21. søndag efter trinitatis. 1. tekstr.   

Tekster: 22. Kong. 5,1-5,9-15; Ef. 6,10-17; Joh. 4,46-53

              Guds kærlighed kender ingen grænser! Det ser vi flere eksempler på i de tekster, vi har hørt i dag! Her bliver to mennesker helbredt, og de er begge to fremmede! Den ene er aramæernes hærfører Na’aman og den anden er en romersk embedsmand.

              Fortællingerne viser os, hvordan det er os mennesker, der deler op i venner og fjender, i rigtigt og forkert – det gør Gud ikke. For ham er et lidende menneske – et lidende menneske! Han er altfavnende og rummelig – han kender ingen grænser for sin kærlighed, og han møder ethvert menneske, der åbner sig for ham.

              I GT-teksten er Na’aman blevet ramt af en forfærdelig sygdom - han er blevet spedalsk. Som hærfører for fjendtlige tropper har han tidligere bortført en lille pige fra Israel, og hun er nu tjenestepige for hans kone. Den lille pige bærer ikke nag til ham over sin skæbne – hun ønsker kun, at hendes herre skal blive rask, og hun anbefaler ham – igennem hans kone - at besøge profeten, Elisa, i Samaria. Han vil kunne helbrede ham, siger hun. Na’aman lytter til hendes råd - og drager af sted med kostbarheder til betaling og som gaver.

              Da han når frem, forventer han at blive modtaget af profeten, som den betydningsfulde mand, han er. Men Elisa sender blot et bud ud til ham med besked om, at han skal gå ned til Jordan-floden og bade sig der 7 gange, så vil han blive rask! Na’aman bliver vred – over at han og hans land ikke at blive vist tilstrækkelig ærbødighed, og over at profeten ikke laver de ritualer, han havde forventet, han ville. Og hvorfor skal han, Na’aman, bade sig i dette fremmede lands flod, når floderne i hans eget land er meget bedre? Vi hører vreden vokse i ham, og vi bliver vidne til, hvordan han drager bort i vrede.

              Læg mærke til, hvor tæt Na’aman er på ikke at blive helbredt. Hans vrede og stolthed og gamle forestillinger er lige ved at forhindre det. Heldigvis er der mennesker i hans nærhed, som ser hans lukkethed og kommer ham til hjælp. Hans tjenere siger til ham, at hvis profeten havde sagt, at han skulle gøre noget svært, så ville han have gjort det. Men nu, hvor han bare har sagt: Bad dig og bliv ren, så gør han det ikke.

              Na’aman overgiver sig – ser sig selv, sin hårdhed - og går ned og dypper sig i Jordan-floden syv gange, sådan som Elisa har sagt. Og han bliver helbredt – hans krop blev så rask, som en lille drengs, står der. Og han fyldes af taknemmelighed og vender tilbage til profeten for at takke ham - og for at bekende sig til Gud som den eneste Gud. Det ved han nu, at han er!

              Na’aman er egentlig en åben person, for han lytter til andre mennesker – også til dem, der konkret er under ham i værdighed – til den lille bortførte tjenestepige og til sine egne tjenere. Men netop hans åbenhed viser os, hvor svært det er at være helt åben – ikke bare for ham men også for os – for alle mennesker. Vi mennesker identificerer os med et bestemt system af roller og normer. Vi dømmer hinanden til at være mere eller mindre vigtige, og vi tror, at tingene skal være på en bestemt måde for at fungere. Sådan gør Na’aman også – på trods af hans åbenhed, og det er lige ved at koste ham helbredelsen. Han er rejst så langt. Han længes så meget efter at blive rask, og alligevel fokuserer han på den fornærmelse, han oplever, og lader tanker og følelser køre op omkring den - i stedet for at tage imod helbredelsen, som Elisa rækker ham.

              Men han lader sig stoppe! Han overvinder sig selv, fordi tjenerne hjælper ham. Vi kan kun håbe på, at der også er nogen, der vil ruske og stoppe os, når vi er blinde for den hjælp, der bliver rakt til os i vores nød. Den hjælp, der meget ofte kommer fra en helt uventet side og på en helt anden måde, end vi havde forventet det.

              Na’aman blev helbredt – ikke bare for sin fysiske sygdom, men også i sit sind. Han blev levende – igen – da han brød igennem de gamle rammer, og så livet på en ny måde. Og lige der mødte han også Guds kærlighed – opdagede, at den havde været der hele tiden, uden at han  havde set den. At den kom til ham igennem andre mennesker og deres hengivelse. Og han lærte, at han blev nødt til at tage imod livet, som det blev givet til ham og ikke, som han selv ville forme det!  

              Den anden helbredelse gælder en kongelig embedsmands søn. Manden her tilhører den romerske besættelsesmagt, og han er heller ikke jøde. Hans søn ligger for døden, og når det gælder den slags livsomstændigheder, så forstår vi mennesker hinanden på tværs af kultur og religion. Vi forstår denne fars fortvivlelse! Hærføreren - vi hørte om før - kom til Gud med sin egen sygdom, - den kongelige embedsmand kommer med sin søns. Men fælles for de to er deres smerte og det, at da de rammes – af lidelse og tab – så vender de sig mod Gud. Indtil nu har de klaret livet uden ham, men i lidelsen vender de sig ind mod deres livs kilde.

              Det er smerten, der blødgør deres sind – og åbner det. Sådan som vi nok er mange, der har oplevet det. Måske er det netop noget af meningen med smerte og lidelse i vores liv – at den gør os åbne og søgende – efter hjælp og mening. I smerten går det op for os, at vi ikke kan klare alt selv – at vi har brug for hjælp, for Guds hjælp. Og det åbner os. Det sker også for embedsmanden her.

              Han har hørt om Jesus, og da han i sin nød finder ud af, at Jesus er i nærheden, så tager han af sted for at få ham med hjem - i håb om, at han kan helbrede hans søn. Vi fornemmer, hvordan det eneste, der ligger denne mand på sinde, er hans søn. At han bliver rask igen! Og da han finder Jesus en dagsrejse borte, beder han ham om at komme med. Men Jesus afviser ham. ”Hvis I ikke får tegn og undere at se, tror I ikke”, siger Jesus. Det er svært for os – og helt sikkert for manden - at forstå, hvad der får Jesus til at reagere sådan på hans henvendelse, at han i stedet for imødekommenhed og medfølelse møder ham med hårdhed og afvisning. Men måske kan vi alligevel godt forstå det!  

              Embedsmanden er vant til at kommandere, og nu ber han på sin sædvanlige måde Jesus om at følge med. Men sådan taler man ikke til Jesus, til Gud. Embedsmanden er – ligesom Na’aman var det - og som vi ofte er det – fanget i sin gamle rolle. Han er ikke i sin smerte, ikke inde i den, da han taler til Jesus - han viser den ikke, viser ikke sig selv. Og som et menneske henvender sig til Jesus, får det svar! Jesus spejler hans hårdhed, - svarer ham, som han har spurgt, og det bliver hans hjælp! For nu kastes han direkte ind i mødet med sig selv – med sin smerte, og derfra råber han nu om hjælp: ”Herre, kom med derned, før mit barn dør.” Jesus føler hans smerte – vi føler den! Og Jesus møder ham der: ”Gå hjem, din søn lever.”, siger han. Jesus rækker helt ind i hans smerte og berører hans inderste længsel, og manden lader sig berøre. Han tror Jesus på hans ord – og han går.

              Denne mand er blevet et nyt menneske. Han kom som den kommanderende embedsmand, og han går hjem som troende og levende. Han har sluppet sine krav til tilværelsen og tager imod det, han får! I tillid! Tilsyneladende går han jo hjem uden at have fået det, han kom efter, for Jesus går ikke med ham. Men Jesu skabende ord er blevet levende i ham. Og det er nok! Så er helbredelsen sket! Det læner manden sig ind i.

              Måske var denne mands søn syg – måske var det livet, der var ved at dø i ham selv, fordi han alt for meget var blevet den kommanderende embedsmand uden plads til menneskelige følelser. Uanset hvad, så har Jesus kaldt livet tilbage – med sit skabende ord. Ligesom han kan kalde det tilbage i os!

              Manden vovede at gå til Jesus – det kan vi lære af ham. Med al sin hårdhed og kommanderen gik han til ham – og blev irettesat - og fik hjælp! Jesus møder ethvert menneske, som det har brug for at blive mødt – i dets fremmedhed og hårdhed, i dets råb efter hjælp og barmhjertighed, i dets længsel efter kærlighed. Vi skal ikke først blive perfekte mennesker for at gøre os værdige til at gå til ham – vi skal komme som dem, vi er – og vi er aldrig for ringe, for fremmede, for anderledes! Han møder os, som vi er. Ikke som vi forventer det, men som vi har brug for at blive mødt, for at hans skabende ord kan tage bolig i os og gøre os levende.

              Da embedsmanden går hjem igen efter mødet med Jesus har han stadig sin gamle personlighed, og det vil vi også altid have. Manden spørger sine tjenere om, hvornår drengen var blevet bedre, og af deres svar forstår han, at det skete netop som Jesus havde sagt: ”Din søn lever”. Han tror, men han har brug for at afprøve sin tro, brug for at forstå. Tro og tvivl lever side om side i et menneske, og sådan skal det være. Vores tro skal ikke være blind, uden ræsonnementer og overvejelser, - den kan kun fylde os, hvis den inkluderer både hjerte og forstand. Vi skal stille vores spørgsmål, forsøge at forstå, for troens virkelighed har altid nye svar at give. Måske ikke altid de svar, vi forventer, måske ikke de svar, vi ønsker, men svarene er der. De kommer til os, de lyder forskelligt til os i forskellige livssituationer, men de vækker os altid til nye aspekter af liv.

              Hele embedsmandens husstand kom til tro! Sådanslutter teksten. Sådan kan det også langsomt ske i os. Alt i os kan komme til tro – også tvivlen og de gamle vaner – når vi vover at sætte alt i relation til ham, som har skabt os. Amen