15. søndag efter trinitatis - 2. tekstrække      

Tekster: Sal. 73,23-28; Ap.G. 8,26-39; Luk. 10,38-42          

              I dag handler vores tekster om den indre side af kristenlivet. De handler om nærheden til Gud, og om hvordan Gud kan være den kilde, vi henter vores liv og styrke fra. Vi skal jo leve vores liv i verden og tage os af de problemer, vi dagligt møder der – og glæde os over alt, hvad der er at glæde sig over. Men hvis vi tænker nærmere over det, så tror jeg, det er tydeligt for os alle, at den ydre verden er hård og kold og på mange måder ubarmhjertig i sig selv. Det vi finder virkelig glæde ved – det har alt sammen med liv og vækst at gøre. Og alt liv og vækst kommer fra Gud. Så længe Gud vil det, trækker vi vejret og lever. Så længe Gud vil det, er vores sind åbent og modtageligt for glæde og skønhed – hvis han lukker vores sanser, med sygdom eller tungsind, så kan vi ikke opleve livet, og så bliver den tung og død for os.

              Jo mere vi er i stand til at erkende Guds virkelighed, jo rigere bliver verden – og andre mennesker - for os. Men vi må selv gøre noget, for at udvikle de sanser, der kan erfare Gud. Vi må sætte noget ind på det – og foretage valg, der åbner for det. Vi ved jo godt, at vi i alt her i livet må øve os og få erfaringer for at udvikle nye færdigheder og for at blive bedre til det, vi kan. Sådan er det også i vores forhold til Gud. Hvis vi vil kunne samtale med Gud – og sanse hans nærvær, så må vi øve os i det. Verden bliver rigere, når vi forstår den som Guds. Han har skabt alt - ned til de mindste sammenhænge – og derfor kender han dem. Så jo mere vi åbner de sanser i os, der kan erkende Gud, jo mere kan vi se hans skaberværk – og jo finere sammenhænge kan vi erkende og registrere i verden – i naturen og imellem mennesker. Jo mere glæde føler vi.

              Teksterne til i dag giver os nogle billeder og retningslinjer for, hvad vi kan gøre for at leve i Guds nærhed. Først GT-teksten, der er en af Davids salmer. Den, der har skrevet salmen, fortæller om, hvordan han tager sin tilflugt til Gud. Han oplever, at han egentlig altid er hos Gud, og at Gud holder hans højre hånd. Det er et smukt billede på, hvordan et menneske kan leve med Gud. I alt hvad salmeskriveren foretager sig, er noget af hans sind rettet mod Gud og hviler hos ham. Han føler, at Gud leder ham – holder hans hånd - det giver ham tryghed. Det er ikke vanskeligt at forestille sig, at et menneske, der lever sådan, vil opleve livet meget anderledes, end den, der kæmper for selv at få tingene til at hænge sammen. Det menneske vil også handle anderledes, i overensstemmelse med en helt anden visdom.

              Salmedigteren siger, at uanset, hvad der sker, så vil Gud for evigt (være) hans hjertes klippe. Klippen er det, der altid står fast – det, der aldrig kan rokkes. Selv når alt menneskeligt falder sammen, så står klippen der stadigvæk, - parat til at give nyt fodfæste. Uanset om han lever eller dør, vil det være sådan, siger han. Helt ind i døden vil Gud være hans klippe og holde hans hånd. Det tvivler han ikke et øjeblik på – han ved, at det er sådan, for det har han fået bekræftet igennem sit nærvær med Gud.

              Hvis et menneske – vi - kan leve sådan, så vil det være muligt at møde tilværelsen på en ny måde. Vi ved jo, at vores konkrete verden kan ændre sig helt for os på et lille øjeblik – på godt og på ondt. Men hvis vores hjerte midt i alt, hvad der sker, har en klippe at holde sig til – og en viden om, at Gud holder vores hånd, så kan vi aldrig væltes helt. For så får vi hjælp og styrke til at huske på og håbe, at også det, der føles svært – kan rumme en mening og føre frem til noget, vi måske ikke i øjeblikket kan forestille os – noget, der kan blive til hjælp – for os eller for andre. Hvis vi hviler på klippen, så ved vi, at det endelige ansvar for tingene ikke er vores – det er Guds, og vi ved, at alt hos ham har en mening, også selv om vi aldrig kommer til at kende den. Vi ved, at alt hviler i hans hånd.

              I teksten fra Apostlenes Gerninger hører vi om Filip og om en etiopisk hofmands omvendelse. Filip er et eksempel på et menneske, der lever i Guds nærhed. Han var en af apostlene, som jo med Jesu død kom ud for et stort tab, men tabet forvandlede sig, for Jesus genopstod, og senere kom hans Helligånd til apostlene – det skete den første pinse. Igennem mødet med den fik de et andet liv. De fik givet nogle af de samme evner, som Jesus havde haft – til at helbrede og til at gøre undere, og de kom til at leve i en nær kontakt med Gud. Helligånden tog bolig i dem, og den førte dem og vejledte dem.

              Det hører vi et eksempel på i vores tekst. Her er det Filip, den fører. Som en indre stemme byder den ham at drage sydpå af en bestemt vej. Det gør han, og undervejs udpeger Ånden etiopierens vogn og befaler Filip at gå hen til den og holde sig tæt op ad den. Den viser ham den opgave, han må påtage sig – uden at konkretisere hvordan han skal løse den. Filip lader sig vejlede – og han handler efter det, han får at vide. Han løber hen til vognen. Han tøver ikke, stiller ingen spørgsmål eller overvejer, om det nu er passende – han lytter og handler – løber! Det kan vi lære af.

              Filip møder et menneske fuld af længsel og tvivl. Manden har rejst meget langt – er kommet helt fra Etiopien – for at tilbede Gud i Jerusalem, og nu var han på vej hjem. Men han har ikke fået det ud af rejsen, han havde håbet. Han er ikke fyldt op og sidder nu og læser i de hellige tekster i et forsøg på at komme til at forstå mere. Men det nytter ikke, for ingen vejleder ham, som han siger. Så da Filip taler til ham, beder han ham meget om at sige, hvem det er, teksterne handler om.

              Filip hjælper ham, vejleder ham, som vi alle har brug for at blive vejledt. Han tager udgangspunkt i de tekster fra GT, som etiopieren sidder og læser i, - og forklarer ham, at de handler om Jesus – og fortæller ham om, hvem Jesus er. Han gør det så levende og bevægende, at etiopieren føler virkeligheden i det Filip siger. Og da de lidt  senere kører forbi noget vand, vil etiopieren straks døbes. Hvad forhindrer mig i at blive døbt, siger han. Han tøver ikke – også han handler og følger i det nu, der åbner sig for ham. Han gør som Filip, og derved træder han ind i Filips virkelighed – i Guds nærhed. Det kan vi igen lære af.

              Filip døber ham – og forsvinder så – men etiopieren fortsætter sin rejse med glæde. Han er ikke mere afhængig af Filip, for nu lever Helligånden i ham selv. Også det kan vi lære af, for etiopieren bliver et vidne for os – om at Guds nærhed kan blive virkelig for ethvert menneske – for os, hvis vi som han lytter og handler – vover at tage konsekvenser af det, vi tror på. Og tage dem nu!

              Evangelieteksten taler om det samme. Det er fortællingen om Marta og Maria. Jesus kommer på besøg i deres hjem, og Marta tager imod ham og får travl med at sørge for ham, som der står. Hun skulle vel klare alt det praktiske, forberede mad og et sted til ham at sove. Hendes søster, Maria, tager sig ikke af alt dette. Hun sætter sig ved Jesu fødder og lytter til hans ord. Marta bliver oprørt over det. Hun har meget, der skal nås, for hun vil gerne give Jesus det allerbedste. Og samtidig vil hun også gerne sidde ved hans fødder – og have hans opmærksomhed. Hun slider for at gøre det godt for Jesus, og han lægger nærmest ikke mærke til det – eller til hende, føler hun.

              Derfor gør hun ham opmærksom på det. Hun vil have ham til at irettesætte Maria og få hende til at hjælpe. Det er tydeligvis Jesu opmærksomhed, hun vil have, - ellers kunne hun jo bare selv have bedt Maria om hjælp. Men Jesus irettesætter ikke Maria. Han favner dem begge – og i stedet for siger han til Marta, at hun gør sig for mange bekymringer og er alt for urolig – for kun ét er fornødent, siger han, og det er det, Maria har valgt. Derfor skal det ikke tages fra hende.

              Jesus afviser ikke Marta, men han viser hende, at hendes ihærdige ønske om at gøre det bedst muligt for ham, fylder hende med så mange bekymringer og så megen uro, at hun helt overser det væsentlige – ikke får del i det, der virkelig betyder noget. Hun handler sig væk fra ham – i stedet for at være i hans nærhed. I forholdet til ham skal vi mennesker ikke handle – vi skal tage imod og lytte og være. Han kan lære os, hvad livet egentlig er – hvis vi kan lytte og tage imod og være med ham i hans stilhed.

              Marta splitter sig selv, fordi hun vil det hele – og derfor bliver ingenting rigtigt. Hun må vælge, hvad der er vigtigst og følge det. Det betyder ikke, at hun ikke skal sørge for Jesus, eller for de praktiske ting i det hele taget – men det er ikke det praktiske, der skal styre hende. De kommer ikke først. På samme måde er det i forhold mellem mennesker. Hvis vi i vores indbyrdes relationer lader de praktiske ting komme før den nære kontakt med hinanden – så når vi aldrig ind til det sted, hvorfra vi kan hente liv – og hvor vi virkelig kan føle hinanden, - og så dør forholdet, eller det afstumpes. Sådan er det altså også i relation til Gud. 

              Maria lytter. Vi hører slet ikke andet om hende, end at hun sætter sig ved Jesu fødder og lytter til hans ord. Hun forsvinder næsten ind i hans nærvær og sanser ikke andet – heller ikke Marta og hendes problemer. Maria finder et øjeblik hvilen i livskilden. Hun lader sig stille fylde af Jesu nærvær, og bagefter kan hun så gå ud i verden som et fornyet menneske – med ny livskraft.

              Den her tekst vil have os til at forstå, at det kun er muligt at finde sand ro og væren, hvis vi lærer at synke tilbage ind i den kraft, der har skabt os. Gud vil have, at vi skal opleve livet rigere, at vores forfinede åndelige sanser skal åbnes, så vi kan mærke livet vibrere helt ind i sjælen. Det vil ikke gøre os verdensfjerne og passive. Det vil netop give os en helt anden og dybere følelse for andre mennesker og for alt, hvad der sker omkring os. Det har man vidst og erfaret igennem hele kristendommens historie; og måske er det et af vor tids største problem, at vi næsten har glemt det i dag. Det er ikke mere en selvfølgelighed for mennesker, at livet og sansningen af det kan forfines og udvikles gennem et åndeligt liv.

              Når vi så har drukket af kilden, kan vi gå ud i verden og handle – med fornyet styrke og med retning og ansvar. Vi rummer jo alle både Martha og Maria i os – vi er både handlende og åndelige væsener. Men Martha skal ikke handle uden Maria – de to skal befrugte og supplere hinanden. Når Maria har drukket af livskilden, kan Martha gå ud i verden og handle på en helt anden måde, der også tilfredsstiller hende selv. Sådan  som vi så Filip handle – ført af Ånden – til hjælp for andre mennesker og til glæde for os selv. Amen!