3. Søndag efter Trinitatis - Radiogudstjeneste i Haslev 2021
Festgudstjeneste i taknemmelighed over at vi nærmer os afslutningen af corona-epidemien
Tekster: Ef. 4,22-24 og Luk. 15,11-32 (Liturgisk frisogn)
To sønner – to forskellige mennesker – to veje i livet – og måske to sider af os hver især! Ingen af de to sønner har det let, sådan er det med livet – men de har en far, som elsker dem, som frit lader dem leve deres forskellige liv, - og som tager imod dem, som de er.
Vi kender nok dem begge to – også i os selv. Måske den ene bedre end den anden – eller måske som billeder på to forskellige faser i vores liv.
Den yngste vil være sig selv, vil væk fra far’en og ud at prøve livet af. Han er sikker på, at han kan skabe sig en meget bedre tilværelse selv - og han forlanger at få alt det med, der kan tilkomme ham. Han vil være sig selv! Han rejser meget langt væk – til en helt anden form for liv. Og det går godt. Han har nok af alting, lyst på livet, lyst til at sprænge grænser, - han har kræfter og gå-på-mod, han prøver det hele af, og han har det sjovt! Indtil det alt sammen langsomt bliver tomt og uden mening for ham. Det sanselige liv, han har levet, opfylder ham ikke mere, og der bliver åndelig hungersnød indeni ham. Han begynder at lide nød, siger teksten.
Hvad skal han nu? Hvor skal han gå hen? Han er jo i det fremmede, langt borte fra det han kender til, - og han søger hen til en af landets borgere, en af dem, som har status i det miljø, han er i. Men det kommer der ikke noget godt ud af – det gør ham blot endnu mere fremmed for sig selv, for han bliver sendt ud på mandens marker for at passe svin. En god hjælp måske – fra mandens side, men for ham, en jøde, der opfatter svin, som urene dyr, medfører det blot en endnu dybere tristhed, en adskillelse fra alt, hvad han kender og bærer med sig. Han gør, som det forventes, men han er efterladt i et mørke uden retning – og uden kontakt med sig selv. Ingenting trænger ind til ham og forløser den smerte, han er i.
Alt er slået fejl – måske ikke i det ydre liv – det ved vi ikke, men i det indre er det. Det, han gør, er blevet tomt og uden mening. Han ville det så meget, men det fyldte ham så kort. Og han ser ingen veje mere at gå. Fra at være fyldt med livsmod og selvsikkerhed – vished på at han sagtens kunne skabe sit liv selv, er han stødt på en grænse, hvor han opdager sin egen menneskelige magtesløshed. Han kan ikke! I det ydre skabte han i begyndelsen så meget – det gik jo godt, men livsfylde og mening fandt han ikke. Måske så han også, hvor hurtigt alt, hvad han havde og identificerede sig med, forsvandt, da omstændighederne ændrede sig.
Denne yngste søn kan for os her i dag være et billede på det, mange af os har oplevet under coronapandemien – eller i en anden livskrise. Pludselig ændrer alt sig, og vi mister det liv, vi plejede at leve – det vi havde fået bygget op. Måske truer sygdom og død os selv eller en, vi holder af. Måske rammes vi af stress eller af et andet indre mørke. Fællesskaber forsvinder, ensomhed og følelse af isolation kommer til, - og åndelig sult kan blive en del af smerten – i hvert fald var det sådan for mange af os under coronaen. I enhver krise bliver vi kastet ud i en form for magtesløshed - og måske angst. Vi bliver sårbare og skrøbelige og føler – som sønnen – at der ikke rigtig er en vej at gå.
Men han, sønnen, finder en vej – han går i sig selv! Måske har vi også oplevet at gøre det – i en af vores kriser. Der var jo lyspunkter, som mange fik øje på – også i coronanedlukningen! Der kom sprækker i mørket, og vi opdagede nye måder at finde liv på, andre værdier at udfolde. F.eks. oplevede mange, hvordan naturen åbnede sig, hvordan sanserne ude i det fri næsten kunne inddrikke livsnydelse, - på en måde, som, vi havde glemt, fandtes. Og fællesskab - med de nærmeste - viste sig at kunne fylde meget mere i os, end vi anede. Den alenehed, vi i begyndelsen frygtede, førte måske ikke kun ind i ensomhed, men også ind i stilhed – og i fylde, måske ind i en dybere kontakt med os selv – og med Gud.
Sønnen går i sig selv - og tænker! Han reflekterer over det, som er sket, og erkender, at meget af det, han har satset på, er tomt for ham. Hans forestilling om - og fordømmelse af – det, han først havde – nemlig livet hos far’en, var helt forkert. Hans afstandtagen førte ham ikke nogen steder hen. Han husker, hvordan selv daglejerne der havde mad og næring i overflod, mens han er ved at sulte ihjel. Det fællesskab, han dengang ikke regnede, nærheden med de andre – det savner han. Det var med til at fylde ham. Og frem for alt længes han efter far’ens omsorg for dem alle! Han ser, at i sin iver efter selv at ville kontrollere sit liv, har han mistet det, der var det allervigtigste for ham.
I den magtesløshed og ensomhed, han nu føler, får han indsigter, der kommer til at ændre hans liv. Han erkender, at selv den gamle position, han havde - som faderens søn, som noget særligt, ikke er vigtig – det eneste, der betyder noget, er livsfylden, som han dengang ikke ænsede, en som han nu længes efter.
Tidligere i dag fortalte Paulus os, at vi skal aflægge det gamle menneske, som hører til vores hidtidige levned. Vi skal fornyes i sind og ånd og iføre os det nye menneske, skabt i Guds billede. Det er netop, hvad der sker for den yngste søn. Han får givet et nyt syn på alting. Den gamle position er helt ligegyldig – det er kun livet i far’ens nærhed, der betyder noget. Det liv, der er fyldt med mening og fællesskab.
Ved den erkendelse bryder han op, slipper alt det, der alligevel ikke betyder noget, og går til sin far – med et nyt sind. Hans far ser ham på lang afstand og løber han ham i møde - omfavner ham - tager imod ham. Da sønnen for længe siden ville gå ud i verden, lod far’en ham gøre det – og nu, da han kommer tilbage, bliver han favnet og taget helt ind. Han får festtøj på og ring på fingeren, fedekalven bliver slagtet – og mad og næring strømmer ham i møde. De fester – alt, hvad han længtes efter, er her – han så det bare ikke før!
Der var også en anden søn! Han, som blev hjemme – og passede sine pligter og levede op til de forventninger, han troede lå på ham. Heller ikke han fandt glæden i det, han valgte – det blev alt sammen tomt og belastende for ham. Og da hans bror så kommer hjem – han, der bare gik fra alt ansvaret, og bliver taget imod med fest og liv, bliver han vred og føler sig ikke set eller påskønnet i alt det, han har gjort. Allerede på vejen hjem fra marken hører han musikken, og i den følelse af uretfærdighed, der fylder ham, vil han ikke gå ind. Far’en kommer og ber ham om det, indbyder ham til at komme ind og være med til festen, men han svarer, at nu har han tjent far’en i så mange år – uden nogensinde at overtræde et eneste af hans bud – og aldrig har han fået et kid, så han kunne feste med sine venner.
Far'en favner ham med sine ord og sin kærlighed: Min barn, du er altid hos mig, og alt mit er dit, siger han. Alt mit er dit! Denne søn kunne have festet, så meget han ville, men han gjorde det ikke. I al sin pligtopfyldelse og selvretfærdighed fik han aldrig den tanke. Han så ikke kærligheden – mulighederne – selv om han stadig var midt i det.
Der er så mange måder at lukke livet ude på! Ingen af de to brødre så livet – der hvor det var. Så hver på deres vidt forskellige vis prøvede de at skabe og kontrollere et liv selv, sådan som de forestillede sig, det skulle være. Og sådan er det med os alle. Hvordan vi prøver det, er ikke så vigtigt – i far’ens perspektiv, kun at vi gør det - og at det aldrig vil lykkes for os – det ved han. For vi mennesker kan aldrig tænke livet stort nok, og derfor kan vi heller ikke give os selv livsfylde. Gud kan, for han har skabt os og kender til dybet i os hver især. Derfor kan også kun han lede os til fuldbyrdelse. Det venter han på at få lov til.
Det opdager den yngste af sønnerne, da han møder sin egen magtesløshed - og går i sig selv. Den ældste får samme mulighed. For de to har en far, der ikke dømmer nogen af dem. Han indbyder dem: Nu burde vi feste og være glade, siger han. For min søn var død, men er blevet levende igen! Hvordan sønnerne – eller vi - har levet livet indtil denne dag, er ingen hindring for festen. Som forskellige mennesker må vi gå ad hver vores veje og igennem forskellige landskaber, før vi når til magtesløshedens åbenhed. Først der kan vi gå i os selv, blive levende - og lade Gud være den skabende kraft i vores liv. Det er han godt nok allerede, men vi ser og anerkender det ikke, så længe vi kæmper imod og ihærdigt selv vil vores egne forestillinger. Sådan overser og forpasser vi det nu, hvor livet bliver til og bliver nyt, hvor glæden begynder.
Fra vores fortælling ved vi ikke, om også den ældste søn går i sig selv og siger ja til festen – til det, der virkelig giver mening, eller han bliver udenfor i sin sårethed. Men han er indbudt – ligesom vi er det. Vi står der udenfor sammen med ham og kan holde fast på vores gamle menneske – eller vi kan slippe det og iføre os det nye – sige ja til indbydelsen, ja til den glæde, som måske allerede er, men som vi ikke før har kunnet få øje på. Amen!