16. søndag efter trinitatis - 2. tekstr.   Høstgudstjeneste

Tekster: Sal. 139,1-12; 1. Kor. 15,21-28

           Vores høstgudstjeneste her i Grenaa blev også i år åbnet med folkedansernes festlige dans på torvet – og senere med deres og de nye konfirmanders indtog her i kirken. Det er en glædens dag i dag – hvor vi siger tak for alt det, vi har fået givet i vores liv. Specielt for høsten på markerne og i haverne – alt det, der skal giver os mad og næring igennem vinterens kulde og mørke. Men ikke kun det – der er meget mere at sige tak for! For der er mange måder at dyrke og frugtbargøre jorden på! Og i dag takker vi for alt det udbytte, vi hver især har fået givet – igennem vores arbejde, i vores forhold til andre mennesker, i vores familier, ja i hele vores liv. Vi har alle i årets løb sået og høstet – hver på vores måde, og noget har givet stort udbytte, andet mindre! Men i dag takker vi for det hele – for alt, hvad der har båret frugt og givet rigdom og vækst i vores og andres liv.

           Vi lever midt i en krisetid, og der er meget at bekymre sig over, - men der er også meget at glæde sig over, og glæden og takken må vi ikke glemme. Vi vælger ikke selv, hvordan vores liv skal forme sig, men vi har selv indflydelse på, hvordan vi oplever og tager imod det, som sker. Vores sind kan tynges ned af det vanskelige, hænge fast i det svære – i bekymringerne, men vi kan også forsøge at vende sindet mod det glædelige, som også altid er. Glæden kan godt være i hjertet, selv når livet er vanskeligt, og der er altid noget at takke for, - hvis vi husker det! Takken farver vores sind med glædens farver – ligesom bekymringen og utilfredsheden farver sindet med angstens farver. I dag takker vi! – og forsøger at give glæden plads. Under gudstjenesten kan vi jo alle have med i vores tanker det, som vi hver især har at takke for.

              Vores tekster til i dag kan også kalde glæden og takken frem. Den første, vi hørte, var en Davidssalme fra GT. Den handlede om, hvordan vi mennesker altid og alle vegne er omsluttet af Guds kærlighed. Vi er aldrig ladt alene, siger salmen – Gud er fortrolig med alle vore veje. Salmen vil have os til at forstå, at der intet er i vores liv, som er udenfor Guds omsorg. Selv når vi rammes af mørke – midt i krisen og tabet, når vi skal dø og ind i døden er vi indfældet i Guds omsorg og holdt fast i den. Mørket er ikke mørke for ham. Mørket er som lyset, siger salmen.   

              Hvis vi forstod – eller følte – bare lidt af den virkelighed, denne salme vil formidle til os, så ville vi lettere kunne slippe de bekymrede tanker, vi bærer på, og give glæden fri. Og det er, hvad salmen vil have os til! Bekymring og angst lukker os inde i mørke rum – tillid til, at Gud omslutter vores liv og aldrig lader os ene, skaber tak og glæde – og frihed til at leve.

              Evangelieteksten handler om dette. Det er fortællingen om Lazarus’ opvækkelse – en af de mest dramatiske og håbsgivende beretninger i hele NT. Lazarus er død, og hans to søstre sørger over ham. Med døden som centralt tema rammer teksten os alle. Døden er en trussel mod vores liv. Den skaber angst og fortvivlelse, og den hæmmer livsglæden. Her i teksten skal vi forstå døden bredt – den handler både om den fysiske død og om alt, hvad der kan lægge vores liv øde. Afhængighed, depression, skam, tab, normer, vi ikke tør bryde. Døden er en virkelighed, der kan række langt ind i livet.

              Døden har ramt den lille familie, vi hører om, og de to søstre sender bud efter Jesus. Allerede i denne første handling er der vejledning til os. Når døden rammer, kan vi ikke stå op imod den alene – vi har brug for andre, og vi har brug for Gud – for at søge mening. Jesus kommer, og Martha, den første af søstrene her, går ud for at møde ham. Senere kommer også Maria. Men de to søstre henvender sig til Jesus på to vidt forskellige måder. De siger næsten de samme ord til ham: ”Herre, havde du været her, var min bror ikke død”, men måden de siger det på, er ikke den samme. Martha konstaterer det, og da Jesus bagefter siger til hende, at hendes bror skal opstå, konverserer hun ham nærmest. Hun siger, som hun har lært, at hun ved, han skal opstå ved opstandelsen. Hun hører ham ikke rigtigt. Men selv om hun i sin måde at tale på holder en afstand til Jesus, træder han alligevel hende helt nær, og rusker hende nærmest, da han siger, at han er opstandelsen og livet, og at enhver, som tror på ham, skal leve, om han end dør. Han forsøger at nå hende ved at vise hende, hvem han er – ved at åbenbare sig for hende og konfrontere hende: ”Tror du det?” siger han. Og noget sker der med hende, for hun bekender sig til ham, men hun har ligesom ikke helt sine følelser med i det.

              Anderledes er det med Maria. Da hun ser Jesus, falder hun ned for hans fødder og græder, og da hun siger ordene: ”Herre, havde du været her, var min bror ikke død”, fornemmer vi smerten og længslen i hendes sind. Den lyser ud af hende. Da Jesus ser hende græder, bliver han selv så berørt, at også han brister i gråd og næsten favner hende med sin medfølelse.

              De to kvinder viser os to måder at leve med Gud på. Martha, der forsøger at forstå, og igennem det, hun har lært søger mening og tro. Og Maria, der deler hele sit liv og hele sin smerte med Jesus og derigennem kommer ham helt nær. Kvinderne viser os måske to forskellige sider i os alle. Mødet med dem stiller i hvert fald spørgsmålet til os om, hvem af de to vi ligner i vores gudsforhold.

              Jesus spørger, hvor de har lagt ham – Lazarus – og han går hen til graven. Han er blevet stærkt opbragt igennem mødet med Marias smerte, og det er, som om hendes smerte gør, at han må hjælpe hende. Han kan ikke andet! Hans kærlighed kan ikke andet! Da han står udenfor klippehulen, hvor Lazarus er begravet, siger han til de forsamlede: ”Tag stenen væk!” Han vil – i sin kærlighed til det sørgende menneske, konfrontere dødens mørke. Det er for meget for Martha: ”Herre, han stinker allerede, han ligger der jo på fjerde dag”, siger hun. Hun har ikke tillid. Hendes tro strækker kun til det kendte. Hun forstår igennem sin tro, men hun lever den ikke – den når ligesom ikke hendes hjerte, og hun lader ikke Jesus sprænge grænser for sig.

              Der er virkelig grund til at overveje, hvem af de to søstre, vi ligner – og måske ligner vi dem begge. De bor nok begge i os. Men hvis Martha fylder mest, er der noget at lære af Maria, for det er hende, der er levende. Og for hende sprænges døden – hun får sin bror tilbage – sit tabte liv tilbage! Ved at hengive sig selv og hele sin sorg til Jesus, lader hun sig  omslutte af ham, og han åbner et nyt liv for hende. Alle de døde muligheder kommer til live igen – hendes bror bliver opvækket fra de døde.

              Selve opvækkelsen beskrives stærkt og enkelt. Jesus råber med høj røst ind i graven: ”Lazarus, kom herud!” Og den døde kom ud. med strimler af linned viklet om fødder og hænder og med et klæde viklet rundt om ansigtet. Og Jesus siger til de omkringstående: ”Løs ham og lad ham gå.”

              Vi har et billede af denne begivenhed her i kirken – i vores glasmosaik her ved siden af alteret, - og vi kan vel alle fornemme krusninger af, hvordan de forsamlede har oplevet det, da Lazarus – kom ud!

              Lazarus er et billede til os på, at Jesus er herre over dødens virkelighed. Guds kærlighed favner os mennesker overalt, hvor vi er og går. Selv døden er han herre over, og selv i døden favner han os. Og det gælder både i den fysiske død og i alt det død og stilstand og mørke, vi skaber i og omkring os i vores liv. Jesus står inde for, at døden kan sprænges – at det døde kan kaldes til live igen. At håbet altid er der for os, og at Jesus altid ønsker at give livet en ny chance.

              Men vi må selv arbejde med – ikke igennem anstrengelser for at forstå eller igennem at handle på en bestemt måde – som Martha. Nej ved som Maria at komme med al vores smerte og al vores menneskelighed og med det hele falde på knæ foran Jesus og dele det med ham - lade ham bære det sammen med os.

              Det her kan lyde noget fromt, og det er det på en måde også – men måske ikke helt som vi forestiller os. Det er i hvert fald ikke en fromhed, der skal præstere noget – det er en fromhed, der handler om væren. Om at være til i verden med det, som er. Sorgen, når den er der, og glæden, når den vælder frem. Jesus siger til de mennesker, som er til stede, at de skal løse Lazarus og lade ham gå – give ham fri. Det er frihedens fromhed, dette handler om..

              Når vi ser på Lazarus i glasmosaikken, så ser vi et menneske, der er bastet og bundet. Sådan viser døden sig midt i livet. Vi lader os binde – af forventninger, af angst og af normer – af omstændighederne, af hinanden. Jesus sætter livet fri, og han byder os at hjælpe hinanden med at lade det ske i os. ”Løs ham og lad ham gå” – vi må ikke standse livet i hinanden igennem forventninger og begrænsninger.

              Men vi må heller ikke standse livet i os selv. Lazarus er også et billede på det dybeste og sovende i os. Det i vores inderste, vi ikke har haft mod eller mulighed for at folde ud. Lazarus er den åndelige virkelighed i os alle. Navnet Lazarus betyder: Gud hjælper, så Lazarus er det sted i os, der kender Gud og ved, at Guds omsorg og kærlighed altid omslutter os – ja bor i os.

              Lazarus skal vi løse. Han skal have lov til at komme til live – for at gøre os levende. Maria er vejen til Lazarus. Hendes væren til stede og hendes hengivelse og åbenhed, giver Jesus mulighed for at handle. Hun ser ham, og han hjælper hende!

              Vores høstgudstjeneste er en tak for livet og for skaberværket og for al vækst og nyskabelse, som Gud giver i vores liv. Lazarus er det stærkeste billede på, at Gud virkelig kan skabe nyt, udfolde nyt, i vores liv – på at han ikke vil lade noget mørke holde os fast – når vi erkender hans nærvær! Amen!