1. søndag i advent 2. tekstrække
Tekster: Es. 40,1-8; 2. Kor. 4,5-10; Luk. 1,67-80
Vi begyndte vores gudstjeneste her i dag med at synge ”Mit hjerte altid vanker”. Den salme er den bedste juleforberedelse, vi kan ønske os, for her får vi vejledning i, hvordan vi kan træde ind i det rum i os selv, hvor julens begivenheder bliver levende virkelighed i os. Vi skal, som salmen siger det, rette vores hjerte imod Jesu føderum og samle os helt og fuldt om det, der skal ske dér – vores tanker skal i deres hovedsum finde hvile der, og langsomt vil så tankerne – ligesom i salmen - begynde at undre sig, og at overveje og prøve at forstå det under, julen er. Hvordan kunne det gå til, at Gud kom fra sit Himmerige og lod sig føde på vores jord? Og hvorfor som et lille og skrøbeligt barn? Og hvorfor i en fattig stald og ikke i herresale, tilbedt af konger? Spørgsmålene er mange, og vi finder ikke svar på dem, kan kun undre os og konstatere, at sådan er det, og at vi aldrig kommer til at forstå det. Men ved at erkende det og slippe alle spørgsmålene kommer vi tæt på selve underet – eller mysteriet, og måske kan vi så også overgive os til det og med salmens ord oplukke vores hjerte, sjæl og sind, som salmen siger, og lade julen fødes i os – bag alle tankernes virkelighed. Salmen viser os vejen til julens indre rum.
Det gør også alle denne adventssøndags tekster! De rammer lige ned i menneskelivets grundvilkår, i vores fælles smerte og længsler, og de forsøger at vise os, hvordan vores tilværelse egentlig er. Gud har fra begyndelsen givet os et dobbelt liv. Vi er spændt ud imellem det hverdagsagtige og al den smerte og glæde, der her altid rykker i os - og så det lys, Gud har lagt som en kerne, en gnist, dybt i hver enkelt af os. Vi er bundet til alt det lukkede, til det jeg, som er vores måde at være i verden på. Vi har billedligt talt lagt figenblade uden om vores dybere følelser for at beskytte os selv, - men det er forbundet med ensomhed og længsel at leve bag figenblade, adskilte fra hinanden, fra Gud og fra vores egen inderste virkelighed.
Gud har givet os livet på denne måde - det er ikke os, der er forkerte, fordi vores liv er sådan. Allerede i skabelsesberetningerne – som det første i vores bibel, står det beskrevet, at sådan er menneskelivet. Gud skaber os som mennesker, der er spændt ud imellem to virkeligheder, lysets og mørkets.
Alle 3 tekster til i dag taler ind i denne dobbelthed i vores sind – og de taler til vores længsel. Trøst mit folk, trøst det! siger Gud til Esajas i GT-teksten. Gud kender vores smerte. Og Esajas råber i ørkenen, at Alle mennesker er som græs og som markens blomster. Vores jordiske liv – og storhed - tørrer ind og visner, når Gud vil det, - der er intet bestandigt og varigt over det. Men der er trøst! Vi er andet en græs, siger teksten, for Gud og hans evighed bor i os. Vi er skabt i Guds billede – og hans ord forbliver til evig tid. Igennem ham har vi del i evigheden. Gud vil, at det skal gøres tydeligt for os, så vi erkender det og erfarer det.
Ban Herrens vej i ørkenen, jævn en vej for vor Gud i det øde land, råber en stemme i teksten, for Herrens herlighed skal åbenbares. Gud vil, at der skal banes en vej igennem den ørken af tomhed og ensomhed, der nogle gange bor i os. Ørkenen – eller mørket - skal blive udgangspunkt for herligheden. Smerten skal forvandles til glæde, når Herrens vej bliver banet. Det løfte får vi her. Vi mennesker er andet end græs og forgængelighed, - Gud vil trøste os, han bor i os, og hans lys vil sejre!
Paulus taler også ud fra menneskets dobbelte sind, og han fører os i sin tekst endnu tættere på mysteriet – det mysterium, som hele julen handler om – at Gud baner sig vej til vores hjerter. Det er det, der sker, når Jesus, Guds søn, julenat bliver født hos os og i os. Vi må lære at lukke vores hjerter op, så vi opdager, at det sker, at underet fuldbyrdes midt iblandt os. Ligesom Gud har sagt, at Herrens vej skal banes gennem ørkenen, har han også sagt, at: Af mørke skal lys skinne frem, siger Paulus. Vores indre mørke skal oplyses, så vi kan se – se underet, midt i alt det almindelige, se Guds kærlighed, midt i smerten - ja, se alt i et nyt perspektiv. Det perspektiv, der kommer til os på ny hver julenat.
I skabelsen blev Guds billede indlagt i os, og derfor bor Guds lys i os - vi kan bare ikke se det. Men det kan vækkes til live. Vi kender det fra dybet i os selv, og derfor kan vi genkende det i barnet i krybben, vi ser Guds herlighed på hans ansigt, som Paulus siger. Jesusbarnet spejler det inderste i os selv – og derfor er det barn hjem for os. Igennem det barn kan vi hengive os til det lys, vi allerede kender – og måske bare for et øjeblik blive et – med os selv og med Gud. Med hjertet genkender vi ham som det dybeste punkt i os selv - og juleglæden springer i os over at have del i så stor en velsignelse.
Paulus siger, at denne skat, har vi i lerkar. Sådan taler han om vores forgængelighed og jegets virkelighed. Vi er græs, vi er lerkar – det er det samme – vi er forgængelige og undertiden ulykkelige mennesker, der har så svært ved at forsone os med det, vi selv er. Men - vi er lerkar og skrøbelige, for at den overvældende kraft skal være Guds og ikke vores, siger Paulus. Det er ikke med vores gamle jeg og med vores udadvendte liv i verden, at vi har del i Guds kraft – det har vi kun med vores sjæls lysende gudsbillede. Vi er skrøbelige mennesker, og det bliver vi nødt til at acceptere om os selv, men Guds kraft bor i os og er der altid for os. Derfor, sige Paulus, kan vi være tvivlrådige, uden at være fortvivlede. Vi kan slås til jorden, uden at gå til grunde, for midt i det svage, i lerkarret, bor Guds lys. Jesus siger selv det samme - med nogle andre ord. F.eks. siger han et sted i Johannesevangeliet, hvor alt er meget vanskeligt for disciplene, at deres hjerter ikke må forfærdes – tro på Gud og tro på mig, siger han. Vi mennesker vil blive forfærdede over alt det, som sker i den ydre verden, men vores hjerter behøver ikke at blive det – dér kan der være ro og stilhed, selv midt i den hårdeste storm, - hvis hjertet ved, at det altid – og i alt - hviler i Guds kraft og lys.
Zakarias, Johannes Døbers far, som evangelieteksten handler om, oplever noget af dette. Han og hans kone Elisabeth kender til lerkaret, til skrøbelighed, og sorg, - for de har ikke fået det, de allermest har ønsker sig – et barn. De er nu begge to højt oppe i årene, og de har opgivet håbet – indtil Zakarias, der er præst, en dag i templet har et stort syn. En engel viser sig for ham og siger til ham, at Elisabeth vil føde en søn – og at de skal kalde ham Johannes. Zakarias kan ikke tro det – han er fanget af fortiden og af lerkarrets tyngde, og han kan ikke tro på den glæde, der bliver lovet ham. Englen siger til ham, at fordi han ikke tror, vil han blive stum, indtil barnet er født. Det sker, som englen har sagt det. Zakarias bliver stum, Elisabeth bliver gravid. Hun kan lade lyset strømme og tage imod, for hun ved med det samme, at alt dette kommer fra Gud, det har Herren gjort mod mig, siger hun.
Da barnet er født, skal det have et navn, og slægtninge kommer og vil navngive barnet efter dets far, som skik er, men Elisabeth siger til dem, at den lille dreng skal hedde Johannes. Det navn vil de ikke høre tale om - og de spørger den stumme Zakarias. Han beder om en tavle, han kan skrive på – og han skriver: Johannes er hans navn. Han vælger englens navn til barnet - frem for sit eget. Nu har han sluppet sig selv. Nu ved også han, at barnet kommer fra Gud, at den overvældende kraft er Guds. Gud har banet sin vej igennem hans indre ørken, og i det øjeblik han slipper sit gamle sind, brydes også hans stumhed, og han får stemmens brug tilbage. Taknemmeligheden til Gud strømmer igennem ham – og han bryder ud i lovsang. Det er den lovsang, der er vores tekst.
I det klare lys, der fylder ham, mens han synger, ser han, hvad det er, Gud giver til menneskene. Han ser som de gamle profeter, som Esajas, ser at Gud vil lade solopgangen fra det høje besøge os for at lyse for dem, der sidder i mørke og dødens skygge, og lede vores fødder ind på frelsens vej – som det er sket for ham selv. Barnet Jesus skal fødes, som hans egen søn er blevet født, og han, Jesus, skal frelse os fra vores fjender, fra alt det, der skiller os fra Guds lys. Og det er ikke kun de ydre fjender, han skal frelse os fra - det er også mørket og skyggerne i os selv, alt det, der binder os til vores gamle jeg og lukker os inde i os selv. Al vores skam og angst og skyld, alt vores mindreværd og vores manglende tillid til Gud – alt det, som Zakarias selv kender alt for godt. Alt det, der gjorde ham stum – det skal barnet komme og forløse os fra.
Barnet skal lyse for os i mørket – og rette vores sind mod lyset. Få os til at huske på alt det, der virkelig betyder noget. Jesusbarnet bliver født ind i mørket, ind i fattigdommen, i en stald, som et lille og skrøbeligt barn - og han kommer til at dø på et kors - så han kender de mørke steder i menneskelivet, - de skræmmer ham ikke. Heller ikke de mørke steder i os skræmmer ham. Han er solopgangen fra det høje, en ny begyndelse, og i hans nærhed er vi omsluttet af hans lys. Sådan ved Zakarias, at det skal blive, og han ved også, at hans barn, Johannes, skal gå foran Jesus og bane hans vej – til os.
Han er forløberen, og ligesom Jesus bor i vores hjerter, bor også Johannes i os, ham, der kan bane vejen. I teksten står der, at barnet Johannes blev stærk i ånden, og at han var i ørkenen til den dag, han skulle træde frem. At nå ind til Jesus og det nærvær, han kan give os, kræver noget af os, og her kan Johannes hjælpe os med at bane vejen. Johannes, der ikke er bange for ørkenen og det indre mørke. Han, der altid midt i mørket er stærk i ånden og bevarer blikket rettet mod lyset. Hans hjerte forfærdes ikke – han venter i tillid – på julens under! Amen