21. søndag efter trinitatis - 2. teks­tr.            

Tekster: Ez. 18,1-4a; Joh. Åb. 3,7-13; Luk. 13,1-9.    

              I dagens tekster gør Jesus op med vores almindelige retfærdighedsbegreb. Vi tænker normalt i årsag og virkning – det gør Jesus ikke, og han vil lære os at tænke anderledes - som han gør det.

              I GT-teksten er der et eksempel på, hvordan vi normalt tænker. Hvis et barn eller et ungt menneske kommer galt af sted, er vi tilbøjelige til at tro, at det nok skyldes noget med hjemmet – dårlig støtte eller dårlig opdragelse. I evangelieteksten  antydes det, at vi forbinder sygdom og ulykke med straf – at vi nok selv har været medvirkende årsag, hvis vi på en eller anden måde rammes af livet. Hvis vi bliver syge, er det nok, fordi vi har levet usundt, røget, drukket eller spist for meget, og ved en ulykke har vi nok været uopmærksomme. Det er meget at skulle bære på – oven i det at være blevet ramt, og det er hele den form for retfærdighedstænkning, teksterne og Jesus gør op med.

              I GT-teksten siger Gud selv, at vi ikke skal tænke sådan, for alle menneskers liv tilhører mig, siger han. Uanset hvordan vores baggrund eller vores omgivelser er, uanset hvordan vi har levet, så har Gud det sidste ord at skulle have sagt. Og hvad kender vi mennesker egentlig til retfærdighed? Nogle af os er født ind i lette kår, mens andre fra begyndelsen er blevet stillet langt sværere. Hvad der for ét menneske er en let og ubetydelig opgave, kan for et andet være næsten uovervindelig. Hvordan skal vi kunne dømme andre? Efter hvilken målestok? Det kan og skal vi heller ikke, siger Gud – vi skal slet ikke dømme, for alle menneskers liv tilhører ham. Kun han kender et menneske til bunds, for han ved, hvad det rummer, og hvad det har lidt. Og han kan forvandle et menneskes liv og dets muligheder, som han vil, og når han vil. Alt kan ske, alt er muligt for ham.

              Det er vigtigt at have dette sidste med - også når vi tænker over vores eget liv. Vores muligheder er ikke begrænset af vores baggrund, eller af det vi har været indtil i dag. Vi ved ikke, hvad i morgen bringer – det kan være noget helt anderledes - nye muligheder står åbne for Gud – og for os.

              I teksten fra Johannes Åbenbaring får vi hjælp til at leve i den åbenhed, Gud stiller os i. Han kender os, vores gerninger – også alt det, vi ikke er stolte af, alt det dårlige vi har gjort, så vi behøver ikke at bruge kræfter på at skjule noget af det for ham. Det kender han, og han ved, at sådan er menneskelivet. Alligevel – på trods af det - siger han, at han har lukket en dør op for os, - i os – en dør, som ingen kan lukke igen.

              Det gør ikke noget, at vi kun har svage kræfter, siger han, hvis blot vi bruger dem på det rigtige – nemlig på at have tillid til ham – til at døre, som andre ikke kan se, står åbne i os. Muligheder står åbne. Det skal vi have tillid til. Og som døre og muligheder står åbne i os, gør de det også i andre mennesker. Derfor skal vi ikke begrænse hinanden, men tro på mulighederne – også i de andre.

              Hvis vi holder ud i dette, sejrer i det, som han siger, bliver vi en del af det ny Jerusalem. Vi får del i en ny virkelighed – ikke først når vi engang er døde, men allerede nu, for vi kommer til at se os selv og hinanden i et nyt lys – se muligheder vi ikke anede, vi havde. Og vi kommer til at opleve Gud som en levende del af hvert øjeblik i vores liv.

              I evangelieteksten fortsætter Jesus med at tale om retfærdighed – den almindelige blandt mennesker og hans. Han tager udgangspunkt i to forfærdelige begivenheder – den ene har et politisk anstrøg – den anden er et hændeligt uheld. Pilatus – den ansvarlige for den romerske besættelsesmagt, har  henrettet nogle galilæere og skændet deres lig, og et tårn er styrtet sammen i Jerusalem og har dræbt 18 personer. To meget forskellige begivenheder – sket helt forskellige steder, men de har det til fælles, at mennesker åbenbart tænker om alle de ramte, at de selv i en eller anden grad har været ude om det.

              Nu ved vi ikke, om de politisk dræbte selv har provokeret den romerske besættelsesmagt, - men for Jesus spiller det ingen rolle. ”Mener I, at de var større syndere eller mere skyldige - end alle andre fra Galilæa eller Jerusalem”, spørger han de omkringstående. Han konfronterer dem, lader dem ransage deres sind og tanker, og siger så selv et stort ”Nej” til sit spørgsmål. De ramte var ikke større syndere eller mere skyldige end alle andre. Sådan hænger tingene simpelt hen ikke sammen. Og han fortsætter: men hvis I ikke omvender jer, skal I alle omkomme ligesom de.

              Det er et underligt paradokst svar, Jesus giver. For på den ene side er de ramte ikke mere skyldige end alle andre, siger han – på den anden side skal de, han taler med, omvende sig for ikke selv at blive ramt. Altså på den ene side er ulykke ikke betinget af handlinger – på den anden side er den det. Eller mere nøjagtigt – den er betinget af noget, disse mennesker ikke gør – nemlig at omvende sig. Hvordan skal dette forstås? Omvendelse er åbenbart omdrejningspunktet. Og det, Jesus mener, er, at vi mennesker må vælge, hvilken virkelighed vi vil leve i.

              Enten lever vi der, hvor skyld og straf følges ad. Hvor vi vurderer og dømmer og fordømmer hinanden – uden at se eller føle mennesket bag. Der, hvor et menneske kun er, hvad det bliver til i den fysiske verden, og hvor vi derfor altid må stræbe for at præstere og gøre det rigtige.

              Eller også om-vender vi os, vender os om og ser hinanden i Guds lys, og der er vi alle lige – lige skyldige, for vi har alle gjort ting forkert,  og gør det hver eneste dag – og lige værdifulde, for Gud har åbnet døre og muligheder i os alle. Alle menneskers liv tilhører ham, som vi hørte tidligere. Vi må om-vende os for at komme til at se og forstå det – for at få tillid til os selv og hinanden – og til Gud.

              Hvert eneste øjeblik lever vi både i den menneskelige retfærdigheds virkelighed – og i Guds virkelighed. Vi bestemmer selv, hvilken af dem, der skal være vores hjem og vores identitet.

              Jesus fortæller en lignelse om en mand, der har et figentræ. Det er plantet i hans vingård – altså står det er fremmed sted; det er anderledes end omgivelserne. Det ser anderledes ud og har andre behov. Hvert år kommer vingårdsejeren og leder efter frugt på det, og da han 3 år i træk ikke har fundet frugt siger han til gartneren: Hug det om! Hvorfor skal det det stå og tage plads op til ingen nytte? Sådan er verdens retfærdighed. Vi må yde noget for at kunne være med i fællesskabet. Gør vi ikke det, bliver vi hugget om, stødt ud, ikke regnet – vi bliver måske syge eller kommer ud for en ulykke. Sådan ser og oplever vi alt for ofte verden. Sådan tror vi, at den hænger sammen. Sådan tror vi også, at Guds retfærdighed og virkelighed er.

              Men sådan er Gud ikke. Gud ser, hvor svært vi har det, og han har  åbnet en dør i os alle og givet os muligheder for at bære frugt på mange måder. Og han har sendt sin søn til verden, for at han skulle være gartner for de anderledes muligheder. Og for at han skulle vise os, hvordan vi skal være gartnere for hinanden. Så når vi er tilbøjelige til at dømme hinanden, og til at sige om hinanden, at han eller hun ikke bærer frugt – ikke gør tingene godt nok - eller ikke får nok ud af livet, så skal vi stoppe os selv og om-vende os. Vi skal spørge os selv, om vi i stedet for kan grave og gøde om den anden, så ubrugte muligheder får livskraft.

              I det hele tager er det mest pågående spørgsmål til os her i dag, om vi graver og gøder nok for hinanden – for dem vi har ansvar for og for dem, vi bare møder. Ser vi de ubrugte muligheder i andre mennesker, og forstår vi, hvor stor betydning vi har for at andre trives og vokser? Viser vi omsorg for det menneskelige i hinanden, eller ser vi kun på det konkrete – på hvad der kan betale sig?

              Dette gælder ikke kun i vores forhold til andre. Det gælder også i forhold til os selv. Også i os er der en åbnet dør – med muligheder, som aldrig er kommet til udfoldelse. Også i os vokser der et figentræ, som aldrig har båret frugt. Måske fordi vi ikke har haft tid til det. Måske fordi vi har været bange for, hvad andre skulle tænke, hvis vi begyndte at vise den side af os. Eller måske bare fordi vi ikke har taget os selv alvorligt. 

              I stedet for at lukke døren til det anderledes – til figentræet og glemme vores længsel, siger Jesus til os i dag, at vi skal prøve at grave og gøde omkring det. Give det anderledes en virkelig chance. Bruge tid på det, give det næring, lade det folde sig ud. Hvis det så stadig ikke bærer frugt, stadig ikke giver glæde, kan vi hugge træet om, siger Jesus. Men først må vi give det en chance – give omsorgen og godheden en chance. Som Jesus gør det med os, skal vi gøre det med hinanden.

              Hvis træet heller ikke bærer frugt næste år, så må vi også have modet til at hugge det om - eller til at beskære det. Hvis det anderledes virkelig har fået tiden og omsorgen, og der alligevel ikke er kommet noget ud af det – andet end måske flere bekymringer, så skal vi heller ikke blive ved med at bruge livet på det. Det gælder både sider i os selv, ting, der ikke vil lykkes, og mennesker, der alligevel ikke vil om-vende sig til godhedens fællesskab. Først må vi grave og gøde – derefter må vi måske slippe. Men i alt, hvad der sker, og i alt, hvad vi gør, tilhører vi Gud. Amen.