20. søndag efter trinitatis. 1. tekstr.   

Tekster: Jer. 18,1-6; Ef. 5,15-21; Matt 22,1-14

              I teksterne til i dag har vi mange billeder, og billeder er så gode at forholde sig til og spejle sig i. For billeder har ikke en fast pointe – de er som et rum, vi går ind i, og når vi tager dem alvorligt, fortæller de os nyt og mere om livet. Det er jo sådan, at det liv, vi har fået, - det kender vi ikke. Vi ved ikke, hvor det fører os hen, vores eget personlige liv; men vi kender heller ikke meningen med livet generelt. Nogle gange kan det føles, som om vi mangler et landkort – noget at pejle efter, en retning, vi kan følge i livet.

              De bibelske tekster rummer et sådant landkort, og hvis vi giver os tid til at dvæle ved dem, så får vi vejledning i det at leve – i at lære at finde vej - for teksterne – og måske især billederne i dem - fortæller os netop om, hvad livet er, hvordan det er indrettet. Eller sagt i et bibelsk sprog så lærer de os om, hvordan Gud har skabt og tilrettelagt livet for os.

              I dag får vi to stærke billeder at tænke over. Det er billedet af pottemageren i GT-teksten, og så er det Jesu lignelse om kongesønnens bryllup.  Ind imellem de to billeder fortæller Paulus lidt mere konkret om, hvordan vi skal leve.

              Først billedet af pottemageren! Det er profeten Jeremias, der går ned til pottemagerens hus og der hører Guds ord. Jeremias står og kigger på pottemageren, der arbejder ved drejeskiven, og han ser, at når et kar mislykkes, så laver pottemageren det blot om til et andet kar, som han nu vil have det. Og mens han står der, siger Gud til ham, at som leret er i pottemagerens hånd, sådan er menneskelivet i Guds hånd. Gud kan gøre med mennesket, som han vil – lige som pottemageren gør det med leret.

              De ord er værd at hæfte sig ved, for vi ved jo godt, at de er sande. Gud kan handle med os, som han vil. Alligevel lever vi mennesker vores liv, som om det er os, der styrer det og bestemmer over det. Det er det selvfølgelig også til en vis grad, men sådan er det ikke kun. Fra det ene øjeblik til det andet, kan alt ændres, men vi lever, som om vi ikke vidste det. Som om det liv, vi har, er en selvfølge. Hvis vi virkelig huskede på, hvor skrøbeligt alt er – huskede det i hvert øjeblik, så ville vi helt sikkert gøre mange ting anderledes, prioritere anderledes. Billedet med pottemageren kan vi tage med os, og måske kan det hjælpe os til at blive mere taknemmelige  over, hvad vi har – over at vi overhovedet lever – lige nu!

              Paulus opfordrer os i sit brev til taknemmelighed – til at huske altid at sige Gud tak for alt. Han siger, at vi ikke skal drikke os berusede i vin, men lade os fylde med Ånden og lovsynge. Det lyder så fromt, men også Paulus taler i et billede, der skal forstås i dybden. At drikke sig beruset, så man glemmer - det kan man gøre i vin, men man kan også gøre det i bekymringer – i stress og travlhed – i negativitet. Paulus vil have os til at vende vores sind bort fra alt det, der drukner vores taknemmelighed og glæde. ”Brug det gunstige øjeblik, for dagene er onde”, siger han. Det vanskelige og svære kan hurtigt komme, derfor skal vi glæde os lige nu, når muligheden er der. Vi skal selv arbejde med på at vende vores sind imod taknemmeligheden – det sker ikke af sig selv – det må vælges. Og det er ikke noget, vi kan fra den ene dag til den anden. Det er et livslangt arbejde, men det er lønnen værd. For med taknemmeligheden kommer glæden.

              Evangelieteksten fortæller os det samme. Den handler om kongesønnens bryllup. Rent umiddelbart så kan den tekst godt være lidt skræmmende – i hvert fald slutningen med, at en af gæsterne bliver kastet ud i mørket udenfor, hvor der er gråd og tænderskæren. Og umiddelbart lyder det til, at han bliver kastet derud, fordi han ikke har det rigtige tøj på, Hvad er det for en konge, der kan finde på det, kan vi spørge? Det er for barskt!

              Men lad os kigge lidt nærmere på lignelsen og se på, hvad der egentlig står. Jesus fortæller, at den handler om Himmeriget, så helt barsk kan den ikke være – og det er den heller ikke. Himmeriget ligner en konge, der holdt sin søns bryllup, siger Jesus. Så hvad er der med denne konge? Hvem er han? Denne konge inviterer til bryllupsgilde – og han inviterer igen og igen. Han bliver ved og ved med at invitere, men der er ingen, der vil komme. Ikke først i hvert fald. Så sender kongen nogle andre tjenere ud for at sige til de indbudte, at nu er der dækket op til fest.. alt er rede .. Kom til brylluppet! Han giver de indbudte flere chancer. Ja, han presser dem næsten!

              Et bryllup er en glædesfest, hvor to bliver forenet i kærlighed. Ja, kærligheden er virkelig i centrum til en bryllupsfest, for alle, der er med, tænker på, hvad kærligheden er eller har været også i deres liv. Derfor er bryllupsfesten bevægende og opløftende, fyldt med glæde. - Men de indbudte til denne bryllupsfest kommer ikke. De tager sig slet ikke af, at tjenerne indbyder dem, de svarer dem ikke engang – alle går de bare ud til dagens travlhed, en til sin mark og en anden til sin forretning. Nogle af dem griber oven i købet tjenerne og mishandler dem og slår dem ihjel. Kongen bliver vred og straffer morderne. Men han giver ikke op – denne konge vil holde fest. Han sender nye tjenere ud – ud på vejene, helt ud, hvor vejene ender, og de skal indbyde alle, de finder, både de onde og de gode, står der. Og nu bliver bryllupssalen fuld af gæster. Og vi kan forestille os glæden i dette rum!

              Lad os standse her et øjeblik og tænke lidt mere over den konge, som vi måske tidligere fandt hård og skræmmende! Han vil holde fest – glædesfest - for os! Han giver ikke op! Da de først indbudte har sagt nej, inviterer han nye. Og nu inviterer han alle, både de onde og de gode. BÅDE DE ONDE OG DE GODE! – står der. Og læg mærke til, at de onde er nævnt først! Denne konge er et billede på Gud, og Jesus fortæller os, at Gud ikke stiller betingelser overhovedet. Han dømmer ikke os mennesker efter vores fortid. Uanset hvordan vi mennesker har levet vores liv indtil denne dag, så tæller vi med hos ham – så lyder indbydelsen til os. Fortiden har ingen betydning hos denne konge – den er i hvert fald ikke nok til at lukke nogen ude. Sådan er altså Himmeriget, Guds virkelighed. Det lukker ingen ude!

              De fleste mennesker rummer meget angst og skam og skyld, dårlig samvittighed. Og mange gange kan vi alle føler, at vi ikke er gode nok – i forhold til andre eller i forhold til, hvad der forventes af os. I hvert fald er vi ikke gode nok til Gud, for han kender os jo til bunds og ved om alt det, vi holder skjult. Sådan kan vi føle og tænke. Men her i lignelsen hører vi noget andet.

              Vi hører, at uanset hvem vi er, og hvad vi rummer, og hvad vi har gjort, så er vi gode nok – til Gud. Så lyder indbydelsen til os – indbydelsen til nærhed og mening. ALT afhænger kun af, om vi siger ja – lige nu - om vi vil gå ind til festen – til livet fest. Eller om vi vender ryggen til og haster videre med alle vores gøremål, presset af sted måske af angst for ikke at leve op til det, der forventes af os – eller måske af behovet for at kontrollere og styre livet selv. Lignelsen vil have os hver især til at standse op og tænke over vores liv. Giver vi plads til glæden? – til ordentligt samvær med hinanden? Er vi glade? Siger vi ja til alt det, livet vil give os? Til det, Gud vil give os!?

              I Jesu lignelse er bryllupssalen nu fuld af festglade mennesker, og kongen kommer ind for at hilse på dem alle. Så får han øje på en, der ikke har bryllupsklæder på, som der står, ikke er festglad måske. Kongen rækker ud imod dette menneske med al sin kærlighed. Han siger: ”Min ven, hvordan er du kommet ind uden bryllupsklæder?” Men han tav! – står der. Vi fornemmer tyngden i disse ord. MEN HAN TAV! Det lukkede sind, der ikke tager imod kongens åbne favn!

              Hvorfor han tier, kan vi kun forsøge at gætte os til. Han er måske bitter, kritisk, mistænksom, føler sig ikke god nok – eller måske føler han sig bedre end de andre. Vi ved det ikke – men ét kan vi se – selv om Gud inviterer ham ind, uanset hvilken fortid han har haft, så har han ikke selv ladt fortiden bag sig. Den lever han i – med dens fordomme om ham selv og andre, og den forhindrer ham i at være til stede ved festen. Han har lukket sig selv ude – er egentlig aldrig rigtig kommet ind. Det var jo det kongen så – at han manglede bryllupsklæderne.

              Og når denne mand efter festen kommer hjem – og opdager, hvad han er gået glip af, hvad han har sagt nej til. Eller konfronteres med den følelse, han måske har haft af at være udenfor – så vil han blive overvældet af tristhed og mørke. Måske også gråd og tænderskæren, som teksten siger. Og han har kun sig selv at takke for det. Det er svært at bære bevidstheden om det, så muligvis vil han forsøge at argumentere, som lignelsen viser os: Det var kongen, der jog ham ud i mørket – det er kongens skyld, at han nu må sidder her og have det så dårligt. Sådan er vi mennesker tilbøjelige til at se livet – at det er de andre, der lukker os ude – det er de andres skyld! Og ikke os selv, der ikke tager imod!

              Lignelsen vil lære os om livet. Vise os at livet – og Guds kærlighed og mening – altid venter på os. Hvert eneste øjeblik bliver vi indbudt - til at slippe fortiden og lade alt det ligge, der plager os – eller afholder os fra et egentligt samvær med andre. Mistro, skam, skyld – ”slip det” siger Jesus, og træd ind til festen. Tag imod det liv, Gud giver dig. Luk øjnene op og se, hvad du har – i stedet for kun at fokusere på det, du ikke har, på det, du er utilfreds med. ”Sig altid Gud tak for alt” – sagde Paulus til os i sin brevtekst, og de ord er der megen visdom i. Tak – taknemmelighed – farver livet helt anderledes, end bitterheden gør det, for taknemmeligheden får os til at være i nuet. Den får os til at dvæle ved, hvad der er, i stedet for at tænke på, hvad der ikke er. Den gør os glade.

              I lignelsens billede vil den, der er taknemmelig over at være inviteret med til festen, aldrig tie, når et andet menneske henvender sig til det – i venlighed. Og slet ikke, når det er kongen selv. Den taknemmelige vil være fyldt af det at være der! Tænk – han blev inviteret med til festen – selv om han på ingen måde havde gjort sig fortjent til det! Tænk – selv om han ikke havde det rigtige tøj på, så gav kongen sig tid til ham, Han kaldte ham min ven og spurgte, hvad der var i vejen. Her er der virkelig noget at være taknemmelig over!

              Nu mangler der bare, at også vi siger ja til festen og smider alt det fra os af fortid og gammelt gods, der forhindrer os i at deltage i den. Og så  taknemmeligt og tillidsfuldt tager imod al den kærlighed og varme, der strømmer os i møde fra den konge, der har givet os alt. Amen!