Tekster: Sl. 121; 1. Joh. 4,12-16a; Joh. 15,1-11 

              Da Jesus som anklaget – kort før sin død – er hos Pilatus, siger han til Pilatus: Mit rige er ikke af denne verden. Disse ord er vigtige, for de hjælper os til at forstå det kristne budskab – og hvem Jesus er.

              Vi er så vandt til at forholde os til den konkrete verden. Vi forstår og dømmer os selv og andre efter, hvad der sker der, og nogle gange dømmer vi også Gud efter det. Når onde og forfærdelige ting sker i verden, kan vi komme i tvivl om, hvorvidt Gud overhovedet er til, når han lader det onde få så meget plads. Eller vi kender måske til at have bedt til Gud – uden at det, vi bad om, gik i opfyldelse, og så bagefter få tanker om, at Gud slet ikke hører vores bøn – ikke hører os – ikke er! Men – som Jesus selv sagde det - hans rige er ikke af denne verden! Vi skal lede efter ham andre steder – eller på andre måder!

              Vores tekster til i dag fortæller os, hvordan det er, vi hører sammen med Gud. De viser, hvordan vores liv – bag alt det konkrete - er vævet sammen med Gud og ikke kan adskilles fra ham. Uanset hvad vi rammes af – i det konkrete, er han ved vores side. GT-teksten siger det sådan her: … han, som bevarer dig, falder ikke i søvn….  Herren er din skygge ved din højre side. Vi kan altså ikke kende Gud på, hvad der sker med os i verden, men vi får lovet, at han altid er hos os i det, som sker.

              Til gengæld kan vi kende ham på kærligheden imellem os, siger Johannes i sit brev. Hver gang kærligheden bliver synlig i verden, er den givet af Gud. Hver gang vi mennesker formår at elske hinanden, er Gud levende til stede sammen med os. For kærligheden er hans – den er ikke noget, mennesker kan præstere – den er noget, som sker med os. Og kærligheden kan ske – kan komme til live – uanset hvad der ellers er i verden. Midt i det sværeste kan den blive levende, for dens væsen er ikke af denne verden. Dens væsen hører sammen med Gud.

              Vi længes alle efter kærligheden – tror jeg - fordi kærligheden smelter hårdheden i vores sind og får os til at se og opleve livet på en ny måde. I kærligheden lever glæden – den gør os glade. Og når vi længes efter kærlighedens øjeblikke, siger Johannes – så længes vi dybest set efter Gud – også selv om vi måske ikke kalder det det.

              Vores evangelietekst til i dag står i Johannesevangeliet – ja, den tekst, vi lige har hørt, er på en måde kulminationen af det evangelium. Hele evangeliet handler om, hvordan vi mennesker kan komme til at vokse ind i kærligheden og dermed ind i Gud. Og i vores tekst sker det – der når disciplene frem til det, de længes efter. Og disciplene er et billede på os alle.

              Hele Johannesevangeliet bygger på forestillingen om, at Gud har skabt mennesket – hvert enkelt menneske - i sit billede. Han har fra begyndelsen lagt sit billede – eller sin kærlighed – dybt i vores indre, og meningen med vores menneskeliv er, at det billede skal kaldes frem, skal vækkes, så det kan leve, - så kærligheden kan udfolde sig i verden. Jesus kommer til verden, bliver født af jomfru Maria, for at hjælpe os med, at det kan ske. Han er i sig selv Guds billede, Guds kærlighed, og med sit liv viser han os, hvad der bor dybt i os hver især. Han er det, vi skal blive!

              Jesus kalder nogle mennesker som disciple for at vise dem vejen til kærligheden – eller til Gud - og for at de, når han har ført dem frem, kan hjælpe andre mennesker til at gå den samme vej. Til sidst sender han dem så ud i verden for at bringe hans vej til alle os!

              Alt i Johannesevangeliet fortæller om disciplenes liv sammen med Jesus – om den vej, han fører dem. Da hans eget liv i verden næsten er slut - lige før han selv går ud i Getsemane Have, hvor han bliver taget til fange af soldaterne, og hvor hans lidelseshistorie begynder – lige der før han går, lader han disciplene møde Gud selv. Han åbner dem for Gud, og der kulminerer deres vej til mødet med kærligheden. Jesus slipper dem ind i Gud selv, så de fra da af kender ham og har set ham.

              Herefter kender de Guds kærlighed, og de ved, at hans kærlighed bor også i dem. Det er, som om Jesus igennem hele sit liv sammen med disciplene har forberedt dem til dette. Den enhed, han her på jorden selv har med Gud, den giver han nu videre til dem. Og derefter kan han dø – for nu kender disciplene selv Gud, og nu kan de bringe budskabet om ham og kærligheden videre ud til - os.

              I det, som er Jesu tale om vingårdsmanden, det sande vintræ og grenene sker det. Her viser han disciplene, hvordan Gud, Jesus og de er bundet sammen og knyttet ind i hinanden. Ja, hvordan alle mennesker er sammenvævet med Gud i det allerinderste af deres væren. I hele Johannesevangeliet hører vi kun om Gud selv – at han er vingårdsmanden.  Her – i vores tekst - løftes sløret en anelse ind til Gud selv, og det vi ser – og hører kan vi ikke forstå dybden af. Det overgår al forstand. Men vi kan tænke lidt ind i billedet og måske hente nogle ord ud.  

              Gud er vingårdsmanden. Det er ham, der bærer alt andet i sin hånd. Han bestemmer, hvordan træ og grene skal beskæres, og det gør han med kærlighed. Han vil kun et, og det er, at hans vingård skal trives. Nogle gange må noget ikke frugtbart skæres fra, for at det sunde kan få mere kraft. Det kan vi godt genkende fra vores liv. Nogle gange må vi også skære ikke frugtbart væk i vores tilværelse. Vi trækkes i så mange retninger – der er så meget vi har lyst til, at gøre, at eje, men hvis vores liv skal fungere, så må vi skære noget fra, - for at det, der bliver tilbage, kan fylde mere og give vores liv mere indhold og mening.

              Gud skærer også fra i vores liv – vi mister, vores muligheder begrænses, efterhånden som vi vælger i livet, vi bliver ældre, og til sidst dør vi. Sådan er vores grundvilkår, og det kan være svært at acceptere det. Men med billedet af den kærlige vingårdsmand vil Jesus fortælle os, at vores liv altid er i Guds hånd, - også når vi mister, også når vi dør. Guds rige er ikke af denne verden – vi kan ikke forstå hans indgriben med vores forstand, men vi kan have tillid til, at vi er indfældet i hans mening, siger Jesus, - til at hans spor altid er at finde i vores liv, hvis vi kigger efter dem.

              Jesus er det sande vintræ, og vi er grenene. Jesus er den rod, vores liv kan bygge på. Han er kærlighedsroden – det sted, vi kan lære den sande kærlighed at kende. Heller ikke det kan vi forstå dybden af, – men vi kan måske føle den, mærke den. Inderst inde ved vi sikkert alle sammen godt, hvor skrøbeligt vores liv er, og hvor sårbare vi er. Udadtil klarer vi os måske godt, men det ændrer ikke ved skrøbeligheden, og derfor har vi alle brug for et fast holdepunkt – nedenunder alt andet. Og her tilbydes vi et holdepunkt – det sande vintræ, Jesus.

              Alt, hvad der siges om Jesus i Johannesevangeliet, er forbundet med ordet sand, sandhed. Og sandhed er stort set indholdet på den vej, der fører til den kærlighedsdimension, Jesus er billedet på. Hver gang vi mennesker ikke er sande, ikke taler sandt – eller fordrejer sandheden -  adskiller vi os fra træet og lukker os selv ude fra kærligheden – også kærligheden til de mennesker, vi er sammen med. Vi ved det godt, hvis vi tænker efter, for vi kan ikke være tæt ved hinanden, hvis der er løgn eller usandhed imellem os. Det gælder både nære og fjernere relationer. Hvis vi dækker over noget, må vi holde igen i vores kontakt – og kærligheden får ikke liv. Den sande kærlighed lever ikke.

              At Jesus er vintræet, og vi er grenene, giver os et stærkt billede på, hvad han kan gøre for os i vores liv. Hvis vi er grene på ham, lever som grene på ham, så kan vi trække på al hans kærlighed og kraft – og visdom og livsglæde. Og vi er aldrig ladt alene, - altid er vi så forbundet med hans væren. Den, der bliver i mig, og jeg i ham, han bærer megen frugt, siger han. Og sådan må det være. Den, der får igennem ham, får også meget at give videre til andre.

              Skilt fra mig kan I slet intet gøre, siger han også, og med det mener han, at når vi handler uden kærlighed, i egoisme, så bringer vi ikke noget egentligt godt. Vi kan kun hjælpe andre ved at møde dem med forståelse og kærlighed, og vi kan kun selv hjælpes, hvis vi bliver mødt. Al anden handlen gør ikke nogen væsentlig forskel, for med den når vi ikke ind til andre mennesker, - og så ændres der ikke noget - virkeligt. Mange mennesker er ensomme – også i deres nærmeste relationer – fordi de ikke når ind til hinanden! Jesus vil hjælpe os til kontakt med kærlighedens væsen, så vi kan dele den med hinanden.  

              Det er vigtigt at forstå dette. Det handler ikke om en bestemt slags fromhed eller måde at gøre tingene på. Fromhed kan godt være af denne verden. Det handler om en indre sammenvoksethed med Jesus, og den forudsætter en form for selvindsigt. Den kræver, at vi anerkender vores egen skrøbelighed og magtesløshed overfor det, der er allervigtigst for os.

              At være i Jesus er, at acceptere og vælge os selv, som Gud har skabt os. Vi er de grene, vi er. Hverken mere eller mindre. Vi skal ikke skabe os selv  - ikke leve op til noget andet, end det, vi er skabt til at være, for så fjerner vi os – fra os selv og fra ham, der har skabt os. Når vi vedkender os vores egen skrøbelighed og ser os selv som grene på et kærlighedstræ, som er meget større end os selv, så bliver vi nogle andre også i vores egne øjne. Det er der lettelse i, for så skal vi ikke mere leve op til så meget udenfor os selv. Men samtidig får vi givet en ny kraft og handlestyrke, for vi får del i træets kraft. Træets ånd bliver vores ånd, og vores handlinger vil være præget af det. De vil udspringe af sandhed og kærlighed.

              Dette er som en drøm, - det er Guds drøm for os. Men Gud vil, at den skal blive virkelighed. Og det kan den blive – måske kun i enkelte særlige øjeblikke af vores liv. Men når vi har oplevet det, så ved vi, at der er en virkelighed – eller en måde at være i virkeligheden på, som ikke er af denne verden. Amen!