3. søndag efter trinitatis - 2. tekstr.  

Tekster: Es. 65,1-2; Ef. 2,17-22; Luk. 15,11-32    

              Teksterne, vi har hørt i dag, handler alle sammen om Guds godhed imod os. En godhed, der ikke er afhængig af, hvad vi gør – eller hvem vi er. Den gives alene til os, fordi Gud elsker os – og han elsker os alle på samme måde.

              Esajas hører i GT-teksten, Gud sige, at han har svar til dem, der ikke spørger, at han også er at finde for dem, der ikke leder efter ham. Dagen lang udrækker han sine hænder imod os, siger han – også når vi er genstridige og følger en vej, der ikke er god. ”Se, her er jeg”, siger han – igen og igen! Som en far, der altid holder øje med sit lille barn og kommer løbende til, når det er kommet på afveje.

              Forskellen på os og det lille barn er bare, at barnet straks styrter ind i faderens favn og lader sig trøste, mens vi tror, vi kan klare os selv og derfor som regel blot fortsætter med vores projekter – også selv om vi godt ved, at de ikke er gode – at vi er kommet på afveje og måske indeni os selv er ulykkelige. Vi fortsætter med at følge vores egne planer, som Gud kalder det overfor Esajas, og lader os ikke trøste, for vi har rigtig svært ved at indrømme det, når vi har taget fejl. Derfor lever mange af os også med en indre ulykkelighed, for når vi hårdnakket holder fast ved vores eget, kan ingen komme til at trøste os, og vi bliver ensomme. Sådan er det også i vores forhold til Gud.

              Men som vi bliver ved med vores egne planer, sådan bliver Gud ved med at række hænderne ud imod os og kalde på os. Han fordømmer ikke – han venter - tålmodigt.

              Det samme hører vi Paulus fortælle til menigheden i Efesus. Paulus siger nemlig, at Jesus kom for at prædike fred ”for dem, der var langt borte…. og for dem, der var nær” – og dette gælder både i fysisk afstand og i indre liv. Uanset om vi tæt på Jesus og lever vores liv i relation til ham, eller vi ikke er det, så er han kommet for at forkynde fred for os. Han kan give os fred – fordi han kan forsone os med os selv og vores liv – med det liv vi har fået – sådan som det er. For han kan få os til at forstå, at Gud elsker os, som vi er – også selv om vi er anderledes end alle andre – og selv om vores liv forløber på en helt anden måde, end vi selv har ønsket og villet det. Vi er, som vi er – det ved Gud – og det er godt nok.

              I det øjeblik vi oplever det – erkender det - at vi er gode nok, så brydes vores ensomhed, for så behøver vi ikke mere at skjule os selv. Det vil fylde os med taknemmelighed, og vi får fred med os selv, for så ved vi, som Paulus udtrykker det, at vi på trods af alt hører til Guds husstand. Det er der trøst i. 

              Evangelieteksten fortæller os mere om Gud, som vi alle hviler i – uanset om vi vil det eller ikke, for han er vores livskilde. Teksten fortæller også om de to sønner, der hver på sin måde er fortabte – ligesom vi vel alle ville være det, hvis vi skulle være alene om at bære vores liv. Den ene søn vender sig bevidst væk fra faderen og drager ud i verden for at følge sine egne planer, og det går godt en tid – indtil det hele bliver tomt og meningsløst, indtil der kommer streng hungersnød i landet, som der står. Og det er for så vidt ligegyldigt, om det er en fysisk nød, han kommer ud i – eller det er en indre hungersnød efter mening og fylde, der overtager hans liv. I hvert fald fortabes han helt i sit eget tomhedsunivers, og han føler ikke, at der er nogen, han kan vende sig til, for han føler sig uværdig.

              Den anden søn fortabes i selvgodhed. Han bliver hjemme hos faderen og gør alt, hvad han tror, faderen gerne vil have. Men han lever ikke sit eget liv, og derfor tager han heller ikke imod den gave, som livet er. Derfor foldes hans liv ikke ud – han griber ikke de muligheder, der er i det – som f.eks. at være glad og feste med vennerne. For alt bliver en pligt, og han bliver sur og utilfreds og selvhøjtidelig – og hoven. Det er svært at sige, hvem af de to sønner, der er den mest fortabte. Det skal vi heller ikke – der er ingen grund til at sammenligne dem – det gør faderen heller ikke. Men vi kan slå fast, at de hver for sig er lukket inde i deres eget univers og ikke påskønner livet, som det er. Ikke lever det.

              Og så er der faderen. Da den første søn vil forlade ham – vil have sin del af arven udbetalt og drage ud i verden, ja, så giver han ham, hvad han vil have. Og han lader ham drage ud. Han forsøger ikke at holde på ham eller at overtale ham til noget andet end det, han selv vil. Han stiller ikke spørgsmålstegn ved hans valg eller motiver - eller giver ham dårlig samvittighed. Han giver ham heller ikke moralske normer med på vejen. Han lader ham frit gå – ud at finde sin egen vej. Det er en ufattelig tillid, faderen viser sønnen – også selv om det må have gjort ondt på ham selv, at sønnen vil forlade ham.

              Faderen her er et billede på Gud, og det, der sker, viser os den frihed, Gud giver enhver af os – til at bruge vores liv, som vi vil. I lyset af det er det tankevækkende, hvor mange begrænsninger og normer vi sætter op for os selv og hinanden – i Guds navn. For det meste er det vist i vores eget navn. Ifølge teksten! – altså den lignelse, Jesus fortæller

              Da den yngste søn går i sig selv og endelig erkender, hvad det er, han har vendt ryggen til – og indser, hvor godt det var at være på faderens gård – uanset om man er søn eller daglejer, så beslutter han sig til at vende hjem igen – nu helt uden krav. Han ved godt, at han ikke mere har krav på noget – hvis han nogen sinde har haft det! - og det er godt nok. Der er  også godt nok at være daglejer og slippe den gamle værdighed, hvis det er det, der skal til - blot han må være der, hvor meningen og glæden er. 

              Faderen ser sønnen komme – mens han endnu er langt borte. Det virker næsten, som om faderen hver eneste dag har været ude at se efter ham og håbet på, at han ville komme til syne. Og det har han! Det var jo det, Gud sagde til Esajas: ”Dagen lang rakte jeg hænderne ud mod et genstridigt folk”. Han giver aldrig op, og han venter altid med åbne arme. Det ser vi også tydeligt her. Så snart han får øje på sønnen, løber han ham i møde, falder ham om halsen og kysser ham – og han vil slet ikke høre på sønnens undskyldninger eller overvejelser. Hos faderen er der slet ikke forskel på sønnen og daglejeren – det er der kun i sønnens bevidsthed. Det eneste, der betyder noget her, er, at sønnen var død, og nu er blevet levende igen, som faderen siger. Hvordan det er sket, hvilken fortabelse, der har ført sønnen tilbage, det er ikke vigtigt. Sønnen er der nu - og han skal have festklæderne på – og fedekalven skal slagtes, for de skal feste og leve og være glade.

              Den anden søn – ham der er fortabt i sin selvgodhed – er ikke gået i sig selv. Hos ham er der forskel – både på daglejere og sønner og på den ene søn og den anden. Han bliver dybt forarget over, at faderen kan glæde sig over, at hans yngste søn er vendt hjem igen, - og han er jaloux, Det er, som om der slet ikke er plads til glæde i hans liv, selv om han har alt. Han ser det ikke, og han værdsætter det ikke – han oplever kun alle begrænsningerne – dem han selv har skabt. Men også ham ser faderen. Han ser også hans smerte, og han går ud til ham – rækker hænderne frem imod ham og siger: ”alt mit er dit”. Også hans liv – med al surheden og selvretfærdigheden – er der plads til hos faderen og hos Gud. ”Alt mit er dit” – hvert eneste øjeblik kunne han have taget et kid og festet med sine venner, men det gjorde han ikke. Han tænkte kun på pligt og glemte livet. Men også ham indbyder faderen til at slippe det hele, slippe misundelsen og vreden - og forargelsen og tyngden, og komme ind til festen – komme ind til glæden.

              Som faderen indbyder begge sine sønner, indbyder Gud enhver af os. På forskellig måde ligner vi de to sønner. Nogle af os ligner mere den ene og andre den anden. Måske ligner vi mere den ene i ungdommen og den anden, når vi bliver ældre, men det er ikke det vigtige. Det vigtige er faderen, der ikke på noget tidspunkt gør forskel på nogen og altid indbyder os alle – til fest og glæde, til et samvær og en måde at være i livet på, hvor det eneste, der tæller, er kærligheden og det at være sammen. Til faderens fest kræves der ikke noget som helst – andet end lyst – til at være med i fællesskabet sammen med de andre. Jo, der kræves, at vi går i os selv – og opgiver vores egne planer og meninger om os selv og hinanden, for ellers siger vi jo ikke ”ja” til at gå ind. Og Gud tvinger ingen. Han venter blot.

              Med lignelsen vil Jesus have, at vi skal tænke over vores eget liv – tænke på hvem af sønnerne, vi ligner – og på, hvordan vi lukker os ude fra glæden. Men først og fremmest vil han fortælle os om den far, der uden fordømmelse lader os gå ud i livet for at prøve det af, og som tålmodigt og med udstrakte hænder venter på, at vi skal gå i os selv igen, opgive vores egne planer og komme tilbage til ham, så han kan løbe os i møde og invitere os ind i den egentlige glæde. Ind til den fest, hvor der ikke er forskel på daglejere og sønner. Og hvor vi ikke behøver at være andet og mere, end det vi er. For når vi accepterer det, så kan han komme til at skabe nyt i os og få nye livsfølelser til at vokse frem i os – og fra dem springer glæden. Den far vil Jesus have os til at se. Amen.