17. søndag efter trinitatis. 1. tekstr.      

Tekster: Sl. 19,2-7; Ef. 4,1-6; Luk. 14,1-11 

              I vores evangelietekst her er Jesus kommet til fest! – hos en af de ledende farisæere! Og hvilken fest! Stemningen er fra begyndelsen ubehagelig! ”…de sad og holdt øje med ham”, står der, - og vi kan jo forestille os, hvordan det har været, at være Jesus i den forsamling. Hvordan ville det være for os, at være til en fest, hvor de sad og holdt øje med os?

              Jesus lader sig ikke anfægte af det – ja, han provokerer næsten farisæerne, da han stiller dem spørgsmålet om, hvorvidt det er tilladt at helbrede på en sabbat! Han ved jo godt, at farisæerne holder de jødiske love til punkt og prikke, og han ved, at et af de vigtigste bud i loven er, at der ikke må udføres noget arbejde på helligdagen. Denne her dag er en sabbat, så Jesus kender allerede det svar, de må give. Men han vil anfægte deres færdige svar og deres love og regler - og hans spørgsmål handler derfor om lige nu! ”Er det tilladt at helbrede lige nu, - selv om det er sabbat?” spørger han, – ”nu hvor jeg står her overfor et sygt menneske!” De svarer ham ikke! Og stemningen forværres – farisæerne skumler.

              Så rører Jesus ved den syge mand, som er der, - og helbreder ham. Tænk på, hvad der midt i dette mørke af farisæernes skumlen sker imellem Jesus og denne mand. Jesus rækker helt ind i mandens sjæl, berører hans inderste og gør ham rask! Hvilke følelser har denne mand ikke været opfyldt af ved det, som sker – ved mødet med Jesus og ved pludselig at blive rask og være i stand til at gå derfra til et helt nyt liv! Der er så mange virkeligheder til stede her omkring Jesus - på samme tid! Stærke følelser af helt forskellig art! Farisæernes mistænkeliggørelse og muthed, mandens berørthed og glæde – og så Jesus som sidder der midt i det hele – fuldt til stede med dem alle!

              Da den helbredte mand er gået, spørger Jesus uanfægtet farisæerne, om de ikke ville trække deres søn eller okse op af brønden på en sabbat, hvis en af dem var faldet i den? De svarer stadig ikke! For os som er tilhørere til dette her, er det indlysende, at det ville de – redde deres søn eller deres okse - det ville ethvert menneske vel! Der er altså undtagelser fra reglerne, selv om farisæerne helst ikke vil indrømme det.

              Det er, som om Jesus ser ind i ethvert menneske – og kender det! Det er, som om han her ser dem alle - og deres måde at leve på - fra et højere perspektiv! Han går ikke ind på deres præmisser, men han diskuterer heller ikke med dem – han viser dem blot virkeligheden et andet sted fra. Viser dem, at der er andre værdier og kvaliteter i livet end dem, de bygger alting på. Ja, mere end det – han viser dem, at livet er noget andet end det, de tror! At kærligheden er en større og stærkere kraft end nogen lov – og at kærligheden må leves nu! Når den syge har brug for ham nu, skal han ikke bede ham om at vente til i morgen, når det ikke er sabbat! Mennesker må være der for hinanden nu! Det er det vigtigste!

              Jesus handler efter kærlighedens lov! Han handler som hans samvittighed eller medfølelse påbyder ham lige nu, - og anden mulighed findes der ikke for ham. Han underlægger sig ikke faste love og regler. Han underlægger sig heller ikke de mennesker, han er sammen med – deres stemninger og meninger, han hoverer heller ikke over dem. Han er sig selv – altid - med alt hvad det indebærer.

              Jesus adskiller sig fra os! Jeg er sikker på, at vi alle ville finde det meget ubehageligt at være ham til det selskab, han er i – ham, som de sad og holdt øje med! Og som de ikke svarer! Ham, som er en provokation for de andre bare ved sin tilstedeværelse. Vi kan ikke lide at skille os for meget ud – og slet ikke at være den, alle kigger skævt til. Vi ville være meget påvirket af den dårlige stemning

              Flere steder i Det nye Testamente – især i Johannesevangeliet -står der, at den største svaghed vi mennesker har, er, at vi søger ære fra hinanden frem for ære fra Gud. Vi spejler os konstant i hinanden og søger accept og anerkendelse hos hinanden, men derved kommer vi ofte til at svigte det, som vi egentlig tror på, det vi egentlig er! Det er det, Jesus aldrig gør. Han spejler sig kun i Gud. Han behøver ikke andres anerkendelse, og han er ikke bange for andres afvisning og dom. Derfor behøver han heller ikke at gå op imod dem, som afviser ham – som farisæerne her. Han ser dem fra et andet perspektiv, og kærligheden bliver hans ledetråd – kærligheden til det lidende menneske, til både farisæeren i hans blindhed og til den syge mand i hans smerte.  

              I den første tekst, der blev læst her i dag – den fra Det gamle Testamente, – hørte vi om Guds herlighed. Om hvordan hele himmelhvælvingenberetter om hans hænders værk. Det er tilsyneladende noget helt andet end det, vi lige har snakket om - og så er det det alligevel ikke. For hvis vi virkelig lytter efter i vores liv, lytter til himmelhvælvingens musik, til det, som sker i vores liv, til tilværelsens mangfoldighed, ja, så kan vi heller ikke undgå at høre om Guds storhed.

              Ofte kan vi i vores liv være fokuseret på de små ting, på besværlighederne, på hvad andre gør forkert – om de nu lever op til reglerne, om vi selv gør det. Vi kan være som farisæerne. Men vi kan også hæve os op over det, ligesom Jesus gjorde, - og lytte – til himmelhvælvingens tale om tilværelsens storhed, om alt det, Gud har givet os at glædes over – midt i hvad der er af smerte og besværlighed. I det perspektiv kan vi også se hinanden. Vi har et valg, og det valg hjælper Jesus os med!

              I vores evangelietekst i dag giver Jesus os et forbillede. Han lever i himmelhvælvingens perspektiv og viser os, hvad det vil sige. Midt i farisæernes mistænkeliggørelse og dårlige stemning helbreder han et menneske – og han fordømmer ikke farisæerne. Han er altid forenet med storheden i Guds skaberværk og ser alt ud fra det perspektiv. Aldrig et øjeblik tager han afstand fra de bundne farisæer – han viser blot dem – og os – en anden måde at være i livet på.

              Hele Jesu måde at være på uddyber Paulus i det brev til efeserne, vi også har hørt her i dag. Paulus skriver sit brev som fange i Rom, og mens han skriver, ved han, at hans fangenskab vil ende med døden. Alligevel har han ingen bebrejdelser, og han bærer ikke nag. I stedet for opfordrer han sine venner i Efesos til at leve med al ydmyghed og mildhed, med tålmodighed, og så skal de bære over med hinanden i kærlighed og stræbe efter at fastholde Åndens enhed med fredens bånd, siger han. Han holder også fast ved himmelperspektivet, og for ham er det vigtigste enheden imellem mennesker, - for vi hører alle sammen i ånden, siger han, og det skal vi huske. Der kan kun blive fred imellem mennesker – og i os selv, hvis vi husker det. På skift må vi bære over med hinanden og hjælpe hinanden, for at vi alle kan finde fred i, at vi er en del af Guds virkelighed. Guds himmelske virkelighed lever i os, og vi lever i den, og når vi forstår det, bliver kærligheden en levende kraft i os. Som den er det i Jesus, der altid lever og møder mennesker ud fra det.

              I evangelieteksten ser Jesus, at sådan lever farisæerne ikke – de er lukket helt inde i et meget jordisk perspektiv. Og vi må spørge os selv, om vi også lever sådan! For at vække dem – og os – fortæller Jesus en lignelse. Han ser nemlig, at gæsterne, der kommer til festen, alle helst sætter sig på de øverste pladser ved bordet. De vil alle gerne markere, at de er noget særligt – eller de tager det som en selvfølge, at det er de. Ind i den situation fortæller Jesus lignelsen – og igen siger han tingene lige ud – uden at forsøge at tækkes nogen og uden at dømme.

              Jesus siger nemlig: ”Når du bliver indbudt til et bryllup, så sæt dig ikke øverst ved bordet. Måske er der indbudt en, der er fornemmere end du.” Så må værten jo bede dig flytte længere ned, og det er skamfuldt. Det er bedre fra begyndelsen at tage den nederste plads og så blive bedt om at flytte længere frem. Det vil være en hæder! ”For enhver, der ophøjer sig selv, skal ydmyges, og den, der ydmyger sig selv, skal ophøjes”, siger han.

              Jesus vil lære os ydmyghed og lære os, hvordan vi bliver en del af den fælles ånd, som Paulus taler om - og af fællesskabet imellem mennesker. Så længe vi altid sætter os selv i centrum – sætter os på de bedste pladser, fremhæver os selv, ja, så er vi adskilte fra hinanden – i konkurrence om at være bedst. Når Jesus vil have os til at vælge de nederste pladser, så er det ikke, fordi vi skal underlægge os andre mennesker – eller gøre os selv små, nej, men vi skal gøre det, der sætter fællesskabet i centrum. Det er vigtigere end os selv, vigtigere end vores position og anseelse, for igennem det bliver vi en del af noget, der er meget større og meget rigere. Vi får nemlig del i Guds ånd og dermed i himmelperspektivet.

              Med sin måde at være i verden på viser Jesus os, at vi ikke behøver at leve i smålighed og strenghed og lukkethed – hverken i forhold til os selv eller til andre. Vi behøver ikke at holde øje med hinanden og vogte på hinanden som ved selskabet hos farisæerne, for vi er alle skabt i Guds billede. Det billede rummer vi alle i os – det perspektiv lever i os, og det perspektiv kan vi træde ind i og blive en del af. Det gør vi bedst i ydmyghed. Ved ikke at insistere på bestemte pladser, men i stedet for lade Gud – og livet - tildele os de pladser, der virkelig er vores, for det er de eneste pladser, vi virkelig kan udfylde – i skønhed. Det er de eneste pladser, der fuldbyrder vores liv, og giver os del i Åndens enhed. Amen.