3. Søndag efter Trinitatis - Radiogudstjeneste i Haslev 2021
Festgudstjeneste i taknemmelighed over at vi nærmer os afslutningen af corona-epidemien
Tekster: Ef. 4,22-24 og Luk. 15,11-32 (Liturgisk frisogn)
To sønner – to forskellige mennesker – to veje i livet – og måske to sider af os hver især! Ingen af de to sønner har det let, sådan er det med livet – men de har en far, som elsker dem, som frit lader dem leve deres forskellige liv, - og som tager imod dem, som de er.
Vi kender nok dem begge to – også i os selv. Måske den ene bedre end den anden – eller måske som billeder på to forskellige faser i vores liv.
Den yngste vil være sig selv, vil væk fra far’en og ud at prøve livet af. Han er sikker på, at han kan skabe sig en meget bedre tilværelse selv - og han forlanger at få alt det med, der kan tilkomme ham. Han vil være sig selv! Han rejser meget langt væk – til en helt anden form for liv. Og det går godt. Han har nok af alting, lyst på livet, lyst til at sprænge grænser, - han har kræfter og gå-på-mod, han prøver det hele af, og han har det sjovt! Indtil det alt sammen langsomt bliver tomt og uden mening for ham. Det sanselige liv, han har levet, opfylder ham ikke mere, og der bliver åndelig hungersnød indeni ham. Han begynder at lide nød, siger teksten.
Hvad skal han nu? Hvor skal han gå hen? Han er jo i det fremmede, langt borte fra det han kender til, - og han søger hen til en af landets borgere, en af dem, som har status i det miljø, han er i. Men det kommer der ikke noget godt ud af – det gør ham blot endnu mere fremmed for sig selv, for han bliver sendt ud på mandens marker for at passe svin. En god hjælp måske – fra mandens side, men for ham, en jøde, der opfatter svin, som urene dyr, medfører det blot en endnu dybere tristhed, en adskillelse fra alt, hvad han kender og bærer med sig. Han gør, som det forventes, men han er efterladt i et mørke uden retning – og uden kontakt med sig selv. Ingenting trænger ind til ham og forløser den smerte, han er i.
Alt er slået fejl – måske ikke i det ydre liv – det ved vi ikke, men i det indre er det. Det, han gør, er blevet tomt og uden mening. Han ville det så meget, men det fyldte ham så kort. Og han ser ingen veje mere at gå. Fra at være fyldt med livsmod og selvsikkerhed – vished på at han sagtens kunne skabe sit liv selv, er han stødt på en grænse, hvor han opdager sin egen menneskelige magtesløshed. Han kan ikke! I det ydre skabte han i begyndelsen så meget – det gik jo godt, men livsfylde og mening fandt han ikke. Måske så han også, hvor hurtigt alt, hvad han havde og identificerede sig med, forsvandt, da omstændighederne ændrede sig.
Denne yngste søn kan for os her i dag være et billede på det, mange af os har oplevet under coronapandemien – eller i en anden livskrise. Pludselig ændrer alt sig, og vi mister det liv, vi plejede at leve – det vi havde fået bygget op. Måske truer sygdom og død os selv eller en, vi holder af. Måske rammes vi af stress eller af et andet indre mørke. Fællesskaber forsvinder, ensomhed og følelse af isolation kommer til, - og åndelig sult kan blive en del af smerten – i hvert fald var det sådan for mange af os under coronaen. I enhver krise bliver vi kastet ud i en form for magtesløshed - og måske angst. Vi bliver sårbare og skrøbelige og føler – som sønnen – at der ikke rigtig er en vej at gå.
Men han, sønnen, finder en vej – han går i sig selv! Måske har vi også oplevet at gøre det – i en af vores kriser. Der var jo lyspunkter, som mange fik øje på – også i coronanedlukningen! Der kom sprækker i mørket, og vi opdagede nye måder at finde liv på, andre værdier at udfolde. F.eks. oplevede mange, hvordan naturen åbnede sig, hvordan sanserne ude i det fri næsten kunne inddrikke livsnydelse, - på en måde, som, vi havde glemt, fandtes. Og fællesskab - med de nærmeste - viste sig at kunne fylde meget mere i os, end vi anede. Den alenehed, vi i begyndelsen frygtede, førte måske ikke kun ind i ensomhed, men også ind i stilhed – og i fylde, måske ind i en dybere kontakt med os selv – og med Gud.
Sønnen går i sig selv - og tænker! Han reflekterer over det, som er sket, og erkender, at meget af det, han har satset på, er tomt for ham. Hans forestilling om - og fordømmelse af – det, han først havde – nemlig livet hos far’en, var helt forkert. Hans afstandtagen førte ham ikke nogen steder hen. Han husker, hvordan selv daglejerne der havde mad og næring i overflod, mens han er ved at sulte ihjel. Det fællesskab, han dengang ikke regnede, nærheden med de andre – det savner han. Det var med til at fylde ham. Og frem for alt længes han efter far’ens omsorg for dem alle! Han ser, at i sin iver efter selv at ville kontrollere sit liv, har han mistet det, der var det allervigtigste for ham.
I den magtesløshed og ensomhed, han nu føler, får han indsigter, der kommer til at ændre hans liv. Han erkender, at selv den gamle position, han havde - som faderens søn, som noget særligt, ikke er vigtig – det eneste, der betyder noget, er livsfylden, som han dengang ikke ænsede, en som han nu længes efter.
Tidligere i dag fortalte Paulus os, at vi skal aflægge det gamle menneske, som hører til vores hidtidige levned. Vi skal fornyes i sind og ånd og iføre os det nye menneske, skabt i Guds billede. Det er netop, hvad der sker for den yngste søn. Han får givet et nyt syn på alting. Den gamle position er helt ligegyldig – det er kun livet i far’ens nærhed, der betyder noget. Det liv, der er fyldt med mening og fællesskab.
Ved den erkendelse bryder han op, slipper alt det, der alligevel ikke betyder noget, og går til sin far – med et nyt sind. Hans far ser ham på lang afstand og løber han ham i møde - omfavner ham - tager imod ham. Da sønnen for længe siden ville gå ud i verden, lod far’en ham gøre det – og nu, da han kommer tilbage, bliver han favnet og taget helt ind. Han får festtøj på og ring på fingeren, fedekalven bliver slagtet – og mad og næring strømmer ham i møde. De fester – alt, hvad han længtes efter, er her – han så det bare ikke før!
Der var også en anden søn! Han, som blev hjemme – og passede sine pligter og levede op til de forventninger, han troede lå på ham. Heller ikke han fandt glæden i det, han valgte – det blev alt sammen tomt og belastende for ham. Og da hans bror så kommer hjem – han, der bare gik fra alt ansvaret, og bliver taget imod med fest og liv, bliver han vred og føler sig ikke set eller påskønnet i alt det, han har gjort. Allerede på vejen hjem fra marken hører han musikken, og i den følelse af uretfærdighed, der fylder ham, vil han ikke gå ind. Far’en kommer og ber ham om det, indbyder ham til at komme ind og være med til festen, men han svarer, at nu har han tjent far’en i så mange år – uden nogensinde at overtræde et eneste af hans bud – og aldrig har han fået et kid, så han kunne feste med sine venner.
Far'en favner ham med sine ord og sin kærlighed: Min barn, du er altid hos mig, og alt mit er dit, siger han. Alt mit er dit! Denne søn kunne have festet, så meget han ville, men han gjorde det ikke. I al sin pligtopfyldelse og selvretfærdighed fik han aldrig den tanke. Han så ikke kærligheden – mulighederne – selv om han stadig var midt i det.
Der er så mange måder at lukke livet ude på! Ingen af de to brødre så livet – der hvor det var. Så hver på deres vidt forskellige vis prøvede de at skabe og kontrollere et liv selv, sådan som de forestillede sig, det skulle være. Og sådan er det med os alle. Hvordan vi prøver det, er ikke så vigtigt – i far’ens perspektiv, kun at vi gør det - og at det aldrig vil lykkes for os – det ved han. For vi mennesker kan aldrig tænke livet stort nok, og derfor kan vi heller ikke give os selv livsfylde. Gud kan, for han har skabt os og kender til dybet i os hver især. Derfor kan også kun han lede os til fuldbyrdelse. Det venter han på at få lov til.
Det opdager den yngste af sønnerne, da han møder sin egen magtesløshed - og går i sig selv. Den ældste får samme mulighed. For de to har en far, der ikke dømmer nogen af dem. Han indbyder dem: Nu burde vi feste og være glade, siger han. For min søn var død, men er blevet levende igen! Hvordan sønnerne – eller vi - har levet livet indtil denne dag, er ingen hindring for festen. Som forskellige mennesker må vi gå ad hver vores veje og igennem forskellige landskaber, før vi når til magtesløshedens åbenhed. Først der kan vi gå i os selv, blive levende - og lade Gud være den skabende kraft i vores liv. Det er han godt nok allerede, men vi ser og anerkender det ikke, så længe vi kæmper imod og ihærdigt selv vil vores egne forestillinger. Sådan overser og forpasser vi det nu, hvor livet bliver til og bliver nyt, hvor glæden begynder.
Fra vores fortælling ved vi ikke, om også den ældste søn går i sig selv og siger ja til festen – til det, der virkelig giver mening, eller han bliver udenfor i sin sårethed. Men han er indbudt – ligesom vi er det. Vi står der udenfor sammen med ham og kan holde fast på vores gamle menneske – eller vi kan slippe det og iføre os det nye – sige ja til indbydelsen, ja til den glæde, som måske allerede er, men som vi ikke før har kunnet få øje på. Amen!
15. søndag efter Trinitatis 2. tekstrække - DR-transmiteret
Tilværelsens to dimensioner
Tekster: Sal. 73,23-28; Ap.G. 8,26-39; Luk. 10,38-42
Nu er jeg altid hos dig – at være Gud nær er min lykke – sådan siger salmisten i GT-læsningen, og de ord står som en slags overskrift over alle denne dags tekster. Med ordene udtrykker salmeskiveren, hvordan nærheden til Gud er det, som giver ham mening og styrke i livet. Uanset hvad der sker for ham, så læner han sig ind i nærheden til Gud, - ja, selv i døden er Gud for evigt mit hjertes klippe, siger han.
Igennem det bibelske forløb – fra skabelse og indtil det himmelske Jerusalem viser sig på jorden - skildres det igen og igen i billeder, hvordan vi mennesker altid er i livet på to forskellige måder - samtidig. Dels lever vi igennem vores almindelige dagligdags bevidsthed, vores jeg, og her identificerer vi os med det, der lige sker for os. I bibelsk sprogbrug er vi her i syndefaldets virkelighed. Her tror vi selv, at vi kender forskel på godt og ondt, og vi mener, at vi kan dømme - os selv og andre. Vi er ofre for vores egne tanker, lukket inde i faste meninger, fastholdt af angst for at falde udenfor.
Dels – og samtidig med - lever vi også - som salmisten beskriver det - i Guds nærhed. Vi er skabt i Guds billede. Vi rummer hans billede, og det inderste i os er altid i relationen til ham. Fra dette sted ser alting anderledes ud – herfra kan vi ane vores liv i Guds perspektiv. Her er der ingen dom, ingen adskillelse, kun kærlig favnelse. Det menneske, der hviler i dette perspektiv, har en frihed i verden. Det ved, at det har sin væren fra Gud – og ikke fra andre mennesker, og derfor møder det andre – og det, der sker - i større tillid og åbenhed.
Alle rummer vi de to måder at være i livet på. Vi ved kun selv hvilken af dem, der er mest levende i os. Salmisten hviler i Guds nærhed, hele tiden i relation til det indre gudsbillede, og derfor bliver han et forbillede for os. Med sine ord fortæller han, at sådan er det muligt at være i livet. Gud er det inderste i et menneske, og når vi giver Gud lov til at være det i os, når vi åbner os for hans nærvær, så er han der. Og så sætter han os fri i verden.
Filip og den etiopiske hofmand fra Apostlenes Gerninger fortæller os mere. Apostlen Filip lever som salmisten i Guds nærhed. Det ser vi af, at han hører Helligåndens tale og følger den tiltale, han får i sit indre. Ånden fører ham til mødet med hofmanden, som er kommet til Jerusalem for at tilbede, men nu skuffet er på vej hjem. Han har ikke mødt det, han kom for, for ingen har mødt ham. Ingen har set hans længsel og vejledt ham. Han håber stadig, og på vejen hjem læser han profeten Esajas. Han læser om den Guds tjener, der engang skal komme til verden som et nyt rodskud, som en ny begyndelse. Han skal bære vores lidelser og vores skyld – selv skal han som et får føres bort til slagtning. Men i fornedrelsen bliver hans dom taget bort - al dom bliver taget bort, og han skal åbne døren for os – ind til Guds nærhed, ind til Gudsbilledet, som bor i os alle. Her findes dom ikke – i hvert fald ikke den dom, vi normalt kender til, for her er al dom gennemlyst af Guds kærlighed.
Filip ledes af Ånden til etiopierens vogn, og han hører, hvad han læser. Han spørger ham, om han forstår det. Det gør han ikke, men han vil gerne forstå, og han beder Filip om at komme op i vognen og undervise ham. Det gør Filip - ud fra det skriftsted, hofmanden netop har læst. Han fortæller ham om Jesus som denne tjener – om hans liv og død og opstandelse. Etiopieren berøres dybt, og da de kører forbi noget vand, beder han om at blive døbt. Filip spørger ham, om han tror af hele sit hjerte, og han svarer: ”Jeg tror, at Jesus Kristus er Guds søn” – og Filip døber ham. Etiopieren tror på, at Guds virkelighed kan bo i et menneske, i Jesus, og at Jesus kan opstå og blive virkelig i ethvert menneske. Efter dåben forsvinder Filip, og hofmanden fortsætter sin rejse alene – og med glæde – som et forvandlet menneske.
Hele denne fortællings indhold tydeliggør skriftsted, etiopieren læste – om Guds tjener, der skal borttage lidelse og skyld og dom. For i beretningen her er der ingen skyld eller dom. Filip spurgte ikke på noget tidspunkt til hofmandens tidligere liv. Til hvad han har gjort, og hvordan han har levet. Gudsbilledet bor ham, i ethvert menneske, og når det bliver levende i mødet med Jesus, Guds tjener, så er al skyld taget bort – så hører det til i en anden virkelighed, i en anden dimension af livet. Filip tilretteviser heller ikke hofmanden fremad, giver ham ikke regler for fremtiden. Han døber ham, og Helligånden kommer til live i ham. Den vil vejlede ham – som den vejledte Filip. Det er nok!
Koret synger ”Bær mig stjerne”
Tilværelsens to dimensioner - og livet i Guds nærhed - belyses yderligere i evangelieteksten. Her møder vi Jesus, da han kommer ind i en landsby. En kvinde, Martha tager imod ham, står der. Hvad der ligger i de ord, ved vi ikke. Hun åbner sit hus – og måske sit hjerte for ham. Hun inviterer ham i hvert fald hjem til sig, og hun får travlt med at sørge for ham, - med at lave mad og på alle måder gøre det godt, så han kan føle sig velkommen. Hendes søster, Maria, sætter sig i stedet for ved Jesu fødder og lytter til hans ord.
Martha vil også gerne sidde der, men pligten kalder - og ønsket om at gøre det godt for Jesus. Hun vil gerne det hele, og vi fornemmer den konflikt, der udspiller sig indeni hende. Hun er billede på det i os, der er travlt optaget af livet i verden, og af alt det, der skal gøres. Stærke følelser fylder hende – af længsel og savn, af vrede og misundelse, af mindreværd. Men i stedet for at mærke sine egne følelser og ændre på, hvad hun gør, bebrejder hun Jesus, at han sidder i nærhed med Maria. Han skal sætte Maria i gang og sørge for, at hun, Martha, får tid til at sætte sig. Han skal tage Marthas dårlige samvittighed og pligtfølelse fra hende. Vi fornemmer, hvordan selve følelsernes og tankernes arbejde i hende holder hende væk fra den stilhed, hun længes efter.
Maria hører vi intet andet om, end at hun sidder ved Jesu fødder – og lytter. Hun siger ingenting i teksten, hun er kun – helt stille og nærværende. Det er, som om Martha og Maria er to sider af den samme person, af os hver især. Aktiviteten og pligtfølelsen, der kører med os, og stilheden, som vi har så svært ved at give tid og plads.
Jesus bebrejder ikke Martha noget – han svarer hende med stor kærlighed. Han ser hende, ser hvordan hun har det, og han favner hende med sin nærhed. To gange siger han hendes navn – for ligesom at vække hende af emotionernes tumult. Han ser hendes bekymring og uro, hendes måde at være i verden på. Og så viser han hende den anden mulighed. Han viser hen til Maria og hendes hvilen i hans nærhed. Det er den gode del, siger han, og den skal ikke tages fra hende. Der skal være plads til Maria.
Martha og Maria er udtryk for de to sider i mennesket, som vi har talt om. Fortællingen om dem viser os et stærkt billede på den konflikt, der altid lever i os imellem vores ydre jeg, der er bundet til verden og dens gøremål, og vores sjælelige jeg, der hviler i gudsbilledets nærhed. De to sider er adskilte, men de hører sammen, og livet fuldbyrdes først, når de begge har liv – og giver hinanden liv.
Igennem fortællingen vejleder Jesus os til denne fuldbyrdelse. Det er Martha, som først møder Jesus og tager imod ham. Uden hende var kontakten ikke mulig. Men hun har brug for hjælp – fra Maria. Martha kan ikke slippe det gamle selvbillede, før hun lærer Maria at kende i sig selv. Og opdager, hvad det er, Maria gør – eller ikke gør! Maria lytter - og inde i stilheden lærer hun af Jesus. Igennem Maria kan Martha erfare, at Jesus ikke dømmer hende – som han ikke dømmer nogen, og at hun er elsket, som den, hun er – med fejl og mangler. Når Jesus siger til hende, at Maria har valgt den gode del, mener han, at det at hvile ved hans fødder og være i relation til ham skal være det første i vores sind og udgangspunkt for alt andet. Relationen til ham kan nemlig bære Martha – og os - ud i mødet med livet, så det dagligdags, bekymringerne og uroen, ikke overskygger det egentlige, den indre ro. Fra ham vil hun modtage inspiration og kræfter – og glæde – til at gå ud i verden og gøre sit – det hun må gøre. Det er ikke nødvendigvis noget andet, end hvad, hun gjorde før, men impulsen til at gøre det kommer et andet sted fra – den kommer fra Guds uudtømmelig kilde af inspiration og liv, og derfor er den glædesfyldt.
Guds kærlighedsfyldte nærvær strømmer os i møde fra alle dagens tekster. Igennem salmistens glæde over at være Gud nær, igennem Filip, der af Helligånden sendes ud i verden til, hvor der er brug for ham, igennem den etiopiske hofmand, der bekender sig til Jesus som Guds søn, og som derved sættes fri af både fortid og fremtid, og igennem Martha og Maria, der i mødet med Jesus hjælpes til at være i Guds nærhed og derved leve ud fra kilden til alt liv. Guds kærlighedsfyldte nærvær rækkes her i dag også ud imod enhver af os – vi skal blot tage imod det. Amen!