3. søndag i fasten - 2. tekstr. 2014

 Tekster: 2. Mos.32,7-10,30-32; Åb. 2,1-7; Joh. 8,42-51.      

              Det er stærke billeder vi møder i vores tekster her i dag! Alle handler de på en eller anden måde om modsætningen mellem sandhed og løgn. Vi er jo i fasten, i tiden for selvransagelse, og derfor konfronterer teksterne os med sider af os selv, som måske kan være lidt svære at møde!

              Den første tekst – fra GT – handler om Moses, der er oppe på bjerget hos Gud – for at modtage lovens tavler. Gud fortæller Moses, at mens han har været på bjerget, har israelitterne støbt sig et billede af en tyrekalv, som de også har tilbedt og ofret til. Gud overvejer derfor at tilintetgøre folket – fordi det er et stivnakket folk, som han siger. Moses vil Gud dog gøre til et stort folk. Moses skynder sig ned til folket og irettesætter dem, og han siger til dem, at han vil gå op på bjerget igen til Gud for at forsøge at formilde ham.

              Det gør han, og den måde, han taler med Gud på, kan vi lære meget af – både i vores forhold til Gud og til hinanden. Moses viser os, hvordan en brudt relation - og nærhed - kan genoprettes. Han lægger alt, hvad der er sket, frem for Gud, - alt det, som Gud allerede ved i forvejen – at folket har begået en stor synd og lavet en gud af guld. Moses står ved, hvad der er sket og sikrer på den måde, at der ikke er noget skjult imellem ham og Gud. Gud ved det hele i forvejen, men Moses må sige det højt til ham for at udfylde det tomrum, som svigtet eller løgnen altid skaber imellem parterne.  

              Åbent vedkender Moses sig alt og beder om tilgivelse på folkets vegne. Han beder om tilgivelse – kræver den ikke, men håber på den, og ydermere siger han, at han ikke ønsker nogen særstatus for sig selv – som Gud havde sagt, at han ville give ham. Hvis ikke Gud vil tilgive folket, så slet mig af den bog, du fører, siger han. Moses tager sin del af ansvaret for det, som er sket, og han vil dele skæbne med sit folk, med dem han holder af! Det er ikke, hvad der sker med ham selv, der er afgørende!

              Åbenheden og sandheden genopretter og heler det brudte – både imellem mennesker og i vores forhold til Gud – det lærer Moses os her.  Løgn og usandhed adskiller - hemmeligheder skaber hårdhed og ensomhed imellem mennesker og gør det umuligt at dele med hinanden og nå hinanden. Sandheden indebærer altid ydmyghed – og lytten. Den kan hele sår og bringe nærheden tilbage. Derfor skal vi vove sandheden!

              I teksten fra Joh. Åbenbaring hørte vi om menigheden i Efesus – en af de første menigheder, Paulus skabte på sine rejser. Johannes får i sin åbenbaring her at vide, at han skal skrive til denne menighed og rose den for dens udholdenhed og for alt det, menneskene der er gået igennem for troen på Jesus. Men, siger Jesus til menigheden, jeg har det imod dig, at du har svigtet din første kærlighed.

              Hos dem er sandheden blevet hård og dømmende – fordi den kun er rettet ud mod de andre – mod dem, der tænker anderledes, og så holder den op med at være sandhed. Egentlig sandhed må først rettes mod én selv – husk derfor på, hvorfra du er faldet, siger Jesus, og omvend dig, og gør de gerninger, du først gjorde. Kun derved bevares kærligheden. Moses vedkendte sig på bjerget hos Gud sin del af folkets skæbne – derfor brændte han af kærlighed til folket. Det er let at dømme andre, men når vi gør det, stivner livet. Livet bliver levende ved at vove at være i sandheden om sig selv. Fordi i den sandhed ved vi pludselig ikke bare, hvem vi selv er, men også hvem Gud er, og så har livet fået et helt andet perspektiv!

              Det er det, Jesus mener, når han slutter brevet til menigheden i Efesus af med ordene: Den, der sejrer, vil jeg give at spise af livets træ, som står i Guds paradis! Den, der vover, at træde ind i sandheden, træder også ind i Guds nærhed – i paradis!

              Alt dette om sandheden som livskilde gøres helt tydeligt i evangelieteksten. Den tekst kan umiddelbart virke så hård, for her trækkes grænserne meget tydeligt op! I har Djævelen til fader, siger Jesus blandt andet – til farisæerne og måske også til os!

              Før vi tager fat på de hårde ord, vil vi lige se på de ord, der indrammer alt det hårde. ”Hvis Gud var jeres far, ville I elske mig, for det er fra Gud, jeg er udgået og kommet”, siger Jesus til indledning.Mærk dybden af disse ord! Midt iblandt os har der været et menneske, som kom til os fra Gud! - som ejede alle svar og kendte al mening! Al sandhed – ikke bare i – og om - den konkrete virkelighed, men i alle virkeligheder! Så stor er Guds kærlighed til os, at han gav os sig selv - for at lære os, hvordan vi skal komme tilbage i hans nærhed.

              Som afslutning på teksten siger Jesus: ”Den, der holder fast ved mit ord, skal aldrig i evighed se døden!” Fuldstændig parallelt med det, vi hørte før, at den, der sejrer, vil han give at spise af livets træ, som står i Guds paradis! Jesus vil – Gud vil, at vi skal leve! Vi skal være levende til stede i vores liv her på jorden, og når vi engang dør, så skal vi være så forenet med ham, at døden ikke kan holde på os. – Det er rammen, og det Jesus egentlig vil sige!

              Men hvordan skal det ske – det han taler om? Hvordan bliver vi åndeligt levende, og hvordan bliver vi så forenet med ham? Her er det, at Jesus rusker os! Hvorfor forstår I ikke, hvad jeg siger? spørger han. Han vil lukke vores sind og vores øjne og ører op! For hvis vi ikke forstår ham, så er vi låst inde i os selv. Så er det, fordi vi har Djævelen til far og er villige til at gøre hans vilje! For Jesus er livet et enten eller – aldrig et både og! Vi er nødt til at vælge side!

              I det bibelske verdensbillede er der to instanser, som kan være styrende i vores menneskeliv, og sagt med Jesu skarphed og kompromisløshed, så hedder instanserne Djævelen og Gud. Enten læner vi vores liv ind i den ene eller ind i den anden – der er ingen mellemvej. Og Jesus vil have os til at undersøge vores eget liv - finde sandheden om os selv og stå ved den.

              Djævelen har været en morder fra begyndelsen, siger han, han står ikke i sandheden, for der er ikke sandhed i ham. Djævelen – eller den, der læner sig ind i ham - lyver, taler ud fra, hvad der gavner ham selv bedst, og dermed er han en morder, for han slår tilliden og trygheden og sandheden og nærheden imellem mennesker ihjel. Lige her lyder så spørgsmålet til os: står vi i sandheden? Kan mennesker stole på alt, hvad vi siger, eller kender vi til det at fordreje sandheden en lille smule for selv at tage os bedst muligt ud. Eller måske for at beskytte den anden, kan vi sige! Men man beskytter aldrig et andet menneske med løgn. Sandheden kan selvfølgelig siges på mange måder, men løgnen gavner aldrig – og gavner ingen! Kun kan den måske begrave konflikter, men den vil altid ødelægge nærheden. Så står vi i sandhed eller i løgn!???

              Når jeg siger sandheden, hvorfor tror I mig da ikke? spørger Jesus. Den, der er af Gud, hører Guds ord; men I hører ikke, fordi I ikke er af Gud, siger han. Igen får vi valget – vi kan lytte og høre og læne os ind i Gud og ind i sandheden – eller vi kan lade være!

              Nu tager jøderne til orde i teksten – og viser os præcist, hvad Jesus mener med ikke at høre: Har vi ikke ret i at sige, at du er en samaritaner og besat af en dæmon? siger de. Mere nedværdigende kan man næsten ikke tale til et andet menneske! Samaritanerne var for jøderne nogle, man så ned på – både af religiøse og sociale årsager, og at være besat af en dæmon er stort set det samme som at sige, at han er sindssyg. De dømmer – uden at se eller lytte. De er lukket inde i deres egen vrangvirkelighed, hvor de selv er centrum for alt, og hvor sandheden ikke spiller nogen rolle.

              Jesus dømmer ikke dem! Han siger blot sandheden: Jeg er ikke besat af en dæmon, … men I vanærer mig! Og så kommer der endnu en hjælp til os fra Jesus, endnu et kendetegn, der kan hjælpe os med at finde ud af, om vi tilhører den ene eller den anden instans. Jeg søger ikke min egen ære; … jeg ærer derimod min far! siger Jesus.  

              Søger vi vores egen ære? Hvis vi gør det, så lever vi også i usandhed og pynter ind imellem lidt på hele vores menneskelighed. Hvis vi derimod søger Guds ære – ligesom Jesus, så kan vi være dem, vi er. Dem, vi er skabt til at være – uden at frygte dom! Så behøver vi ikke at pynte på noget, for så ved vi, at vi deler menneskelighed og skrøbelighed med ethvert andet menneske – at vi på den måde alle er lige. Og vi deler også menneskelighed med Jesus selv. Så kan vi leve sandt – i sandhed – med os selv, med andre og med Gud.

              Det er så vigtigt at forstå, at Jesus aldrig dømmer. Han viser os sandheden – og virkeligheden, holder den op foran os, så vi kan se den - og tilbyder os at møde ham i den. Det er ikke let, at møde sandheden om sig selv – men det er livgivende og befriende, for når det sker midt i Jesu kærlighed til os, så er sandheden ikke kold og fordømmende – den er varm og favnende, og den genopretter al nærhed! Amen!