2. søndag i advent - 2. tekstr.
Tekster: Es. 11,1-10; Jak. 5,7-8; Mat. 25,1-13.
2. søndag i advent – to lys er tændt i adventskransen! Vi er på vej imod julen og Jesu komme til os. Vi er midt i adventstiden, som er så fyldt med følelser og længsler. Børnene længes spændt efter juleaften og alle gaverne, og vi andre har travlt med at købe gaverne og gøre alt klar. Der er også dem, der rejser væk, for ikke at blive inddraget i julen. Den gør indtryk på os alle - der er virkelig noget på spil, noget, som trækker i os.
Det er, som om julens øjeblik åbner for dybe følelser, som både tiltrækker os og skræmmer os. Her kan der være en fylde, som vi så gerne vil træde ind i – og fravær af fylden kan være smertelig, for så banker tomheden på. Også sorgen kan banke på – ved savnet af dem, vi har mistet, og som ikke mere er hos os. Men sorgen står ikke i modsætning til fylden på samme måde, som tomheden gør det. Sorgens og savnets følelser kan nemlig rumme en rigdom af taknemmelighed og glædesfyldte minder, som i sig selv er fyldt med liv. Det er, som om alt træder tættere på os i denne tid – og hvis ikke så truer tomheden.
Teksterne, vi har hørt i dag, rummer løfter – og vejledning og hjælp til, hvordan vi nærmer os julens fylde. Løfterne møder vi først – i Esajas’ profeti fra GT. Esajas lever i en meget vanskelig tid, godt 500 år før Jesus blev født. Store dele af det israelitiske folk var blevet drevet i fangenskab i Babylon – langt borte fra alt kendt. Det var en stor ulykke, der havde ramt folket, og alle sørgede – over tabet af de kære, der ikke var med i eksilet, over tabet af frihed og af alt, hvad de ejede, over tabet af mulighed for at tilbede Gud på den rigtige måde. De kunne ikke mere komme til templet i Jerusalem og derfor ikke møde ham.
Esajas er med i eksil, og midt i al denne ulykke går han rundt i ørkenen omkring Babylon og sørger. Pludselig begynder Gud at tale til ham. Igennem store visioner til Esajas trøster Gud ham og hele folket. Gud siger til Esajas, at engang – en dag - vil sorgen og smerten være ovre, for der vil komme en frelser til verden, et lille barn, som skal vokse op og ændre alt.
Og Gud giver Esajas billeder på, hvem denne frelser er, og hvad han skal komme til at gøre. Ørkenen skal blomstre – som rosen, siger Gud. Det har vi lige sunget om her før prædikenen. Han skal bringe en helt ny slags retfærdighed: Han dømmer ikke efter, hvad hans øjne ser, fælder ikke dom efter, hvad hans ører hører, sagde vores tekst. Nej, han dømmer de svage med retfærdighed. Han ser mennesket bag alle de ydre vilkår, og dømmer dem ud fra sin medfølelse - for trofasthed er bæltet om hans hofter, siger Gud. Denne frelser skal skabe en ny virkelighed, der er som Paradiset, hvor ingen gør hinanden ondt, hvor ulven skal bo sammen med lammet, og panteren ligge sammen med kiddet, fortæller Gud i sit billede.
Alt dette forudsagde Esajas altså mere end 500 år før, Jesus blev født, og igennem hele adventstiden – og også juleaften hører vi her i kirken Esajas’ profetier om frelseren, der skal komme! Adventstiden er jo en forberedelse til, at han kommer!
Hvem er det så, der kommer – barnet, frelseren? og hvordan skal vi modtage ham!? I den evangelietekst, der hører til den her søndag, men som vi ikke læser i år, får vi at vide, at det er meget voldsomt, det, som skal ske, for himlens kræfter skal rystes. Og da skal vi se Menneskesønnen komme i en sky med magt og megen herlighed. Vi får også besked på at våge og bede om at få styrke til at stå foran Menneskesønnen. Det er Jesus selv, der siger disse ting, og det er vigtige ord at have med ind i tankerne om, hvad julen er.
Menneskesønnen er et helt almindeligt menneske, men han er også den evige frelser – han er Gud selv, der kender os ind i det allerinderste. Derinde vil han møde os og kalde os frem til nyt liv – hvis vi altså vover at stå foran ham, som vi er. At han kommer til syne, åbner livet op og giver det helt nye muligheder.
Barnet, som julenat føden i stalden i krybben, er så sødt og rørende. Det kan både børn og voksne salmes om. Men dette barn er altså samtidig Menneskesønnen. Han er barn, og han er Gud, og netop fordi han er begge dele, går det, som sker i stalden langt ud over vores forståelse. Det foregår som i et mørke. Vi forstår det ikke, og alligevel drager det os – og bliver ved med at drage os. Vi forbereder os til, at det skal ske, - alt skal være i orden, men vi ved ikke altid helt, hvad det er, vi skal forberede. Så derfor skal alt bare være i orden! Alligevel føles det, når tiden er inde, nogle gange som om selve øjeblikket bare går os forbi, uden at vi rigtig opdager det. Som om vi ikke får øje på den sprække i virkeligheden, hvor der er åbent ind til det, som sker – den sprække, der også lader lyset strømme ud imod os og ramme os med julestemning.
Måske er der noget, vi kan gøre anderledes, så vi lettere opdager øjeblikket og bliver ramt af det. Måske har det noget at gøre med at våge, som vi lige hørte før. Noget med sindets opmærksomhed og vågenhed. Det mener vores evangelietekst til i dag, at det har, og den vil hjælpe os til at finde vej.
Teksten handler om ti brudepiger, der tager deres lamper og går ud for at møde brudgommen. Fem af dem er tåbelige og fem er kloge, som der står, for de fem – de tåbelige - tager kun lamperne og tænker ikke på, at de skal have olie med til dem. De andre fem tager både lamper og olie. Det varer en stund, før brudgommen kommer, og de falder alle i søvn. Da råbet så lyder, at brudgommen kommer, og at de skal gå ud at møde ham, vågner de og gør deres lamper i stand. De tåbelige ser nu, at deres lamper er ved at gå ud, og de beder de kloge om noget af deres olie, men de svarer, at de ikke olie både til sig selv og til dem, og at de hellere selv må gå hen til købmanden og købe olie.
Mens de er væk kommer brudgommen, og de, der har olie går med ham ind i bryllupssalen, og døren bliver lukket. Da de tåbelige kommer tilbage, beder de om også at blive lukket ind, men brudgommen svarer, at han ikke kender dem – de må blive udenfor. ”Våg derfor”, siger Jesus, der fortæller historien, ”for I kender hverken dagen eller timen.”
Det kan lyde som en lidt barsk fortælling, men det er det egentlig ikke. Den beskriver blot livet, som det er. Det er brudgommen, der kommer – det er ham, de venter på. Der skal være fest, bryllupsfest, og det ser de alle frem til. Brudgommen er et billede på Gud, eller på åndens virkelighed. Det er kun ham, der kan gøre bruden, vores sjæl, helt fyldt og glad. Brudgommen kunne også kaldes Menneskesønnen, mennesket, der samtidig er den evige frelser – eller han kunne kaldes Jesus, menneskebarnet, der selv er Gud. Og festen, hvor han kommer, kunne være julen.
Hvis brudejomfruerne virkelig havde forstået, hvad der var ved at ske – hvilke muligheder, de stod midt i, ville de have skønnet helt og fuldt på det; de ville have været vågne. Men det går ikke op for dem alle. De har godt nok alle lamperne med – de har sørget for, at det hele ser godt nok ud – de har udstyret i orden. Men indholdet har kun halvdelen af dem forberedt. Halvdelen af lamperne er tomme, - derfor fungerer de ikke – de kan ikke lyse.
Kunne den anden halvdel af brudejomfruerne ikke bare have delt med dem? Nej, det kunne de ikke, for så havde ingen af dem haft nok olie! Det er nødvendigt at sørge for sin olie selv!
Hvis vi skal forstå denne fortælling, må vi gøre den lidt mere konkret. Den hører til i dag, 2. søndag i advent, og derfor er det her i dag en beretning om juleforberedelse. Alle forbereder sig, har lamper med, og alle jomfruerne falder i søvn. Her lærer vi, at ingen behøver at være perfekte – det forventes der ikke af os. Undertiden vil vi falde i søvn – også i juleforberedelserne – og glemme, hvad det hele egentlig handler om. Men det gør ikke så meget, hvis vi har sørget for olie til lamperne, sørget for, at vi inde i os bærer forberedelsen til at modtage Jesusbarnet med os. Så kan vi hurtigt få fyldt olien på igen og være parate.
Men hvis vi ikke har olien – kun har tænkt på rammerne og ikke dvælet ved julens budskab og livet i julen, ja, - så kommer dens liv heller ikke til os. Og vi kan ikke bare få af de andres juleglæde. Tomheden kommer så i stedet for - og følelsen af at være lukket udenfor. Så går øjeblikket os let forbi, og vi opdager ikke sprækken af lys, der lader julestemningen hylde os i glæde.
Vi kan ikke låne af de andres glæde, for vi har ikke givet os tid til at vente og dvæle og rette sanserne imod det, som skal ske, og så oplever vi ikke, at det sker. Det er ikke brudgommen, der ikke vil lukke de tåbelige jomfruer ind – de kan ikke komme ind – de har lykket sig selv ude. Det er heller ikke Jesus, der kalder dem tåbelige – de har gjort sig selv tåbelige, ved at være så tæt på livet fylde – og så lade den gå sig forbi - igen!
Denne lignelse er en adventstiltale til os – og en hjælp. Hvis vi længes efter julestemningen og det mysterium, der julenat kan berøre og belive vores hjerter, så må vi forberede os til at møde det. Det er ikke kun et lille romantisk barn, der ligger i krybben julenat – det er Menneskesønnen, der lader sig føde, Gud selv, som vi skal stå overfor, og som vil indhylle os i hele sin kærlighed. Julemysteriet venter på os. Vi indbydes alle til at træde ind i bryllupssalen og være med – alle uanset om vi er unge eller gamle, rige eller fattige, sorgfulde eller glade, tåbelige eller kloge. Det eneste, der kræves er – olie på lamperne! Amen.