13. søndag efter trinitatis. 1. tr.        

Tekster: 3. Mos. 19,1-2, 9-18; Gal. 2,16-21; Luk. 10,23-37

              ”Salige er de øjne, som ser det, I ser.” Sådan siger Jesus til disciplene i evangelieteksten, vi lige har hørt. Og han fortsætter med at fortælle disciplene, at mange profeter og konger tidligere har ønsket at se, hvad de ser, og at høre, hvad de hører, men det kunne de ikke. Hverken visdom eller magt kunne åbne de øjne, der ser Gud. Men Jesus er kommet til verden for at være broen imellem Gud og mennesker. Han er Gud selv, der er trådt helt ind i vores virkelighed - som et almindeligt menneske. Fordi han er det, kan han vise os, hvordan vi kan være Gud nær midt i alt det almindelige.

              Det er, som om vi mennesker lever i flere virkeligheder på en gang. Vi lever i den ydre virkelighed, hvor vi er underlagt verdens præmisser. Her er vi bundet til tiden og stedet, vi er på. Vi er underlagt forpligtelser, økonomi, evner, sociale regler og normer, og vi er udleveret til hinandens dom.

              Men vi lever også i en indre virkelighed, hvor vi bag om alle følelser og tanker, er noget helt andet. Vi er alle skabt af Gud – i hans billede, og vi rummer hans billede i os. Så dybt inde i os selv kender vi Gud – hans væsen, hans virkelighed. Men vi ved ikke, hvordan vi skal erkende det – eller vende os indad og mærke det. Det er det, Jesus kan hjælpe os med. Han kan vise os det, fordi han er som os. Han kan åbne for Guds sted i os.

              Det er det, vores tekster her i dag handler om. GT-teksten viser os noget vigtigt om livet i det hele taget. Noget som også er en forudsætning for, at vi overhovedet kan se, hvem Jesus er. GT-teksten slår nemlig fast, at Guds virkelighed er den overordnede – og at det må vi erkende. Derfor må også prøve at lytte til livet og til andre mennesker med et andet sted i os selv end den logiske hjerne, for den knytter sig hele tiden til det konkrete.

              Guds logik er en anden end vores. For hans virkelighed bygger på kærlighed, og kærligheden har andre regler. I alt, hvad vi gør, siger Gud til os i teksten, skal vi tage hensyn til andre mennesker og især til dem, der har mindre, end vi selv har. Vi må ikke undertrykke hinanden eller tale usandt til hinanden – for alt det gør livet indviklet. Det skaber angst og lukker os mennesker for hinanden. Det modvirker kærligheden og dermed Guds virkelighed. Den eneste begrundelse Gud giver for, at vi skal leve ordentligt med hinanden er,  at ”Jeg er Herren!”, som han siger. Vi er ikke selv centrum – det er han. Og han elsker os alle.

              Ovenover – eller inde bag – al logik, al virkelighed, alt skabt – der er livets kilde, Gud. Han er Herre, og det er begrundelse nok for, at han ved bedst. Erkendelse af det er den første forudsætning for, at vi får mulighed for at se og møde det, Jesus bringer.

              Paulus skriver i brevet til galaterne om det samme. Han er kommet i en svær konflikt mellem det indre kald, Guds kald og den ydre virkeligheds krav. Fra Gud har han fået til opgave at forkynde om Jesus for ikke-jøder. Det er der mange af de andre kristne, der er imod, at han gør. De mener, at Jesus kun er kommet til jøder – og at alle andre skal holdes udenfor fællesskabet i Kristus. Hvis ikke-jøder vil inkluderes, må de først blive jøder – sådan siger de. Guds kærlighed gælder kun jøder.

              Paulus nægter at gå ind på det, og han nægter at overholde de regler, der lukker andre ude – fordi han ved, at det ikke er, hvad Gud ønsker af ham. Derved bliver han selv lovovertræder i samfundsmæssig forstand. Men kærligheden, siger han – den sætter loven ud af kraft. Den er Guds kald, og derfor må han følge den i det, han gør. Det kommer ikke an på, hvilket folkeslag eller hvilken religion man tilhører, eller hvilken lov man overholder – det kommer kun an på kærligheden, og Gud vil, at alle mennesker skal forenes i hans kærlighed. Der er vi allerede forenet – uanset om vi ved det eller ej, for Gud har skabt os, - og vi bærer alle hans billede og hans kærlighed i dybet af vores sind. Det er den virkelighed, Jesus vil kalde frem, og derfor er der for Paulus ikke forskel på jøder og ikke-jøder. Alle bærer Guds virkelighed i sig. Det tror Paulus på – og det må han handle efter.

              Paulus viser os, at det er muligt at handle efter vores inderste samvittighed, når vi ved, at Gud er Herre – altings kilde og derfor står inde for os.

              Det er det, disciplene i evangelieteksten har set – og hørt – med deres hjerter, og det er derfor, at Jesus priser dem salige. Ordet salig er næsten som en velkomsthilsen. Jesus hilser dem med det ord velkomne i Guds rige, i fællesskabet og kærligheden der – nu hvor de ser.

              Ikke alle de tilstedeværende forstår, hvad Jesus siger, og en lovkyndig rejser sig for at sætte Jesus på prøve. Allerede det, at han vil sætte ham på prøve, viser os, at han ikke har opdaget kærlighedens væsen. Han er fortabt til den ydre verden, og til den konkurrence og opdeling der er imellem mennesker der. Den opdeling, som vi alle lider under. Han spørger Jesus, hvad han skal gøre for at få evigt liv. Jesus henviser ham til loven. Han kan ikke andet, for den er den lovkyndiges eneste rettesnor. Jesus afviser ham ikke – han omfatter ham med kærlighed og kommer ham i møde der, hvor han er.

              Manden svarer ud fra loven og siger: ”Du skal elske Herren din Gud af hele dit hjerte og af hele din sjæl og af hele din styrke og af hele dit sind, og din næste som dig selv”. Han ved godt, at kærligheden er det centrale. At kærligheden til Gud er udgangspunktet, men også indholdet i alt, hvad der har med egentligt liv at gøre. Jesus bekræfter, hvad han siger, men den lovkyndige er ikke tilfreds – han er fanget i sine egne ord, for ordene har ikke virkelighed for ham. De forløser ham ikke. Han ved stadig ikke, hvad han skal gøre.

              Den lovkyndige er som os – når vi er skeptiske. Han vil forstå på sine egne præmisser, og derfor forstår han ingenting. Hvis han skal se det, Jesus vil vise ham, må han som udgangspunkt erkende, at Gud er Herre og overgive sig til det perspektiv på livet. Men han holder fast i sig selv – han vil vide konkret, hvem han skal vise kærlighed, hvem der er hans næste. Han vil have kontrol over situationen.

              Så fortæller Jesus ham lignelsen om den barmhjertige samaritaner. Han fortæller om manden, der blev overfaldet af røvere og som bagefter lå tilbage nøgen og halvdød. Han fortæller ham om den menneskelige lidelse, for hvad denne mand kommer ud for, det kan ramme os alle. Hvis ikke i bogstavelig forstand så i billedlig. De fleste af os bliver på et tidspunkt ramt eller slået så hårdt af livet, at vi bagefter føler os som nøgne og halvdøde. Måske kommer der et menneske forbi, som måske nok ser os, men alligevel ikke forstår, hvordan vi har det. Vedkommende ser kun det ydre, - ser ikke med hjertets barmhjertighed.

              Det kan også være os, der ikke ser et andet menneskes nød, når vi er ovenpå. Vi har så måske for travlt med vore egne gøremål – og passerer forbi – uden rigtig at se. Hvor tit gør vi måske ikke det?

              Men så kommer der en samaritaner – en som ikke regnes i det etablerede samfund. Han tilhører en mindreværdig befolkningsgruppe, der har en lidt anden religion end jøderne. Men denne samaritaner ser med hjertet – og hjælper den nødlidende. Han forbinder hans sår og sørger for ham på alle måder. Han viser barmhjertighed og omsorg. At det netop er samaritaneren, som hjælper, viser os, hvordan Guds billede bor i ethvert menneske. Ikke kun i dem, som er noget i den ydre verden, men i ethvert menneske. Og det viser os, at hjælpen kan komme alle steder fra.

              Men sin lignelse skubber Jesus den lovkyndige til at åbne sit hjerte. Han inddrager ham i selve fortællingen, så han ikke mere kan holde sig udenfor. Han spørger ham nemlig: ”Hvem .. synes du var en næste for ham, der faldt i røverens hænder?” Han må tage stilling, og han ser. Han svarer: ”Han, som viste ham barmhjertighed.” Men Jesus lader ham ikke standse der, for han siger: ”Gå du hen og gør ligeså!” Det er ikke nok tænksomt at tage stilling til Jesu virkelighed. Den skal leves – den gør krav på at blive levet.

              Som Jesus inddrager den lovkyndige, der som udgangspunkt vil sætte Jesus på prøve, inddrager han os. For spørgsmålene han stiller, gælder også os. Hvem synes vi, var en næste? Og når vi har taget stilling, lyder Jesu påbud også til os: ”Gå du hen og gør ligeså!”

              Måden, Jesus fortæller lignelsen på, viser os, hvor dybt han kender menneskesindet – og hvor meget han sætter ind på at vække os, så vi - som disciplene - får øjne, der ser. Han rammer så dybt ind i os, at vi knapt opdager det, før vores indre er sat i bevægelse. Udgangspunktet for lignelsen her var den lovkyndiges spørgsmål til Jesus om hvem, der er min næste. Efter at have fortalt lignelsen, spørger Jesus så: ” ”Hvem .. synes du var en næste..” Han vender spørgsmålet om. og forandrer spørgerens rolle fra at være den aktive til at være den passive. Den lovkyndige vil vide, hvem han skal hjælpe – Jesus spørger, hvem der hjalp.

              Vi vil alle helst opleve os selv, som dem, der er ovenpå. Som dem, der har overskud og kan vælge at hjælpe, - og også vælge hvem vi vil hjælpe. Men vi glemmer, at vi også har brug for hjælp – hvis ikke i dag, så i morgen. En dag er det os, der er magtesløse, og for den magtesløse er det ikke så vigtigt, hvem der hjælper. Der betyder det kun noget at hjælpen kommer. Nogle gange kommer den også til os fra helt uventet kant. Er det først den dag, vi har brug for hjælp, at mennesker bliver lige for os? – spørger Jesus.

              Måske får vi meget mere hjælp – fra Gud, fra andre mennesker, - end vi ser og påskønner. Jesus vil have os til at se de gaver – den hjælp, vi modtager. Han vil have os til at erkende vores menneskelige skrøbelighed, for når vi møder den inde i os selv, så er vi lige med alle andre mennesker, og så SER vi Guds billede – i os selv og i vores næste. Amen!