17. søndag efter trinitatis - 2. tekstr. 

                                          Høst - spillemandsmesse

Tekster: Sal. 40,2-6; Mark. 2,14-22.   

              Høstgudstjeneste! Det er det tidspunkt, hvor vi standser op, og tænker på alt det, vi får givet i vores liv. Vi siger Gud tak for, at han endnu engang har ladet naturens frugtbarhed fylde vores lader og forrådskamre. For at han endnu engang har ladet alt i naturen spille sammen, så vi har kunnet høste det, vi skal leve af i den lange vinter, der kommer.

              Men først og fremmest siger vi Gud tak for det liv, han dagligt giver os. For den frugtbarhed, der er i vores liv – i vores familieliv, i samvær med venner og bekendte - på vores arbejdsplads og også i vores indre virkelighed. En tak for alt, hvad der spirer og gror i og omkring os. Hvad der sker i naturen er et billede på Guds storhed og barmhjertighed og kærlighed overfor os og overfor alt, hvad der har med os at gøre. Det er et billede på vækst og trivsel – ja, på liv.

              Hele årets gang fortæller os om Guds storhed. Om foråret spirer alt op af den sorte jord – på få dage forvandler naturen sig fra vinter til forår – brunt og sort bliver til grønt, alting vælder op. Solens varme, vindens styrke, regnens fugtighed, biernes summen og menneskers arbejde virker sammen, og får jorden til at bære frugt. Guds usynlige hånd bærer vores verden og gør os rige. Det er det, vi takker for i dag.

              Også i år er rigtig mange mennesker med til at skabe en festlig ramme om vores tak. Nogle har pyntet kirken for os, folkedansere og spillemænd er mødt op og giver næring til vores sanser og vores glæde, og pigekorene har øvet sig grundigt. Konfirmanderne har deres første kirkegangsdag, og de har båret blomster ind. Lad os alle sammen med dem her under gudstjenesten bærer vores hjertes tak frem for Gud.

              Teksterne til denne søndag handler ikke specielt om høst, men de viser alligevel noget om, hvor meget vi mennesker har at takke Gud for. I GT-teksten råber et menneske til Gud om hjælp. Vi ved ikke, hvad det er, han er kastet ud i, om han er ramt af sygdom, tab eller anden modgang – eller om han er kommet til et sted i livet, hvor alt er blevet tomt for ham og har mistet sin mening. Uanset hvad, så oplever denne mand midt i smerten, hvordan Gud trækker ham op af undergangens grav, som han siger – og sætter hans fod på den faste klippe, så han står fast. Han føler, at Gud griber ind i hans liv – i det, der er svært, og giver ham ny styrke, ja, forvandler hans liv – og giver det mening og retning igen.

              Det vil han takke Gud for, men han har ingen ord for det. Det er uvant for ham at takke – som det måske også er det for os. Hans gamle ord virker ligesom ikke længere. Men så opdager han, at Gud lægger en ny sang i munden på ham, siger han. Sådan er det med Gud: Når han skaber nyt i vores liv, giver han os også nye ord og nye følelser – han lader os udtrykke os fra nye steder i os selv. Og det vil være lige så glædesfyldt for os at opleve det, som det er for det GT-lige menneske. Og lige så overraskende – at erfare, at vi rummer så meget mere i os, end vi vidste.  

              Også vores evangelietekst handler om, hvordan livet kan blive nyt for et menneske, for os. Det er Jesus, der her kalder Levi til discipel. Levi er tolder, skatteopkræver for den romerske besættelsesmagt, så han er udenfor det samfundsmæssige fællesskab. Han bliver betragtet som en uværdig person. Han er sikkert et ensomt menneske, og han sidder der alene ved toldboden, da Jesus går forbi. Jesus ser ham, står der, ser ham som det menneske, han er. Levi er ikke vant til at blive set. Kun vant til at blive set ned på som tolder. Men Jesus ser ham – som menneske. Ser hans længsel – og siger: ”Følg mig!” Det er et voldsomt krav, der lyder til Levi. Det er et så grænsebrydende forslag, at vi har svært ved at høre virkeligheden i det. Kravet om at slippe alt!

              Men Levi hører, og han rejser sig og følger Jesus. Der er ingen tvivl i hans sind – ikke en tanke bevæger sig i ham. Jesus har rørt ham i hans allerinderste, og givet ham menneskelig værdi. Det er det eneste, der betyder noget, for livet trådte ind i ham igen. Denne lille fortælling siger noget til os om, hvad Jesus og den kristne tro kan gøre for os – Jesus kan bringe livet til stede i os. Men fortællingen beretter samtidig om, hvad vi kan gøre for hinanden. Hvis vi vover at se hinanden – og lade os se, så vil meget i os og i vores indbyrdes relationer forandre sig, så kan vi være med til at bringe livet til stede i hinanden. Jesus er vejen til et rigere og mere levende liv. Han kalder os – vi må svare, og vores svar må komme til udtryk i den måde vi møder hinanden på.

              Efter kaldelsen sidder Jesus og hans disciple til bords i Levis hus sammen med mange andre. Levi er straks blevet en del af et menneskeligt  fællesskab. Men det forarger de skriftkloge, at Jesus spiser sammen med syndere og toldere, som de siger. Jesus siger til dem, at han ikke er kommet for at kalde retfærdige, men syndere. Om de skriftkloge så er retfærdige, må de gøre op med sig selv. I hvert fald er det sikkert, at hvis de føler sig retfærdige, så kan Jesus alligevel ikke nå dem. Så kender de ikke til en længsel, der er stærk nok til få dem til at slippe det, de holder fast i for at møde det, Jesu har at give. Den længsel kendte Levi – derfor hørte han Jesu kald.

              Jesus ved, at vi alle er syndere – forstået på den måde at vi alle hver eneste dag kunne gøre tingene bedre, end vi gør. Det er godt nok, for Jesus ved også, at sådan er det at være menneske. Men kun hvis vi også ved det, og vover at vedkende os og stå ved vores menneskelighed, så har han mulighed for at nå ind til os – med alt det han har at give. I vores længsel og vores skrøbelighed er vi åbne for nyt liv. Det er vi ikke i vores selvretfærdighed. Derfor siger Jesus, at han er kommet for at kalde syndere, for kun de, der vedkender sig den side af sig selv, kan høre ham.

              Dagens tekst stiller os hver især spørgsmålet om, hvordan vi oplever os selv – som retfærdige eller som syndere! Hører vi det budskab, som Jesus giver os om vores liv?

              Vigtigheden af det her understreges i den sidste del af dagens tekst. Nogle kommer til Jesus og spørger ham, hvorfor Johannes Døbers disciple og også farisæerne holder faste, når ikke Jesu disciple ikke gør det? Det spørgsmål får Jesus til at præcisere, hvor gennemgribende nyt – og glædesfyldt - det er – det som han bringer. Han siger: Kan brudesvendene faste, mens brudgommen er sammen med dem? Nej! må enhver svare. Ingen faster midt i glæden og festen – det kan man umuligt – dér lader man sig fylde, og man nyder. Jesus er glædens øjeblik. Mødet med hans virkelighed gennembryder alt kendt og kaster et nyt lys over det altsammen. Sådan er det – det vil enhver erfare, som slipper sig selv ind i det møde.

              Da Levi blev kaldt, slap han alt for at følge Jesus. Levi er et billede til os på, hvor definitivt ny virkeligheden bliver i Jesu nærhed. Uanset om vi ændrer på vores konkrete liv ved mødet med ham, så bliver hele vores grundlag et andet. Hele vores måde at forstå og tolke livet og hinanden på, vil forvandle sig.

              Det giver Jesus billeder på. Han siger, at ingen sætter en lap ukrympet stof på en gammel kappe, for så river den nye lap det gamle i stykker, og hullet bliver værre. Ja, selvfølgelig – det er et billede vi alle kan forstå. Det nye stof vil krymbe og trække det gamle fra hinanden. Eller hvis nogen fylder ung vin på gamle lædersække, som Jesus siger, så sprænges sækkene, når vinen begynder at gære. ”Nej, ung vin på nye sække!” siger han. Vi kan ikke tolke Jesus ud fra gamle normer og forståelsesrammer. Vi kan ikke dømme os selv og hinanden, som vi plejer, hvis vi vil leve i hans virkelighed. For her kommer det ikke an på at blive retfærdig – her handler det om at blive dem, vi er – sådan som Gud har skabt os. Og vi er syndere – vi er skrøbelige og sårbare, ufuldkomne på alle måder, - og vi behøver ikke at være andet. Sådan har Gud skabt os, og det skal vi leve med – og af.

              Det er lige her, glæden findes, for her er der frihed! Og sandt fællesskab imellem mennesker. Her skjuler vi os ikke for hinanden, men vi ser os selv og hinanden, som vi er. Og fordi vi også ser vores egen ufuldkommenhed, så dømmer vi ikke andre for deres. Derved bliver vi  mennesker for hinanden – og barmhjertigheden kommer til at leve imellem os.

              Det er der, Jesus vil føre os hen, når vi kaldes – ind i friheden for alt det gamle og tyngende, for normerne og bedømmelsen, for angsten for hinanden. Og Jesu kalder os. Vi skal lytte og slippe – og gå med! Intet andet kræves der. Vores åbenhed er første skridt på vejen.

              Og selv om der senere kommer dage, hvor brudgommen – med tekstens ord - og glæden igen er borte, hvor mismodet og angsten atter kommer krybende ind i vores sind, fordi livet bliver svært, ja, så vil vi aldrig miste det, vi har fået – det nye grundlag, der er blevet givet os.. Måske bliver det tid til at faste eller sørge igen, men sindet vil huske, og det vil aller dybest inde vide, at det står på en klippe, der aldrig kan rokkes og hviler i en kærlighed, der aldrig slipper.

              I dag takker vi for høsten og for livet. Lad os også takke for den frihed og glæde, vi får givet – og for den kærlighedsklippe vi har fået lov til at bygge vores liv på. Amen