2. søndag efter trinitatis. 1. tekstr.   

Bøn:

Du gode Helligånd!

Giv os dit lys til vor forstand,

din kraft til vor vilje,

og fred og kærlighed fra dig i vort hjerte.

Amen! 

Tekster: Es. 25,6-9; 1. Joh. 3,13; Luk. 14,16-24:              

              Denne dags tema er kærlighed og fest. Guds kærlighed og Guds fest! Vi hører om alt det, vi mennesker bliver indbudt til i vores liv – men vi hører også om, at det ikke er altid, vi siger ja tak til indbydelsen.

              Alle de tre tekster, vi har hørt, deler menneskelivet ind i to dimensioner. Der er det almindelige daglige liv, hvor de fleste af os har nok at se til. Og hvor der kan være meget smerte – fordi vi mister hinanden - fordi vi ikke magter at leve op til alt det, vi gerne vil og måske skal – og fordi vi alle rummer følelser i os af skam, angst og skyld, som vi kæmper for at skjule for hinanden. Men selv om der er rigtig meget i livet, der er svært – og som gør ondt, er de fleste af os alligevel glade for livet. Vi lever det i hvert fald, for igen og igen kaster vi os ud i det – og stræber efter at opnå det, vi ønsker os. Når det så lykkes, varer roen sjældent længe – for hurtigt er der noget nyt, vi gerne vil, og så kaster vi os ud i det. Det er lige som aldrig nok for os - det, vi opnår. Vi drives af kræfter, vi ikke selv kan styre.

              Jo – i korte øjeblikke kan livet føles helt fuldbyrdet. I korte øjeblikke kan vi være opfyldt af en helt enkel glæde ved bare at være, være til – med de mennesker, vi holder af. Og det er en enkel glæde – for den kræver ikke noget af alt det, vi normalt stræber efter – den er bare – og vi er i den. Det er, som et helt andet liv, der engang imellem  fylder os.

              Den glæde og væren hører hjemme i den anden dimension af menneskelivet, vores tekster taler om – nemlig hjertets eller åndens dimension – det sted i os, der hører sammen med Guds virkelighed. Her er der ingen bekymringer – for her hviler alt i den mening, Gud har givet vores liv – uden at vi ved hvordan. Det er den glædesfest, Gud indbyder os til i vores tekster til i dag.

              Først gør han det i GT-teksten. Den fortæller os, at Gud vil holde et festmåltid for alle folk. Det vil han gøre på bjerget, på hans eget sted, højt hævet over vores almindelige dagligdag og alle dens problemer. Ved festmåltidet vil han servere alt det bedste, vi kan tænke os, - og samti­dig vil han opsluge det slør, der ligger over os – siger profeten Esajas, det slør, der adskiller os fra livet, - det slør, der er for­bundet med døden.

              Det slør, Esajas taler om, er det slør, der forhindrer os i at leve i åndens og hjertets dimension. Jeg er sikker på, at vi alle sammen godt kender følelsen af det slør - i vores forhold til hinanden og til Gud. Vi kender godt tilbøjeligheden til at tilsløre os – og skjule alt det, der er svært, og som gør ond. Uden at vi måske vil det, lægger vi ligesom et slør hen over os selv – så ingen helt opdager, hvem vi er. Når vi gør det, skaber vi en slags adskillelse indeni os – også i forhold til andre mennesker. Ligesom Adam og Eva gemte sig bag figenblade, da de havde spist af træet til kundskab om godt og ondt - sådan gemmer vi os for hinanden – i roller og arbejde og position, men også ved at vi tilslører, hvem vi egentlig er. Vi siger måske et og tænker og føler noget andet – og så er sløret lagt ud. Eller vi siger et og gør noget andet – så har vi også tilsløret os, og så er glæden væk. Det er smerteligt at leve på den måde – tilsløret - for det betyder - at vi bliver ensomme, fordi vi ikke kender os selv og hinanden. Vi kan så heller ikke nå hinanden – og dele med hinanden.

              Det er det slør, Gud vil opsluge. Han vil fjerne sløret, og han vil tørre tårerne af hvert ansigt, siger Esajas. Han vil bryde ensomhedens og dødens slør, - og derfor skal vi juble og glæde os. Når Gud fjerner sløret i os, så bliver vi nemlig hele indeni, og så kommer glæden – og nærheden. Sådan er Guds fest.

              Vores to andre tekster – epistelteksten og evangelieteksten handler også om sløret – og om, hvordan Gud vil fjerne det i os. Ja, egentlig handler hele NT om det. Om at Gud så, hvor svært livet er for os mennesker, - så, hvor­dan vi lever fanget i gamle mønstre, som vi ikke kan bryde. Gud kunne i sin kærlighed til os ikke bære at se vores smerte. Derfor besluttede Han selv at blive et menneske - som os - så Han helt konkret kunne vise os, hvordan menneskelivet er bestemt til at være. At det kan leves uden slør – i sandhed og glæde.  

              I epistelteksten til i dag skriver apostlen Johannes til nogle af dem, der har omvendt sig til kristendommen. Han skriver, at de lever uden sløret – i kærlighed til hinanden. Han siger også, at de er gået over fra døden til livet. Så den gamle måde at leve på kalder han – for døden. At leve bag sløret – eller med sløret - er som at være død, siger han – i forhold til hvad livet kan være imellem mennesker. For hvis sløret er der, mangler kærligheden og åbenheden, og så er enhver egentlig sig selv nok – og vi har ikke overskud til dem, der lider nød. Uden kærlighed er der intet liv, siger han.

              Jesus gav sit liv for os, – sådan er kærligheden, og derfor er Jesus vores forbillede. Jesus handlede – han levede kærligheden helt ud. ”Lad os ikke elske med ord eller tunge”, siger Johannes, ”men i gerning og sandhed.” Kærlighed kræver handling – den kan aldrig kun være ord. I kærligheden er ord og handling altid i overensstemmelse med hinanden, så i kærligheden er der ikke plads til sløret, der skjuler. For kærligheden kræver sandhed – og åbenhed - ellers dør den.      

              Det fortæller Jesus videre om i evangelietekstens lignelse. Her giver han os billeder på, hvordan sløret forhindrer os i at leve livet fuldt ud – og komme ind i glæden. Og mens han fortæller om forskellige konkrete hændelser og ting, fornemmer vi tydeligt sløret i de mennesker, han taler om. De er som blinde – de har bare travlt, og de gør sig slet ikke klart, hvad det er, de siger nej til. De lever helt ubevidst om livets virkelige værdier og de forpasser livet.

              Lignelsens konkrete indhold er, at en mand – Gud - vil holde et stort festmåltid, og han indbyder mange til at deltage i festen. Men da tiden er inde, og alt er rede – som der står - så har de indbudte en masse gode undskyldninger for alligevel ikke at komme. Én har købt en mark og må se til den. Én har købt 5 par okser og skal ud at prøve dem. Én har lige giftet sig, og derfor kan han ikke komme. Og alle siger de: ”Jeg beder dig, hav mig undskyldt. Alle har de deres tanker andre steder – end ved festen. De har travlt, hver for sig med deres helt egoistiske gøremål eller interesser. Noget med at anskaffe sig nyt og afprøve det - eller noget med at isolere sig med sit eget. De lever med sløret trukket helt hen over hovedet – uden at ænse, at det er der.

              Da husets herre hører, hvordan alle de indbudte har undskyldt sig, bliver han vred – og han sender tjeneren ud igen for at indbyde andre – dem, han ved, har tid – for fest skal der være. Denne gang er det de fattige, de vanføre, de blinde og de lamme, der indbydes - alle de, der er ramt af livet, og som normalt er udenfor det gode selskabs sammenhænge. Herren beder tje­neren om hente dem ind, for de skal hentes - ellers kommer de ikke. De vil nemlig ikke kunne forstå, at invitationen gælder dem, - de vil ikke føle sig gode nok til at deltage. Derfor må de hentes - og tje­neren henter dem. Og de kommer, - og hvis vi kunne se dem, så ville vi se deres glæde. For dem er det noget helt for­under­ligt at opleve, at der er plads til dem, at de hører med, at de er værdsatte.

              Da de er hentet ind, er der stadig plads - og Herren befaler tjeneren at gå ud på vejene og langs gærderne og nøde dem, han finder dér til at komme til festen, så huset kan blive fyldt. Tjeneren skal nu få de  allermindst ansete med. Dem, der ikke engang har et hus at bo i. Dem, der føler sig mest elendige, og som er helt udenfor det etablerede system. De må nødes, siger teksten - før de lader sig overbevise om, at det er sandt, at der virkelig er plads til dem i Herrens hus. De er jo ikke vandt til at blive indbudt til noget som helst. De kender kun til smerten ved at være holdt udenfor. Men her - til denne fest - er der plads til dem. Og de bliver nødt, indtil de forstår det – og kommer.

              Men om de, der afslog, fordi de havde så meget andet, de synes var vigtigere – om dem siger herren – at ingen af dem skal smage hans måltid. Her til sidst virker han hård – herren, der er et billede på Gud. Men det er han ikke. Det er ikke dom eller forkastelse, vi møder her, - for det er jo ikke Gud, der lukker dem ude – det gør de selv, da de siger ”nej” til indbydelsen. Og sådan er livet! Vi må selv sige ja til Guds indbydelse – og komme. Hvis vi ikke gør det – og vælger at leve vores liv – kun for os selv og for det, der er vores – indelukket i vores egen virkelighed, så bliver sløret ikke løftet i vores sind – så kommer vi ikke til at møde den kærlighed og den glæde, der gør livet meningsfuldt og levende – gør det til en fest. Hvis vi altid fortaber os i dagligdagen, så oplever vi ikke livets storhed – f.eks. i de øjeblikke, hvor tiden næsten står stille, og hvor vi kommer livet og hinanden helt nær.

              Jesu lignelse fortæller om Guds gavmildhed og kærlighed til os mennesker. Ingen holdes udenfor hos ham. Ingen mennesker – og ingen menneskelige egenskaber. Alle bliver indbudt – alle får muligheden for at deltage i hans fest og komme til hans festmåltid. Ja, han henter og nøder os alle, indtil vi kommer, hvis vi da ikke siger direkte ”nej”.

              Måske er det vigtigt at forstå, at lignelsen ikke kun handler om forskellige typer mennesker – den handler også om forskellige sider af ethvert menneskesind. Og den fortæller os, at vi alle har sider i os, der har alt for travlt, og som aldrig stopper op og lytter efter, hvad der er væsentligt, og hvad der ikke er det. Men vi har også alle sider i os, der er fattige og blinde og lamme – ja sider, der billedligt talt lever på vejene og langs gærderne. Sider som vi skammer os over og helst ikke vil kendes ved, som er sårbare og fattige på mod og handlekraft. Men det er de sider, der kan høre kaldet – for de sider i os længes – efter at blive trøstet og efter at være en del af livet. Og derfor er der meget rigdom at finde i alt det, vi er tilbøjelige til at skubbe væk. Alt i os er skabt af Gud – alt i os har en mening, og derfor skal vi vove at være dem, vi er. Være os selv, som Gud har skabt os – med alt det, der bor i os. Og måske gemmer det smukkeste i os sig stadigvæk i det, vi endnu ikke kender. I hvert fald bor glæden i det, for det er først, når vi vedkender os al vores fattigdom og blindhed og lammelse i livet, at vi virkelig hører indbydelsen til Guds fest – og kommer – den fest, hvor han endeligt løfter sløret, så dødens magt over os brydes – så kærligheden og  kan blive helt levende i os. Amen!