Det giver os et tilhørsforhold til ham – og mere end det, for vi er jo kun i kraft af ham. Han er vores livskilde – og vi er hans konkrete hænder her på jorden, hans redskaber til at vise sin kærlighed. Det er forudsætningen bag alt andet. Det er den dybeste fortælling om vores liv – at han er vores livskilde, og vi er redskaber for hans kærlighed. Alle andre fortællinger og årsager kommer efter den. Vi kan vælge at leve vores liv ud fra denne dybeste virkelighed – eller vi kan lade som om den ikke eksisterer – og så leve ud fra nogle af de mange sekundære sammenhænge, der selvfølgelig også er i vores liv. Men samhørigheden med Gud er den dybeste og egentligste virkelighed i vores liv. Den er basis – uanset om vi lever ud fra det eller ikke.

              Det er det, GT-teksten  pointerer – det, den vil have os til at forstå. Vi skal ikke hjælpe andre p.g.a. vores personlige kærlighed til dem – vi skal hjælpe dem ud fra vores kærlighed til Gud – ud fra vores forbundethed med ham. Ud fra hans kærlighed til alle mennesker. Det er altså ikke vores sym- eller antipartier, der skal afgøre kærligheden eller retfærdigheden – det er vores viden om, at ethvert menneske bærer Guds billede i sig og derfor er elsket af Gud – og også af hans billede i os. Derfor er vi også kun tro mod os selv, når vi elsker – og hjælper - hinanden. Og det kærlighedsunivers kender ingen grænser.        

              Men hvordan skal det her udmøntes - konkret? Hvad betyder det? Det hjælper Paulus os med at forstå i sit brev til galaterne. Han er nemlig selv kommet i en svær situation. Han har fra Gud fået den livsopgave – eller det kald - at forkynde om Jesus for ikke-jøder. Det er der nogen, der er imod, at han gør. De mener kun, at Jesus er kommet til jøder – og at alle andre skal holdes udenfor fællesskabet. Hvis andre vil inkluderes, må de først blive jøder. Guds kærlighed gælder kun jøder, siger de.

              Paulus nægter at gå ind på det, og han nægter at overholde de regler, der lukker de andre ude. Derved bliver han selv lovovertræder. Men kærligheden, siger han – den sætter loven ud af kraft. Det vigtigste er at følge kærligheden. Det kommer ikke an på, hvilke regler man overholder eller på, hvilken religion eller hvilket folkeslag man som udgangspunkt tilhører – det kommer kun an på kærligheden. Guds kærlighed, som Jesus viser os, og som lever dybt i ethvert menneske. Jesus viser os helt konkret, hvad kærligheden er, og hvordan den inkluderer og omfatter alle, og han viser også, hvordan han kan kalde den frem i ethvert menneske.

              I evangelieteksten fortæller Jesus en lignelse, der uddyber, hvordan vi mennesker konkret skal praktisere kærligheden. En lovkyndig, vil sætte Jesus på prøve, som der står. Han vil så tvivl om det, Jesus siger, så han stiller ham et spørgsmål. Han spørger, hvad han skal gøre for at få evigt liv. Jesus returnerer spørgsmålet ved at sige: ”Hvad står der i loven?” – den spørgende er jo lovkyndig, og han svarer med buddet om, at ”Du skal elske Herren din Gud af hele dit hjerte og af hele din sjæl og af hele din styrke og af hele dit sind, og din næste som dig selv”. Netop det vi lige har talt om – at kærligheden til Gud er udgangspunktet. Jesus bekræfter det, den lovkyndige siger, men denne er ikke tilfreds – som vi nok heller ikke helt er det. Vi må have det konkretiseret. ’

              Den lovkyndige spørger derfor: ”Hvem er så min næste?” og Jesu fortæller lignelsen om den barmhjertige samaritaner. Om manden, der faldt i hænderne på røvere og blev slået og mishandlet, og så blev efterladt halvdød, som der står. En præst kommer forbi stedet, hvor manden ligger. Han ser manden, men går forbi. Det samme sker med en levit – en slags kirketjener – han går også forbi uden at hjælpe den sårede.

              Den tredje, der passerer forbi, er samaritaner. Han tilhører en befolkningsgruppe, der ikke agtes højt. Samaritanerne kommer fra et andet område i landet, og de dyrker Gud på en lidt anden måde end jøderne – deres religion er lidt anderledes, så de anses for mindreværdige. Men denne samaritaner fyldes af medfølelse med den sårede, og han hjælper ham. Renser og forbinder hans sår og bringer ham til et herberg, hvor han betaler værten for at pleje ham. Oven i købet vil samaritaneren komme tilbage senere og betale det, værten evt. yderligere har lagt ud i forbindelsen med, at han har plejet den syge.

              Da Jesus har fortalt lignelsen, spørger han den lovkyndige, hvem af de tre, han synes, var en næste for ham, der faldt i røvernes hænder. Den lovkyndige svarer, at det var ham, der viste ham barmhjertighed. ”Gå du hen og gør ligeså”, siger Jesus.

              Der er så meget at tage fat på i denne lignelse – ja, i hele fortællingen - ind i vores tema her i dag. Først og fremmest er det jo en fortælling om, at det hverken er den nødlidendes nationalitet eller religion, der afgør, om han skal hjælpes. Den slags tilhørsforhold sættes simpelthen ud af kraft. Alle personer i lignelsen - både den tilskadekomne, jøderne, der går forbi og den hjælpende samaritaner er skabt af Gud – i hans billede. Alle er de mennesker, og derfor gælder forpligtelsen til hjælp dem alle.

              Der er dog ingen, der fordømmes i denne lignelse. Om præsten og levitten hører vi blot, at de går forbi. Vi hører ikke hvorfor! Måske er de bare kolde af hjertet og går fra deres menneskelige forpligtelse, men det kan jo også være, at de er i færd med at hjælpe andre, at andre er kommet til skade – eller at noget andet helt uopsætteligt kræver dem. Det hører vi ikke – vi hører kun, at de går forbi denne mand. Og sådan er livet jo. Vi kan ikke alt, og derfor kommer vi nogle gange til at gøre en ondt, når vi hjælper en anden. Kun de, der gik forbi, ved, om kærligheden eller ligegyldigheden drev dem. Det ansvar må de bære – det ansvar må vi alle bære, når vi går forbi.

              Jesus ved, at det er sådan, og han giver os mennesker friheden til at handle efter vores egen samvittighed. Han spørger jo den lovkyndige, hvem han synes var en næste – og da han har svaret, påbyder Jesus ham at gøre ligeså. Han skal følge sin egen overbevisning – gå derhen hvor hans barmhjertighed fører ham. Men i hvad han gør, skal han stå til ansvar overfor Gud. Gud ved, at vi ikke kan alt – men han ønsker, at det er kærligheden, der driver os i det, vi gør. Kærligheden til Gud – og til det liv, han har skabt. For kærligheden til Gud må vise sig i kærlighed til Guds skabning

              En sidste ting i teksten – Jesus er så dyb i sine svar. Der er så meget at hente, når man dvæler ved det, han siger. Måske var der nogle af jer, der tænkte over ordlyden i hans sidste spørgsmål til den lovkyndige. Dér vender han nemlig hele problematikken om. I stedet for at svare på den lovkyndiges oprindelige spørgsmål om, hvem der er hans næste, spørger Jesus ham om, hvem, han synes, var en næste - for ham, der faldt i røvernes hænder?” Jesus vil have den lovkyndige – og os – til at standse op – og tænke. Tænke på at det ikke altid vil være os, der har overskuddet til at hjælpe de andre. En dag er det os, der har brug for hjælp – brug for at én viser sig at være næste for os. Og vil vi så ikke være taknemmelige for den hjælp der er – uanset om den kommer fra en fremmed?

              Vi er så tilbøjelige til at se os selv som dem, der kan klare sig. Og spørgsmålet om, hvem der ens næste, hvem jeg skal hjælpe - er et overskudsspørgsmål, - for den, der virkelig lider nød, tager gerne imod den hjælp der gives – uanset hvem den kommer fra. Når vi diskuterer, hvem der er vores næste, så har vi glemt taknemmeligheden over, at vi har det så godt, at vi kan hjælpe – over at det ikke er os, der har brug for hjælp!

              Taknemmelighed er en vigtig følelse at huske, for taknemmelighed føder kærlighed. I taknemmelighed over, at vi har overskud – at Gud har givet os overskud, så vi kan hjælpe – ja, så må vi gøre det – hjælpe den, der lider! Taknemmelighed gør os til redskaber for Guds kærlighed. Og ud fra taknemmeligheden må vi træffe vore valg! Amen!