2. Pinsedag. 1. tekstr.         

Tekster: Sal. 104,24-30; Ap.G. 10,42-48a; Joh. 3,16-21:               

”Hvor er dine værker mange, Herre!” Sådan begyndte vores første tekst her i dag, og den stille undren over Guds storhed og skabervilje, der lyser ud af disse ord og ud af hele teksten, passer så godt her til 2. pinsedag. Her skal vi netop reflektere over det, som skete i går - at Guds hellige ånd kom til os! Og noget af det Ånden vækker i os, er evnen til at se Guds ”værker” – og alt det han giver til vores liv.

Det største, Gud har givet os, er Jesus. I ham trådte Gud os helt nær, og i ham lærte vi Guds ånd at kende. Guds ånd, som levede på jorden i Jesus – den tog pinsedag bolig i disciplene, i helt almindelige mennesker som os. Pinsedag åbnede Gud vores sind, så hans kærlighedsånd kunne leve i os. Han åbnede vores liv for helt nye muligheder.

Jesus havde lovet disciplene, at når han gik bort, ville han sende en anden Talsmand, Helligånden, til dem. Alt det, de endnu ikke havde forstået af det, Jesus havde lært dem – det ville den nye Talsmand fortælle dem indefra. Guds hellige ånd ville tale til dem og tale igennem dem. Og det skulle gælde for ethvert menneske, der åbner sig for Guds Ånds nærvær. Dette er så stort, at vi ikke kan fatte det. Helligånden kan opstå i enhver af os – og tale og virke igennem os. Han kan skabe nyt igennem os.

Naturen lige nu er et forunderligt billede på nyskabelse. ”Jorden er fuld af dit skaberværk”, sagde teksten også, og vi behøver bare at bevæge os lidt ud for at blive overvældede. Vi må give teksten ret! Gud skaber og skaber – omkring os og i os. Han ”sender sin ånd, og der skabes liv”, han ”gør jorden ny”, som teksten siger til sidst.

Hvad betyder det her så helt konkret i vores liv? Ja, foruden det at Jesu inspiration får lov til at leve videre i os, hvis vi åbner os for den, så fortæller vores to andre tekster i dag os mere om det. Fra Apostlenes Gerninger hører vi vigtige ting. Først noget, der rammer helt ind i vores forhold til Gud. Mange mennesker bærer frygten for Guds dom og for dom i det hele taget. Også for andre menneskers dom. Men her hører vi, at Gud har bestemt, at det er Jesus, der skal være dommer over levende og døde. Jesus, der elskede os mennesker så meget, at han gav sit liv for os – han er vores dommer. Han, der bar tilgivelsens virkelighed helt ind i døden og på korset tilgav endog de soldater, der havde korsfæstet ham, og som hånede ham – han er vores dommer. Vi behøver ikke at frygte dommen, for selve kærligheden og tilgivelsen sidder på dommersædet, og enhver, som tror på ham, skal få syndsforladelse ved hans navn, siger Peter i vores tekst.

At det udsagn er sandt bekræftes i fortællingen, for mens Peter taler, kommer Helligånden over alle de forsamlede – også over hedningerne, de ikke-troende, der er til stede. Det undrer jøderne sig over, men Peter ser, at det et tegn fra Guds på, at for ham er alle lige. Ingen er uden for den kærlighed, Jesus har bragt ind i verden. Derfor giver Peter også de ikke-troende tilladelse til at blive døbt – uden forberedelse. Der kræves ikke noget andet for at være i Guds nærhed end åbenhed for Hans Ånd.

Evangelieteksten, vi lige har hørt, fortæller videre om Guds kærlighed og dom. Den begynder med de ord, der sammenfatter hele det kristne budskab – de ord, der også kaldes den lille bibel, fordi de siger alt: Således elskede Gud verden, at han gav sin enbårne søn, for at enhver, som tror på ham, ikke skal fortabes, men have evigt liv. Gud elsker virkelig verden – og os! Den fysiske verden, som han har skabt, og hele skaberværket - med alt, hvad det rummer af skønhed og glæde og smerte og lidelse og svigt. Han elsker os, som vi er, fordi han har skabt os sådan. På trods af alt, hvad vi rummer af menneskelighed, kalder han uophørligt på os. Han kaldte på Adam i Paradiset, efter at Adam imod Guds bud havde spist af frugten på kundskabens træ: Adam, hvor er du? råbte han! Og sådan råber han stadig på alle os skabte mennesker.

Helt konkret råbte han det, da han sendte sin søn ind i vores fysiske virkelighed. Jesus kom for at kalde på os og vise os Guds kærlighed til os. Til sidst lod han sit eget smertesråb lyde ud over jorden, for at vi skulle forstå, at helt ind i den dybeste lidelse, ja, ind i døden, er han sammen med os og elsker os. Gud slipper os ikke, for han vil, at vi aldrig skal skilles fra ham. Heller ikke i døden. Vi skal ikke fortabes, men have evigt liv.

Gud sendte Jesus, for at verden skulle frelses ved ham. Det siger Jesus selv i vores tekst, og han fortsætter med at tale om dommen. Den, der tror på Guds søn – på mig, dømmes slet ikke, siger han. Det med dommen er noget, mange mennesker frygter. Hvad sker der, når vi dør? Bliver vi ført til Guds trone og dømt for alt det, vi har gjort forkert eller undladt at gøre? Hvis vi gør – hører vi her, så behøver vi ikke at frygte det, for den, der sidder på dommersædet, er Jesus – ham, der vil frelse os vil give os evigt liv.

Det er vigtigt for Jesus at få os til at forstå dette. Derfor understreger han, at dommen er, at lyset er kommet til verden. Dommen er Guds kærlighedsgerning over for os. Gud sender lyset til os, - han sender Jesus, for at vi skal blive frelst ved det lys, Jesus bringer. Der er ingen straf, ingen bebrejdelse, ingen udelukkelse i Guds dom – den er fra Guds side kun lys – og kalden på os.

Men lysets komme får konsekvenser, for det sætter os mennesker i et valg – vil vi tage imod det, eller vender vi os væk fra Guds gave? Jesus siger klart, at menneskene elskede mørket frem for lyset, fordi deres gerninger var onde. Han forklarer det sådan, at den, der handler ondt, hader lyset, fordi lyset afslører, hvordan det er, vi lever. Det er kun vores egne handlinger, der dømmer os, og ikke Gud. Dommen sker ikke for Guds trone – den sker inden i det enkelte menneske, når det afgør sig for, om det vil tage imod lyset – og lade sit indre oplyse af det – eller det vil vende sig væk fra lyset og skjule sig i mørket.

Gud giver og giver. Han sender sin kærlighed og sit lys. Han rækker os renselse og syndsforladelse. Han tilbyder os frelsen og det evige liv i hans nærhed. Det er hans dom. Hvis vi vender os væk fra alt dette – så er det vores egen dom over os selv! Dommen finder sted - i os hver især! vi dømmer os selv ude eller inde.

Alt det, Jesus siger her, er en åbenbaring til os. Han fortæller os om, at vi som mennesker har muligheden for at leve i forskellige virkelighedsdimensioner. Vi kan leve i vores almindelige jeg, hvor vores bevidsthed altid vil kredse om os selv. Hvor vi uophørligt dømmer og vurderer os selv og hinanden – og føler os dømt, og hvor vi altid forsøger at fremstå med de bedste sider af os selv – og skjule de dårlige, sådan at de forbliver i mørket. I jegets virkelighed spejler vi os uophørligt i hinanden – søger ære fra hinanden, som Jesus kalder det, og derfor kan vi der aldrig være dem, vi egentlig er.

Vi kan også leve ud fra et dybere sted i os selv - det er, hvad Jesus vil have os til. Ud sjælens virkelighed, hvor vi altid vil vide i os selv, at vi er i Guds nærhed. Her er der ingen dom! Eller – her hviler vi i bevidstheden om, at Guds dom en noget helt andet end menneskers. Hans dom er, at lyset er kommet til verden – og at vi altid er favnet i hans kærlighed. Her dømmer vi heller ikke – hverken os selv eller andre. Her søger vi ikke ære fra hinanden – kun fra Gud, fordi hele vores identitet og længsel er rettet imod ham. Det betyder ikke, at andre mennesker ikke er vigtige for os, men vi er ikke afhængige af deres accept – når vi har Guds. Faktisk bliver andre endnu mere vigtige, fordi vi kan se dem, som de er – som Gud har skabt dem, med kvaliteter og fejl, se dem uden at dømme dem. Derfor kan vi også elske og værdsætte dem mere – og lade dem være dem, de er. Uden at ville noget andet med dem.

Vi lever altid i begge dimensioner – i jegets og i sjælens, i dommens og i kærlighedens. Det vil vi altid gøre, mens vi er her på jorden. Men når Guds Hellige Ånd har taget bolig i os, så har vi fået givet muligheden for i særlige øjeblikke at åbne os for den, for kærligheden – og nyde! Der slipper vi al angst og al dom og al adskillelse, og vores sanser åbner sig – netop ikke for at dømme, men for at nyde og glædes. Over øjeblikke, hvor livet mærkes, og vi mærker hinanden og vover at være hinanden nær. Over naturen og dens overflod - af liv og vækst og kraft og gaver af alle slags. Over blot at være til, over stilheden og livsfylden. Guds Hellige Ånd lader os se og føle, at Paradis er opladt på ny – som vi sang det i pinsesalmen. Det er kun os selv, der kan forhindre os i at give os hen til det lys, Gud sender til os og favner os med. 

Til allersidst i sin tale giver Jesus os en vej at gå. Han siger, at vi skal gøre sandheden! for så kommer vi til lyset. Sandhed er så vigtigt et ord, når vi taler om Åndens virkelighed. Jesus kalder selv flere gange Helligånden for Sandhedens Ånd, for Guds Ånd kan kun bo og virke der, hvor der er sandhed. Hvis vi lever i sandheden, skjuler vi ikke noget – vi har ingen hemmeligheder for hinanden og for Gud, og så er der heller ikke noget mørke, der kan vende os væk fra lyset. I sandheden er vi os selv, sådan som Gud har skabt os, - og sådan som han elsker os.

Derfor er sandheden vores opgave og vores vej. Amen!