3. søndag efter trinitatis. 1. tekstr.       

Tekster: Es. 57,15-19; 1. Pet. 5,6-11; Luk. 15,1-10

              I dag fortæller vores tekster os om Guds kærlighed og barmhjertighed! Den kærlighed og barmhjertighed vi mennesker har så meget brug for – som vi slet ikke kan leve uden. I den er der forståelse og nærhed – der er varme, beskyttelse og omsorg på en måde, som må få os til at undre os og glæde os – over at Gud kan dele med os mennesker på den måde, favne os så meget.

              Allerede i GT-teksten hører vi, hvordan Gud omfatter hele vores virkelighed med sin ånd. ”Jeg bor i det høje og hellige og hos den, der er knust, hvis ånd er nedbøjet – siger han igennem profeten Esajas. Gud bor både i det himmelske og også hos os i det jordiske – og det gør han, for at oplive den nedbøjede ånd og oplive det knuste hjerte”. Vi mennesker indvies her i, hvordan Gud kunne forblive i sin himmel, i sin ophøjede hellighed – men at det gør han ikke – fordi – siger han selv – ”jeg så deres færd, og jeg vil helbrede dem og skaffe dem hvile”. Gud kan ikke bære at se vores smerte, - han vil lindre den og trøste - og derfor er det, at han bor hos os - og favner hele vores liv - også vores dybeste smerte. Gud har skabt alt – og han er stadig i alt. Han rummer så at sige alt i sig – han rummer os - fordi han vil det – af kærlighed til vores lidende verden.

              Men vi mennesker er tungnemme! Vi har så svært ved at tro på det – svært ved at forstå, at Guds altfavnende kærlighed er virkelig, og at den gælder os. Vi skubber tanken om den fra os – tror måske, at vi kan klare os uden ham. Vi fortaber os i vores dagligliv - og undertiden også i vores smerte, når den rammer os. Dybt i os selv længes vi måske – efter den kærlighed, vi ikke tør tro på. Til sidst kan vi ikke mere – vi giver efter - og opdager og må erkende, hvor magtesløse og skrøbelige vi mennesker er. Midt i magtesløsheden er det, at vi kan møde Gud og hans kærlighed. For når vi slipper, kan Gud komme til. Der opdager vi for alvor vores længsel, og vi begynder at søge mening – en mening, som ikke kun handler om at klare sig godt i verden, men som har relation til Gud.

              Gud ved godt, at det er sådan, vi fungerer – sådan har han skabt os. Han ved, at han bedst får os i tale, når vi er skrøbelige. Det lærer han os om med de anvisninger og billeder, vi får igennem de to andre tekster til i dag.

              Apostlen Peter taler i sin brevtekst til os om ydmyghed. Ydmyghed er et vigtigt begreb, når vi ønsker et dybere forhold til Gud, siger Peter. Så længe vi vil styre og kontrollere alt – og måske tror, at vi kan det, så er der ikke plads til Gud i vores bevidsthed eller liv, og så giver han sig ikke til kende. I den situation kan vi heller ikke høre ham, for vi lytter ikke imod ham.

              Men når vi opdager vores magtesløshed – og midt i den husker på Guds storhed og almagt, så vågner ydmygheden i forhold til ham i os. Det kan slet ikke undgås. Og igennem den forvandles vores relation til ham – og til livet i det hele taget. Det er en stor lettelse at opleve det – at få en indre viden om, at Gud er, - og også at erkende, at det endelige ansvar for, hvad der sker i verden, er hans. Han står inde for alt – det magter vi jo ikke. At ansvaret er Guds, fritager ikke os fra ansvar, men det sætter vores ansvar i perspektiv! Vi skal gøre alt, så godt som vi kan, anstrenge os for at tage vare på os selv og hinanden – mere kan vi ikke! Det endelige resultat står Gud inde for - han bærer det hele for os! Den erkendelse er ydmyghedens gave.

              Derfor siger Peter også, at vi skal kaste vores bekymring på Gud – for han har omsorg for os. Når Gud er den sidste instans i alt – og står inde for alt, så er vores bekymring unødvendig – den ændrer ingenting! Den står snarere i vejen for, at vi kan se Guds spor i vores liv - se, hvordan han virker. Vi skal ikke være bekymrede, men vi skal være årvågne og på vagt, fortsætter Peter – det er noget andet! Vi skal anstrenge os for, at bekymringen ikke sniger sig ind i os og gør os svage – og vi skal anstrenge os for at huske på Guds storhed og almagt, så vi ikke mister følelsen af åndens virkelighed - det er så let at gøre det, når livet løber stærkt med os, eller når noget virkelig gør ondt. Ikke vores bekymring, men Guds storhed skal fylde os!

              I evangelieteksten er det Jesus selv, der underviser os. Det gør han igennem to små lignelser. Egentlig bruger han 3 lignelser, men vi har kun de 2 med her i dag. Den sidste er lignelsen om den fortabte søn. Baggrunden for, at Jesus fortæller lignelserne, er en konflikt imellem hans tilhørere.

              ”Tolderne og synderne, holdt sig nær til Jesus for at høre ham”, - sådan begynder teksten, og i de ord fornemme vi nærheden – imellem Jesus og dem. Bare det at høre Jesus og være i hans nærhed er en trøst for dem. De er mennesker, der har det svært. Tolderne er udenfor det normale samfund, og alle ser skævt til dem, fordi de kræver skat op for den romerske besættelsesmagt. Og synderne – det er dem, folk ser ned på - på grund af deres levevis – og så dem, der inden i sig selv har meget at slås med – og som måske kæmper med skyld over noget, de har gjort. Alle, der har det svært, får lindring ved at være i nærheden af Jesus, og derfor er de der.

              Så kommer farisæerne og de skriftkloge. De skælder ud over, at Jesus omgås den slags mennesker, og pludselig er stemningen en helt anden – sådan som den jo bliver det, når fordømmelse, forargelse og hovmod blander sig ind i forhold mellem mennesker. Farisæerne har glemt ydmygheden, som Peter fortalte om – glemt Guds storhed og deres egen skrøbelighed! I deres øjne er de selv de store – dem, der har ret til at dømme andre. Vi ser, hvordan deres holdning adskiller mennesker – og skaber negativ stemning og angst. Vi ser også, hvordan de adskiller sig selv fra Gud – her helt konkret fra Jesus – med deres kritik og negative holdning. De kunne have mødt Gud selv i Jesus, og i det han gør – i stedet for møder de kun deres egen forargelse. 

              Ind i denne stemning fortæller Jesus så dagens to små lignelser – og som sagt også fortællingen om den fortabte søn. Først er der lignelsen om hyrden, der mister et får! Jesus begynder den med et spørg­s­mål – et spørgsmål, der skal vække os til årvågenhed - og ryste os lidt. Han siger nemlig: "Hvis en af jer har hundrede får og mister ét af dem, forlader han så ikke de 99 i ørkenen og går ud efter det, han har mistet, indtil han finder det?" Spørgsmålet er stillet, så vi helt selvfølgeligt må svare bekræftende – ”jo! – det gør han – han forlader de 99 for det ene”. Men giver vi os tid til at tænke, så er det måske ikke sådan, vi vil svare. Som økonomisk bevidste individer må vi sige "nej!". ”Vi kan ikke risikere de 99 får for det ene, der er blevet væk. Et lille tab må vi vel også regne med!”

              Svarer vi sådan, er vi pludselig blevet som en af farisæerne – en af dem, der mener, at Jesus skal bruge sig selv på de velbjergede – får eller mennesker. I sin måde at tale til os på hjælper Jesus os her - som så mange andre steder - til at se os selv. Pludselig har han inddraget os og gjort os til part i sagen. Tænker vi, som Jesus gør – eller tænker vi som farisæerne? Vi får ikke lov til at spekulere os til svaret.

              Det er, som om Jesus med sin måde at spørge på prøver at lede os udenom de tanker, der gør os til farisæer! Han vil i stedet for åbne vores hjerter for hinanden – vise os, at der er en helt anden måde at være til på – i kærlighed og nærhed. En måde, hvor vi selvfølgeligt lever i omsorg for den svage – og vi hvor vi selv kan være trygge ved, at den omsorg også gælder os, når vi bliver svage!

              Det samme ser vi med kvinden, der har ti drakmer, ti mønter, og så taber en af dem! Igen siger Jesus: ”.. tænder hun så ikke et lys og fejer i huset og leder ivrigt, lige til hun finder den!” Jesus lader os slet ikke nå frem til det sted i os selv, hvor vi begynder at tænke på, om det kan betale sig! Han vil vække os og gøre os levende – have os til at tage del i det liv, der omgiver os – lige nu - og til at have omsorg for det.

              Vi skal ikke dømme hinanden – ansvaret for det er Guds. Vi skal i stedet for tage os af det, Gud har givet os at værne om – det skal vi involvere os i og beskytte, pleje og passe. Det er forskelligt, hvad vi har fået givet - stort eller småt. Det er ikke det vigtige, hvad det er. Men vores indstilling er vigtig. Om det er får, vi har fået betroet – eller det er mennesker – om det er evner – eller viden – om det er penge, som det er for kvinden i den anden lignelse – eller det er politisk magt – det gør ingen forskel. Det vigtige er, hvordan vi forholder os til det.

              Lignelserne her handler om mennesker, der mister noget af det, de har fået betroet. Måske af ubetænksomhed. Måske fordi de et øjeblik har været uopmærksomme. Måske fordi det bare sker – eller som i lignelsen om den fortabte søn, fordi andre mennesker vil noget andet, end vi vil. Sådan hænder det for os alle. Vi mister – men, spørger Jesus, gør vi, hvad vi kan for at finde det tabte igen? – har vi omsorg for det, også når vi risikerer noget ved det? Eller slipper vi omsorgen, når den bliver vanskelig? Det spørger Jesus os om.

              Menneskene i lignelserne holder ud – og de bliver glade ved det. Hyrden, der finder det forsvundne får, lægger det glad på sine skuldre, og både han og kvinden, der finder den tabte mønt, kalder venner og naboer sammen og siger: ”Glæd jer med mig – jeg har fundet det, jeg havde mistet”.

              Så lignelserne handler også om glæde – om, hvordan vi finder glæde i livet. Det gør vi, siger Jesus, ved at have tillid til Gud og hans kærlighed. Ved at læne os ind i følelsen af ham, ved at vide, at han følger os altid - helt ud i sorg og tab - og at han som hyrden aldrig lader os i stikken, hvis vi, som det ene får, bliver væk i ørkenen.

              Glæden finder vi også ved at gå i Jesu fodspor, og som han tage vare på vores verden. På det vi har fået betroet og givet at have omsorg for! Og vores glæde – den skal vi dele med hinanden, for det gør os levende! Amen