19. søndag efter trinitatis - 2. tekstr.   

Tekster: 1. Mos. 28,10-18; 1. Kor. 12,12-20; Joh. 1,35-51              

              Dagen i dag handler om kaldelse. Det kan lyde som noget fremmed for os, men det er det måske ikke, hvis vi tænker lidt dybere over det. Vi kan jo spørge os selv, hvorfor vi overhovedet er her i kirken i dag. Noget har kaldt os til – en længsel efter ro og stilhed, efter fællesskab måske. Eller efter at blive berørt af Helligåndens nærvær. Og for de kommende konfirmander fordi de gerne vil konfirmeres. 

              Hvis vi følger tanken om kald, så rummer den også langt mere end det at være kommet her i dag. Mange af os har sikkert oplevet, at vi har mødt noget i vores liv, som definitivt gjorde, at vi ændrede retning. Det kan være en sorg eller et tab, der har ramt os – eller en stor glæde. Det kan også være et menneske, der i en bestemt situation sagde noget til os, som ramte os og åbnede vores øjne i en ny retning – så vi fik øje på nye muligheder eller nye synsvinkler. Alt, hvad der ændrer vores liv, er der på en måde kaldelse i.

              Måske oplever vi det ikke som kaldelse – måske forbinder vi det slet ikke med Gud. Men det kunne vi jo prøve at gøre – prøve at tænke over vores liv i kaldelsens perspektiv. Hvad er vi hver for sig blevet kaldet til? Hvornår blev vi kaldt? Det er vi muligvis blevet flere gange, men måske er der en overordnet gang, hvor Guds lys skinnede igennem til os og gjorde noget ved vores liv. Tankerne om vores egen kaldelse kan vi have med os nu, hvor vi begiver os ud i teksternes kaldelsesberetninger.

              Først er der Jakob fra GT. Han har forladt sit hjem og er på vej ud i det fremmede, fordi hans far har sendt ham ud for at finde en hustru. Undervejs har han en nat en meget stærk drøm, som bliver til en kaldelse for ham, for den sætter hans liv i relation til Gud og giver det mening og retning. Efter den oplevelse kan han rejse videre mod det fremmede med en helt anden tryghed og fylde i sig selv.

              Jakob ser i drømmen en stige, der går fra jord til himmel, og Guds engle går op og ned af stigen – og lukker ligesom et himmelsk rum op for ham. Pludselig står Gud selv foran ham, og Jakob ved, at der er Gud, for Gud præsenterer sig for ham – der er intet usikkert, intet at være bange for. Og Gud velsigner ham. Han giver ham tryghed – siger at han vil være med ham overalt, hvor han går – og at han vil føre ham tilbage til det sted, han er på nu. Her skal han bo og få mange efterkommere. Og Gud lover, at han aldrig vil svigte ham.

              Da Jakob vågner, er han helt opfyldt af det, han har oplevet. Han kalder stedet, hvor han er for frygtindgydende og siger, at det sted jo er selve Guds hus – det er himlens port. Så stærkt og virkeligt har han oplevet det.

              Jakobs oplevelse lærer os noget vigtigt om, hvor tæt Gud er på vores liv, og om hvordan han pludselig kan gribe ind i det. Himlens port er mange steder – måske er den også lige her, hvor vi er nu!

              Jakobs møde med Gud ændrer han liv. Han fortsætter godt nok den rejse, han havde begivet sig ud på, men han får et nyt syn på sit liv og det, han møder – han ser, hvordan Gud griber ind, og han får tillid – til Guds indgriben og til livet, som det former sig. Det giver ham styrke! Det giver ham også åbenhed – og accept af, at Gud også griber ind i andre menneskers liv, og gør det på forskellige måder. Gud er en levende Gud, og hverken Jakob eller vi kender Guds plan med os – eller med andre. Derfor er det så vigtigt, at vi ikke vil forsøge at forme hinanden i vores eget billede. Men at vi lader Gud forme os – forskelligt.

              Det er det, Paulus taler om, når han i sit brev siger, at vi alle er som lemmer på ét legeme, Kristi legeme. Legemet eller helheden kan ikke fungere, hvis ikke hvert eneste af lemmerne gør sit særlige arbejde. Derfor er vi som mennesker afhængige af hinanden, af hinandens forskellighed. Vores forskellighed er Guds rigdom. Hvis vi kan se os selv og hinanden i et sådant større perspektiv - som lemmer på det samme legeme, så vil vi værdsætte og støtte forskelligheden, i stedet for at forsøge at lave hinanden om.

              Det her har også noget med kaldelse at gøre, for vi er alle kaldet til at se vores liv i et sådant større perspektiv. Spørgsmålet er, om vi har hørt det kald!? Kald har i det hele taget meget at gøre med det at se. Jakob lærte jo med sin drøm at se sit liv ind i en større sammenhæng. Det skal vi også lære at gøre med vores liv.

              Det med at se – det møder vi også i teksten fra Johannesevangeliet, hvor Jesus kalder sine første disciple. De oplever også pludselig og uforvarende, at himlen åbner sig for dem, - for de møder Jesus, og efter det møde er alting i deres liv forandret. Men Jesus møder dem – eller kalder dem - forskelligt – på forskellig måde. De er forskellige mennesker, forskellige lemmer på legemet – og Jesus kalder dem alle netop sådan, at han berører deres hjerte dybest muligt. Han kender menneskesindet, kender hver enkelt og omslutter hver enkelt med sin kærlighed. Derfor er det også umuligt for disciplene ikke at lade sig berøre og gribe.

              De to første, Jesus kalder, er i forvejen disciple - af Johannes Døberen. En dag, da Jesus går forbi Johannes og de to, peger Johannes hen på Jesus, og de to følger efter ham. Jesus fornemmer, at de er der, og spørger dem, hvad de vil. De svarer med et modspørgsmål: ”..hvor bor du?” – og Jesus siger: ”Kom og se”. Det er et lidt mærkeligt ordspil, der udspiller sig imellem dem, for Jesus bor jo ingen steder – det ved disciplene godt, så de spørger ham vel i virkeligheden om, hvem han egentlig er! Hvor han kommer fra - altså om hans åndelige tilhørsforhold. De er nysgerrige, men Jesus svarer ikke på deres nysgerrighed. Han siger blot: ”Kom og se”. De må selv opleve, hvem han er – og sætte sig selv på spil i mødet. Det gør de, for de går med ham og ”så hvor han boede, og blev hos ham den dag”, som der står. Igen hører vi, at kaldelse har at gøre med at lære at se. Ikke med at forstå, men med at se! Og opleve!

              Efter mødet med Jesus er der ingen vej tilbage for de to; de har oplevet himlens port – som Jakob. Det kan vi se på deres reaktion bagefter, for de er så opfyldte af det, der er sket, at de må finde nogen at fortælle det videre til. De kan slet ikke rumme det i sig selv. Sådan er det for os mennesker. når noget er virkeligt stort for os. Så må vi dele det med nogen. Den ene af de to er Andreas. Han finder sin bror, Simon, og fortæller ham, at de har set Messias – det er det samme som Kristus, Guds søn. Det ved Andreas bare – at sådan er det. Simon opsøger straks Jesus – af nysgerrighed, men mødet med Jesus gør ham til et nyt menneske. Jesus giver ham nemlig et nyt navn – Peter. At han får et nyt navn, fortæller os, at han bliver et nyt menneske. Han slipper sin gamle identitet med de bekymringer og problemer og stemninger, der var der. Han får et helt nyt syn på sit liv.

              Den næste, der kaldes, er Filip. Om ham hører vi kun, at Jesus møder ham – og siger til ham: ”Følg mig” – og det gør han. Helt umiddelbart og uden betænkning forlader han alt – og følger Jesus. Det eneste, der står om ham er, hvor han kom fra – og det forlader han altså nu. Han slipper og følger - som den rene af hjertet, der bare ser – og tror.

              Den sidste, der bliver kaldt er Nathanael. Han er en helt anden type end de andre. Han er den belæste, den intellektuelle, der med sine tanker altid er kritisk og sætter spørgsmålstegn ved alt. Da Filip fortæller ham om Jesus, der kommer fra Nazaret, er Nathanaels svar: ”Kan noget godt komme fra Nazaret?” Filip lader sig ikke anfægte. Han siger blot – ligesom Jesus sagde tidligere: ”Kom og se!” Filip har forstået, hvad alt dette drejer sig om. Og Nathanael berøres og følger med. Han – den kritiske og lidt negative – har også længslen i sig. Og Jesus tager imod ham, som han tog imod de andre. For Jesus er der ingen forskel på mennesker.

              Oven i købet møder Jesus Nathanael med den største tillidserklæring: ”Se, dér er sandelig en israelit uden svig”, siger han. Og Nathanael – han mister helt fodfæstet ved disse ord – sådan plejer han ikke at blive taget imod.. ”Hvor kender du mig fra?”, spørger han, og Jesus siger, at han så ham, før Filip kaldte på ham. Jesus går bag om Nathanaels personlighed – bag om al hans skepsis – og omfatter ham med hele sin kærlighed. Nathanael er Guds barn som de andre – han bærer Guds billede i sig, og derfor bor godheden også i ham. Det ved Jesus, og derfor kan han kalde den frem. Han møder ham ligesom neden under al hans skepsis og negativitet. Og Nathanael føler sig mødt – og set. Han overgiver sig helt til Jesus og kalder ham Guds Søn.

              Da Nathanael også har overgivet sig, taler Jesus til dem alle. Han fortæller dem, hvem han er – og hvad de som disciple skal komme til at opleve. Jesus fører dem i tankerne tilbage til Jakob og hans drøm, og han siger til dem: ”I skal se himlen åben og Guds engle stige op og stige ned over Menneskesønnen”. Jakob drømte, at han så englene stige op og ned af stigen mellem jord og himmel, indtil han mødte Gud selv. Her – i Jesu tale - stiger englene op og ned over Menneskesønnen – over Jesus. Så Jesus ser sig selv som stigen – han er stigen mellem jord og himmel, og sammen med ham skal disciplene se himlen åben. Jesus er den, der kan føre dem frem til mødet med Gud selv – og frem til Guds velsignelse. Med det løfte ender disciplenes kaldelsesberetning.

              Dagens kaldelsesfortællinger lærer os mange ting – også om vores egne kaldelser uanset om de er små eller store. En kaldelse har noget at gøre med at lære at se – og først og fremmest at lære at se livet i et nyt perspektiv. I et perspektiv af mening og fællesskab. Hvis vi sætter vores liv i relation til Gud, så ved vi igennem ham, at vores indbyrdes forskellighed er en gave, for kun gennem den fuldbyrdes Guds legeme, som Paulus siger. Vi har hver vores vigtige plads i et stort og smukt fællesskab, og derfor skal vi værne om hinanden – og være åbne for hinanden.

              Gud har brug for hver enkelt af os – derfor kalder han os alle – til forskellige liv, og det skal vi acceptere. Men også på forskellig måde. Hvad jeg hører og ser, ser I måske ikke – og omvendt. Jesus kender menneskesindet, og han kommer hver enkelt af os i møde – som vi er. Der kræves ingenting, og ingen er bedre eller mere velegnet end andre. Filip med det rene sind er ikke bedre end den kritiske Nathanael, men han er anderledes! Og Jesus kalder dem begge – som de hver især bedst kan høre det!

              Der er mange hellige steder. Himlens port kan åbne sig mange steder – alle steder - også når vi ikke forventer det. Sådan var det for Jakob og disciplene, og sådan er det for os. Gud kalder os hver især, når tiden er inde, og som vi bedst kan høre det. Han kalder os - til at se ham som Guds kærlighed på jorden – og til at være hans brødre og søstre i måden vi ser og møder hinanden på. Amen!